Magtfuldt og gådefuldt, intelligent og kreativt, på den ene side
idealistisk, og på den anden side materialistisk. Sådan har det jødiske
folk altid fascineret mig. Kun få teenagere, som voksede op i midten af
60'erne, sådan som jeg gjorde det, kunne undgå at danne sig et positivt
billede af Israel og det jødiske folk. På grund af mine år i
søndagsskolen var min opfattelse af jøderne endda mere idealiseret end
de flestes. Jeg var elleve år gammel, da jeg så den klassiske film,
Exodus.
Den gjorde et varigt indtryk på mig, så stærkt, at dens smukke
kendingsmelodi i nogle måneder blev min favoritmelodi, som jeg ofte
nynnede eller sang med på.
Jeg
husker en pinlig episode, hvor min søster og hendes teenage-venner
overraskede mig, mens jeg højlydt var i færd med at synge "Dette land er
mit, Gud gav mig dette land". Det heltemodige Israel inspirerede mig.
Det var, som havde Bibelens israelitter transporteret sig selv frem til
moderne tid for at gennemleve deres eventyr fra Det gamle Testamente
igen. Fjernsynets billeder af Israel gjorde det meget let for mig at
acceptere, at det var ikke-jøders intolerance, der lå bag alle jødernes
historiske konflikter.
Efter at jeg havde opdaget den omfattende jødiske ledelse af den tidlige
kommunisme, hvilket jeg håbede blot var en ukarakteristisk plet på den
jødiske historie, begyndte jeg at stille spørgsmål, som man ikke vovede
at komme frem med i anstændigt selskab, om dette interessante folk og
dets religion. Jeg havde læst om de mange jødeforfølgelser gennem
historien, herunder deres store lidelser, som nu kaldes Holocaust (i
midten af 60'erne havde man endnu ikke lagt beslag på dette udtryk som
en eksklusiv betegnelse for jødernes lidelser under Anden Verdenskrig -
holocaust betød helt enkelt, som det hele tiden har gjort, ødelæggelse i
stor skala, især ved hjælp af ild).
Mark Twain skrev: "Alle nationer hader hinanden, men alle hader jøden."
På én eller anden måde fandt jeg næsvisheden til at spørge: hvorfor.
Historisk betragtet havde så godt som hver eneste større nation i Europa
uddrevet dem i fortiden, flere af nationerne endda gentagne gange, efter
nye bølger af jødisk indvandring. Hvad var det ved det jødiske folk,
spurgte jeg undrende mig selv, der inspirerede til så meget had?
Normalt, når vi studerer historiske konflikter mellem nationer eller
folk, gør vi det uden større følelser. For eksempel opregner vi, dersom
vi studerer en hvilken som helst krig, som udkæmpedes for længe siden,
så objektivt som muligt, klagerne og begrundelserne fra begge sider.
Studerer vi Den amerikanske Borgerkrig, lærer ethvert amerikansk
skolebarn Sydens argumenter for løsrivelse og Nordens argumenter for at
påtvinge union. Når vi studerer historiske konflikter mellem det jødiske
folk og andre, er derimod kun den jødiske synsvinkel acceptabel.
60
I
både nyheds- og underholdningsmedierne er den eneste tilladte forståelse
den, at jøderne altid er uskyldige ofre, der er forfulgte af intolerante
kristne og andre "antisemitter". Måske har de altid været uskyldige,
og måske har alle andre folkeslag i verden altid været uretfærdige,
tænkte jeg. Men de var jo, trods alt, ikke så uskyldige i Den
russiske Revolution. Jeg indså, at jeg ikke kunne bedømme sagen
retfærdigt, før jeg havde læst om den fra begge sider.
Er jøderne en race?.. Hør, hvad de selv siger!
En
af de første ting, jeg opdagede var, at mens ikke-jøder, der kalder
jøderne for en "race", bliver fordømt, har jødiske ledere i århundreder,
helt rutinemæssigt, kaldt deres folk en race. Den mest fremtrædende
leder for de amerikanske jøder i 1930'erne, rabbiner Stephen F. Wise,
sagde det ganske klart i sin dramatiske udtalelse: "Hitler havde ret i
én ting. Han kalder det jødiske folk en race, og vi er en race."
Helt frem til dagen i dag findes der mange udtalelser, som illustrerer,
hvordan jødiske ledere, som den almindeligste sag i verden, ser sig
selv, ikke som blot tilhængere af en religion, men som en identificerbar
race, der genetisk er forskellig fra andre folkeslag.
Nahum Goldman, som var en af de ledende jøder i Det 20. Århundrede, og
tidligere præsident for World Zionist Organisation, sagde det uden
omsvøb:
… Jøderne er opdelt i to kategorier, de, der indrømmer at de tilhører en
race, som er udmærket ved en flere tusind år gammel historie, og de, der
ikke gør det. Den sidste kategori udsætter sig for beskyldningen om
uhæderlighed.
Da den tidligere israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, talte
til en forsamling i det nordlige Californien, sagde han: "Hvis Israel
ikke var blevet til efter Anden Verdenskrig, er jeg sikker på, at den
jødiske race ikke havde overlevet… Jeg står her foran jer og siger,
at I må styrke jeres engagement for Israel."
En
ledende artikel med titlen "Anden race" i New York-ugebladet, Forward
(en meget prestigefyldt, jødisk publikation) opfordrer jøder til at
skrive sig på den amerikanske folketællings formular som en race.
Bladet fortsætter med at foreslå:…"på spørgsmål nummer otte (i
undersøgelsen, som spørger om ens racetilhørsforhold) kan I overveje at
gøre, som mere end én fra vores redaktion gjorde: krydse af i boksen
"anden race" og skrive ordet "jøde".
Charles Bronfman, en hovedsponsor for organisationen "Birthright
Israel", som har et årligt budget på 210 millioner dollar, og som er en
organisation, hvis specifikke mål er at forhindre blandede ægteskaber
mellem jøder og ikke-jøder, understregede behovet for at bevare den
jødiske, genetiske karakter, som udtrykkes i det jødiske DNA-mønster.
Bronfman er bror til Edgar Bronfman, senior, der er formand for World
Jewish Congress. Han sagde: "man taber en masse - taber den følelse, du
har, når du ved (at) der ud over verden findes mennesker, som på den ene
eller anden måde har den samme slags DNA som du selv".
Forestil dig et øjeblik, at præsident George Bush ville tale til en
gruppe hvide college-studenter og sige, hvor godt det er for dem
61
at
vide, at andre i verden deler deres hvide DNA, og at de ikke bør miste
det ved blandede ægteskaber med andre racer. Bush ville kunne leve, til
han blev hundrede år gammel uden at kunne gøre sådan en bemærkning god
igen!
Under sin præsidentvalgskampagne i 2000 talte Bush til dusinvis af
jødiske organisationer og synagoger, som modsætter sig blandede
ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Medierne havde kun lovord til
overs for disse optrædender. Derimod blev Bush udsat for en fuldstændig
enslydende kritik fra de jødiske medier, blot fordi han tillod sig at
tale på et konservativt, kristent universitet (Bob Jones University) som
i al stilfærdighed modsætter sig blandede ægteskaber mellem racer. Efter
at medierne havde sluppet en storm af kritik løs, blev Bush nødt til
hurtigt at undskylde og til derefter, heftigt, at fordømme Bob Jones
University for dets indstilling. Inden ret mange dage var gået efter
dette, talte Bush givetvis igen til adskillige jødiske grupper, som
heftigt modsætter sig blandede ægteskaber, men ingen i medierne vovede
at indvende noget mod disse optrædender, eller blot påpege den skrigende
dobbeltmoral.
En
artikel i Haaretz , den 18. februar 2005, med overskriften "Ikke
jødisk nok til at blive gift med en Cohen"
afslører, at loven i Israel forbyder Cohens ("Cohanim" eller "Kohanim", den
jødiske, nedarvede, præsteélite) at gifte sig med hengivne jøder, der
har så meget som en enkelt dråbe ikke-jødisk blod i deres årer fra
afstamningen. Det er en lov, der er langt strengere, med hensyn til
racerenhed, end ægteskablovene under Hitler, i det nationalsocialistiske
Tyskland, og de er rent faktisk også langt strengere end ægteskablovene,
som gjaldt for den racerene SS-éliteklasse, der måtte bevise racerenhed
seks generationer tilbage. Israel forbyder Cohen-slægten overhovedet at
gifte sig med nogen, som har det mindste spor af ikke-jødisk blod i sig,
tusinder af generationer tilbage.
Jødedommen tolker Toraen som racisme
I
min søgen efter svar på jødernes syn på race, vendte jeg atter tilbage
til det sted, hvor jeg først havde fået min respekt for jøderne:
Bibelen. Jeg gik tilbage og genlæste Det gamle Testamente, og
koncentrerede mig særligt om forholdet mellem jøder og ikke-jøder. I
modsætning til Det ny Testamentes universalisme er Det gamle Testamente
ekstremt etnocentrisk. Israelitterne betegnes atter og atter som et
"særligt folk" eller et "udvalgt folk", og værket optegner detaljeret
Israels børns genealogiske herkomst. Mange tankevækkende tekster
forbyder giftermål mellem jøder og andre stammer. I Fjerde Mosebog
reagerer Moses på israelitter, som har haft seksuelle forbindelser med
moabittiske kvinder, ved at beordre henrettelse af moabitterne. I Esras
Bog beordrer Gud de, som har giftet sig med ikke-israelitter, til at
bortstøde deres hustruer og endda også børnene af sådanne forhold.
Nogle af de blodigste tekster, jeg nogensinde har læst, er beskrivelser
af, hvordan det jødiske folk udrydder deres ærkefjender. Massakrerne på
kanaanitterne, jakobitterne, filistinerne, egypterne og dusinvis af
andre folkeslag, er grusomt beskrevet i Bibelen. I vore dages
terminologi betegner vi nedslagtning af hele folkeslag som folkemord
(eng.: 'genocide'). Det gamle Testamentes jøder
62
skåner hverken mænd, kvinder, børn eller blot husdyr og kæledyr hos
deres fjender.
Det følgende er kun nogle af de snesevis af lignende passager i Det
gamle Testamente:
Og de ødelagde alt, hvad der fandtes i byen, både mand og kvinde, gammel
og ung, og okse, og får, og æsel, med sværdets æg… (Joshua 6:21)
Derpå
lagde de med sværdet band på alt, hvad der var i byen, mænd og
kvinder, unge og gamle, hornkvæg, småkvæg og æsler.
Og Horam, kongen af Gezer, kom for at hjælpe Lakis; og Joshua dræbte ham
og hele hans folk, indtil han ikke lod nogen levende tilbage. Og de
indtog Eglon, og udryddede det med sværdets æg, samt alle sjæle, der
befandt sig derinde. (Joshua 10:32-35)
32. og Herren gav Lakisj i Israels hånd, og den følgende dag indtog han
byen, og den og hver levende sjæl i den slog han ned med sværdet, ganske
som han havde gjort ved Libna.
33. Da rykkede kong Horam af Gezer Lakisj til hjælp; men Joshua slog ham
og hans folk ned uden at lade nogen undkomme.
34. Så drog Joshua med hele Israel fra Lakisj til Eglon, og de slog lejr
uden for og angreb byen;
35. og de indtog den samme dag og slog den ned med sværdet; og på hver
levende sjæl i den lagde han den dag band, ganske som han havde gjort
ved Lakisj.
Og de indtog Hebron, og udryddede det med sværdets æg, og kongen deraf,
og alle byerne dér, og alle sjæle, der befandt sig derinde; han efterlod
ingen levende tilbage.(Joshua
10:37)
36. Derpå drog Joshua med hele Israel op fra Eglon til Hebron, og de
angreb byen
37. og indtog den og slog den ned med sværdet, både kongen der og alle
de byer, der hørte under den, og hver levende sjæl i den uden at lade
nogen undkomme, ganske som han havde gjort ved Eglon, og han lagde band
på byen og hver levende sjæl i den.
Thi Herren er fortørnet på alle folk og vred på alle deres hære: Han har
fuldstændig ødelagt dem, Han har overladt dem til at blive slagtet. Også
deres slagne skal blive kastet bort, og stanken skal stige op af deres
lig, og bjergene flyde med deres blod. (Jesaja 34:2-3)
2. Thi Herren er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han
slår dem ned med band og giver dem hen til at slagtes;
3. henslængt ligger de dræbte, stank stiger op fra ligene, bjergene
flyder af blodet;
Men i de byer, som tilhører disse folk, og som Herren, din Gud, vil give
dig til arvedel, skal du ikke lade noget, som andre har, forblive i
live. (Femte Mosebog 20:16)
6. men i disse folks byer, som Herren din Gud giver dig i eje, må du
ikke lade en enste sjæl i live.
Som
kristen kunne jeg ikke forklare, hvad der så ud til at være fejringer af
folkemord. Jeg medgav, at Gud er uudgrundelig, men jeg kunne ikke lade
være med at føle sympati for dem, som blev massakreret, heriblandt
tusinder af uskyldige mænd, kvinder og børn. Det er let at forestille
sig, hvordan de få, der overlevede disse massakrer, måtte have følt med
hensyn til "jøderne." Naturligvis var jøderne ikke alene om etnisk
udrensning; også mange andre tidlige folkeslag havde udsat deres fjender
for folkemord.
I og med Jesus Kristus' ankomst og hans budskab om kærlighed og
velvilje, som det gengives i Det ny Testamente, bliver Det gamle
Testamentes hyldest til folkemord knapt nok husket i dagens kirker. Når
en kristen af i dag støder på en tekst i Det gamle Testamente, som
godtager folkemord, affærdiger han den sædvanligvis som en trist
hændelse i en længst forsvunden bibelsk æra, og én, som nu er forandret
gennem en Ny Pagt af kærlighed, som Kristus bringer til dem, der
modtager hans budskab.
Israelitternes forestillinger om racemæssig integritet og overherredømme
er tydelige nok:
Du skal ikke indgå ægteskaber med dem, dine døtre skal du ikke give til
deres sønner, og deres døtre skal du ikke tage til hustruer for dine
sønner.(Femte
Mosebog 7:2-3)
2. Og når Herren din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem, så
skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem
skånsel.
3. Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give en af deres
sønner din datter eller tage en af deres døtre til din søn;
Thi du er et folk som er helliget Herren, din Gud. Dig har Herren, din
Gud, udvalgt til at være hans ejendomsfolk frem for alle folk på jorden.
(Femte Mosebog 7:6)
Så giv derfor ikke jeres døtre til deres sønner, og tag ikke deres døtre
til hustruer for jeres sønner. Ja, I skal aldrig spørge efter deres fred
og velfærd – dette for, at I må blive stærke, så I kan spise af landets
gode og efterlade det som besiddelse for jeres børn til evig tid. (Ezra,
9:12)
12. derfor må I ikke give deres sønner Eders døtre eller tage deres
døtre til hustruer for Edres sønner og ingen sinde søge deres velfærd og
lykke, at I kan blive stærke og nyde landets goder og sikre Eders sønner
besiddelsen deraf for evigt!
63
Repræsentanter for forskellige racegrupperinger eller folkeslag kan
argumentere for deres særlige historie, deres særlige evner eller
spiritualitet. Men at påstå, at Gud foretrækker ét folk frem for alle
andre – og dét i en sådan grad, at man opfordrer til, og tolererer,
folkemord for at gøre plads for de "udvalgte"? Det må afgjort være
højdepunktet af racisme.
Moderne kristendom håndterer de etnocentriske og folkemorderiske dele af
Det gamle Testamente ved at fokusere på Det ny Testamentes
kærlighedsfulde indhold. Et enkelt eksempel er den måde, hvorpå Jesus
vendte en gammeltestamentlig lov, såsom "Øje for øje og tand for tand,"
til "Vend den anden kind til". Den jødiske religion havde imidlertid
ingen tilsvarende skikkelse i dens historie, som kunne moderere Det
gamle Testamentes ekstreme etnocentrisme. Maimonides, som af de fleste
jøder anses for at være den europæiske jødedoms største personlighed,
var måske den jødiske læremester, der stod for den største mildhed over
for ikke-jøder. Men selv Maimonides forbød imidlertid jødiske læger at
redde en kristens liv, medmindre denne undladelse risikerede at "skabe
fjendtlighed mod jøderne".
Kristendommens tidlige udbredelse gennem apostlen Paulus opmuntrede
kristne til at blive mere tolerante over for forskellige etniske
grupper. Paulus var selv en jødisk farisæer, som var omvendt til
kristendommen, og som gennem en stor del af sit liv prædikede for
ikke-jøder af forskellig nationalitet. Den kristne tro var intolerant
over for andre troslærer og andre guder, men ikke over for andre
stammer. Antikkens evangelister kom selv fra diverse forskellige
folkeslag og prædikede over hele den kendte verden. Givetvis kunne
kristne huse xenofobiske tendenser, hvilket de også ofte gjorde, men
deres nationalistiske eller etnocentriske attituder havde deres
oprindelse i deres egne kulturer, ikke i Det ny Testamentes
læresætninger. Galaterbrevet gør det meget klart, at det udvalgte folk
ikke længere er "hverken jøde eller græker", men nu skal være
de, som accepterer Jesus Kristus som deres frelser.
Frelsen blev fra dette punkt i tiden baseret på tro og ikke på
blod.
Den
jødiske religion fik en helt anden udvikling end den tidlige kristendom.
Det jødiske folk og dets religion var flettet sammen. Troen på Gud var
nødvendig for at bevare stammen i lige så høj grad som bevarelsen af
stammen var nødvendig for at beskytte og sikre religionen. Ifølge den
zionistiske stat, Israel, er race imidlertid langt vigtigere end
religiøs tro. En immigrant behøver ikke at udøve eller tro på jødedommen
for at indvandre til Israel; han kan rent faktisk være åbenlys ateist og
kommunist. Han skal bare kunne bevise sin jødiske afstamning.
Beskyttelse af det jødiske folks etniske identitet blev den vigtigste
årsag til jødedommens eksistens.
I
Mellemøsten (og senere i hele verden) blandede jøderne sig med mange
folkeslag, men alligevel bevarede de deres kulturarv og deres vigtigste
traditioner. De er den eneste etniske minoritet i Vestens nationer, som
endnu ikke er blevet assimileret efter tusinder af år. I Babylon
64
levede de i slaveri, og derefter under fremmed herredømme, i hundreder
af år, og udviklede en opskrift, der gjorde det muligt for dem, ikke
alene at overleve, men endda at have fremgang, som minoritet i et
fremmed samfund. Da de kom ud af "det babyloniske fangenskab" var de
stærkere, bedre organiserede og mere etnocentriske end nogensinde
tidligere.
Talmud: En jødisk herrefolkslære
Da Jesus Kristus og den kærlighed og tolerance, han prædikede, blev
afvist, fortsatte jødedommen ad sin chauvinistiske vej. Denne
kulminerede i Talmud, en leksikal fremstilling af jødisk lov og sædvane,
der er samlet af hundreder af rabbinere, i århundredernes løb.
American Heritage Dictionary beskriver den som "udgørende grundlaget
for religiøs autoritet i jødedommen." Samlingen af Talmud påbegyndtes i
den babylonske tid, men den mundtlige tradition er mange århundreder
ældre. I 500-tallet e.Kr. blev den nedskrevet og blev til det jødiske
folks vigtigste bog, og deres religions vigtigste rettesnor. I dén
kodificerede jøderne endelig deres mest chauvinistiske tilbøjeligheder.
Herman Wouk, den kendte jødiske forfatter,
beskriver Talmuds indflydelse således:
Talmud er frem til denne dag den jødiske religions hjerteblod. Uanset
hvilke love, traditioner eller ceremonier vi iagttager – og uanset om vi
er ortodokse, konservative, reformerte, eller blot spasmodiske
sentimentalister – så følger vi Talmud. Det er vor fælles lov.
Som
16-årig, havde jeg, under et af mine besøg på Citizens Councils kontor,
fundet en bog med titlen The Jewish Religion: Its Influence Today,
af Elisabeth Dilling.
Den interesserede mig, fordi bogens store format indeholdt komplette,
fotokopierede, sider af dele af Talmud, som den officielt var blevet
samlet af jødiske lærde. Jeg mindes, at jeg sprang over Dillings
kommentarer og gik direkte til oversættelserne. Et af de første stykker,
jeg læste, overraskede mig virkelig. Der stod:
En hedning (ikke-jøde) som snuser i Toraen (og andre jødiske, hellige
skrifter) dømmes til døden, thi det står skrevet, at det er vort
arvegods, ikke deres. (Sanhedrin 59a)
Hvis en 16-årig læser noget, der er så forbudt, er det givet, at han
læser videre. Dette stykke var så fremmed fra alt andet, jeg tidligere
havde troet at forstå om religion. Hvorfor skulle de ikke ønske, at alle
mennesker læste deres hellige skrifter, på samme måde, som de kristne
ville "sprede budskabet"? Hvad var der dog i disse skrifter, der skulle
forpligte jøder til at dræbe en ikke-jøde, som læste dem? Hvorfor skulle
almindeligt kendskab til jødiske skrifter udgøre en fare for jøder? Jeg
gik på biblioteket og fandt nogle gamle oversættelser af dele af Talmud.
Det varede ikke længe, før jeg stødte på flere, endnu mærkeligere
passager, som for eksempel:
Balaam (Jesus) vækkes fra de døde og straffes i kogende sæd. De som
håner de jødiske vise og synder imod Israel koges i hed afføring. (57a
Gittin)
65
Da
jeg spurgte en jødisk vens rabbiner om dette stykke, sagde han, at
Balaam ikke var Jesus. Han lød meget overbevisende, men samme aften slog
jeg Balaam op i Jewish Encyclopedia og blev chokeret over at
læse, at Balaam faktisk var et pseudonym for Jesus. Eftersom kristne
lærde, af og til, faldt over kopier af Talmud, håbede talmudiske lærde
at forvirre dem ved at bruge navnet "Balaam" som benævnelse for Jesus.
The Jewish Encyclopedia: siger om ordet "Balaam": "Pseudonymet
'Balaam', der er brugt for Jesus i Sanhedrin 106b og Gittin 57a")
I
Jewish Encyclopedia står der, under opslagsordet "Balaam":
"…pseudonymet "Balaam" erstattede "Jesus" i Sanhedrin 106b og Gittin
57a.
Talmud anvender, gentagne gange, obskure kodeord for ikke-jøder, såsom
egypter, hedning, samaritaner og afgudsdyrker. I den almindeligste
engelsksprogede talmudoversættelse, Soncino-udgaven, illustreres
denne praksis af den femte fodnote i Sanhedrin. Det hedder i den: "kuti"
(samaritaner) har her erstattet originalens ord, goj… "
Der henvises nogle gange til kristne med kodeordene "Min" eller "Minim".
Fodnoterne i Soncino-udgaven af Talmud beskriver, lige som det er
tilfældet i afsnit af The Jewish Encyclopedia, dette bedrageri,
uden omsvøb.
Encyclopedia Judaica forklarer også at,
I rabbinerlitteratur er forskellene på ikke-jøde (goj, akkum) og
kristen (Nazeri) ofte blevet tilsløret af de ændringer i teksten,
som censorernes virksomhed krævede. Således står 'egypter', 'amalekit',
'zadokit ('sadducé') og 'kuti' ('samaritaner') ofte i stedet for det
oprindelige Nazeri, men også ordene goj, akkum etc. Da
Resh Lakish fastslog, at en ikke-jøde (akkum
etc. i eksisterende tekster), som overholdt sabbaten
(lørdagsritualerne), skal straffes med døden (Sanhedrin, 58b), mente han
antageligt kristne… Adskillige antikristne, polemiske passager bliver
kun forståelige, hvis man genindsætter Nazeri i stedet for de
falske benævnelser kuti eller zadokit.
I andre tekster fra Talmud fandt jeg en tænkelig årsag til, at nogle af
Talmuds forfattere havde forbudt ikke-jøder at læse den. Talmuds ord er
nemlig giftige:
•
Kun jøder er menneskelige. (Ikke-jøder) er dyr. (Baba Mezia 114a-114b.)
• For mord, det være sig på en kuti (ikke-jøde), begået af en
kuti, eller på en israelit, begået af en kuti, skal der straffes; Men en
en israelit, der myrder en kuti, straffes ikke med dødsstraf. (Sanhedrin
57a)
• Selv de bedste af (ikke-jøderne) bør dræbes. (Babyloniske
Talmud, Abodah Zarah 26b)
66
• Hvis en jøde fristes til at gøre ondt, bør han gå til en by,
hvor han ikke er kendt, og gøre det onde dér. (Moed Kattan 17a)
• (Ikke-jøders) kød er som æslers kød og (deres) afkom er som
hestes afkom.
• Hvis en hedning (ikke-jøde) slår en jøde, skal ikke-jøden slås
ihjel. At slå en jøde er at slå Gud. (Sanhedrin 58b)
• Hvis en israelits okse stanger en kanaanæers okse, gælder der
intet skadesansvar; men hvis en kanaanæers (ikke-jødes) okse stanger en
israelits okse… skal der betales fuldt ud. (Baba Kamma 37b.)
• Hvis en jøde finder en genstand, der er tabt af en hedning
(ikke-jøde) behøver den ikke at blive givet tilbage. (Baba Mezia 24a;
bekræftes også i Baba Kamma 113b)
• Gud skåner ikke en jøde, som bortgifter sin datter til en gammel
mand eller tager en hustru til sin mindreårige søn eller giver en mistet
ejendel tilbage til en kuti (ikke-jøde)…(Sanhedrin 76a)
• Hvad en jøde får gennem tyveri fra en kuti (ikke-jøde) må han
beholde. (Sanhedrin 57a)
• (Ikke-jøder) står uden for lovens beskyttelse og Gud har
'blotlagt deres penge for Israel.' (Baba Kamma 37b)
• Jøder må anvende løgne ('udflugter', 'kneb', 'påskud') for at
overliste en (ikke-jøde). (Baba Kamma 113a)
• Alle (ikke-jødiske) børn er dyr. (Yebamoth 98a)
• (Ikke-jøder) foretrækker sex med køer. (Abodah Zarah 22a-22b.)
• (Ikke-jødernes) kogekar - giver de ikke en forværret smag til
den mad, som koges i dem? (Abodah Zarah 67b.)
Jeg blev overrasket over at læse så utilsløret had i den jødiske
religions vigtigste værker. Det var klart, at disse citater alle var
autentiske, eftersom de eksemplarer, jeg læste, var udgivet af jødiske
organisationer. Jeg kunne ikke finde nogen rationel forklaring på, at
disse tekster fandtes i de jødiske, hellige bøger. Og faktisk stod det
mig nu klart, at langt de fleste amerikanere ikke engang vidste, at
sådanne tekster i det hele taget fandtes. Siden udgivelsen af min
autobiografi, My Awakening, har ADL (Anti-Defamation League) og
andre organisationer kritiseret min karakterisation af Talmud som
anti-kristen, og ligeledes min oplysning om, at Balaam var det jødiske
tilnavn for Jesus Kristus.
De
tilbageviser det ved hjælp af typiske talmudiske undvigelser. De citerer
obskure passager og får lærde folk til at lave fortolkninger, som
støtter deres argument. Men de vover ikke at citere deres egne,
vigtigste historiske værker, som fortolker Talmud på nøjagtig samme
måde, som jeg gør det. Jewish Encyclopedia, som er skrevet af
dusinvis af de største rabbinske organisationer fra hele verden siger,
at Talmud gør det klart, at "Balaam er Jesus" og selv en fodnote i
Soncino-udgaven af Talmud siger, at "Balaam anvendes som et alias for
Jesus" (Sanhedrin 106 a-b). I 2005 stødte jeg på en modig jødisk
hjemmeside fra Israel,
www.Daatemet.org.il, der optrykker autoritative rabbinske
skrifter, som påviser Talmuds ondskabsfulde indstilling til ikke-jøder,
67
herunder den ganske klare religiøse godkendelse af mord på afgudsdyrkere
(kristne).
De
anti-kristne talmudiske citater var først svære for mig at tro på, som
det vil være det for mange læsere. Hvis nogen betvivler deres ægthed,
vil der være en let måde at få bekræftet Talmuds ekstreme had mod
ikke-jøder på, ved at læse i Jewish Encyclopedia. Under
opslagsordet "ikke-jøder" (eng. Gentiles, overs. anm.) klarlægger
dette specielt jødiske leksikon uden utvetydigheder Talmuds had mod
ikke-jøder. I underrubrikken "Diskrimination mod ikke-jøder," på siderne
617-621, redegør den for Talmuds indstilling. Her følger nogle uddrag:
…de mente, at kun israelitter er mennesker… ikke-jøder klassificerede de
ikke som mennesker, men som barbarer. (B.M- 108b)… En anden grund til
diskriminering var ikke-jødernes tarvelige og ondskabsfulde karakter…
"hvis kød er som æslers kød og hvis afkom er som hestes afkom…"
Ikke-jøderne var så stærkt mistænkte for unaturlige forbrydelser, at det
var nødvendigt at forbyde opstaldning af en ko i deres stalde (Ab. Zarah
ii. 1)…"Toraen udelukkede afkom af en ikke-jøde såvel som afkom af et
dyr…" Den almægtige tilbød også Toraen til de ikke-jødiske nationer, men
eftersom de afslog den, tilbagekaldte han sin strålende lovmæssige
beskyttelse fra dem og overførte deres ejendomsret til Israel… Den
grundlæggende forestilling er, at ikke-jøden opnåede besiddelse gennem
selvtægt, …Ejendommen anses for at være offentlig ejendom, lige som
ørkenens ubeboede land.
1907-udgaven af Fun & Wagnalls Jewish Encyclopedia
nævner et citat af rabbiner Simon Ben Yohai (en gigant inden for den
talmudiske litteratur), som "ofte citeres af antisemitter". Citatet
lyder således: "Tob shebe-goyim harog" – "De bedste af gojerne skal
dræbes". Der står, at rabbinerens udtalelse er resultatet af
forfølgelser, og det uddybes, at denne anti-kristne udtalelse var en
reaktion fra en rabbiner, "hvis livserfaringer måske kan give forklaring
på hans bitterhed". Ikke desto mindre fortsætter teksten afslørende
sådan: "I den sammenhæng, hvori den står, er denne iagttagelses
betydning nogenlunde den samme som de to andre: 'Den frommeste kvinde er
forfalden til trolddom'; 'Den bedste blandt slanger burde have sit hoved
knust'.
De
talmudcitater, jeg her gengiver, er på ingen måde taget ud af deres
sammenhæng. Det er sandt, at Talmud er sammensat af mange forskellige
forfattere og indeholder mange "kommentarer". Den indeholder faktisk
også tvistigheder om visse emner. Det er imidlertid ikke muligt at tage
fejl af
68
den
tydeligt fjendtlige tone over for ikke-jøder, som er gennemgående i
værket. Formaningen om, at "de bedste af ikke-jøderne bør dræbes", for
eksempel, genfindes i mindst tre forskellige afsnit.
Forestil dig reaktionen, dersom en prominent kristen udtrykkeligt sagde,
at de bedste af jøderne bør dræbes". Ville sådan en udtalelse ikke blive
kraftigt fordømt? Forestil dig, hvilke ukvemsord pressen ville dynge ud
over de krænkende ord og forfatteren af dem. Men perverst nok forholder
det sig sådan, at dersom nogen afslører den intolerance, som findes i
Talmud, så er han formentlig den eneste, som vil blive overdænget
med anklager om religiøse fordomme og intolerance.
Da
jeg for første gang bestemte mig til at læse Talmud, opdagede jeg noget
mærkeligt. Jeg havde svært ved at få fat i et eksemplar. Den sælges ikke
i boghandler, og de fleste biblioteker har ingen eksemplarer af bogen.
Det skal indrømmes, at Talmud er flere gange større end Bibelen, men i
masseoplag skulle det kunne lade sig gøre at få Talmud trykt til en lav
pris, præcis som man gør med Bibelen, på tyndt papir og i billig
indbinding. Som det helligste skrift for en af verdens store religioner,
må interessen for den være stor. Hvorfor er det da sådan, at man
sædvanligvis er nødt til at gå til en synagoge eller betale hundreder af
dollar for en Soncino-udgave af bogen? Man må stille spørgsmålet,
hvorfor den ikke er let tilgængelig for offentligheden. Svaret ligger
formodentlig i den kendsgerning, at de jødiske organisationer, som
kontrollerer udgivelsesrettighederne for disse skrifter, ikke ønsker, at
de skal spredes til en bredere læserkreds, og når man læser de
talmudiske bøger, kan man godt forstå dette.
Som
idealistisk teenager var jeg fuldkommen uforberedt på denne mørke side
af en tro, som jeg altid havde respekteret. Mit indtryk havde været, at
den jødiske tro ikke indeholdt nogen fjendtlighed mod Jesus. Jeg havde
altid fået at vide, at jøderne havde stor respekt for ham som profet,
eller i det mindste som en stor læremester, men at de bare ikke
accepterede ham som Messias. Det foruroligede mig at være stødt på
voldsomt obskøne beskrivelser af Frelseren og af kristne i Talmud.
Blandt andet beskrives Jesus som en charlatan, en forfører og en
ugerningsmand.. Den anklager Jesus for at have seksuel omgang med sit
æsel
og beskriver jomfru Maria som en luder.
Da
jeg begyndte at læse mere omfattende dele af Talmud ville jeg, selv da
jeg sad med de jødisk udgivne oversættelser foran mig, ikke tro at de
var ægte. Jeg kontaktede en anden jødisk bekendt, Mark Cohen, og gav ham
en side med disse citater. Han syntes at blive lige så oprørt over dem
som jeg. Af hans ansigtsudtryk forstod jeg straks, at han var helt
ukendt med (og ikke brød sig om) disse talmudiske tekster. Han tilbød at
spørge sin rabbiner om deres ægthed. Rabbineren bekræftede, at citaterne
var ægte men hævdede, at de fleste jøder af i dag ikke havde sådanne
synspunkter.
Jeg
troede velvilligt på dette, og jeg tror stadigvæk, at det er sandt, når
det gælder den gennemsnitlige jøde. Samtidig hjalp den kendsgerning, at
jeg nu vidste, at sådanne tekster fandtes til, at jeg forstod, hvorfor
der havde eksisteret så megen antijødisk stemning gennem århundrederne.
Det gav også en indsigt i den
69
fjendtlighed mod ikke-jøder, som beherskede jødedommen. Det bør
bemærkes, at alle rabbinere studerer Talmud. Hvordan ville jøder
reagere, dersom kristne præster studerede Mein Kampf som et af
deres hellige skrifter, men undskyldte sig med, at bogen ikke havde
nogen indflydelse på deres nuværende holdninger? Det må lyde chokerende
for den, som ikke kender bøgerne ordentligt, men hvem som helst, som
læser både Mein Kampf og Talmud med et åbent sind, ville finde,
at Talmud er den mest ondsindede af de to, for trods Hitlers giftige
sprog mod jøderne, når kun få af hans udtalelser op på det had, som
genspejles i talmudiske citater, såsom "de bedste ikke-jøder bør
dræbes". I Mein Kampf stiller Hitler det spørgsmål, hvorvidt
jøder er "tyskere" eller ej, hvorimod Talmud fastslår, at ikke-jøder
ikke engang er mennesker, men dyr.
Jeg
slog antisemitisme op i de store opslagsværker. Alle forsøgte at
forklare den historiske antisemitisme alene som kristen intolerance over
for jøderne. Af og til foreslog de endog, at kristne forfulgte jøderne,
simpelthen fordi evangelierne beskylder jøderne for korsfæstelsen af
Kristus. De ikke så meget som antydede, at én af antisemitismens årsager
kunne have været jødernes egne hadske og etnocentriske holdninger over
for ikke-jøder, som de kommer til udtryk i deres egne religiøse love.
Allerede mens Jesus levede, modarbejdede den organiserede jødedoms
kræfter denne godhjertede læremester, som talte om kærlighedens og
tilgivelsens magt, i stedet for de militante anti-romerske tiltag, som
farisæerne håbede på. Det ny Testamente har nøje beskrevet den intensive
jødiske terror, som blev anvendt for at undertrykke den tidlige
kristendom. I et af værkets mest hårrejsende vers står der skrevet:
Dog talte ingen frit ud om ham (Kristus) af frygt for jøderne.
(Johannes, 8:13)
Fra kristendommens tidlige århundreder blev nogle ikke-jødiske lærde
kyndige i hebræisk. De udviklede bitterhed mod jøder på grund af de
talmudiske skrifters indhold. Igennem de følgende århundreder
udfærdigede dusinvis af paver forordninger og buller, som fordømte
jødedommen. De udtrykte vrede, ikke fordi jøderne havde korsfæstet
Jesus, men på grund af Talmuds ondskabsfulde, anti-kristne og
"anti-alle-andre" passager. Det følgende er et lille udvalg af nogle
pavers syn på jøderne:
Gregorius IX. Fordømte Talmud som sagdes at indeholde "enhver form
for nedrighed og blasfemi over for den kristne lære"
Benedictus XIII.
Hans bulle om jøderne (1450) forkyndte: "Talmuds gudsbespottelser,
højmodigheder og fejl forhindrer jøderne i at lære sandheden at kende."
Innocentius IV. Brændte Talmud 1233 som en ondskabens bog.
Johannes XXII. Forbød Talmud 1322.
Julius III. Den pavelige bulle Hebreos retinentes Libros (1554)
beordrede, at Talmud skulle brændes "over alt".
Paulus IV. Bullen Cum Nimis Absurdum (1555) fordømte kraftigt jøders
åger og anti-kristne aktiviteter.
70
Pius IV. Fordømte jødiske, folkemorderiske, skrifter.
Pius V.
Forviste alle jøder fra pavelige stater. (1569)
Gregorius XIII.
Sagde i en pavelig bulle fra 1581: "Drevet af et intensivt had mod
Kristi krop, fortsætter de med at planlægge modbydelige forbrydelser mod
den kristne religion, med en frækhed, der vokser dag for dag."
Clementius VIII.
Fordømte jødiske, folkemorderiske, skrifter.
Ikke kun grundlæggerne af den katolske kirke havde dette negative syn på
jøderne; også den store reformator og grundlægger af protestantismen,
Martin Luther, delte den stærke uvilje mod dem.
Som
teenager nærede jeg stor beundring for Martin Luther, og jeg var ivrig
efter at finde ud af, hvad den protestantiske grundlægger havde at sige
om jøderne. Et postordrekatalog med bøger om det jødiske spørgsmål fra
Citizens Councils kontor indeholdt en oversættelse af en bog af Martin
Luther med den barske titel, Jøderne og deres løgne.
Den store Martin Luther var en bibellærd, der læste hebræisk. Han havde nøje
undersøgt Talmuds bøger på deres originalsprog, og han reagerede mod dem
med væmmelse. Da jeg herefter fortsatte med at læse samlinger af Luthers
prædikener og skrifter, blev jeg overrasket over hans lidenskabelige
anti-jødiske tone.
De er blevet oplært i så meget had mod ikke-jøderne, af deres forældre
og rabbinere, siden deres tidligste barndom, og fortsætter med at nære
deres had i alle deres leveår, og dette had har gennemsyret deres kød og
blod, er trængt helt ind i marven på deres knogler, og er blevet
uadskilleligt fra deres hele væsen. (Weimar 53, s. 482-483)
Deres Talmud og deres rabbinere lærer dem, at et mord ikke skal
betragtes som en synd, når som helst en jøde dræber en ikke-jøde, men
kun hvis en jøde myrder en broder i Israel. Ej heller er det en synd at
bryde en ed, som er blevet aflagt til en ikke-jøde… Jøderne i vore dage
holder stadig fast i disse doktriner og følger deres fædres eksempel,
idet de griber enhver anledning til at praktisere deres bevidst falske
fortolkning af Herrens Ord, deres grådighed, deres åger, deres tyverier,
deres myrderier, og deres videre undervisning af deres børn til at gøre
ligeså. (W. 53, 489-490-491)
Måske vil behjertede og milde kristne tro, at jeg er alt for streng mod
de stakkels, forfulgte jøder, og de vil mene, at jeg håner dem og
behandler dem med en sådan sarkasme. Men tro mig på mit ord, jeg er alt
for svag til at være i stand til at håne en sådan satanisk flok. (W. 32,
s. 286)
I skal vide, at jøderne vanhelliger og gør vold mod vor Frelser, dag
efter dag... de er vore offentlige fjender, og vanhelliger uafladeligt
Vor Herre, Jesus Kristus, de kalder vor Velsignede Jomfru Maria for en
skøge og hendes Hellige Søn for en bastard, og os sætterr de etiketterne
vendekåber og aborter. Hvis de kunne dræbe os alle, ville de med glæde
gøre det, ja, faktisk myrder mange af dem kristne.... (Luthers sidste
prædiken, nogle få dage før han døde, i februar, 1546)
(Erlanger 62, s. 189)
Der fandtes mange stammer, nationaliteter og rivaliserende religiøse
sekter, som indvandrede til det romerske imperiums store byer. Og
alligevel har kun den jødiske stamme, ud af alle disse grupper, pådraget
sig en sådan uhørt skånselsløs fjendtlighed i århundredernes løb. Kun
den jødiske stamme blev aldrig assimileret med den romerske befolkning.
Kunne deres egen talmudiske skik og brug, og deres
71
foragt for ikke-jøder have haft noget at gøre med den fjendtlighed, de
fremkaldte? Det syntes for mig logisk, at disse ting havde bidraget til
de anti-jødiske stemninger i Vesten.
Kontrasten mellem kristne og jødiske højtider
Kristendommens og jødedommens respektive højtider giver en illustration
af modsætningen mellem de to religioner. Den kristne jul og påske fejrer
universelle temaer, der tilbyder håb og frelse til hele menneskeheden.
Julen markerer Frelserens fødsel og fejrer vor længsel efter "fred på
jorden og i mennesker velbehag". Påsken, som er en mere dyster højtid,
repræsenterer løftet om universel frelse gennem Kristi genopstandelse.
Medens kristne fejrer universel velvilje på deres helligdage, fejrer
jøderne historiske militære sejre over deres afskyede ikke-jødiske
fjender.
Nær
juletid fejrer jøderne Chanukka, en højtideligholdelse af deres militære
sejr (og blodige massakre) i 165 f.Kr., over deres hadede fjende, Kong
Antiochos IV af Syrien, der var af græsk afstamning. Til minde om sejren
tændes der lys, som skal symbolisere miraklet med de brændende
olielamper i det generobrede tempel. Når kristne går ind i fastetiden og
forbereder sig på fejringen af Kristi frelserværk, fejrer jøderne deres
egen påskehøjtid, en højtid, som atter bygger på en fortidig krig mellem
jøder og ikke-jøder. Pesach (på engelsk 'Passover', den jødiske
påske, overs. anm.) er en utvetydig henvisning til den nat, da dødens
engel "passerede over" jødiske hjem, men nedsteg i deres forhadte
egyptiske fjenders hjem og dræbte hver førstefødte af hankøn, lige fra
nyfødte til oldinge, i hele Egypten. Det kan chokerende én at indse det,
men det er faktisk en glædesfyldt fejring af massemord på børn og på de
stærkeste ikke-jøder.
En
anden vigtig jødisk højtid er Purim, eller
"Lodfesten". Random House Dictionary of the English Language
beskriver den på følgende måde:
Purim. En jødisk fest, som først og fremmest kendetegnes ved læsning
fra Esthers Bog og spisning af hamantaschen, og som fejres den 14. dag i
(måneden) Adar, til minde om jødernes redning fra Hamans udryddelse af
dem i Persien.
Festen fejrer den jødiske massakre på tusinder af persere, sammen med
deres premierminister, Haman, og hans ti sønner. Den omfatter endda også
symbolsk spisning af den påståede antisemits ører (Hamans ører –
hamantaschen) i form af trekantede kager. En anden af Purimfestens
traditionelle madretter er kreplach, som er dejlommer, også formede som
trekanter, men denne gang fyldte med hakkekød, der skal symbolisere
Hamans sønderbankede krop. Endnu en af Purims traditioner er, at jøder
slår med pilekviste i synagogerne, hvilket skal symbolisere pryglingen
af Haman. Den følgende beskrivelse af disse skikke er skrevet af en
jødisk kulturorganisation ved navn Jewish Art in Context, men
findes i talrige
72
bøger om jødisk kultur og religiøse højtider. Den følgende beskrivelse
stammer fra en jødisk kogebog, der hedder "Bon Appetit".
C. Specielle delikatesser
• "Haman Taschen" (Oznei Haman = Hamans ører)
• "Kreplach": Hakket kød indlagt i dejlomme, også i trekantet
form. I folkemunde tolkes navnet således: "Kreplach spises kun på dage,
hvor der forekommer både prygling og spisning: Yom Kippur-aftenen –
Kaparot-skikken, Hoshanna Rabba – piskningen med pilekvistene, Purim –
(den symbolske) prygling af Haman."
Grunden til, at kreplach spises til Purim er interessant (om end en
smule søgt). Kreplach er også traditionelt for Yom Kippur… og for
Hoshannah Rabah (den syvende dag af Sukkot, Løvhyttefesten).
På disse dage var det traditionelt, at der skulle foregå en eller anden
form for prygling. På Yom Kippur blev mænd, i gamle dage, pisket før Yom
Kippur, og vi slår med pilekviste ved Hoshannah Rabah. Ved Purim pisker
vi navnet Haman ud. Sådan blev kreplach en tradition ved Purim. (Phillip
Goldwasser i "Bon Appetit")
Da jeg blev klar over disse ting indså jeg, at dersom nogen anden gruppe
end netop jøderne havde sådanne ceremonier, ville jøderne stemple dem
som hadefulde og barbariske. Forestil dig, at hvide kristne årligt havde
et ritual, hvor de bagte og spiste småkager, der var formet, så de
forestillede Martin Luther Kings ører, og at de gennemførte en hellig
ceremoni, hvor de piskede ham symbolsk! Purim er blevet fejret årligt,
fra længe før den kristne tid, og har afgjort været betydningsfuld med
hensyn til at skabe had og mistro over for ikke-jøder i jødiske børns
hjerter og sind. Denne modbydelige ceremoni svarer ganske til, om
kristne kirker underviste vore børn i symbolsk at piske de jødiske
farisæere, som havde dømt Jesus, og derefter spiste mad, som
symboliserede de jødiske præsters pulveriserede kroppe. Selvfølgelig
ville sådanne aktiviteter være helt væsensfremmede for kristendommens
ånd, men denne slags hævnlystne holdninger udgør selve kernen i
jødedommens tradition.
Zionisme som racisme
Efter 2000 års konflikter blev den jødiske bøn "Næste år i Jerusalem"
omsider udtrykt i en åben politisk bevægelse ved navn "Zionismen". I
1862 skrev Moses Hess, der var læremester for Karl Marx og det åndelige
ophav til såvel zionismen som kommunismen, Rom og Jerusalem.
Heri gav han udtryk for de velkendte, talmudiske, værdier.
Vi jøder vil altid forblive fremmede blandt gojerne (ikke-jøderne)… Det
er en kendsgerning, at den jødiske religion frem for alt er jødisk
nationalisme… Hver eneste jøde, uanset om han vil det eller ej, er
automatisk, gennem sin blotte fødsel, bundet af solidaritet med hele
hans nation…Man må først være jøde og dernæst, i anden række, menneske.
Dersom Adolf Hitler, nogensinde, havde udtalt disse ord: "Man må være en
tysker først og dernæst, i anden række, menneske" ville da ikke disse
ord blive gentaget, rigtig ofte, som bevis på hans ondskab? Af en eller
anden tvingende grund vover ingen at fordømme sådanne ord, når de kommer
fra den mand,
73
som
lagde grunden til både zionismen og kommunismen.
Jeg
begyndte at undersøge zionistisk litteratur, fra Moses Hess frem til
vore dage, og jeg stødte igen og igen på de samme herrefolkstanker, som
fandtes i Talmud.
En
fremtrædende zionistisk historiker, Simon Dubnow, skrev Foundation of
National Judaism i 1906. Heri skrev han om følelser, som ganske
givet ville blive kaldt antisemitiske, hvis de var kommet fra en
ikke-jøde:
Assimilering er simpelt forræderi imod det jødiske folks fane og
ideal…Men man kan aldrig 'blive' medlem af en naturlig gruppe, såsom en
familie, en stamme eller en nation…En jøde, på den anden side,
forbliver, uanset om han skulle være født i Frankrig og stadig bor der,
trods alt dette, medlem af den jødiske nation, og hvad enten han bryder
sig om det eller ej, om han er bevidst om det eller ej, er han præget af
den jødiske nations historiske udvikling.
I
1965 vovede Moshe Menuhin, en israelsk jøde, som var født i en meget
anset chassidisk familie, at skrive en afsløringsbog om det jødiske
hykleri. Det var et fascinerende værk med titlen The Decadence of
Judaism.
Han havde eksamen fra en yeshiva* i
Jerusalem og var far til den fremtrædende, israelske, musiker, Yehudi
Menuhin.
Menuhin refererer til den indflydelsesrige zionistiske forfatter, Jakob
Klatzkins, deklaration til hele verden, i bogen Krisis und
Entscheidung (da.: Krise og Beslutning) fra 1921. Klatzkin skriver:
Vi er ikke bindestregsjøder, vi er jøder, uden forbehold eller
reservationer. Vi er helt enkelt fremmede; vi er et fremmed folk midt
iblandt jer og - det vil vi gerne understrege - vi ønsker at forblive
sådan. Der findes en bred afgrund imellem os, så bred, at ingen bro kan
bygges over den. Jeres ånd er fremmed for os; jeres myter, legender,
vaner, skikke, traditioner og nationale arv, jeres religiøse (kristne)
og nationale helligdomme, jeres søndage og helligdage… de er alle
fremmede for os. Historien om jeres triumfer og jeres nederlag, jeres
krigssange og stridshymner, jeres helte og deres vældige bedrifter,
jeres nationale ambitioner og stræben, de er alle fremmede for os. Jeres
landes grænser kan ikke begrænse vore bevægelser, og jeres
grænsestridigheder er ikke noget, vi bekymrer os over. Langt oven over
jeres lands frontlinjer og grænser står vor jødiske enighed…Enhver, som
kalder det fremmede (ikke-jødiske) land sit fædreland, er en forræder
imod det jødiske folk… En loyal jøde kan aldrig være andet end en jødisk
patriot… Vi erkender en national enhed blandt jøder i diasporaen, uanset
hvilket land, de måtte opholde sig i. Derfor kan ingen grænser hindre os
i at drive vor egen, jødiske politik.
Før Anden Verdenskrig opfordrede Nahum Goldmann, som var formand for
World Zionist Organisation, tyske jøder til at emigrere til Palæstina,
med følgende ligefremme ord:
Jødedommen kan ikke have noget som helst til fælles med germanismen.
Hvis vi retter os efter racens, historiens og kulturens målestok, er
tyskerne i deres fulde ret til at hindre jøderne i at trænge sig på i
deres folks anliggender… Samme krav stiller jeg, for det jødiske folks
vedkommende, over for det tyske… Jøderne er inddelte i to kategorier, de
som indrømmer, at de tilhører en race, der adskiller sig gennem en
historie, som er tusinder af år gammel og de, som ikke gør det. Den
sidstnævnte ligger åben for beskyldningen om uærlighed.
* skole for traditionel jødedom, overs. anm.
74
Selv dommer Louis Brandeis, zionisten, som sad i den amerikanske
Højesteret, sagde det klart og tydeligt: "Jøder er en klart afgrænset
nationalitet, uanset land, stilling eller trosretning, er man
nødvendigvis medlem."
Theodor Herzl, den moderne zionismes fader, beskriver årsagen til, hvad
han kalder "Jødespørgsmålet":
Jødespørgsmålet eksisterer overalt, hvor der findes et stort antal
jøder. Hver eneste nation, i hvis midte der lever jøder er, enten skjult
eller åbent, antisemitisk…Antisemitisme øger dag for dag og time for
time blandt nationerne; den er rent faktisk nødt til at eksistere, fordi
årsagerne til dens vækst fortsætter med at eksistere og ikke kan
fjernes… Dens umiddelbare årsag er vores overproduktion af middelmådige
intellekter, som ikke kan finde noget afløb nedad eller opad – det vil
sige, intet sundt afløb i nogen af disse retninger. Når vi synker,
bliver vi til et revolutionært proletariat, til underofficererne i alle
revolutionære partier; når vi stiger, vokser samtidig vores pengepungs
forfærdelige magt.
Jøders eksklusivitet, deres modstand mod assimilering, deres fremmede
traditioner og skikke deres ind imellem tvivlsomme økonomiske
forehavender og deres grundigt fremelskede hadefulde holdning til andre
folk og religioner – alle disse faktorer har bidraget til en reaktion
fra den kristne verden, som til tider har virket ekstrem. Med hver en
forfølgelse, jøderne måtte lide sig igennem, blev deres egen mistro og
modvilje over for ikke-jøder intensiveret, i deres egne skrifter og i
adfærdsmønstre, som derefter avlede endnu mere forfølgelse. En ond
cirkel af gensidige modbeskyldninger, som fortsætter nu, hvor vi er gået
ind i Det 21. Århundrede.
En
hel generation af jøder vokser nu op, helt gennemsyret af historier om
ikke-jødernes modbydelighed. Ikke alene anklages tyskerne og
østeuropæerne for Holocaust, nu findes der også mange bøger af jødiske
forfattere som påstår, at alle de vestlige nationer bærer en del af
skylden, såvel som præsident Franklin D. Roosevelt og den katolske
kirke, ja hele den kristne verden.
Jeg
erfarede, at blot dét at henlede opmærksomheden på Talmuds tekster og at
citere de ord, som moderne jødiske ledere og forfattere selv udtalte,
gør én til genstand for anklager om antisemitisme. Det forekom mig, at
hvis det var antisemitisk at gentage, hvad jødiske ledere sagde, så
måtte de usmagelige ting ligge i deres egne ord. Måske burde man tage
den historiske jødiske, holdning til ikke-jøder med i betragtning, når
man skulle udrede årsagerne til antisemitisme.
Bernard, en populær jødisk intellektuel i Frankrig i Det 19. Århundrede,
undersøgte hans folks rolle i den århundredgamle konflikt med andre
folkeslag. I den vidt udbredte bog L'Antisemitisme, skrev han:
Hvis denne fjendtlighed, denne modvilje, var blevet udvist mod jøderne,
en enkelt gang, eller i et enkelt land, ville det være let at redegøre
for de lokale årsager til denne sindsstemning. Men denne race har været
genstand for
75
had i alle de nationer, hvor den slog sig ned. Eftersom jødernes fjender
tilhørte vidt forskellige racer… må det være sådan, at de almene årsager
til antisemitisme altid har befundet sig hos jøderne selv, og ikke hos
deres modstandere.
Nogle vil måske hævde, at den fjendtlige tone imod ikke-jøder i Talmud,
og hos zionismens grundlæggere, har ringe betydning for jøderne af i
dag. Virkeligheden er imidlertid den, at jødedommens kerne, ortodoksien,
bliver stadig mere ekstrem imod ikke-jøder, snarere end det modsatte,
set i forhold til tidligere generationer. Encyclopedia Judaica
hævder dette i artiklerne om emnet.
Måske kunne sådan en udvikling være forudset med den moderne films
fremkomst. Film og fjernsyn øver en enorm indvirkning på menneskers
følelser. Jødiske producenter laver endeløse skildringer af
jødeforfølgelser, lige fra Toraen til Holocaust. Tusinder af dygtigt
lavede film, fra De Ti Bud
til Schindler's Liste,
minder bestandigt jøder om ikke-jøders ondskab, alt imens ikke-jøder bliver
blødgjort over for jødiske mærkesager. De ustandseligt gentagne
skrækhistorier om Holocaust kan kun tjene til at øge den gennemsnitlige
jødes mistænksomhed over for ikke-jøder og til at understrege
nødvendigheden af jødisk solidaritet.
Moderne jødisk racisme
Alt
imens jeg læste flere og flere historiske skildringer af jødisk
etnocentrisme, tænkte jeg over, hvor meget af dette, der mon endnu
gjaldt for jøder af i dag. Jeg begyndte at sluge moderne jødiske bøger
og udgivelser. Jeg valgte deres mest læste og respekterede dagblade,
bøger og tidsskrifter. Eftersom jeg nu var begyndt at se en jødisk
dobbeltmoral, begyndte jeg at lede efter flere beviser på denne og det
jeg fandt var fascinerende. Faktisk var de lette at finde og det er de
stadig. Ledende jøder skriver, og udgiver stadig, med stolthed, artikler
om deres mistænksomhed og fordømmelse over for ikke-jøder. De praler af
jøders moralske, åndelige og genetiske overlegenhed. Der findes endog
indrømmelser i deres nutidige litteratur af, at de udøver kontrol med
nøglestillinger i medier og regeringer i ikke-jødiske nationer. Enhver
der læser publikationer som er tiltænkt en jødisk læserkreds vil støde
på materiale, som ikke er mindre fjendtligt mod ikke-jøder end de 1.500
år gamle talmudiske skrifter, jeg tidligere citerede. Det er sjældent
lige så groft udtrykt som i det gamle materiale, men de underliggende
temaer er uundgåeligt til stede og ind imellem slippes der også
uforfalsket had ud.
Der
kan findes mange eksempler på, hvad jeg taler om, i den største jødiske
avis uden for Israel, The Jewish Press,
som mere end noget andet blad angiver tonen i de jødiske, religiøse og
kulturelle, holdninger. En af bladets mest fremtrædende religiøse
autoriteter er rabbiner Simcha Cohen, som har en læserbrevkasse ved navn
"Halakhiske spørgsmål". For ikke længe siden forklarede rabbiner Cohen
for sine læsere, at Talmud betegner ikke-jøder som "dyr"
76
(som det også er skrevet i talmudiske skrifter fra Gemara Kiddushin 68a
og Metzia 114b).
I en anden sektion diskuterer han, hvorfor en jødisk kvinde ikke
betegnes som en prostitueret, hvis hun har førægteskabelig sex med en
jøde, men at hun er en luder, hvis hun har nogen form for seksuel
forbindelse med en ikke-jøde, selv om hun er gift med ham.
Ægteskab med en ikke-jøde kan aldrig velsignes eller tillades, en sådan
forbindelse klassificerer kvinden som en zona…i daglig tale opfattes
ordet "zona" som benævnelse for en prostitueret…
Faktisk stemples en jødisk kvinde, som har sex før ægteskabet med en
jødisk mand, ikke automatisk som en zona…En jødisk kvinde bliver kun
prostitueret eller zona i Talmuds øjne, når hun gifter sig med, eller på
anden måde har seksuelle forbindelser med en ikke-jøde.
En
anden stor jødisk publikation, Jewish Chronicle,
afslørede i en artikel med titlen "Nogle nøjagtigt valgte, og nogle
sjusket valgte, ord", at den jødiske betegnelse for ikke-jødiske kvinder
er det nedværdigende jiddische ord shiksa – hvilket betyder
"luder", fra det hebræiske sheigetz ("vederstyggelighed"). Den
påpegede også, at en lille, ikke-jødisk, pige kaldes shikselke,
hvilket betyder "lille kvindelig vederstyggelighed."
Hvordan ville mon jøder reagere, hvis ikke-jøder, vanemæssigt, omtalte
jødiske kvinder og små piger som "ludere" og "småludere"?
Ydermere betragtes ikke kun kristne, men også ikke-kristne, tilhørende
alle racer, som "skabelsens affald" af talmudiske læremestre, så som
grundlæggeren af Chabad-Lubavitch bevægelsen, rabbiner Schneur Zalman.
Chabad er en magtfuld bevægelse inden for chaddismen. The New
Republic Magazine, der har en overvejende jødisk redaktion, havde
nogle interessante afsløringer i sin maj 1992-udgave.
…der findes visse stærke ironier i Chabads nye, messianske
universalisme, i dennes mission over for ikke-jøderne; og den sikkert
mest ubehagelige af dem har at gøre med Chabads i øvrigt utilslørede og
endog racistiske foragt for gojerne.
Med hensyn til gojerne…(var) Zalmans indstilling: 'Ikke-jødiske sjæle
tilhører en fuldstændig anden og mindreværdig art. De er totalt onde,
uden nogen slags forsonende egenskaber.'
…Således er alle henvisninger til ikke-jøder i rabbiner Schneur Zalmans
lære uden undtagelse stødende. Deres (ikke-jøders) materielle rigdom
stammer fra skabelsens affald. Faktisk stammer de selv fra affald,
hvilket er årsagen til, at de er mere talrige end jøderne, eftersom
avnerne er meget mere talrige end kernerne… Alle jøder er medfødt gode,
alle ikke-jøder er medfødt onde.
… Yderligere er denne karakterisering af ikke-jøder, som af naturen onde
og som åndeligt, såvel som biologisk, jøderne underlegne, ikke på nogen
måde blevet revideret i deres senere Chabad-skrifter. (The New
Republic)
Det er sandt, at alle jøder ikke har de ekstreme synspunkter, som ses
hos Chabad, en bevægelse, der udgør en væsentlig del af den ortodokse
jødedom. Men alligevel – forestil dig, at der inden for den katolske
eller metodistiske kirke fandtes en bevægelse, som hævdede at jøder
eller sorte er affald, "helt igennem onde" og som "ingen forsonende
egenskaber" har. Ville der ikke lyde et
77
ramaskrig? Jøder har krævet, at den katolske kirke fjernede alt fra sin
liturgi, som jøderne anså for stødende, og katolikkerne har gjort dette,
ligesom andre kristne retninger har gjort det. Og dog tør ingen
insistere på, at jødedommen så også burde fjerne sine henvisninger til
ikke-jøder som "medfødt onde med mindreværdige sjæle."
Efterhånden som
jeg begyndte at se på disse spørgsmål ud fra et nyt perspektiv så jeg,
at jødedommen kredser omkring opretholdelsen af den jødiske arv og
fremelskelsen af jødiske interesser.
Da
jeg gik gennem nogle af de opslagsværker og biografiske referenceværker,
som er samlet af rabbinske autoriteter, fandt jeg fremtrædende jøder,
der erklærede sig selv som ateister og kommunister – som nævnt i
foregående kapitel. Leo Trotsky, der var en af de hovedskyldige i Den
russiske Revolution, og Herbert Aphteker, den "ateistiske"
chefteoretiker for det amerikanske kommunistparti, er med stolthed
medtaget i fortegnelser over fremtrædende jøder, såsom Who's Who's
Who in World Jewry
og Who's Who in American Jewry.
Disse bøger er udgivet af Amerikas førende rabbinske organisationer.
Den
jødiske religion, sådan som den er kodificeret i Talmud, bryder sig
mindre om livet efter døden end om det jødiske folks overlevelse og
indflydelse. Således som jødedommen er drevet af troen på, at jøderne er
det "udvalgte folk", holdes den sammen ved hjælp af evige
genfortællinger af tidligere forfølgelser. I en verden, som har frasagt
sig racisme, er jødedommen den eneste troslære på jorden, som bliver
prist, fordi den avler genetisk afsondrethed, elitedyrkelse,
etnocentrisme og herrefolksideologi. Det moderne Israel er den eneste
vestlige stat, som er åbenlyst teokratisk og som uden skam proklamerer
sig som en nation, hvis formål er at fremme en religion og et unikt
folk. Israel definerer jødedommen som sin statsreligion, med minimal
adskillelse mellem kirke og stat i sine civile og religiøse love. På
trods af deres religiøse stat, definerer de fleste jøder i Israel sig
selv som "sekulære". Men selv de ikke-religiøse jøder i Israel og
Amerika støtter den ortodokst styrede stat Israel og de støtter
adskillige organisationer verden over, der er styret af ortodokse jøder,
som et middel til at bevare deres kulturelle og racemæssige arv.
De
fleste af os ser aldrig den jødiske chauvinismes og magts virkelighed,
fordi vi ikke har samlet de spredte kendsgerninger til et sammenhængende
hele. Hvis man sammenligner det med et barns puslespil, hvor det går ud
på at forbinde et antal punkter rigtigt, har de fleste af os endnu ikke
forbundet punkterne og set et komplet billede. Medierne forsøger at
udviske så mange af punkterne fra vores bevidsthed, som de magter og
den, som det alligevel lykkes at forbinde punkterne, bankes ned med det
ultimative moralske våben: beskyldninger om antisemitisme.
I
betragtning af den jødiske indflydelse, som er så mægtig i vor nations
medie- og finansverden, er det overraskende, at nogle ikke-jøder
overhovedet vover at gå imod dem. Den, der anklages for at være
antisemit, kommer til at stå over for en umedgørlig fjende, som er
organiseret verden over – en fjende, som vil gøre, hvad der end skal
til, for at miskreditere, true, fængsle og ødelægge ham.
78
Efter at jeg var blevet færdig med at få et overblik over Talmud og
moderne zionistiske forfattere blev jeg klar over, at europæerne ikke
var de eneste, der havde gjort sig skyldige i racistisk og religiøs
intolerance i historien. Det er et faktum, at jøderne har været ret
skrappe til det selv. Da jeg først havde accepteret, at jødisk
etnocentrisme eksisterede, stillede jeg igen mig selv det spørgsmål, som
var dukket op, da jeg var blevet oplyst om den "russiske revolution:"
Hvorfor blev det forbudt os at vide om dette?
En
jøde er i sin gode ret til at protestere mod bagtalelse og
æreskrænkelser fra kristne. Hvorfor skulle jeg, som kristen, ikke kunne
blive oprørt over bagtalelse og æreskrænkelser imod min kulturarv og
genetiske arv, fra jøders side? Hvis det er forkert for kristne at give
udtryk for hadefulde holdninger til jøder, hvorfor er det da ikke lige
så forkert, når jøder gør det, over for kristne? Har medierne ret, når
de antyder, at kristne har monopol på had, mens jøder har monopol på
velvilje? Hvilken af religionerne er mest drevet af had, når de bedømmes
på deres egne skrifter?
Selv mens jeg skriver disse provokerende linjer findes der ikke noget
had mod det jødiske folk i mig. Der findes intolerante jøder, lige som
der findes intolerante ikke-jøder. Det er også sandt, at der er mange
jøder, der respekterer vores kristne arv. Men med mindre de
ikke-racistiske jøder er villige til at arbejde hårdt for at bringe den
samme slags kærlighed og forsoning til deres egen tro og samfund, som
den, Kristus prædikede, kunne den onde cirkel, med had mellem jøder og
ikke-jøder, vokse og blive mere betændt. Med mindre de formilder deres
racisme med tolerance og kærlighed, kunne de komme til at lide under
gentagelser af fortidens udskejelser.
Regeringen, kirken og medieetablissementet arbejder ihærdigt på at
mindske kristen intolerance over for jøder. Dette mål kan kun nås ved en
tilsvarende bestræbelse på at mindske jødisk chauvinisme, mistro og
vrede over for kristne. Som den israelske meneskerets-aktivist, Israel
Shahak, skrev: "Antisemitisme og jødisk chauvinisme kan kun bekæmpes
samlet."
Efter at have læst zionismens moderne grundlægger, Theodor Herzls, ord,
indså jeg tydeligt, at der findes, som han udtrykte det, fremmede
"magtagenter" i vor civilisation. Dette er mennesker, der ikke deler vor
kultur, vore traditioner, vor tro, vore interesser og vore værdier. Jeg
blev klar over, at hvis jeg ønskede at bevare mit folks arv og værdier,
ville jeg blive nødt til forsvare mit folk mod den intolerante del af
det jødiske samfund, som søger dominans og ikke forsoning.
Da jeg var 16,
troede jeg aldrig, at jeg selv, blot ved at påpege de magtfulde jødiske
elementer, som er fjendtlige imod ikke-jøder, skulle blive kaldt
antisemitisk. Jeg accepterer fortsat ikke denne etiket i dag, og jeg
mener stadig, at det ikke er mere antisemitisk at bekæmpe jødisk
racisme, end det er anti-italiensk at bekæmpe mafiaen.
Noter:
Exodus (1960). Dir. Otto
Preminger United Artists
Wise, Rabbiner Stephen F. (1938). Dr
Wise Urges Jews To Declare Selves As Such. New York Herald Tribune.
13. juni, s.12
Attack. (1976). Goldman citeret
i Zionism I: Theory. No. 42. Hillsboro. WV. www.natvan.com)
(Daily Pilot, Newport
Beach/Costa Mesa, 28. feb., 2000, forsiden)
Forward. (2000) 17.marts.
("Project Reminds Young Jews of
Heritage," The Washington Post, 17. januar, 2000, s. A19.
Barakatin, Amiram. (2005) Haaretz.
"not Jewish enough to marry a Cohen." 18. februar
Bibelen, Ezra, kap. 9. Overalt i den danske oversættelse er anvendt:
Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941.
Fjerde Mosebog, 33:55
Joshua, 10:32-35
Joshua, 10:37
Jesaja, 34:2-3
Femte Mosebog, 20:16
Femte Mosebog, 7:3
Femte Mosebog, 7:3
Femte Mosebog, 7:6
Ezra, 9:12
Maimonides, Misneh Torah. Laws on
Murderers 2,4,11
Galaterbrevet , 3:26-29
The Winds of War, War and
Remembrance, og andre.
New York Herald Tribune.
(1959). 17. nov.
Dilling, E. (1980). The Jewish
Religion. Los Angeles: CDL Report (Titel ændret fra den oprindelige
The Plot Against Christianity)
Talmud, Sanhedrein. (1935). Soncino
Edition. s.400.
Simon, M. Trans. (1936). 57a Gittin.
London. Soncino Press. s.261
Jewish Encyclopedia. (1907).
Balaam. s.469.
Talmud, Sanhedrin.(1935). Soncino
Edition.5th. footnote on s.388.
Funk And Wagnalls Jewish
Encyclopedia. (1905). Min.s.594
Encyclopedia Judaica. (1978). Keter Publishing House, Jerusalem,
Bd.7 s.411
Talmud. (1935). Soncino Edition.
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition.s.388
Funk And Wagnalls Jewish
Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.617
Talmud. (1935).Baba Mezia. Soncino
Edition. 114a-114b.
Funk And Wagnalls Jewish
Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.621.
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition.58b, s.398
Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino
Edition. s.211
Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino
Edition. s.666
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition. 76a. s.470
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition. 57a. s.388
Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino
Edition. 37b
Talmud. Baba Kamma. (1935). Soncino
Edition. s.664-665
Talmud, Yebamoth. (1936) Soncino
Edition. 98a
Talmud. Abodah Zarah. (1935). Soncino
Edition. 22a-b
Talmud. Abodah Zarah. (1935). Soncino
Edition. 67b
Funk And Wagnalls Jewish
Encyclopedia. (!907). Gentile: Discrimination Against Gentiles.
s.617-621
Funk And Wagnalls Jewish
Encyclopedia. (!907). Gentile. New York. s.617
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition. 105a-b. s.717
Talmud, Sanhedrin (1935). Soncino
Edition. 105a-b. s.726
Johannesevangeliet, 8:13
Luther, M.L. (1962). The Jews And
Their Lies. Chicago Press Translated From the Erlangen and Weimar
German Editions. (1483-1546). Works. D. Martin Luthers Werke; Kritische
Gesammtausgabe. Weimar, H. Böhlau, (1883-19859. (dansk: Jøderne og
deres løgne).
Random House Websters Unabridged
Electronic Dictionary. (1996).
Holiday Observances (1997). Jewish
Art in Context.
Goldwasser, Phillip. (1998). Bon
Appetit. Bragt på internettet af Jewish Communication.
Hess, Moses, (1958). 1812-1875. Rom
og Jerusalem. Oversat af Maurice J.Bloom. New York: Philosophical
Library.
Dubnow, S. (1906). Foundation Of
National Judaism. Oversat fra Die Grundlagen Des Nationaljudentums.
S.M.Dubnow. Berlin: Jüdischer Verlag.
Menuhin, Moshe. (1965). The
Decadence of Juaism In Our Time. New York: Exposition Press.
Menuhin, Moshe. (1965). The
Decadence of Juaism In Our Time. 482-483.
Attack. (1976). Goldman citeret
i Zionism I: Theory. No. 42. Hillsboro. WV. www.natvan.com).
Brandeis, L. i en tale til Menorah
Society på Columbia University.
Herzl, T. (1967). The Jewish State:
An Attempt At A Modern Solution Of The Jewish Question. London,
Pordes.
Wyman, David S. (1985). The
Abandonment Of The Jews: America And The Holocaust, 1941-1945.
Pantheon.
Lazare, Bernard. (19679.
Antisemitism: Its History and Causes; oversat fra fransk. London.
Britons Publishing Co.
Encyclopedia Britannica. (1994)
Decennial Book, 1983-1992 Events Of 1982-1992 Jerusalem: Encyclopedia
Judaica.
DeMille, C.B. (1956). The Ten
Commandments (da: De Ti Bud) . Hollywood. Paramount.
Spielberg, S. (1993). Schindler's
List. Hollywood. Universal.
Jewish Press. Brooklyn, NY
The Jewish Press. (1988). 19.
feb. 10A
The Jewish Press. (1988). 19. feb. 8C
Bermant, C. (1991). Some Carefully And
Carelessly Chosen Words, Jewish Chronicle. 17.maj.
New Republic. (1992). Maj.
Who's Who in World Jewry.
(1965). New York.: Pitman Pub. Corp.
Who's Who in American Jewry.
(1927-). New York: The Jewish Biographical Bureau.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
