Den første hindring for zionistiske mål var, at Storbritannien
forestillede sig et Palæstina, som det var portrætteret i
Balfour-erklæringen, et samfund, som ville beskytte de civile og
religiøse rettigheder for alle, som boede der.
Det bombede King David hotel
Med det formål at fordrive briterne, som Folkeforbundet havde givet
mandat til at regere Palæstina, udviklede zionisterne brugen af
terrorisme til en kunst, som et moderne våben for politisk revolution.
Menachem Begin, Abraham Stern, Yitshak Shamir, David Ben-Gurion, og
mange andre, indledte en kampagne med bombeattentater og mord. De hængte
og garrotterede britiske soldater med pianotråd, og efterlod deres
lemlæstede lig, så de skulle findes af de britiske myndigheder.
Israelske terrorister sprængte King David hotellet i Jerusalem i luften
og dræbte herunder mere end 90 personer. Deres agenter opfandt
brevbombe-teknikken. Jødiske snigmordere myrdede endog FN-mægleren i
Palæstina, den internationalt anerkendte grev Folke Bernadotte, fordi
han vovede at udtrykke bekymring for palæstinensernes rettigheder. I sin
endelige rapport til FN, kort før sin død, skrev Bernadotte en
sønderlemmende kritik, hvor han omtalte:
Den storstilede zionistiske plyndring og ødelæggelse af landsbyer,
tilsyneladende uden militær nødvendighed.
(FN-arkiver)
Det ville krænke grundlæggende principper at forhindre disse uskyldige
ofre for konflikten i at vende tilbage til deres hjem, mens jødiske
immigranter oversvømmer Palæstina. . . og truer med permanent at
erstatte de fordrevne arabiske flygtninge, som har været her i
århundreder.
Den
zionistiske kampagne virkede. Briterne rakte til sidst opgivende
hænderne i vejret, trætte af den terrorkampagne, der førtes mod dem og
fortvivlede over en verdenspresse, som dækkede over disse forbrydelser
og de annoncerede deres tilbagetrækning fra regionen. Med briterne ude
af billedet kunne zionisterne få deres vilje med den del af den indfødte
befolkning, som havde vovet at blive boende på den jord, zionisterne
eftertragtede. Der blev ikke efterladt nogen britisk styrke, der kunne
lægge en dæmper på dem.
216
Godt hjulpet på vej af både den militære, og finansielle, støtte, fra
såvel det kapitalistiske USA, som det kommunistiske Sovjetunionen, samt
af de enorme summer af penge, der strømmede ind fra zionistiske midler
over hele verden, rullede den jødiske blitzkrieg hen over deres fjender,
lige så sikkert som Det Røde Hav rullede over egypterne i den bibelske
fortælling.
Den
militære sejr var sikret, men to væsentlige problemer stod stadig
tilbage for zionisterne. Det første var, at der var flere hundrede
tusinde palæstinensere, som tydeligvis ikke ville læne sig tilbage og
lade den nye jødiske stat tage deres rettigheder og deres jord. Det
andet var, at palæstinenserne ejede mere end 93 procent af arealet i den
nye nation - En alvorlig vejspærring for det nye "Storisrael."
Idet jødiske religiøse ledere citerede ordret fra Josvabogen, advarede
de om, at Israel skulle drive palæstinenserne uden for dets grænser:
12 Thi dersom I falder fra og slutter eder til levningerne af disse
folk, som er tilbage iblandt eder, og besvogrer eder med dem eller
indlader eder i forbindelse med dem,
13 så skal I vide for vist, at Herren eders Gud ikke mere vil drive
disse folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en snare og en
fælde, en svøbe i eders sider og torne i eders øjne, indtil I selv
bliver udryddet fra dette herlige land, som Herren eders Gud gav eder.
(Josvabogen 23:12-13)
(Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986.
Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941. Overs. anm.)
Zionistiske fanatikere løste i sidste ende deres "palæstinensiske
problem" med masseudvisninger, mord og velplanlagt, forsætlig terror,
det, pressen i moderne tid refererer til som etnisk udrensning.
Palæstinensere, som var født dér og hvis forfædre havde levet der i
utallige generationer, blev omringet af israelske stormtropper og kørt
over grænsen. De, der blev udvist, fik at vide, at de aldrig ville kunne
vende tilbage til deres hjem og de blev efterladt, uden meget andet end
det forrevne tøj, de havde på. Mange, der nægtede at forlade deres hjem,
blev massakreret af det israelske militær og zionisterne publicerede
endda massakrerne. Det forårsagede udbredt panik og flugt blandt
palæstinenserne, hvilket da også havde været formålet.
At
begå overgreb mod palæstinenserne blev en integreret del af den
israelske strategi. Når jødiske terrorister voldtog og massakrerede
beboerne i arabiske landsbyer, tog araberne i de omkringliggende
landsbyer naturligvis skyndsomst deres børn og flygtede for deres liv og
det var netop, hvad de jødiske terrorister ville opnå. Da zionisterne
havde oprettet deres stat og sikret statens oprindelige grænser - minus
cirka 630.000 irriterende palæstinensiske mænd, kvinder og børn - forbød
Israels velgørende regering dem nogensinde at vende tilbage til deres
hjem, virksomheder, marker og fåreflokke. På det tidspunkt, da den
israelske "frihedskrig" sluttede, var der kun omkring 170.000
palæstinensere tilbage, inden for Israels grænser.
Jøderne havde naturligvis fremtrædende, og magtfulde, talsmænd og
tilhængere over hele verden, især i medierne, der fortalte om "lille
Israels" mod og retfærdige sag. Da vi nåede frem til 1960'erne, var der
millioner af voksne og børn i verden der, lige som jeg, var tryllebundet
af den heroiske historie om Israel - en historie, som blev genfortalt,
romantisk,
217
i
den Oscar-vindende film, Exodus.
Dengang havde jeg, lige som de fleste amerikanere i dag, kun ringe kendskab
til den grove uretfærdighed, der var begået mod palæstinenserne.
Massakren i Deir Yassin
Den bedst kendte ugerning fra den første israelske krig var
massakren i Deir Yassin. Den 9. april, 1948, myrdede den zionistiske
terroristgruppe, Irgun-banden, ledet af Menachem Begin, 254
mennesker, de fleste af dem kvinder, børn og ældre, efter ophør af
kampene i denne lille landsby. I to døgn myrdede disse zionistiske
terrorister mænd, kvinder og børn, voldtog kvinder, sprættede
gravide kvinders maver op og stjal lansbyboernes ejendele. En Røde
Kors-læge, Jacques de Reynier, den øverste repræsentant for Den
Internationale Røde Kors Komité i Jerusalem, afgav en uhyggelig
beretning om massakren, i sin officielle rapport.
Menachem Begin
De Reynier ankom til landsbyen på den anden dag og så "oprydningen", som
én af terroristerne sagde det til ham. Det var blevet gjort med
maskingeværer, derefter granater, og til sidst med knive. De halshuggede
nogle af ofrene og lemlæstede 52 børn for øjnene af deres mødre.
Terroristerne skar 25 gravide kvinders skød op og myrdede de nyfødte
børn for øjnene af mødrene. Efter sin pensionering i 1972 udtalte den
israelske Haganah-officer, oberst Meir Pa'el, følgende om Deir Yassin i
Yediot Ahronot, et betydeligt jødisk blad:
Irgun- og Lehi-mænd kom ud fra deres skjul og begyndte at "rense"
husene. De skød alle, de så, kvinder og børn med, officererne forsøge
ikke at stoppe massakren ... de blev taget til stenbruddet mellem Deir
Yassin og Giv'at Shaul, og myrdet med koldt blod ...
Lederen af Haganah-enheden, der styrede Deir Yassin efter massakren,
Zvi Ankori, fremkom med denne erklæring i den israelske avis,
Davar:
Jeg gik ind i seks eller syv huse. Jeg så afhuggede genitalier og
kvinders opsprættede maver. At dømme efter skudhullerne i kroppene, var
det direkte mord.
Albert Einstein skrev, sammen med andre berørte jøder, et brev til
New York Times
i 1948, hvor han tog afstand fra Begin, som han hævdede: "åbent
prædikede den fascistiske stats lære." Han fortsatte med at beskrive
Deir Yassin i disse ord:
Den 9. april angreb terrorist-bander denne fredelige landsby, som ikke
var et militært mål i kampene, dræbte de fleste af dens indbyggere - 240
mænd, kvinder og børn - og holdt et par af dem i live, så de kunne
trækkes i parade,
218
som fanger, gennem gaderne i Jerusalem ... terroristerne var, så langt
fra at skamme sig over deres handling, stolte af denne massakre ...
Menachem Begin praler af betydningen af massakren i Deir Yassin, i
sin bog, The Revolt: The Story of Irgun. Han skrev, at der
ikke ville have været en israelsk stat uden "sejren" i Deir Yassin.
" Haganah udførte sejrrige angreb på andre fronter ... I en tilstand
af terror, flygtede araberne, mens de skreg: "Deir Yassin."
Israels første premierminister, David Ben-Gurion - selv ingen nybegynder
i jødisk racisme - blev citeret for at beskrive Begin med disse ord:
Begin hører unægteligt til Hitler-typen. Han er en racist, som er rede
til at udrydde alle arabere for at opnå sin drøm om en forening af
Israel, han er parat til at gribe til alle midler for at realisere dette
hellige mål.
Initiativtageren til massemordet, Menachem Begin, blev senere
premierminister i Israel, og modtog endog Nobels fredspris. Sådan en
pris er symbolsk for den utrolige, verdensomspændende, jødiske
mediemagt, for Begin havde gjort sig skyldig i forbrydelser, der
ikke adskiller sig fra dem, der hævdes begået af nazister, som jøder
stadig er på jagt efter, og retsforfølger i dag. Men i stedet for at
blive stillet for retten og straffet for forbrydelser mod
menneskeheden, har Begin modtaget, hvad mange vil anse som den
højeste ære i verden.
Da jeg første gang hørte om Deir Yassin, fortalte jeg mine venner om de
israelske massakrer og spurgte dem:
Har I set nogen TV-dokumentarer eller nogen Hollywood-film, om den
israelske terror i Deir Yassin eller om mange tusinder af andre
israelske terrorhandlinger mod det palæstinensiske folk? I har hørt
masser af violinmusik for jødiske ofre for Hitler, men har I hørt nogen
violiner for kvinder i Deir Yassin, der fik deres babyer skåret ud af
deres maver af jødiske racister?
I
de mellemliggende år har der været mange flere forfærdelige, israelske,
terrorhandlinger. Måske jeg kan stille de samme spørgsmål til de, som nu
læser denne tekst: har du hørt nogen violiner for nogen af de
tusindvis af palæstinensiske ofre for Begin, Shamir, Barak og Sharon?
Som
det passer sig for Israels lange tradition med terrorisme mod den
palæstinensiske folk, har Israel den grimme vane at vælge de mest
berygtede terrorister og massemordere som deres statsoverhoveder. USA
har en hel afdeling af Justitsministeriet, som er helliget jagten på
nazister, der har begået forbrydelser mod menneskeheden. Mens USA
stædigt forfølger ældre, mistænkte, tyske krigsforbrydere, holder
amerikanske præsidenter statsmiddage til ære for de jødiske af slagsen!
219
Massakren i Deir Yassin var ikke den eneste, som israelske styrker
udførte. I sin 6. maj-udgave i 1992, offentliggjorde det hebraiske
dagblad, Ha'ir,
en artikel af Guy Erlich med overskriften: "Ikke kun Deir Yassin", som
fortalte om et mønster af terror og mord. Erlich citerer den israelske
historiker, Aryeh Yitzhaki, for at sige følgende:
"Det er på tide", siger han, "for en generation er gået, og det er nu
muligt at imødegå det hav af løgne, som vi er vokset op med. I næsten
hver eneste erobret landsby, under Uafhængighedskrigen, blev der begået
handlinger, der defineres som krigsforbrydelser, såsom vilkårlige
henrettelser, massakrer og voldtægter. Jeg tror, at sådanne ting
standser ved, at de bliver trukket frem i lyset. Det eneste spørgsmål
er, hvordan man klarer at se sådan et bevis i øjnene."
Erlich og Yitzhaki påpeger, at de israelske myndigheder er blevet
ved med at dække over mordene. Ej heller ophørte massakrerne efter
etableringen af den jødiske stat, de fortsatte i både fredstid og
krigstid. Følgende er navnene på nogle af dem: Sharafat Massakren,
Kibya Massakren, Kafr Qasem Massakren, Al-Sammou' Massakren, Sabra
og Shatila Massakren, Oyon Qara Massakre, Al-Aqsa-moskéen Massakren,
Ibrahimmoskéen Massakren og Jabalia Massakren.
Der
var yderligere drab og udvisninger af araberne, efterhånden som den
jødiske stat udvidedes. I de efterfølgende krige og militære angreb drev
Israel flere hundrede tusinder af palæstinensere i udflytningslejre.
Plaget af sult og sygdom, som de var, havde de bemærkelsesværdig lighed
med Anden Verdenskrigs koncentrationslejre. Libanon blev også offer for
israelsk aggression, i 1980'erne og 1990'erne, da det blev bombet og
invaderet. Skønnet over civile ofre i Libanon oversteg 15.000. Den
zionistiske stat hjalp også hemmeligt til med at skabe og støtte
krigsførende, rivaliserende, fraktioner i den libanesiske borgerkrig,
hvilket forøgede antallet af dødsofre med titusinder.
Moshe Sharett, der engang delte premierministerposten i Israel med David
Ben-Gurion, skrev nogle bemærkelsesværdige dagbøger, som afslører
Israels forræderi i den libanesiske borgerkrig. Sharett var blevet
tvunget ud af regeringen, fordi han ikke ville gå med til, hvad han
følte var Ben-Gurions ulovlige og umoralske handlinger. Efter Sharetts
død offentliggjorde hans søn dagbøgerne, trods en lang kamp med
intimidering og juridiske manøvrer fra zionisternes side. Den jødiske
forfatter, Livia Rokach, citerer Sharetts dagbøger i hendes bog
Israel's Sacred Terrorism. Dagbøgerne fortæller, hvordan Israel,
målrettet, skabte den libanesiske "borgerkrig" for at fremme egne,
imperialistiske, ambitioner.
I
sine notater for maj, 1955, beskriver Sharett Israels planer om at
destabilisere Libanons regering, en plan, som til sidst frembragte
krigen i Libanon, i 1978. Sharett citerer Moshe Dayan, Ben-Gurions
forsvarsminister, som under et hemmeligt regeringsmøde, den 16. maj,
planlagde at forårsage en libanesiske borgerkrig, som en undskyldning
for Israel til at gå ind og annektere land, med tilhørende
vandrettigheder i Litani-floden.
I
den første invasion af Libanon, i 1982, døde 10.000 civile, og en halv
million mennesker blev fordrevet fra deres hjem. I løbet
220
af
kampene ødelagde israelske styrker byen Beirut, som før krigen blev
beskrevet som Mellemøstens haveby. Under den israelske invasion lå
krigsskibet, U.S.S. New Jersey, ud for kysten og affyrede
granater ind i nogle af de libanesiske byer. USA's engagement, for
Israel, i 1982 krigen, ødelagde den smule troværdighed, Amerika havde
tilbage i Mellemøsten, og kostede vore skatteydere milliarder. Den
kostede også 241 amerikanske marinesoldater livet. Flere end 1.500
kvinder, børn og ældre mennesker blev slagtet i Sabra og Shatilas
flygtningelejre under de israelske angriberes vagtsomme øjne.
Terrorist og massemorder som israelsk statsoverhoved
Israels premierminister, Ariel Sharon* er en af verdens mest blodige
terrorister. Han er ansvarlig for den koldblodige nedslagtning af mindst
1.500 mænd, kvinder og børn i Beiruts flygtningelejre, Sabra og Shatila.
Selv en formel israelsk kommission fandt Sharon personligt ansvarlig for
de libanesiske massakrer.
Ariel Sharon
I 1982 anførte Sharon, som Israels forsvarsminister, invasionen af
Libanon med tæppebombningerne og ødelæggelserne af byen Beirut (I
Libanon døde fire gange så mange kvinder og børn som under angrebet på
New York i september 2001). Denne terrorbombning blev gennemført af
jøder, ved hjælp af jetjagere og bomber, som var leveret af De Forenede
Stater.
Efter den israelske militæreødelæggelse og besættelse fjernede Sharon
palæstinensiske modstandsfolk fra Libanon med magt. Mange
Palæstinensiske kvinder, børn og gamle mennesker blev efterladt i
flygtningelejre nær Beirut. USA garanterede offentligt deres sikkerhed
og lovede, at de hurtigt ville blive genforenet med deres kære. Da
Sharon lagde planer om mordet på dem, planlagde han ikke kun en blodig
terrorhandling mod flygtninge, han vidste også, at det var en
forræderisk handling mod USA, der ville skabe et intenst had mod
Amerika.
Sabra og Shatila
Natten til den 16. september 1982 sendte Sharon falangistiske
mordpatruljer ind i to palæstinensiske flygtningelejre, Sabra og
Shatila. Samtidig med, at israelske kampvogne og tropper lå tæt omkring
lejrene for at forhindre nogen palæstinenser i at slippe ud, myrdede
mordpatruljerne løs på palæstinensiske civile med maskingeværer,
bajonetter og køller, hele den nat, næste dag og den efterfølgende nat.
Alt imens den israelske hær, som omringede lejrene, lyttede triumferende
til maskingeværilden og skrigene, som kom inde fra lejren. Sharon sendte
derefter bulldozere ind for at skjule så meget han kunne, af
grusomhederne. Mindst 1.500 palæstinensiske mænd, kvinder og børn blev
slagtet, og måske så mange som 2.500. (En officiel libanesisk
undersøgelse satte tallet til 2.500) Selv efter indsatsen fra Sharons
bulldozere var mange palæstinensere ikke begravet, og Røde
Kors-medarbejdere fandt hele familier, herunder også hundredvis af ældre
og små børn, med halsen skåret over eller
* døde i 2009, overs. anm.
221
underlivet sprættet op. Utallige kvinder og piger blev også voldtaget,
før de blev slagtet.
Ariel Sharon blev søgt udleveret til retsforfølgelse ved en belgisk
domstol, for forbrydelser mod menneskeheden, på samme måde, som det
lykkedes domstolen i Haag, at få udleveret den tidligere jugoslaviske
præsident, Slobodan Milosevic, der var anklaget for forbrydelser mod
menneskeheden i Kosovo.
På en teknisk finesse lykkedes det først en højere retsinstans i Belgien at
blokere for dette forsøg, derefter kom sagen i gang igen, så blev den
atter standset. Siden de første undersøgelser kom i gang i Belgien, er
et antal vidner imod Sharon blevet myrdet.
Sabra og Shatila
Selv om han blev eftersøgt for sine mord i Sabra og Shatila, kunne
Sharon blive dømt for omkring en halv snes andre massakrer, som er
begået under hans strålende karriere, forbrydelser mod menneskeheden,
som mindst går så langt tilbage som 1953. Den israelske avis,
Ha'aretz, mindes en gang, da Sharon ledte en massakre i landsbyen
Kibya i 1953, "Major Ariel Sharons soldater dræbt 70 palæstinensere i en
gengældelsesrazzia, de fleste af dem kvinder og børn."
Israels mord på palæstinensiske flygtninge efter, at USA offentligt
havde garanteret deres sikkerhed, var ikke kun en forbrydelse mod
menneskeheden, men også en forræderisk forbrydelse mod Amerika. Sharon
og andre involverede var helt klar over USA's meget omtalte løfte om
flygtningenes sikkerhed. Det var ganske givet dette forræderi, der førte
til en af de værste terrorhandlinger i Amerikas historie.
Beiruts Sabra og Shatila-massakre var den vigtigste motivation bag det
libanesiske selvmordsbombe-angreb, der dræbte 241 amerikanske
marinesoldater i Beirut, mindre end et år senere, og det viser tydeligt,
hvordan amerikansk støtte til israelsk terrorisme medfører forfærdelige
konsekvenser for USA. Los Angeles Times kunne i en artikel, der
omtalte en afslørende bog af den tidligere agent for det israelske
Mossad (Israels efterretningstjeneste), Victor Ostrovsky, fortælle, at
Mossad havde haft forudviden om terrorangrebet på Marine-kasernen i
Libanon i 1983, men på forræderisk vis undlod at advare Amerika.
Blandt Ostrovskys mere chokerende påstande er den, at Mossad undlod at
dele de detaljerede efterretninger med amerikanerne, som kunne have
afværget selvmordsbombningen af flådekasernen i Beirut i 1983, der
dræbte 241 amerikanske soldater ...
222
Massakren i Qana
En
nyere massakre skete i Qana, en lille by i det sydlige Libanon. Her er
nogle uddrag af en britisk journalists øjenvidneberetning om aktionen,
således at læseren fuldt ud kan forstå, at der bag de kolde statistikker
er virkelige mennesker, mennesker, der har stået over for en rædsel, som
ikke er mindre réel end hos dem, der blev dræbt i World Trade Center
angrebet.
Qana i det sydlige Libanon - Det var en massakre. Ikke siden Sabra og
Shatila havde jeg set uskyldige slagtet som her. De libanesiske
flygtninge, kvinder, børn og mænd, lå i dynger, deres hænder eller arme
eller ben manglede, de var halshugget eller lå med indvoldene væltende
ud. Der var godt over hundrede af dem. En baby lå uden hoved. De
israelske granater havde mejet dem ned, mens de lå i De Forenede
Nationers husly i den tro, at de var sikre, under verdens beskyttelse.
Lige som muslimerne i Srebrenica tog muslimerne i Qana fejl.
Foran en brændende bygning, der havde været FN's fijianske bataljons
hovedkvarter, holdt en pige et lig i sine arme, liget af en gråhåret
mand, hvis øjne stirrede tomt på hende og hun vuggede liget frem og
tilbage i armene, mens hun græd og klagede og gentog de samme ord, igen
og igen: "Min far, min far." En fijiansk FN-soldat stod midt i et hav af
kroppe og uden at sige et ord løftede han kroppen af et hovedløst barn i
vejret.
... Da jeg gik hen imod dem, gled jeg i et menneskes hånd ... Israels
nedslagtning af civile, i denne forfærdelige 10-dages offensiv –
foreløbig, i går aftes, var den nået op på 206 døde - har været så
nonchalant, og så voldsom, at ikke én libaneser vil tilgive denne
massakre. Der var ambulancen, som blev overfaldet lørdag, de dræbte
søstre i Yohmor, dagen før, den 2-årige pige, der blev halshugget af et
israelsk missil, for fire dage siden. Og i går havde israelerne slagtet
en familie på 12 – den yngste var en fire dage gammel baby - da
israelske helikopterpiloter affyrede missiler ind i deres hjem.
Kort tid efter kastede tre israelske fly bomber, kun 250 meter fra en
FN-konvoj, som jeg rejste med, og sprængte et hus 10 meter op i luften
lige for øjnene af mig. Da jeg i går aftes rejste tilbage til Beirut,
for at aflevere min rapport om Qana-massakren til Independent, så
jeg to israelske kanonbåde, i færd med at skyde på civile biler, på
broen over floden, nord for Sidon ... En fransk FN-soldat mumlede eder
for sig selv, da han åbnede en pose, som var fyldt med fødder, fingre,
stykker af menneskers arme ...
Vi var pludselig ikke længere FN-soldater og journalister, men
vesterlændinge, Israels allierede, genstande for had og andre giftige
følelser. Én skægget mand, med hårde øjne, stirrede på os, hans ansigt
var fortrukket af raseri. "I er amerikanere", skreg han til os.
"Amerikanerne er hunde. I gjorde dette. Amerikanerne er hunde."
Præsident Bill Clinton har allieret sig med Israel i sin krig mod
"terrorisme", og libaneserne havde, i deres sorg, ikke glemt dette.
Israels officielle udtryk for sorg var blot at gnide salt i deres sår.
"Jeg ville ønske at blive lavet til en bombe og sprænge mig selv, midt
mellem israelerne", sagde en gammel mand ...
Amerikanerne og europæerne så, i modsætning til de blodige scener efter
palæstinensiske selvmordsbomber i Israel, aldrig den nedslagtning, som
Fisk her beskriver. Medierne henleder meget sjældent vor opmærksomhed på
de lidelser, der er påført af jøder, de fokusere hellere på de
lidelser, der påføres jøder.
223
De,
der bærer den seks-takkede stjerne og som bomber Forenede Nationers
krisecentre, ambulancer, civile flygtningelejre og civile biler, bliver
aldrig beskrevet som terrorister. De omtales blot som "kommandosoldater"
eller "militære styrker." I modsætning hertil, bliver palæstinensiske
krigere, uden for Israels grænser, naturligvis rutinemæssigt, beskrevet
som terrorister.
Israels brutale historie gentager sig, igen og igen, frem til i dag.
Byen Qana kom til at lide under endnu et israelsk terrorangreb i 2006,
under Israels andet storstilede angreb på, og besættelse af, Libanon.
Mere end tre dusin kvinder og børn blev dræbt i endnu et israelsk
bombeangreb.
Den forfærdelige sandhed om israelsk terrorisme
Bemærkningerne fra den ukendte gamle mand i Qana om, at han "gerne ville
gøres til en bombe og sprænge sig selv i luften, midt mellem
israelerne," viste sig, på tragisk vis, at blive profetiske, for blot
halvandet år senere ofrede en række palæstinensere, som var desperate
efter hævn, deres liv ved at gøre netop dette på en markedsplads i
Jerusalem; siden da har snesevis gjort det samme, i de mellemliggende
år. Ingen kan, på nogen måde, forsvare handlinger, der dræber, eller
lemlæster, uskyldige, men det er vigtigt at forstå den rædsel, der har
fået hundredvis af palæstinensere til at ofre deres eget liv, ved at slå
deres svage slag mod dem, der har myrdet deres kære og stjålet deres
hjemland. I deres sorg og vrede begår de også vold mod uskyldige. De
zionistiske ledere er også udmærket klar over, at disse jødiske tab kun
øger den jødiske solidaritet, og forstærker ikke-jøders sympati for det
evigt lidende jødiske folk, når deres medier udspreder de bloddryppende
filmscener over hele verden.
Da
Saddam Hussein forsøgte at tage Kuwait, som en gang havde været en del
af Irak, tilbage, gik den vestlige verden i krig - især på opfordring
fra Israel. Var Iraks handlinger mere imperialistiske end Israels, mod
palæstinenserne eller libaneserne? Israel holder stadig Vestbredden, og
dele af Golan-højderne, besat, i strid med FN-resolutioner, der også er
godtaget af USA.
224
Hvordan adskiller Israels evige erobringskrige sig fra Nazi-Tysklands,
der søgte Lebensraum i 1940'erne, ved andet end omfanget? Tyskland
behandlede ikke nogen nation værre end Israel behandlede Palæstina med
dets terrorisme og uddrivelse af tre fjerdedele af landets
palæstinensiske indbyggere. Ingen majoritetetsbefolkning, i nogen
europæisk nation, er blevet så massivt fordrevet som dem, bortset fra
nogle af de sovjetisk-besatte områder af Tyskland under og efter Anden
Verdenskrig. Det er interessant at bemærke, at ekstremistiske jøder,
også den gang, stod i spidsen for terroren mod tyskerne, men at de i dén
krig bar den sovjetiske kommissærs uniform i stedet for, som senere,
terroristorganisationerne, Stern-bandens, eller Haganahs.
Inden for grænserne af Israel og dets besatte områder fortsætter Israel,
under barsk militær besættelse, med at ekspropriere jord fra
palæstinenserne, bosættelse for bosættelse. Naturligvis modsætter
palæstinenserne sig sådanne konfiskationer. Den største opstand i de
seneste år var intifadaen. Statistikkerne over palæstinensiske ofre er
uhyggelige. Her er tallene, som de blev rapporteret af det store franske
dagblad, Le Monde :
1.116 palæstinensere er blevet dræbt siden begyndelsen af Intifadaen
(stenkaster- oprøret) den 9. december 1987, skudt af soldater,
politifolk eller bosættere. Blandt ofrene er 233 børn under 17 år,
ifølge en undersøgelse udført af Betselem, den israelske forening for
menneskerettigheder.
Militære kilder angiver næsten 20.000 som antallet af palæstinensere,
der blev såret af kugler og FN's Hjælpeorganisation for
Palæstina-flygtninge (UNRWA) angiver et tal på 90.000.
... Denne humanitære organisation bemærker også, at mindst 20.000 fanger
tortureres hvert år under afhøringer i de militær fængsler.
Intet land, ikke engang Sovjet eller Røde Kina i deres
Gulag-storhedstid, har i fredstid holdt så mange fanger, set i forhold
til deres indbyggertal, som nationen Israel. Det er en af de få
nationer, der ikke officielt har givet afkald på brugen af tortur. Den
har længe stået højt på Amnesty Internationals liste over nationer, der
overtræder menneskerettighederne. The London Times Magazine
udgav en omfattende redegørelse omkring israelsk tortur i 1970'erne,
1980'erne og 1990'erne. Den uomtvistelige kendsgerning er, at Israel
blev født og senere opbygget gennem invasion, mord og tyveri. En sådan
uretfærdighed kræver brug af magt og terror for at bevare magten.
Over 50 års vedvarende israelsk terrorisme
Siden 1948 har palæstinenserne været udsat for vedvarende terrorisme
fra Israels side. Hundredvis af landsbyer er blevet udslettet og
bogstaveligt talt fjernet fra landkortet. Titusindvis af hjem er
blevet bombet, bulldozede eller sprængt væk i fredstid! Titusindvis
af mænd, kvinder og børn er blevet dræbt. Endnu flere er blevet
gjort blinde, til krøblinger, vansirede og lemlæstede.
Hundredtusinder er blevet fængslet og/eller tortureret.
225
Israel har aldrig været tilbageholdende med hensyn til at bombe
flygtningelejre, der var fulde af kvinder og børn, når de skulle gå
efter palæstinensisk modstand mod israelsk besættelse. Israelske
kampvogne, helikoptere og endda jetjagere, er vant til at kaste bomber
eller affyre missiler ind i hjertet af palæstinensiske boligkvarterer og
flygtningelejre, som er fyldte med kvinder og børn. Disse våben kan ikke
skelne mellem en formodet terrorist og en otteårig lille pige. Sådanne
våben dræber børn lige så sikkert som det dræber fjender af staten.
Palæstinensere, der mistænkes for aktivt at protestere mod Israels
besættelse af Vestbredden og Gaza, har fået deres hjem og familier
angrebet af israelske tank-kanoner, missiler eller bomber. Og efter, at
de mistænkte er dræbt eller fængslet, udsletter den israelske hær
familiens hjem med bulldozere eller dynamit. Tusinder af hjem er blevet
ødelagt på denne måde.
Israel har også dræbt hundredvis af palæstinensiske ledere ved attentat
og terroristisk angreb. Disse angreb dræber ofte uskyldige tillige.
Mange af de, der er blevet myrdet, har aldrig været forbundet med nogen
som helst terror eller vold, de var blot digtere, forfattere eller
gejstlige, som ved deres ord havde inspireret til et ønske om frihed i
deres landsmænd. Den israelske premierminister, før Ariel Sharon, hed
Ehud Barak. Han ledte, i 1972, på et tidspunkt, hvor der var fred mellem
Israel og Libanon, en israelsk dødspatrulje ind i Beirut, Libanon, hvor
han personligt myrdede den palæstinensiske forfatter, Kamal Edwan. Midt
om natten slagtede han, og hans team, Edwan med lyddæmpede
maskinpistoler. Da den nyligt valgte israelske premierminister, Ehud
Barak, kom til New York og Washington, behandlede den
jødisk-kontrollerede presse denne morder som om sejrende helt.
Dobbeltmoralen synes aldrig at ville tage en ende. Da en israelsk
regeringsembedsmand, ved navn Rechavam Zeevi, blev myrdet af
palæstinensere, i oktober 2001, fordømte Sharon, og nogle amerikanske
embedsmænd, dette som "terrorisme." Hvis nedskydningen af Zeevi virkelig
var terrorisme, hvad skal vi da kalde de mange års israelske mord på
hundreder af palæstinensiske politikere, filosoffer, præster og digtere?
Hvorfor påpeger pressen ikke, at Zeevi, selv, var en jødisk racist, der
beskrev de palæstinensere, som boede og arbejdede illegalt i Israel som
"lus", og en "kræftsvulst i vor midte"?
Zeevi, selv, var selvfølgelig en ekstrem jødisk racist, der gik ind for
voldelig uddrivelse af alle palæstinensere fra de besatte områder, og
snigmord på alle dem, der modsatte sig Israels besættelse. Han havde
endog, offentligt, opfordret til mord på Yassir Arafat. Men den samme
presse, der kaldte Zeevi-mordet "terrorisme", kaldte aldrig Zeevi, som
opfordrede til mord, en terrorist, eller blot en jødisk racist. Mordet
på Zeevi var i sig selv en direkte reaktion på det israelske mord på en
palæstinensisk leder, et par uger tidligere.
I
1991 sagde Zeevi, under et israelsk ministermøde, at præsident George
Bush, ved at presse Israel til fredsforhandlinger, var "en fjende af
226
Israel" og at "Amerika planlagde en ny Holocaust."
Med en sådan formodet "allieret", har USA da brug for nogen fjender?
Den
overvældende strøm af jødiske partisaner, der er placeret i verdens
medier, forhindrer mange i, fuldt ud, at fatte terroren i hundredvis af
israelske mord. Faktisk instruerede BBC, allerede før terrorangrebet mod
World Trade Center i september 2001, deres journalister om at kalde
Israels mord på deres fjender "målrettede drab", snarere end, hvad de,
rent faktisk, er: snigmord.
Men BBC (som har en uforholdsmæssig stor andel jøder i ledelsen) henviste
til drabet på Zeevi som et attentat og ikke et "målrettet drab."
Offentligheden har været udsat for denne form for desinficeret og
fordrejet medieomtale af Israel i årevis. Det er ikke underligt, at kun
få briter og endnu færre amerikanere er fuldt ud klar over Israels
tradition for terrorisme. Det er af denne grund, at jeg ikke kan
bebrejde de fleste amerikanere deres uvidenhed om israelsk terrorisme.
Mindst 150.000 palæstinensere tortureret i Israel
Brutal tortur af tusindvis af ens fjender må klassificeres som en særlig
ondskabsfuld form for terrorisme. Titusindvis af palæstinensere er
blevet tortureret i israelske fængsler. En jødisk
menneskerettighedsgruppe i Israel bekræftede, i en 60-siders rapport, at
85 % af de palæstinensiske tilbageholdte underkastes tortur, mens de er
i fangenskab.
Og tag ikke fejl - mange af de torturmetoder, der anvendes over for disse
palæstinensiske ofre er ting fra ens værste mareridt. Israelsk tortur
omfatter alt fra kvælning af ofre med urin- og afføringsgennemblødte
poser, bundet over deres hoveder, til brug af elektriske kvæg-pigkæppe
til anal voldtægt og lemlæstelse. Israel vil ofte ikke engang indrømme,
hvem de holder fanget, så hvis de beslutter at dræbe eller torturere en
palæstinenser til døde, mens han er varetægtsfængslet, vil hans krop
simpelthen forsvinde eller de vil senere hævde, at han døde i kamp med
israelsk politi, inden tilfangetagelsen. Mange tusinde palæstinensere og
libanesere er blevet dræbt, mens de var i israelsk varetægt. En kronik
af Joel Greenburg, i det meget pro-israelske New York Times
fortalte, som var det noget af det mest almindelige i verden, at Israel
torturerer 500 til 600 palæstinensere, hver eneste måned.
Dette tal, som sandsynligvis er for lavt sat, eftersom det kommer fra
det pro-israelske New York Times
betyder, at der hvert år er mindst 6.000 palæstinenserne, der bliver
tortureret i Israel. Tortur af palæstinensere har stået på i Israel
siden 1948. Selv hvis man medtager bare halvdelen af det antal af
palæstinensere, som Mr. Greenburg fortæller, bliver tortureret hvert år
- er mindst 150.000 mennesker blevet tortureret i israelske fængsler
siden grundlæggelsen af den jødiske stat og det er sandsynligt, at
tallene er langt større.
Idet Israel bøjede sig for dets problemer med negativ reklame, på grund
af landets legaliserede tortur, leverede den israelske højesteret i 1999
en bevidst vag afgørelse om, at tortur, til tider, er ulovligt, men både
israelske og palæstinensiske borgerretsgrupper giver mange beviser på,
at kendelsen blot
227
var
en tynd fernis, i reklameøjemed. De giver beviser på, at tortur er
fortsat med samme hyppighed og brutalitet, som før kendelsen.
Jødiske journalister er nu, idet de følger Israels eksempel, begyndt at
gå ind for brugen af tortur i Amerika! En artikel i et af de seneste
numre af Newsweek havde overskriften: "Tid til at tænke over
tortur, det er en ny verden, og overlevelse kan meget vel kræve gamle
teknikker, der syntes udelukket."
Selv en formodet jødisk forkæmper for borgerlige frihedsrettigheder,
Alan Dershowitz, går nu ind for den.
Victor Ostrovsky, en tidligere israelske Mossad-agent, skrev to bøger om
Israels terror mod sine fjender. I en af dem, diskuterer han de
palæstinenseres skæbne, som ulovligt krydser grænsen, for at søge
arbejde i Israel. Mange tusinder af disse unge mænd har man simpelthen
aldrig hørt fra igen efter, at de var blevet fanget af israelske
styrker. Nogle af dem bliver bragt til ABC forsknings-faciliteter, hvor
de må udholde ubeskrivelige rædsler, mens de bliver udsat for afprøvning
af kemisk, nuklear eller biologiske krigsførelse.
... ABC står for atomar, bakteriologisk og kemisk. Det var dér, vores
top- epidemiologiske forskere var i gang med at udvikle forskellige
dommedagsmaskiner ... i tilfælde af, at der blev en total krig, hvor der
ville blive behov for denne type våben og der var ikke plads til fejl.
De palæstinensiske infiltratorer kom meget belejligt i denne henseende.
Som menneskelige forsøgsdyr kunne de sørge for, at de våben,
videnskabsmændene udviklede, fungerede ordentligt, de kunne kontrollere,
hvor hurtigt de virkede og kunne gøre dem mere effektive.
Israelske terrorvåben
I begyndelsen af 1990'erne var der et omrejsende show med den
amerikanske udenrigsminister, Madeleine Albright, USA's
forsvarsminister, William Cohen og formanden for Det Nationale
Sikkerhedsråd, Sandy Berger. Denne trio af jødiske partisaner
optrådte sammen i taler og på TV-programmer for at fremme deres
fornyede bombning af Irak og deres håndhævelse af blokader mod
landet (herunder af fødevarer og medicin). Deres begrundelse var, at
Irak havde overtrådt FN's resolutioner, fordi det havde vovet at
forske i udvikling af kemiske og biologiske våben og at det havde
nægtet internationale inspektioner. Albright, Cohen og andre førende
amerikanske zionister mobbede effektivt De Forenede Nationer til at
støtte disse drakoniske sanktioner.
I
løbet af
et par år, havde blokaden kostet et forfærdeligt tab af menneskeliv i
ørkenriget, som selv kun har en meget lille produktion af fødevarer og
medicinske produkter. Det samme FN, der havde givet tilladelse til
sanktionerne, skønnede, at over 1.000.000 mennesker, især børn og ældre,
var omkommet på grund af virkningerne af udbredt underernæring, sult og
mangel på medicinske forsyninger.
I
måske en af de mest afstumpede bemærkninger, der nogensinde er leveret
af et amerikansk regeringsmedlem, sagde Madeleine Albright, som svar på
en journalists spørgsmål, at et sådant tab af liv var, "det værd". Nogle
amerikanere, der læser mine ord, vil nægte at tro det. De vil afvise at
tro på,
228
at
USA, under vore jødiske ledere, med vilje, har forårsaget
hundredtusinder af børns død. Men her er referatet fra interviewet med
USA's jødiske udenrigsminister, gennemført af Leslie Stahl fra CBS, den
11. maj 1996:
Lesley Stahl, (der taler om amerikanske sanktioner mod Irak): "Vi
har hørt, at en halv million børn er døde. Jeg mener, at det er flere
børn end der døde i Hiroshima. Og - og, du véd, er det prisen værd? "
Madeleine Albright: "Jeg tror, det er et meget svært valg, men
prisen - Vi mener, at det er prisen værd."
Det
let påviselige faktum er, at Israel har været en af verdens værste
syndere, med hensyn til udviklingen af internationalt forbudte nukleare,
kemiske og biologiske våben. Det har, gentagne gange, overtrådt FN's
internationale politik og har aldrig tilladt nogen form for
international inspektion af sine faciliteter, ikke engang fra USA, den
nation, der afgjort har ydet størstedelen af den militære finansiering,
som Israel har brugt til sådanne projekter. Kræver USA blokade af Israel
for sådanne forseelser? Gør det de mange milliarder af dollar i
amerikansk militær bistand til Israel betinget af, at Israel opfylder
sine forpligtelser til ikke at udvikle biologiske, kemiske og nukleare
våben?
Den
tidligere amerikanske udenrigsminister sagde, at hun var villig til at
forårsage 500.000 børns død for at bremse spredningen af biologiske og
kemiske våben, men hun var lige så villig til at fortsætte med at
bidrage til at finansiere udviklingen og udbredelsen af den slags
forfærdelige våben i Israel. Kan det undre, at denne dobbeltmoral skaber
et stigende had til USA?
Det ultimative, racistiske terrorvåben
Det uhellige ægteskab mellem jødisk racisme og terrorisme
symboliseres bedst ved en helt ny slags våben, som nu er under
udvikling i den racistiske stat, Israel. Det er en etnisk målrettet,
biologisk bombe. The Sunday Times
i Storbritannien afslørede, at Israel har været i gang med at
udvikle en skræmmende ny form for biologisk våben. Historien kom ud
på samme tid, som Amerika var ved at gøre klar til at bombe Saddam
Hussein for ikke at tillade våbeninspektørerne at komme ind i hans
land.
Israel planlægger "etnisk" bombe samtidig med, at Saddam er ved at
opgive
af Uzi Mahnaimi og Marie Colvin
ISRAEL arbejder på et biologisk våben, der ville skade arabere, men ikke
jøder, ifølge israelsk militær og vestlige efterretningskilder. Våbnet,
der rettes mod ofre af etnisk oprindelse, ses som Israels reaktion på
Iraks trussel om kemiske og biologiske angreb ….
I deres udvikling af "etno-bomben" forsøger israelske forskere at
udnytte medicinske fremskridt, ved at identificere særlige gener, der
bæres af nogle arabere, og derefter producere en genetisk modificeret
bakterie eller virus.
Hensigten er at udnytte den evne, som vira og visse bakterier har til at
ændre DNA inde i værtsorganismens levende celler. Forskerne forsøger at
229
skabe dødbringende mikroorganismer, der kun angriber dem, der er
forsynet med de karakteristiske gener.
Programmet udføres på det biologiske institut i Nes Tziyona, den
vigtigste forsknings-facilitet for Israels hemmelige arsenal af kemiske
og biologiske våben. En videnskabsmand dér sagde, at opgaven var enormt
kompliceret, fordi både arabere og jøder er af semitisk oprindelse. Men
han tilføjede: "De har imidlertid haft held til at få isoleret et
særligt mønster i den genetiske profil, i visse arabiske samfund, især
hos det irakiske folk." Sygdommen kan spredes ved at spraye organismer i
luften eller blande dem i vandforsyninger ...
Idéen om en jødisk stat, der gennemfører en sådan forskning, har
allerede fremprovokeret forargelse i visse kredse, på grund af
paralleller til genetiske eksperimenter, der blev udført af Dr. Josef
Mengele, den nazistiske forsker i Auschwitz. Dedi Zucker, et medlem af
Knesset, det israelske parlament, fordømte i går forskningen. "Moralsk
set og baseret på vores historie, vore traditioner og vor erfaring, er
et sådant våben uhyrligt og bør nægtes," sagde han. ...
William Cohen, den amerikanske forsvarsminister, afslørede, at han havde
modtaget rapporter om lande, som arbejder på at skabe "visse typer af
patogener, der ville være etnisk-specifikke". En højtstående vestlig
efterretningskilde bekræftede i sidste uge, at Israel var et af de
lande, Cohen havde i tankerne.
"Etno-bombe"- påstandene er blevet gjort endnu mere troværdige af
Foreign Report, en Jane's publikation, der nøje overvåger
sikkerheds- og forsvarsområdet. Det refererer unavngivne, sydafrikanske,
kilder for at sige, at israelske forskere har brugt noget af den
sydafrikanske forskning i forsøget på at udvikle et "etnisk projektil"
mod arabere.
Det siges også her, at israelere opdagede aspekter af den arabiske
genetiske sammensætning gennem en undersøgelse af "jøder af arabisk
herkomst, især irakere" ...
Yderligere rapportering: Matthew Campbell i Washington, Hugh McManners
Israel har selvfølgelig benægtet denne historie, der dukkede op i en af
de mest respekterede aviser i verden, ligesom det afviser al anden
kritik. Men karakteristisk nok nægter det også fortsat enhver adgang
til, eller inspektioner af, sine våbenfaciliteter, herunder biologiske
våbenfaciliteter, som USA allerede har identificeret og erkendt, i den
israelske stat.
Den
omstændighed, at Israel selv ville overveje at udvikle et sådant
biologisk våben, set i lyset af deres endeløse dæmonisering af
nazisterne, har uhyrlige konsekvenser. Uanset, om nazisterne virkelig er
skyldige i alle de anklager, jøderne har rettet imod dem, så nærmer Det
21. Århundredes Israel sig, i virkelighedens verden, nogle så ekstreme
grader af racistisk overmenneskeopførsel, at selv de mest ekstreme
nazister kun kunne have drømt om dette. I kølvandet fra angrebene på
World Trade Center og Pentagon, i september 2001, erklærede USA en ny
"krig mod terrorisme". Mange millioner af mennesker, verden over, som
kender sandheden om Israels terrorisme, var chokerede over at se den
amerikanske præsident, George Bush, blive undervist i at bekæmpe
terrorisme fra den israelske premierminister, Ariel Sharon. Det er dog
sikkert rigtigt, at Sharon burde være i stand til at lære Mr. Bush en
masse om terrorisme i betragtning af, at han er verdens førende
terrorist. I det mindste har Mr. Bush søgt ekspertbistand!
230
Mens zionisterne, i Israel, var travlt optaget af at berøve
palæstinenserne deres land, havde zionister, i Amerika, travlt med også
at konsolidere deres magt, i alle de vestlige nationer, ved at fremme
politikker, der ville svække identitetsfølelsen og
selvopholdelsesdriften blandt de samfundsstiftende, ikke-jødiske
elementer. De var endda i færd med at gøre os til et mindretal i vores
egen nation, ligesom de havde gjort palæstinenserne til et mindretal i
Israel. Jeg véd, at hvis zionisterne får held med deres ultimative mål,
vil de ødelægge vort eget folks liv og frihed, lige som de har
undertrykt millioner af mennesker i Mellemøsten.
Strukturen i, og udformningen af, det moderne Israel viser, at jødisk
racisme ikke er en ideologi, der hører fortiden til, men er en
ildevarslende realitet i nutiden, som skinner åbenlyst ud af hver en
lille del af den israelske stat. Den omstændighed, at den jødiske
magtstruktur i USA, og rundt om i verden, intenst understøtter dette,
giver klart bevis for, at meget lidt er ændret i kampen mellem jøde og
ikke-jøde i løbet af de sidste 2.500 år. Desuden er det faktum, at
jøderne har været i stand til at få den vestlige verden til at støtte
zionismen, i al dens blodige hykleri, et vidnesbyrd om deres magt over
alle former for medier, og over vore nationers regeringer. Hverken de
europæiske, eller amerikanske, folk, palæstinenserne eller noget som
helst andet folk, i verden, kan overleve eller blive frie, medmindre
denne magt brydes.
Jødisk racisme og jødisk terrorisme er naturligvis gået hånd i hånd,
lige fra tiden for de folkedrab, der prales af i Det gamle Testamente,
til de brutale mord og undertrykkelser af tidlige kristne, som er
registreret i Det ny Testamente, til massemordene og Gulag-øhavets
tortur, i den jødisk-ledede bolsjevismes tidlige dage og selvfølgelig
frem til grundlæggelsen og ekspansionen af den jødiske racistiske stat,
Israel. Men indtil en sommerdag i 1967 havde jeg aldrig drømt om, at mit
eget land kunne blive offer for jødisk terrorisme. Det var, for mig,
tilsyneladende et fænomen, langt borte, og ikke rigtig noget, der vedkom
Amerika. I 1967 udførte Israel imidlertid et bevidst terrorangreb mod
det amerikanske flådefartøj, USS Liberty. Det havde en dybtgående
indvirkning på den retning, mit liv skulle tage, at blive bekendt med de
beskidte detaljer i angrebet mod min egen nation og de efterfølgende
dækmanøvrer, og i sidste ende kom denne hændelse endda til at spille en
vigtig rolle ved at påvirke mig til at fortsætte min forskning i jødisk
racisme. Hændelsen opildnede mig til at ville afsløre den jødiske
racisme – også selv om jeg vidste, at det sandsynligvis ville kræve
store personlige ofre. Det, at jeg lærte om Israels terror mod USA, blev
en af de vigtigste årsager til, at du nu holder denne bog i hænderne. Nu
vil jeg derfor komme nærmere ind på detaljerne i denne israelske
forræderiske handling, der i den grad forfærdede mig.
Noter:
FN's Arkiver (1948). A.
648. 16. september, s. 14.
FN's Arkiver (1948).
A. 648. 16. september, s. 14.
Josvabogen, 23: 12-13. Overalt i den danske oversættelse er anvendt:
Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941.
Exodus (1960).
Instruktør og producent: Otto Preminger. United Artists
De Reynier, J. (1950). Øverste repræsentant for Det Internationale Røde
Kors Komité i Jerusalem. ('A Jerusalem Un Drapeau Flottait Sur La Ligne
De Feu', Geneve.)
Yediot Ahronot.
(1972). 4. april.
Ankori, Zvi. (1982).
Davar. 9. april.
Begin, M. (1964). The
Revolt: The Story of the Irgun. Tel Aviv: Hadar Pub. s. 162.
Haber, E. (1979).
Menachem Begin, the Man and the Legend. New York: Delle Book. s.
385.
Ehrlich, G. (1992). Not
Only Deir Yassin. Hebrew Daily Ha'ir. 6. maj.
Rokach, L. (1980).
Israel's Sacred Terrorsm. Bellmont, Mass: Assoc. Arab American
University Grads.
Ibid.
Ibid.
Israel Kahan
Kommissionen.
United Press
International (2001). Sharon fears to visit Belgium. 7. sept.
Haaretz. (2001).
As Long as He doesn't Hurt Us Again. 16. feb. 2001.
Los Angeles Times.
(1998). Mossad's Checkered Past. Home Edition. s. A 16 ff.. 27. feb.
Fisk, R. (1996).
Massacre in Sanctuary: Eyewitness. The Independent. 19. april. s.
1.
Le Monde. (1993).
12. september. s. 118.
Phil Reeves. (2001). War
on Terrorism: Israel – Assassins kill general. Independent. 18.
oktober.
Phil Reeves. (2001). War
on Terrorism: Israel – Assassins kill general. Independent. 18.
oktober.
The Independent.
(2001). BBC staff are told not to call Israeli killings 'assassination'.
4. august.
Sami Soskol, Moshe
Reinfeld (1998). 20. maj. Haaretz.
Joel Greenberg (1993).
Israel Rethinks Interrogation of Arabs. New York Times. 14. aug.
Weizman, Steve. (2001).
Rights Groups Cite Israels Torture. AP Online. 11. nov.
Jonathan Alter. (2001). Time To Think About Torture. It's a new world,
and survival may well require old techniques that seemed out of the
question. Newsweek, 5. nov.
St. Louis
Post-Dispatch (2001). U.S. Now might have to consider what once was
unthinkable, Dershowitz says. 5.nov.
Ostrovsky, V. ((1995)
The Other Side of Deception (Tilståelser fra en jødisk tidligere
Mossadagent) s. 188.
Stahl, Leslie. (1996).
Interview på CBS Sixty-Minutes. 11. maj.
Mahnaimi, Uzi og Colvin,
Marie. (1998). Israel planning 'ethnic' bomb as Saddam caves in. The
Sunday Times i England. 15. nov.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
