"Die Endlösung der
Judenfrage"
Af Dr. phil. Christian
Lindtner
Endlösung er et ord, de fleste vel
umiddelbart forbinder med Holocaust, eller Hitlers folkemord
på 6.000.000 jøder under anden verdenskrig. De færreste gør
sig klart, at der her faktisk er tale om vidt forskellige
begreber med vidt forskellig historisk baggrund. Uvidenhed
om den historiske baggrund har medført en almindelig
begrebsforvirring, hvis afklaring må betragtes som en af den
moderne historieforsknings vigtigste opgaver.
Når der tales om Endlösung, eller Die
Endlösung, er dette et kort udtryk for Die Endlösung der
Judenfrage - den endelige løsning på jødespørgsmålet. Selv
om jødehad reelt er af ældgammel dato - det har eksisteret
overalt, hvor der har været jøder - er jødespørgsmålet,
eller jødeproblemet, en følge af den emancipation og
ligestilling, den moderne oplysningstid stillede
ghettojøderne i udsigt. Alle erkendte jødernes egenart og
fremmedartethed; den moderne tanke tilsigtede at fjerne
fremmedlegemet ved at opløse det gennem tilpasning og
assimilation. Nogle jøder ønskede at tilpasse sig, de antog
europæiske navne og skikke, og de lod sig døbe. Andre holdt
fast ved det gamle, og frygtede at bryde de fædrene bånd.
Der skabtes en splittelse blandt jødern e, og forvirringen
forøgedes, da mange "assimilerede" jøder alligevel forblev
jøder " i hjertet". Det var usikkert, hvor deres nationale
loyalitet egentlig lå. Snart blev det den almindelige
opfattelse blandt dannede europæere, at jøderne var og blev
en egen nation blandt andre nationer. Den dobbelte
nationalitet ansås for en socialt usikkerhedsmoment. Selv om
jøderne skiftede "religion", forekom det, at deres adfærd,
fremtoning og "race" var aldeles uforandret.
De mislykkede bestræbelser på ligestilling
og tilpasning blev dermed afløst af det jødiske spørgsmål,
eller jødeproblemet. I næsten hele Europa - dog navnlig i
Tyskland - førte jødespørgsmålet til en livlig debat, hvori
både jøder og ikke-jøder tog del. Jødernes
forskelligartethed var og blev et problem, det viste både
gamle og moderne erfaringer. Hvordan skulle det svære
spørgsmål løses? Der var mange forslag til en løsning, men
det var først i vor tid, at der var tale om en endelig, dvs.
d efinitiv løsning på det gamle problem.
En voldsom jødefjendtlighed kommer tidligt
til orde i et lille skrift af en mand , der selv var jøde:
Skriftet Zur Judenfrage af Karl Marx fra l844. For Marx er
jødedommen blot en pengereligion, og kristendommen i sit
ophav og væsen gennemsyret af jødisk mentalitet. Jøderne
kender kun én gud - guldet! Jødeproblemet afskaffes først,
når jødernes afgudsdyrkelse afskaffes. Marx var altså
"antisemit" - uden dog selv at vide det. Ordet optræder
første gang på tryk 1879, i en lille bog af Wilhelm Marr,
Der Sieg des Judenthums über das Germanenthum. For Marr, der
også var jøde, er jødespørgsmålet ikke et religiøst problem.
Det ligger i blodet. Til alle tider har jøderne gjort sig
forhadt overalt hvor de optrådte. Det skyldes, mener Marr,
dels at de altid undgår ærligt arbejde, dels at deres
lovbøger foreskriver dem had mod alle andre nationer. M.h.t.
en løsning er Marr pessimist.
Den mest dybtgående behandling af emnet
udsendtes to år senere af nationaløkonomen og filosoffen
Eugen Dühring (1833-1921): Die Judenfrage als Rassen-,
Sitten- und Kulturfrage, 1881. Dührings løsningsforslag er
drastisk: jøderne skal fratages enhver indflydelse i
samfundslivet, og fjernes fra de nøglestillinger, de med
stort held allerede har tiltaget sig. (Nærmere i bogen Eugen
Dühring on the Jews, som netop er udkommet med en oplysende
indledning af Dr. Alexander Jacob fra University of
Toronto.) Dührings skrift fik stor indflydelse på Theodor
Herzl, grundlæggeren af den moderne zionisme. Herzl så i sin
epokeskabende pamflet Der Judenstaat fra l896 løsningen på
jødespørgsmålet i oprettelsen af en jødisk nationalstat.
Emancipation og assimilation giver ingen endelig løsning på
problemet. Mange anså Herzl for en ny Moses, den ventede
Messias. Blandt hans prominente tilhængere taltes David Ben
Gurion, Israels første premierminister 1948-1963, og Chaim
Weizmann, den zionistiske stats f ørste præsident. På dansk
drøftes emnet med stor sagkundskab og på grundlag af
iagttagelser og studier over jødisk liv i Polen af
universitetsprofessor Stan. Rozniecki, i bogen Det jødiske
problem, fra 1920.
Da Hitler greb magten i 1933 havde det gamle
spørgsmål stadig ikke fundet sin endelige løsning. I det
væsentlige byggede den nationalsocialistiske jødepolitik
videre på Dühring og Herzl. Igen og igen forkyndte Hitler og
hans folk, at jødespørgsmålet først var løst, når den sidste
jøde havde forladt Europa. Før krigen samarbejdede
nationalsocialister og zionister omkring en frivillig
udvandring. De største vanskeligheder skyldtes, at mange
jøder slet ikke ønskede at forlade Tyskland. Ikke så få
jøder var tysk-nationale. (I både første og anden
verdenskrig kæmpede jøder i tysk uniform!) Den
internationale konference i Evian i 1938 viste, at kun få
lande ønskede at modtage flere jødiske emigranter.
Krigsudbruddet afbrød videre forhandlinger, og eft erhånden
umuliggjorde krigsforholdene den frivillige jødiske
udvandring. Krigen mod Sovjet juni 1942 åbnede med ét nye
perspektiver. Hitler besluttede sig nu til at udskyde den
endelige løsning til efter krigens afslutning. Den mest
betydelige midlertidige løsning gik nu ud på at
tvangsforflytte de europæiske jøder østpå, navnlig til
Hviderusland (med Minsk som centrum). Her blev de sat til
hårdt arbejde, der kostede mange af dem livet. Jøder, selv
kvinder og børn, der blev taget i sabotage, spionage m.v.,
blev skudt. Faguddannede jøder blev i stort antal sat ind i
krigsindustrien. Ældre, uarbejdsdygtige jøder blev anbragt
på alderdomshjem, eller i Theresienstadt. De jødiske tab var
betydelige, men nogen pålidelig statistik foreligger til
dato ikke. (Et tabstal fra 1945 på fire millioner i
Auschwitz blev i 1989 reduceret til én million, dog stadig
uden videnskabelig dokumentation.) Indtil 1942 arbejdede man
fra tysk side intenst på at løse jødespørgsmålet ved en
evakuering til Madaga skar (- snarere end til Palæstina,
hvilket jo ville krænke araberne). Krigsforholdene fik
Hitler til at udskyde planerne herom til efter krigens
afslutning. Samtidige kilder nævner ofte jødespørgsmålet og
dets løsning, men man søger forgæves efter originale tyske
dokumenter, der udtrykkeligt taler om systematisk,
industrialiseret massemord. Det er først efter krigen, at
den endelige løsning (af jødespørgsmålet) af de allierede
bliver gjort ensbetydende med et planlagt massemord på
6.000.000 jøder (især i gaskamre), den såkaldte Holocaust.
Begrebet Holocaust stammer fra den latinske
oversættelse af Første Mosebog 22. Abraham skal bringe sin
eneste søn som brændoffer (holocaust) til Gud. Til gengæld
lover Gud ham, at hans efterkommere bliver talrige som
himlens stjerner, og at de skal erobre deres fjenders porte.
Holocaust er altså forudsætningen for Zions herlighed. De
store zionistledere kender naturligvis historien om, at
Abraham skal ofre Isak. Holo caust er Zions pris. En
europæisk holocaust omfattende 6 millioner jøder nævnes på
tryk af en amerikansk zionist allerede i 1919. (Dette er kun
to år efter at Weizmann gennem Balfour-deklarationen 1917
har sikret sig den engelske regerings støtte til tanken om
oprettelsen af et jødisk nationalhjem i Palæstina.) Helt
profetisk taler andre amerikanske zionistledere længe før
krigen om fem eller seks millioner jødiske ofre for
holocaust. Zionisterne nærer altså den forestilling, at
staten Israel først kan blive oprettet efter, at 6 millioner
jøder er blevet ofret ved et brændoffer. Her flyder religion
og historie på forunderlig vis sammen.
Først flere år efter krigens afslutning blev
det almindeligt at sætte lighedstegn mellem den endelige
løsning, Endlösung, og holocaust (der herefter staves med
stort: Holocaust). De nazistiske ledere, der blev holdt
ansvarlige for Endlösung og for Holocaust kan næsten minde
os om den vædder, Abraham endte med at bringe som brændoffer
i stedet for sin søn. At ordet Endlösung skulle have været
et dækord for massemord, fik de først at vide i Nürnberg
efter krigen. Og at Holocaust skulle være synonymt med
Endlösung fik de aldrig at vide. Ved processen i Nürnberg
1945-1946 blev ordet holocaust nemlig aldrig nævnt. Det var
først Hollywood-filmen af samme titel, der fra 1979 gjorde
ordet Holocaust kurant i den betydning, vi nu kender.
Det er farligt at glemme, at begreberne hele
tiden skifter betydning. Overses denne sammenhæng, fortegnes
historiebilledet, og dermed bliver man uvægerligt bytte for
sine egne subjektive vrangopfattelser.
Kilde: Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.
