Det spil, som der i øjeblikket foregår omkring Iran og dets angivelige
atomvåben (som der indtil nu ikke er skyggen af beviser for eksisterer), er
blot endnu et kapitel i USA’s/Israels mellemøstpolitik; Israel vil
kontrollere Mellemøsten ud fra del-og-hersk-princippet om at kontrollere
andre omkringboende folkeslag ved at forhindre at de kan etablere stærke
selvstændige nationer og måske oven i købet begynde at samarbejde mod
Israel. Og USA er bange for at Iran er ved at bryde med petrodollar-imperiet
ved at acceptere andre valutaer for deres olie end dollar, som Venezuela
også har luftet tanken om at gøre, hvilket selvfølgelig vil føre til USA’s
kollaps med et brag, hvis andre lande skulle følge eksemplet.
Irans angivelige ”atomvåben”, som skulle gøre landet til en ”trussel mod verdensfreden” er herved blot et påskud for at sværte landet til og tiltrække sympatisører til en samlet militær sammensværgelse mod landet blandt især NATO-landene. Iran har aldrig hævdet andet end at dets atomprojekter udelukkende har civile formål for øje (ͻ : atomkraftværker), hvilket også er det billede, som de internationale atom-observatørerne melder tilbage om. Ja; observatører! Iran har nemlig aldrig nægtet de internationale observatørers arbejde i landet (i modsætning til hvordan mange vestlige medier har villet dreje historien). Iran har oven i købet underskrevet og ratificeret traktaten om ikke-spredning af atomvåben, hvilket Israel ikke har og derfor heller ikke tillader inspektører. Til gengæld har Israel stor erfaring med spredning af kemiske og biologiske våben såsom den hvide fosfor over Gaza-indbyggerne og andre af deres ofre.
Men alt i mens fortsætter krigspropagandaen mod Iran ufortrødent i håb om at modstanden i de europæiske og amerikanske befolkninger ikke skal blive for stor mod en evt. krig mod landet. Om det bliver Iran eller USA/Israel der slår først, er vel lidt underordnet i denne sammenhæng, men Israel fører i øjeblikket en politik, der trænger Iran op i en krog, i håb om at Ahmadinejad vil miste besindelsen og slå først, hvilket alt andet lige ville gøre et NATO-”gengældelsesangreb” mere spiseligt.
De forskellige provokationer mod Iran kommer til udtryk bl.a. i form af attentaterne mod iranske atomforskere og desuden også forskellige andre terrorangreb mod landet, udført af Mossad, idet Mossad-agenter samarbejder med terrororganisationer i Iran såsom ”Folkets Mujahedin” eller de sunnitiske Jundallah-terrorister, idet Mossad-agenterne udgiver sig for at være CIA-agenter, hvilket tidsskriftet Foreign Policy afslørede i januar i år. Indtil videre har iranerne dog formået at holde hovedet koldt og ikke lade sig tirre til et angreb, hvilket er det eneste, Netanjahu & Co. ønsker.
I det hele taget har Israel en solid erfaring med ”false flag” operationer: I 1950′erne var det israelske agenter, der udførte en række terrorangreb mod amerikanske residenser i Ægypten i den såkaldte Lavon-affære og prøvede at skyde skylden på ægypterne i håb om at få USA til at angribe Ægypten. Og igen i 1967 under seksdageskrigen var det israelske jagerfly og torpedobåde, der angreb det amerikanske skib USS Liberty i håbet om at Ægypten ville får skylden. For slet ikke at tale om de tråde, der forbinder 9/11 med israelske agenter, som angiveligt skulle have vidst hvad der var under opsejling uden at advare USA.
Og noget kunne tyde på, at Israel vil gøre brug af deres veltrænede erfaringer på området til endnu en false flag-operation mod dets egne ”venner” i Europa og USA for at få dem lokket med på en krig mod Iran, som ellers på ingen som helst måde har gjort os noget eller udgør en trussel for os. Således havde det jødisk-amerikanske ugeskrift Atlantic Jewish Times den 13. januar i år en artikel af skriftets publicist, Andrew Adler, hvori han gav Benjamin Netanjahu 3 råd til løsningen af den ”iranske fare”; hvor de to første (hhv. angreb på hizbollah og hamas samt bombning af Irans atomanlæg) nærmest lød moderate efter israelsk målestok, så det noget anderledes ud med råd nummer 3): At give Mossad-agenter i USA grønt lys til at myrde præsident Obama (som angiveligt var for ”uvenlig” overfor Israel), så at vicepræsident Biden kom til magten, som skulle være mere Isreal-venlig og ville hjælpe Israel med at udslette dets fjender. Ramaskriget udeblev; en jøde i USA kan altså ustraffet foreslå at myrde USA’s præsident. Tænk hvis en iraner i USA havde foreslået det samme. Så ville bomberne sikkert allerede nu regne ned over Teheran.
For at vende tilbage til krigsforberedelserne: Mossad eller ej, så er
Benjamin Netanjahu ikke bleg for at tage på charmeoffensiv hos sine
”allierede” for at sørge for deres ubetingede loyalitet (og våben) når/hvis
det går løs. Som f.eks. i 2010 da det gik ud over Angela Merkel.
Merkel må åbenbart være blevet besnæret af denne forfører fra det hellige
land, idet hun kvitterede med udtalelser såsom ”Israels sikkerhed står
ikke til forhandling for mig som tysk forbundskansler. Og når det er sådan,
så må det ikke forblive tomme ord, hvis det skulle blive alvor.” Også
forsvarsminister Thomas de Maiziere viste sig som en trofast væbner for guds
udvalgte folk ved i et interview i Tagesspiegel at komme til at
tale over sig ved at røbe, at Tysklands tilbageholdenhed i bombardementet af
Libyen udelukkende skyldtes, at
Tyskland ville spare kræfterne til (d)en kommende krig mod Iran.
Kærester? Bibi på hverve-turne for at skaffe Iransk
kanonføde.
Heller ikke Harald Müller fra Hessische Stiftung Friedens-
und Konkliktforschung kunne holde munden lukket, men kammede over med
sin zionistiske fortalelse om at hvis Israel angreb, måtte Tyskland ”ikke
give Israel skylden. Ahmadinejad of de ekstremister, der omgiver ham,
udfordrer tragedien.”. Utroligt at en sådan udtalelse kommer fra
ledelsen af freds-forening. Joachim Krause fra Kieler Institut
für Sicherheitspolitik stemte også i på samme omkvæd med udtalelsen om
at han ikke frygtede de iranske gengældelsesangreb, der efter hans
mening ville blive ”overskuelige”. Så var germanerne ordnet for
Netanjahus vedkommende. I hvert fald deres ledere, så at tyske soldater uden
problemer kan sendes i døden på Israels ordre. I forvejen leverer
forbundsrepublikken jo utallige våben til Jahves udvalgte ørkenfolk i form
af topmoderne atomubåde og andet isenkram til kraftigt reducerede priser
takket være de tyske skatteyderes holocaust-kompleks, der jo efterhånden har
finansieret mange israelske krige. Tidligere formand for Zentralrat der
Juden, Charlotte Knobloch, kunne da heller ikke dy sig for et
utvetydigt puf i de tyske soldaters rygge i retning mod Iran.
Chefen uddeler ordrer til de underdanige folkeslag
Next stop USA: For heller ikke Obama slap for ”Bibi” Netanjahus besøg i
marts i år på hans turné rundt til alle sine kommende lejesvende mod
iranerne. Og det til trods for at et jødisk tidsskrift som nævnt netop havde
foreslået at myrde Obama. Dette lod dog på ingen måde til at forhindre Obama
i at føre sig frem som en sand Israel-ven ved det fælles møde med ”Bibi” hos
den største pro-israelske lobbyorganisation i USA: AIPAC (American
Israel Public Affairs Comittee). Her formåede Obama dog at falde i en
vis unåde ved at bruge ord som ”diplomati” i forbindelse med
Iran-konflikten. Hos AIPAC betyder dette ord nærmest ”appeasement” når talen
er om jødiske interesser og fremkalder hos dem associationer til den
britiske Nazityskland-politik i 1930′erne. ”Bibi” har udtrykt det bedst med
ordene ”vi har år 1938 nu og Iran er Tyskland.” Smuk udtalelse af
en person, hvis’ land har tilranet sig andre menneskers territorier på
ulovlig vis og hårdnakket nægter at give dem tilbage. Noget, som Iran i
øvrigt aldrig har gjort, men det mener de færreste journalister jo er værd
at nævne i sammenhængen.
De to legekammerater Bibi og Obama aftaler at lokke de
andre med til skydeteltet i cirkusset
Obama hos AIPAC. Nogle gange kan man tydeligt se
trådene, der styrer marionetdukkerne
Men heller ikke på vores hjemlige breddegrader slipper vi for at blive
trukket med i de verdenszionistiske planer for Iran: Selveste vores
udenrigsminister Villy Sleepvalley var ikke bange for at sværge zionismens
motor, USA, loyalitet under et besøg hos Hillary. Hans
udtalelse ved den lejlighed lover ikke godt for Danmarks neutralitet og
fokus på egne interesser:
”And if there might be someplace else in the future [where] we have to participate, we are going to participate, also on the ”hard side” of the military mission.”
The hard side of the military mission? Med denne troskabsed overfor Israels beskytter har han jo m.a.o. garanteret, at danske soldater kan blive sendt i døden for jødiske interesser. De behøver bare at løfte røret og ringe. Meget bedre blev det dog ikke med Hillarys udtalelser ved lejligheden. Men hos hende var man dog i det mindste forberedt på forhånd:
“NATO is the premiere alliance in all of history, and there is no indication that it will be less needed in the future. There will be new challenges and threats, but the environment is certainly not one, yet, that we would like to see, where the collective defense, that we’ve all pledged to under NATO will never be needed again.”
Så tiden er altså endnu ikke kommet, hvor der kan sås tvivl om NATOs
eksistensberettigelse? Og det på trods af at denne organisations eneste
formål ved dannelsen var et ”værn” mod Sovjet, der i mellemtiden er gået
nedenom og hjem? Men hvis ens formål forsvinder, må man jo ligesom bare
opfinde et nyt. Hvilket man til gengæld også er god til ved at fremme de
territoriale røverier af andre menneskers land, som det var tilfældet med
Kosovo, Libyen og nu måske også Iran. Og som et gennemgående fællestræk ved
alle konflikterne finder man elefanten i porcelænsfabrikken, som ingen tør
nævne ved navn, fordi den er så tydelig, at alle har travlt med at kigge
væk:
