No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

عربي

Sven.

Español

Portug.

Italiano

Русск.

бълг.

Hrvat.

Češt.

Dansk

Suomi

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Srpski

Slov.

Indon.

فارسی

Türkçe

日本語

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214

Kapitel 9

Israel I: En jødisk, racistisk stat

 


Jesus Kristus kunne ikke behage dem, da han var her på Jorden, så hvordan kan man forvente, at jeg skulle have held til at gøre det?
- Præsident Harry S. Truman, under pres for at anerkende den nyligt annoncerede zionistiske stat, Israel.[425]

Trods alle dets skuffelser, er Israel hvad vi er, uden camouflage og uden sminke. - Hillel Halkin[426]

Amerikanske jøder skal have mod til åbent at erklære, at de har en dobbelt loyalitet - til det land, hvor de bor og til staten Israel. Jøden må ikke lade sig tale ind i blot at være en god patriot i det land, hvor han bor.[427]

I den zionistiske bevægelses nye kampagne for at erobre de lokalsamfund af frie diaspora, som findes, vil den israelske regering give enhver moralsk og politisk støtte ... til det yderste af sin formåen.[428]



Efterhånden, som jeg dykkede dybere ned i det jødiske spørgsmål, og zionismen, i forsøget på at få en klar forståelse af dette gådefulde folk, indså jeg, at en undersøgelse af den moderne nation, Israels, grundlag og politik, ville besvare nogle af mine spørgsmål. For første gang, i over 2000 år, havde jøderne deres egen suveræne stat, en nation skabt helt i deres eget billede.

På tidspunktet, da jeg startede min undersøgelse, var det blevet indlysende for mig, at presse og underholdningsindustrien var meget pro-Israel. De havde allerede tidligt indpodet en forudfattet mening, til fordel for Israel, i mig. Jeg opdagede nu, at de journalister, der dækker historierne for TV-netværkerne, og for de store aviser, meget ofte er jødiske. Og eftersom jeg nu havde en mistanke om, at en stor del af min pro-israelske stemning var kommet fra forudindtagede kilder, forsøgte jeg herefter at finde frem til ubestridelige grundoplysninger om mellemøstkonflikten, og i dette forsøg vendte jeg mig da først til mine opslagsværker.

Jeg fandt i mine leksika oplysninger, der svarer til, hvad man i dag vil finde i "Israel"-artiklen, i den meget populære Encarta Encyclopedia,

Af de flere end 800.000 arabere, som boede i israelsk styret område før 1948, blev kun omkring 170.000 tilbage. Resten blev flygtninge i de omkringliggende arabiske lande.[429]

I 1948, det år, da den israelske nation blev oprettet, var mere end tre fjerdedele af hele den palæstinensiske befolkning, der den gang boede i det israelsk holdte

200

område, blevet flygtninge. Ifølge Encarta, var 630.000 mennesker ikke længere i stand til at bo i deres hjem og arbejde på den jord, hvor deres familie havde boet i tusinder af år. Siden da har Israel udvidet sine grænser yderligere, i krigene i 1956, 1967, 1973, og i Libanon-invasionen i 1982 – og har derved skabt andre hundredtusinder af palæstinensiske flygtninge.

Ville folk frivilligt forlade deres hjem, deres virksomheder, deres gårde? Spurgte jeg mig selv. Ville de frit vælge at leve som fattige, statsløse mennesker i usle flygtningelejre? Naturligvis havde zionisterne fordrevet dem fra deres hjem og ejendom; og desuden havde uddrivningen af dem åbenbart været med fuldt overlæg, for palæstinenserne blev forbudt at vende tilbage til deres hjem efter at kampene sluttede.

Mens jeg gik i gymnasiet skrev jeg til en palæstinensisk oplysningsorganisation i Washington, DC, og bad om nogle bøger, der fortalte deres side af den israelsk-arabiske konflikt. Fra dem og fra biblioteker modtog jeg mange veldokumenterede kilder - herunder nogle fantastiske zionistiske af slagsen - der gav et helt andet svar på mellemøstspørgsmålet. Jeg lærte, at den nydannede israelske regering havde udstedt forskrifter, der forbød udviste palæstinensere at vende tilbage til deres hjem og ejendom. Den havde også vedtaget en særlig lov, der anså disse arabiske besiddelser som "opgivet" og som land, der kunne konfiskeres uden kompensation. Nazisterne i Hitlers Reich havde ikke kunnet skaffe problemet af vejen med en mere koldblodig effektivitet.

Jeg tjekkede befolkningstallene, som fremkom ved den britiske folketælling i 1922. På daværende tidspunkt tegnede jøder sig kun for omkring 10 procent af befolkningen. I den sidste af sådanne folketællinger, foretaget året før oprettelsen af Israel, udgjorde jøderne kun omkring halvdelen af befolkningen i det område, der senere blev til Israel. Palæstinenserne ejede da 93,5 procent af jorden. De faktiske omstændigheder var ikke til at tage fejl af og leverede en klar dom: zionistiske indvandrere var trængt ind i Palæstina, mod indbyggernes ønske, og havde derefter, med våbenmagt og terror, drevet beboerne fra deres hjem, og berøvet dem deres jord og ejendele.

De faktiske omstændigheder kunne ikke være tydeligere. Zionisterne havde, med hjælp fra deres tropper over hele verden, stjålet en hel nation: den, der kaldes Israel. Ingen tvetydighed, intet bjerg af pro-israelsk propaganda, ingen gentagne afspilninger af "Exodus" i radioen, og ingen visning af millioner af meter Hollywood-film, der viser arabere som brutale terrorister, og jøder som uskyldige ofre - intet af dette - ville kunne ændre på de åbenlyse og uomtvistelige kendsgerninger.

Den pro-israelske propaganda, jeg læste, hævdede, at Palæstina, i det store og hele, var et tomt landområde. Sig det til de mere end én million mennesker, der er blevet drevet ud af det, siden 1948. Zionistiske ledere forstod fra begyndelsen, at Israel måtte overtages gennem kolonisering og erobring. Den hengivne zionistiske leder, Vladimir

201

Jabotinsky, gør det klart i sin bog, The Iron Wall: We and the Arabs.[430] fra 1923:

Zionistisk kolonisering skal enten afsluttes, eller gennemføres, imod den indfødte befolknings ønsker. . . en jernvæg til at modstå trykket fra den indfødte befolkning. . .. . En frivillig forening med araberne kommer ikke på tale ... for uden en væbnet magt ... er kolonisering umulig. . . Zionisme er et koloniseringseventyr. . . Det er vigtigt. . . at tale hebraisk, men ... mere vigtigt at være i stand til at skyde ...[431]

Israel blev født af Holocaust, men det var blevet undfanget tusinder af år tidligere. I mindst 2000 år bad jøder bønnen: "Næste år i Jerusalem." Og indtil midten af Det 20. Århundrede var sådan en bøn kun en religiøs metafor. Så blev, i 1948, muligheden af "næste år i Jerusalem" meget drastisk til en mulighed for enhver jøde i verden. Den zionistiske stats politiske intriger er et vidnesbyrd om den sammenhængende, og omsiggribende, jødiske magt i Vesten. Israel lever, med sine virkemidler, som et vidne om den racistiske og herrefolksdyrkende karakter, af både jødedommen, og dens, til dels, verdslige søn, zionismen.

Jødisk messiansk tradition går så langt tilbage som jødernes skrevne historie. Selv da jøderne var en af de mindste stammer i Mellemøsten, skabte de en tro, som udpegede dem selv til at være et særligt folk, et udvalgt folk, et folk, som var blevet lovet, at det skulle herske over den øvrige verden. Disse messianske intentioner er ikke paranoide vrangforestillinger hos antisemitter, men er skrevet tydeligt i deres egne hebraiske skrifter og siden den tid har deværet pligtskyldigt fulgt, helt til nutiden. Sammenlign følgende bibelske citat med Israels første premierminister, David Ben-Gurions, messianske udtalelse

. . . . og konger skal komme fra dig og herske, uanset hvor en af menneskets sønners fod har trådt. Jeg skal give hele Jorden, der er under himlen, til dit afkom, og de skal herske over alle nationer efter deres ønske, og bagefter skal de tage hele Jorden til sig selv og skal arve den for evigt '( Jubilæernes Bog , 32:18-19)

I Look Magazine fra 1962, fremsagde Ben-Gurion sin forudsigelse for de næste 25 år, en forudsigelse af fantastiske nøjagtighed:

Således ser billedet af verden ud i 1987 i min forestilling: Den kolde Krig vil være en saga blot. Indre tryk fra den stadigt voksende intelligentsia i Rusland. . . kan føre til en gradvis demokratisering af Sovjetunionen. På den anden side. . . omdanne USA til en velfærdsstat med en planøkonomi. . . Med undtagelse af USSR som en føderal eurasisk stat vil alle andre kontinenter være blevet forenet i en verdensalliance, som vil have en international politistyrke til sin rådighed. Alle hære vil afskaffes og der vil ikke være flere krige. I Jerusalem vil De forenede Nationer (et ægte FN) bygge en Profeternes Helligdom, der skal tjene den føderale union af alle kontinenter og dette vil blive sædet for Menneskehedens Højesteret.[432]

Mange mennesker bliver forbløffede over at opdage, at de fleste jøder i Israel er "ikke-religiøse," lige som det gjaldt deres første store leder, David Ben-Gurion. Men disse, hovedsageligt ateistiske, jøder, tolererer en religiøs stat. Tilsyneladende støtter jøder, der ikke har nogen tro på Gud, jødedommen som en

202

statsstøttet institution, der bevarer såvel jødisk kultur som den jødiske genetiske arv. Med undtagelse af nogle få intolerante fanatikere tillader de jødiske ortodokse institutioner en bred vifte af religiøse overbevisninger, lige fra ateisme til former for det okkulte, som kaldes Kabbala. Kun Talmud kunne indeholde en tekst, hvor en rabbiner hævder at have diskuteret med Gud og vundet over ham. Inden for den jødiske ortodoksi kan bibelske, og teologiske, fortolkninger variere meget, så længe blot jødisk tradition og jødisk arv bevares omhyggeligt.

 

Er Gud zionist?

Israel støtter sit krav på palæstinensisk jord ved at sige, at Gud gav det til jøderne. En naturlig følge er, at det sekulære argument lyder, at de fjerne forfædre til det jødiske folk levede på dele af det, som er nu Israel, for 2.000 år siden. De hævder, uden at fortrække en mine, at dette giver dem ret til at tage denne jord væk fra dem, der har levet på området i de mellemliggende tusinder af år.

Dette argument svarer meget til at sige, at fordi romerne regerede ved Middelhavet for 2000 år siden, har italienerne nu ret til at erobre hele middelhavsområdet, og uddrive tre fjerdedele af befolkningen dér. Desuden kan det jødiske folk ikke hævde, at jøderne var de første mennesker, som boede i det "forjættede land". Bibelen beretter detaljeret om jødiske invasioner og folkedrab i regionen. Det palæstinensiske folk nedstammer fra de samme folk, som boede i området før de jødiske erobringer. Hvis den påstand skal gælde at de, der levede i området først, har det retmæssige krav på området, så har palæstinenserne det primære krav på landområdet, fordi mange af deres forfædre boede på det, længe før det gamle Israel overhovedet eksisterede.

Påstanden om, at jødernes hersken over Palæstina, i dag, er bestemt af Gud, frembyder et endnu vanskeligere problem, især for nutidens kristne. Det er problematisk, fordi de jødiske magthavere i verden har været i stand til helt at ændre 2.000 års kristen fortolkning af Bibelen. Servile jødisk-kristne prædikanter har lavet alliancer med zionisterne på grund af disses mediemagt. De citerer lystigt fra Det gamle Testamentes vers, som bekendtgør en pagt mellem Gud og israelitterne, hvor Gud testamenterer den omhandlede jord til jøderne, i form af landet Israel.

Vore forfædres kristne kirke har imidlertid, fra sine tidligste dage og op til nyere tid, altid tilbagevist denne påstand. Lige fra forfatterne af Det ny Testamente selv, og frem til midten af Det 20. Århundrede, har kristne lærde mænd påpeget, at Bibelen gør det forhold meget klart, at alle løfter fra Gud er betinget af fortsat trofasthed. Gud siger klart i Det gamle Testamente, at hvis israelitterne afviser ham, vil han gengælde dette. Det ny Testamente gør eftertrykkeligt opmærksom på, at den jødiske nation, ved at afvise Gud og hans Søn, har opløst den gamle pagt. Det ny Testamentes skrifter beskriver, hvordan Gud nu indgår en Ny Pagt, med et nyt løfte om frelse, for alle,

203

gennem Kristus. Som jeg tidligere har citeret, kan skrifterne umuligt være mere udtrykkelige end i Hebræerbrevet, 8:10, hvor Gud siger, at jøderne ikke længere er i den pagt, han lavede i Det gamle Testamente.

8:10 - Ikke ifølge den pagt, som jeg indgik med deres fædre, den dag, da jeg tog dem ved hånden ud af Ægypten; fordi de ikke fortsatte i min pagt, og jeg regnede dem ikke, sagde Herren.

Er det da noget under, at jøder afviser Det ny Testamente og at Israel endog forbyder, at der citeres fra det i deres skoler? Regeringsfinansierede grupper, i Israel, har ligefrem arrangeret offentlige afbrændinger af Det ny Testamente, og den israelske lov har bestemmelser om strafforfølgelse, og fem års fængsel, for kristne, der forsøger at konvertere jøder. Det forekommer, i lyset af disse kendsgerninger, ganske besynderligt, at mange retninger, indenfor den kristne kirke, nu har travlt med at vedtage den opfattelse, at jøder i dag stadig er det "udvalgte folk."

Det er forståeligt, at racistiske jøder, der afviser Kristus og Det ny Testamente, vil sige, at Gud sanktionerer deres terror mod det palæstinensiske folk, men det er skandaløst, at de kristne på nogen måde kan finde på at støtte dem i deres blodige forehavende. Mange af dem, der har lidt under det zionistiske overfald, var kristne palæstinensere. Israels forbrydelser har skadet de mange kristne blandt det palæstinensiske folk betydeligt. Den omstændighed, at nogle kristne ledere giver moralsk og finansiel støtte til en nation, der hader og undertrykker kristne, er i sig selv et vidnesbyrd om udbredelsen af - og undergravningen, der stammer fra - den zionistiske magt og indflydelse - selv i de øverste organer i forskellige kristne retninger. Ved at gøre således har de undermineret den kristne tro i hele Mellemøsten. Og, ja, i hele verden.

Den israelske påstand om at Gud gav dem landet Israel er latterlig, når man betænker, at mindst tre fjerdedele af israelerne i det hele taget ikke tror på Gud. (Israelske regeringsstatistikker siger, at 85 procent ikke tror på Gud.) Hvordan kan en Gud, de ikke tror på, love dem jord, der tilhører andre? Så langt fra at være et religiøst løfte, kom Israels oprettelse ikke fra en guddommelig indgriben, men gennem zionistiske intriger, der begyndte under Første Verdenskrig.

 

Balfour-erklæringen

Første Verdenskrig lagde det politiske fundament til den zionistiske stat. Storbritannien havde det hårdt. Krigen havde trukket ud i årevis og betydet forfærdelige tab af menneskeliv. Trods oceaner af spildt blod havde fronten kun flyttet sig et par kilometer frem og tilbage på Vestfronten.

Jødisk loyalitet var noget delt under krigen. Nogle jøder foretrak de allierede af forretningsmæssige eller andreårsager. Andre foretrak tyskerne med den vigtigste begrundelse, at tysk succes mod Rusland ville svække deres fjender, gennem mange år, det kejserlige Rusland og zaren.

204

Blot et årti tidligere anførte finansfolkene, Jacob Schiff og Bernard Baruch, en kampagne for at finansiere japanerne i den russisk-japanske krig, hvilket førte til et nederlag for Rusland. Nu håbede jødiske magthavere, rundt om i verden, på et endnu mere katastrofalt russisk nederlag i den Store Krig, for at give mulighed for at vælte zaren, og etablere en jødisk-bolsjevikisk regering.

Tyskerne, som kæmpede en desperat krig på to fronter, vidste, at en revolution i Rusland kunne fjerne Rusland fra krigen. Med det formål godkendte kejser Wilhelm en af de mest forræderiske handlinger i den vestlige civilisations historie. I sin iver efter at besejre Rusland, hjalp hans ministre Lenin, Trotskij og hundredvis af andre bolsjevikiske revolutionære, der hovedsageligt var jødiske, til at krydse Tyskland i et forseglet tog til Rusland. At tillade bolsjevikiske terrorister og mordere adgang til Rusland udløste den længste periode af menneskelig undertrykkelse, tortur og mord, som verden nogensinde har oplevet.

Storbritannien og dets allierede kæmpede til et dødvande mod Tyskland, men da Rusland svækkedes, vidste de allierede, at dets nederlag ville frigøre hele den tyske hær på Østfronten, til næsten at fordoble hæren i Vesten, og dermed dramatisk tippe den militære balance, til fordel for Centralmagterne. Storbritannien forstod, at det var afgørende, at det bragte USA ind i krigen, på de allieredes side, for at imødegå det russiske sammenbrud.

Ind på denne scene, med et Storbritannien i krise, trådte nu den britiske Lord Arthur Balfour. Han mødtes med Rothschilderne og lavede en aftale hvor jøderne, til gengæld for et løfte om Storbritanniens støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina, ville bruge deres store internationale magt og indflydelse til at trække USA ind i krigen. (se Willis Carto's Barnes Review)[433] Lord Balfour udarbejdede et dokument – Balfour-erklæringen - der indvarslede det jødiske hjemland. Selv vores populære leksika indrømmer årsagen til Balfour-erklæringen:

Det er blevet almindeligt accepteret, at Balfour-erklæringen var et énsidigt tilsagn fra den britiske regering. Det umiddelbare formål var at vinde støtte for de allierede i Verdenskrigen fra jøder, og andre, i de krigsførende nationer og i neutrale lande, såsom De forenede Stater. (Encarta Encyclopedia)[434]

Læs, hvad David Lloyd George, Storbritanniens premierminister under krigen, skrev om Balfour-erklæringen. Bemærk, at han påpeger, at jøder i Rusland havde været de "ledende aktører i forræderiet mod den russiske krigsindsats" samt "den opløsning af det russiske samfund – der senere blev kendt som Revolutionen."

Russiske jøder var blevet hemmeligt aktive, på vegne af Centralmagterne, fra første færd... i 1917, de havde foretaget sig meget, som forberedelse til dén generelle opløsning af det russiske samfund, der senere blev kendt som Revolutionen. Man mente, at hvis Storbritannien erklærede sig for opfyldelse af zionistiske forhåbninger i Palæstina ved sit eget løfte, ville én effekt være at bringe de russiske jøder over på Ententens side.

205

Man mente også, at en sådan erklæring ville have en stærk indflydelse på verdens jøder uden for Rusland og sikre hjælp fra jødiske finansielle interesser til ententen. I Amerika ville deres støtte i denne forbindelse have en særlig værdi, da de allierede næsten havde udtømt guld og omsættelige værdipapirer, som var tilgængelige for amerikanske køb. Dette var de vigtigste overvejelser, som i 1917 drev den britiske regering i retning af at indgå en kontrakt med det jødiske samfund.[435]

Samuel Landman bekræfter i sin bog, Great Britain, the Jews and Palestine, den jødiske rolle i USA's inddragelse i krigen. Landman, en ledende zionist og sekretær for Zionistorganisationen, fra 1917 til 1922, bekræfter fra det jødiske perspektiv, hvad Lloyd George siger:

. . . den eneste måde (som det også skulle vise sig at være) hvorpå man kunne få den amerikanske præsident til at gå ind i krigen var at sikre zionistiske jøders samarbejde ved at love dem Palæstina og dermed hverve og mobilisere de hidtil ukendt magtfulde kræfter, som zionistiske jøder i Amerika, og andre steder besad, til fordel for de Allierede, på en quid pro quo kontraktbasis ...[436]

Nogle af præsident Woodrow Wilson's toprådgivere i denne periode var den jødiske højesteretsdommer, Louis Brandeis, rabbiner Stephen Wise, og den magtfulde bankmand og internationale financier fra New York City, Bernard Baruch. Selv om Wilson havde lavet præsidentvalgkampagne under sloganet "Han holdt os ude af krigen", bragte jødisk indflydelse ham hurtigt ind i en interventionistisk bane, da først Balfour-erklæringen var blevet foreslået. Da Balfour kom til USA, i maj 1917, i håb om at trække USA ind i krigen, ignorerede han USA's udenrigsministerium ('State Department') (hvilket skabte stor vrede) og mødtes med Brandeis, som ikke havde myndighed til at forhandle om udenlandske relationer.[437]

De jødiske fortalere for krigen blev også hjulpet i deres chauvinisme af en række amerikanske industrimagnater, der så amerikansk deltagelse i Europa-konflikten som ensbetydende med at skrive en blankocheck til det militær-industrielle kompleks. Pressen, der var jødisk-ejet eller jødisk-kontrolleret, agiterede åbenlyst for krig og bragte makabre fantasifortællinger om tyske grusomheder og den fremmede historier om, at Tyskland planlagde at invadere USA via Mexico - selv om det, efter fire års krig, end ikke havde det været i stand til at indtage Paris.

Inden længe blev tyskerne udråbt til "hunner" og "babymordere" – til trods for, at de racemæssigt og moralsk ikke var forskellige fra briter og amerikanere. De allierede sagdes at kæmpe for "demokrati", trods Storbritanniens og Frankrigs ikke-demokratiske, udenlandske imperier. Selv om Tyskland havde valginstitutioner, der svarede til de allieredes, blev det kaldt tyrannisk.

De to fremtrædende slogans for den største og blodigste krig gennem hele historien var "Krigen, der skal gøre verden sikker for demokrati" og utroligt nok, "Krigen, der skal gøre en ende på krig!" Hvis dette virkelig var de allieredes mål i Første Verdenskrig, er det let at se frugterne af deres

206

sejr. Ved Det 21. Århundredes begyndelse synes demokrati stadig at være en decideret mangelvare over hele verden, og krig, siden 1918, har været en blomstrende forretning.

De fleste historikere er i dag enige om, at Første Verdenskrig ikke var resultatet af aggression eller diktatur eller nogen skummel magt, ud over sammenfiltrede alliancer, som var struktureret til at bevare magtbalancen. I det væsentlige var den foranlediget af lutter national frygt og praleri. I størstedelen af denne gensidigt ødelæggende konflikt holdt Amerika sig, fornuftigt nok, ude af krigens vanvid, men til sidst vippede jødisk magt, hvis bekymring, som altid kun var egne interesser – vægtskålen over til krig. For hvad var, når det kom til stykket, et par hundrede tusinde unge amerikaneres liv i forhold til hensynet til de Udvalgte?

Medierne holder amerikanerne i mørke med hensyn til den jødiske indflydelse i vores deltagelse i Første Verdenskrig, lige som de tidligere havde sløret den afgørende jødiske involvering i Den russiske Revolution. Verden erfarede ikke, før end i 1999, at den mand, der skrev Balfour-deklarationen, Lord Amery, var en hemmelig jøde. William Rubinstein, der er professor i moderne historie ved University of Wales, hævder, at Amery skjulte den kendsgerning, at han i virkeligheden var jøde[438] og alt imens han angiveligt arbejdede for Storbritanniens interesser, arbejdede han hemmeligt for Verdenszionistorganisationen ('World Zionist Organization'). Selv den dag i dag er kun få amerikanere klar over den fremtrædende jødiske indflydelse, som direkte førte til USA's deltagelse i Første Verdenskrig.

Balfour-erklæringen lød uskyldig nok og den gjorde sig umage med at erklære,

... Skal der ikke gøres noget, som kan påvirke de civile og religiøse rettigheder for de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina eller de rettigheder, og den politiske status, som jøderne nyder i noget andet land.[439]

Zionisterne ønskede imidlertid ikke et fædreland, der indeholdt væsentlige, ikke-jødiske, elementer. Fra starten var de fast besluttede på ikke at oprette et sådant multikulturelt, pluralistisk demokrati, som de havde så travlt med at arrangere for USA og resten af europæisk-vestlige verden. De ønskede en chauvinistisk, etnisk-religiøs, rent jødisk, stat, men de kunne ikke afsløre dette, før de havde opnået magten i Palæstina. Indbyrdes gjorde de deres intentioner helt tydelige, nemlig: at skabe en etnisk ren stat – en, der havde en forbløffende lighed med den nation, de hadede allermest: Nazi-Tyskland.

 

Zionisme/nazisme: Skabt i hinandens billede

Ved Nürnbergdomstolen for krigsforbrydelser afgav Julius Streicher, den berygtede udgiver af det nazistiske blad, Der Stürmer, følgende vidneudsagn, da han blev spurgt, om han havde hjulpet til med at udvikle Tysklands racelove:

Den anklagede (Streicher): Ja, ... jeg havde skrevet, at enhver blanding af tysk og jødisk blod skulle undgås i fremtiden. Jeg skrev artikler i denne retning og jeg har altid gentaget, at vi måtte tage

207

den jødiske race, eller det jødiske folk, som model. Jeg har altid gentaget, i mine artikler, at jøderne skulle betragtes som en model for andre racer, for de har givet sig selv en racelov, Moseloven, som siger: "Hvis du går ind i fremmede lande, må du ikke tage udenlandske hustruer." Og det, mine herrer, er af stor betydning for vurderingen af Nürnberg-lovene. Det var disse jødiske love der blev taget som model. Da den jødiske lovgiver, Ezra, århundreder senere så, at mange jøder, på trods af dette, havde giftet sig med ikke-jødiske hustruer, blev disse ægteskaber brudt. Dette var oprindelsen til jødedommen som, takket være sine racelove, overlevede i århundreder, mens alle de andre racer og kulturer blev ødelagt.[440]

Den opvågnen, der fandt sted i Europa i Det 19. og 20. Århundrede med hensyn til racebevidsthed, voksede delvist frem på grund af tilstedeværelsen af det jødiske folk. Der var ingen sorte eller orientalere i Europa, men der var ingen mangel på jøder. Videnskabelige og sociale observatører bemærkede, at deres karakter og udseende afveg fra de oprindelige racer i Europa.

En af de første store personligheder, der anerkendte racefænomenets dynamiske effekt og skrev udførligt om det, var den britiske premierminister, Benjamin Disraeli, der selv var af jødisk afstamning. Han erklærede: "Racespørgsmålet er nøglen til verdenshistorien ... alt er race, der er ingen anden sandhed." Lærde mænd, der historien anerkendte racebegrebets rolle vidste, at den jødiske races styrke og udholdenhed hvilede på dens etnocentrisme og dens forbud mod blandede ægteskaber, hvilket havde gjort det muligt for den at overleve efter 2000 års sameksistens med ikke-jøder. Som Streichers vidnesbyrd viser, havde de, der formulerede den europæiske raceideologi, lært en masse af at studere jødiske institutioner og jødisk historie. Selv om zionisterne og nazisterne så hinanden som dødsfjender, havde mange af de to bevægelsers ledere meget ensartede idéer, og mange samarbejdede i forfølgelsen af deres fælles mål.

Nationalsocialisterne ønskede deres egen nation fri for jødisk indflydelse og zionisterne forsøgte at undgå assimilation med ikke-jøderne og at få deres egen nation. (Selv i dag i det moderne Amerika og Europa er de fleste større jødiske organisationer imod blandede ægteskaber.) Ved første øjekast forekommer det utroligt, at zionisme og nazisme til tider havde arbejdet sammen, men de historiske beviser er afslørende og fascinerende. De fleste jøder i Europa, og i resten af verden, var lidenskabeligt imod Hitler og det nationalsocialistiske Tyskland. I virkeligheden erklærede World Jewish Congress, som hævdede at tale på vegne af verdens jøder, økonomisk krig mod Tyskland, allerede da Hitler kom til magten, i 1933, og de havde til hensigt at gøre alt, i deres magt, for at ødelægge Tyskland og nationalsocialismen.[441]

Inden for det jødiske samfund var der dog mange zionister, der så Tysklands antisemitiske politik som en støtte til skabelsen af den jødiske stat. De så politikken som en opmuntring til emigration til Palæstina og til en forøget jødisk vrede og solidaritet. Og interessant nok opfattede de Hitlers racetænkning som analog til,

208

hvad de selv ønskede for deres eget folk. For disse jøder tjente hemmelige aftaler, mellem zionisterne og nazisterne, begge parters interesser.

Storbritannien havde problemer med at klare den øgede jødiske indvandring i Palæstina i 1930'erne, da det forårsagede stærk uro i de arabiske sektorer af mandatet. For at mindske spændinger forsøgte briterne at begrænse jødisk indvandring til Palæstina. Ind i denne situation trådte så Hitler og Nazi-Tyskland. Hitler havde betænkeligheder ved, at Israel blev et center for international jødisk magt på samme måde som Sovjetunionen var blevet det for den internationale kommunisme. Selv om han havde betænkeligheder ved at skade de tyske forbindelser med den arabiske verden, så han udvandring af jøder fra Tyskland og hele Europa som værende af afgørende betydning. Efter hans mening kunne en jødisk stat i Palæstina være en praktisk destination for Europas jøder, skønt han foretrak øen Madagaskar, der var langt mindre befolket og større.

Fra de første dage af Hitlers vej til magten søgte den ledende zionistiske organisation i Tyskland fælles fodslag med ham. Få måneder efter, at Hitler var blevet kansler, præsenterede Tysklands zionistiske føderation ham for en erklæring som foreslog, at zionismen kunne løse "jødespørgsmålet."

I grundlaget for den nye stat, som har proklameret raceprincippet, ønsker vi at tilpasse vores samfund til disse nye strukturer ….

Vores anerkendelse af den jødiske nationalitet giver os mulighed for at etablere tydelige, og oprigtige, relationer med det tyske folk og dets nationale, og racemæssige, realiteter. Netop fordi vi ikke ønsker at undervurdere disse grundlæggende principper, fordi vi også er imod blandede ægteskaber og for opretholdelse af renheden af den jødiske gruppe….

…. Zionismen mener, at genfødsel af det nationale liv for et folk, som det nu sker i Tyskland, gennem fokus på dets kristne ,og nationale, karakter, også må ske i den jødiske, nationale, gruppe. Også for det jødiske folk skal national oprindelse, religion, fælles skæbne, og en følelse af dets egenart, være af afgørende betydning for udformningen af dets eksistens. . .

.... Vi er ikke blinde for det faktum, at et jødisk spørgsmål eksisterer og vil fortsætte med at eksistere. Jødernes unormale situation resulterer i svære ulemper for dem, men også vanskeligt acceptable betingelser for andre folkeslag.[442][443][444][445]

Joachim Prinz, en tysk zionist, som emigrerede til De Forenede Stater og som senere blev leder af American Jewish Congress, skrev i sin bog Wir Juden ('Vi jøder')[446] fra 1934, at den nationalsocialistiske revolution i Tyskland betød "Jødedommen for jøderne." Prinz skrev senere også nedgørende om Adolf Hitlers opfattelse af betydningen af race men viste, hyklerisk nok, ingen modvilje mod at reklamere for sin egen "jødiske race."

Vi ønsker assimilation erstattet af en ny lov: erklæringen om at tilhøre den jødiske nation og den jødiske race. En stat, der bygger på princippet om renheden af nation og race kan kun æres og respekteres af en jøde der erklærer, at han hører til hans egen slags ... Ingen

209

kneb kan redde os nu. I stedet for assimilation ønsker vi et nyt koncept: anerkendelse af den jødiske nation og den jødiske race.[447]

I den moderne zionismes centrale bog, Den jødiske stat, fastholdt Theodore Herzl, at jøderne var meget mere end et religiøst samfund, de var et folk. Herzl brugte selv det velkendte tyske racialist*-ord, Volk, til at beskrive dem. Volk var også et af Hitlers yndlingsord. Med det beskrev han sin idéelle stat, den "Völkische Staat." Herzl skrev, længe før Hitler kom til, at antisemitisme er en naturlig reaktion på jøder fra ikke-jøders side. Han talte for en selvstændig stat som det eneste rigtige svar på konflikten.[448][449][450][451]

Det jødiske spørgsmål findes, uanset hvor jøder bor i et påfaldende antal; hvor det ikke eksisterer, bringes det ind med tilrejsende jøder. . . . Jeg tror, jeg forstår antisemitisme, som er et meget komplekst fænomen. . . Jeg betragter denne udvikling som jøde, uden had eller frygt. . . Det er et nationalt spørgsmål. For at løse det skal vi, frem for alt, gøre det til et internationalt politisk spørgsmål... en endelig løsning af Det jødiske Spørgsmål.

Den førende tyske zionistiske avis, Jüdische Rundschau, gik endda, i 1935, så langt som til at udtrykke anerkendelse af "Nürnberglovene", der udpegede jøder som en fremmed nationalitet, og forbød blandede ægteskaber og seksuelle forbindelser, mellem tyskere og jøder.

Den nye lovgivning giver det jødiske mindretal i Tyskland sit eget kulturelle liv, sit eget nationale liv. I fremtiden vil det være i stand til at forme sine egne skoler, sit eget teater, og sine egne sportsforeninger. Kort sagt, det kan skabe sin egen fremtid i alle aspekter af det nationale liv. . .[452]

Georg Kareski, den tidligere leder af det største jødiske samfund i Vesteuropa (det i Berlin) og leder af den Zionistiske stats Organization og Den jødiske kulturelle Liga, fremsatte følgende kommentar til det berlinske dagblad, Der Angriff, ved udgangen af 1935:

I mange år har jeg betragtet en fuldstændig adskillelse af de to folks [jøder og tyskere] kulturelle anliggender som en forudsætning for at leve sammen uden konflikter. . . . Jeg har længe støttet en sådan adskillelse, forudsat at det er baseret på respekt for den fremmede nationalitet. Nürnberglovene... forekommer mig, uafhængigt af deres juridiske bestemmelser, helt at være i overensstemmelse med dette ønske om et separat liv, baseret på gensidig respekt... Denne afbrydelse af processen mod opløsning i mange jødiske samfund, som var blevet fremmet gennem blandede ægteskaber, er derfor, set fra et jødisk synspunkt, fuldt og helt velkommen. [453][454][455][456][457]

Andre ledende zionister, i hele verden, talte på samme måde. Rabbiner Stephen S. Wise, der var formand for American Jewish Congress og World Jewish Congress, og som talte ved et møde i New York i 1938, sagde:

Jeg er ikke en amerikansk statsborger af jødisk tro, jeg er en jøde. Jeg er en amerikaner. Jeg har været en amerikaner i 63/64-dele af mit liv, men jeg har været en jøde i 4000 år. Hitler havde ret i én ting. Han kalder det jødiske folk en race og vi er en race.[458]

Ikke blot samarbejdede nazisterne og zionisterne med hinanden, de samarbejdede aktivt op til, og endda under, Anden Verdenskrig. Den nazistiske regering oprettede en serie på 40 landbrugscentre i hele Tyskland for at uddanne unge jøder til kibbutzliv i Palæstina.

* 'racialisme' er overbevisningen om, at racer med forskelle eksisterer, og at racer lever bedst i egne, selvstyrede, områder, adskilt fra hinanden. Uden indbygget nedvurdering af andre racer. Dette udtryk står altså herved i modsætning til multikultur og også til 'racisme', overs. anm.

210

Den støttede udvandring af jøder til Palæstina indtil dette blev forhindret af krig. Den officielle SS-avis, Das Schwarze Korps, støttede zionismen i sine ledere på forsiden.[459]

SS samarbejdede med Haganah, den zionistiske underjordiske militærorganisation i Palæstina, med hjælp til jødisk udvandring og skaffede endda smuglede våben til de zionistiske styrker. Trods betænkeligheder fortsatte Hitler med at støtte zionistiske formål i Palæstina.[460][461][462][463] Hitler fortalte sin hær-adjudant, i 1939, og igen i 1941, at han havde spurgt briterne i 1937 om overførsel af alle Tysklands jøder til Palæstina eller Egypten. Briterne afviste forslaget, sagde han, fordi det ville forårsage yderligere uro i disse lande.[464]

Da den britiske regering blev mere restriktiv med jødisk indvandring i Palæstina, i slutningen af 1930'erne, indgik SS en pagt med det hemmelige zionistiske agentur, Mossad le-Aliya Bet, om at smugle jøder til Palæstina. Som et resultat af dette samarbejdeøgedes jødisk indvandring, både den legale og den illegale, fra Tyskland (herunder Østrig) til Palæstina dramatisk i 1938 og 1939. 10.000 jøder blev forberedt til udvandring i oktober 1939, men starten på krigen forhindrede det. I løbet af 1940 og 1941, og så sent som i marts 1942, bistod Tyskland stadig med indirekte jødisk udvandring til Palæstina, og havde mindst én officielt autoriseret zionistisk "kibbutz"-træningslejr i Tyskland for potentielle emigranter.[465] (se også "Secrets of the Mossad" i Barnes Review).[466]

På det økonomiske område, var Ha'avara overførselsaftalen mellem det nazistiske Tyskland og Palæstinacenteret for World Zionist Organization af afgørende betydning for den zionistiske sag. Det begyndte i 1933, varede gennem samtlige år i 1930'erne og sikrede mulighed for overførsel af jødisk rigdom til Palæstina. Gennem denne pagt gjorde Hitlers Tredje Rige mere end nogen anden regering, i 1930'erne, for at støtte jødisk udvikling i Palæstina.[467][468][469][470][471][472]

Formentlig er det mest afslørende dokument med hensyn til visse zionistiske fraktioners vilje til at indgå en alliance med Hitler det tilbud, som blev givet i 1941 af Israels Frihedskæmpere, populært kaldet "Lehi" eller Stern-banden. En af dens topfolk var Yitzhak Shamir, som blev dens leder og chefterrorist efter Sterns død og som senere blev Israels premierminister i 1980'erne. Stern-banden anså briterne for at være zionismens største fjende, fordi Storbritannien forsøgte at beskytte de indfødte palæstinenseres civile rettigheder og forsøgte at bremse den trodsige jødiske indvandring.

Som én af de mest fantastiske kendsgerninger i den moderne historie, fremsatte Lehi faktisk et formelt forslag, til tyskerne, om en militær alliance mellem den jødiske revolutionære organisation og nazisterne. Faktisk foreslog de formelt at deltage i krigen på Tysklands side. Her er dele af teksten i deres kommuniké til/med nazisterne.

211

De ledende statsmænd i Det nationalsocialistiske Tyskland har ofte, i deres taler og udtalelser, understreget, at en Nyordning i Europa, som en forudsætning, kræver en radikal løsning af Det jødiske Spørgsmål gennem evakuering. ( "Jødefrit Europa")

Evakueringen af jødiske masser fra Europa er en forudsætning for at løse Det jødiske Spørgsmål. Men den eneste måde, hvorpå dette helt kan opnås, er gennem flytning af disse masser til det jødiske folks hjemland, Palæstina, og gennem etableringen af en jødisk stat, inden for dens historiske grænser.

Målet med den politiske aktivitet og Israels Frihedsbevægelse, Den Nationale Militære Organisation i Palæstinas (Irgun Zvai Leumi) mangeårige kamp, er at løse Det jødiske Problem på denne måde og dermed helt befri det jødiske folk for evigt….

1. Fælles interesser kan eksistere mellem en europæisk Nyordning, baseret på det tyske koncept, og det jødiske folks sande nationale ambitioner, som de kommer til udtryk gennem NMO.

2. Samarbejde er muligt mellem det nye Tyskland og en fornyet, folke ('Volk')-baseret , national jødedom.

3. Oprettelsen af den historiske jødiske stat på et nationalt og totalitært grundlag og bundet af traktat med det tyske rige, ville være i den hensigt at bevare og styrke den fremtidige tyske magtposition i Mellemøsten.

På grundlag af disse overvejelser, og på den betingelse, at det tyske riges regering anerkender de nationale aspirationer hos Israels Frihedsbevægelse, som nævnt ovenfor, tilbyder NMO i Palæstina at tage aktivt del i krigen på Tysklands side.

Dette tilbud fra NMO kunne omfatte militær, politisk og informativ aktivitet i Palæstina og efter visse organisatoriske foranstaltninger, også udenfor ...[473][474][475]

Der findes intet på skrift om den tyske reaktion på det fantastiske forslag, men på det tidspunkt, da det blev tilbudt, havde Tyskland allerede forpligtet sig til en pro-arabisk kurs i et forsøg på at underminere Storbritanniens stilling i Mellemøsten.

Da jeg første gang så dette dokument, bemærkede jeg de ideologiske ligheder mellem zionismen og nationalsocialismen, helt ned til brugen af det nazistiske yndlingsord "folk" (Volk) til beskrivelsen af grundlaget for den stat, de ønskede at skabe.

Det fascinerede mig at læse om en zionistisk hemmelig forståelse med det nazistiske Tyskland. Zionist-nazist samarbejde har længe været en beskidt lille hemmelighed – en hemmelighed, der siger en god del om det ideologiske grundlag for Israel og om, til hvilke yderligheder, zionistiske ekstremister ville gå for at sikre deres nye skabning.

Zionistisk fanatisme havde meget lidt respekt for menneskeliv, herunder jøders, når det kom til oprettelsen af Israel. Israels første premierminister, David Ben-Gurion, fremsatte følgende erklæring, da tyske jøder var truet af Hitler.

Hvis jeg vidste, at det ville være muligt at redde alle børnene i Tyskland ved at bringe dem over til England og kun halvdelen af dem ved at transportere dem til Eretz Yisrael, så ville jeg vælge det andet

212

alternativ. For vi må indregne, ikke kun disse børns liv, men også Israels Folks historie.[476]

Hvis Israels første premierministers respekt for jødisk liv var sådan, at han hellere ville se halvdelen af de jødiske børn i Tyskland dø end transporteret til England, frem for Israel, hvor stor respekt kan man da forvente, at han har for et palæstinensisk barns liv? Hvordan ville verden reagere på en nazist, der sagde, at han hellere ville se halvdelen af de jødiske børn dø, frem for blot at komme til et andet land?

Et andet klassisk eksempel på hans lave respekt for menneskeliv, endda jødisk liv, kan ses i en terrorhandling, i 1940, som blev udført af Ben-Gurion og øvrige grundlæggere af den zionistiske stat. Haganah, der blev ledet af Ben-Gurion, sprængte et skib, fyldt med jøder, som var flygtet fra Hitler, i luften. Briterne havde taget dem til Mauritius, i stedet for at give dem mulighed for at gå fra borde i Haifa, Israel. For at vække harme mod briterne, sprængte zionisterne skibet, i julen 1940, og dræbte 252 jøder, samt skibets engelske besætningsmedlemmer. Hvis nazisterne havde sprængt et skib , som var fyldt med flygtninge, i luften, i farvandet ved Israel, ville Mossad have jagtet gerningsmændene til verdens ende, om nødvendigt, så de kunne indbringes for den israelske "krigsforbryder"-domstol. Der ville være god mediedækning og årlig højtideligholdelse af den forfærdelige terrorhandling. I stedet valgte Israel morderen som sin første premierminister.[477]

Zionisme og nazisme er skabt over samme læst og deres faner er blodbesudlede. Zionister er imidlertid meget dygtigere til reklame.

 

Israel: en racistisk stat

Den 10. november 1975 erklærede et plenarmøde i FN, at zionisme var en form for racisme. Der rejste sig protesthyl, tværs over Amerika, og i hele verden, fra de (igen, igen) fattige, forfulgte jøder. De var rasende over, at en sådan anklage kunne blive rettet mod det "eneste sande demokrati i Mellemøsten." Men hvad er zionisme da, hvis det ikke er racisme? Selv David Ben-Gurion skrev i hans behandling af Menachem Begins "hitlerisme": "Han kan beskyldes for racisme, men så vil man være nødt til at stille hele den zionistiske bevægelse, som bygger på princippet om en rent jødisk enhed i Palæstina, for en domstol."[478]

Den internationale konvention om afskaffelse af alle former for Racediskrimination, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1965, er nu blevet ratificeret af de fleste medlemsstater. Artikel 1 i denne konvention definerer begrebet racediskrimination således:

. . . enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse

213

af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst andet område af samfundslivet.[479]

Israel var, og er, en nation, som er oprettet udelukkende for jøder. I den israelske "Lov om tilbagevenden," er en jøde defineret, ikke ved sin religiøse overbevisning, men ved sin jødiske herkomst, dokumenteret ved hans forældres afstamning. Selv om det er muligt for ikke-jøder at konvertere til jødedommen, er hindringerne så store, at de "konverterede" kun udgør en lille procentdel af den jødiske befolkning. Mens jeg skriver disse linjer, befinder den jødiske ortodokse religion, som er den statsanerkendte religion i Israel, sig i en større kontrovers med amerikanske jødiske fraktioner, Reformjødedom og Konservativ jødedom, fordi de ortodokse i Israel ikke engang vil anerkende konverteringer fra disse to grene af jødedommen.

En palæstinenser, der er født inden for grænserne af, hvad der nu Israel og hvis familie har boet der i tusinder af år, før de blev tvunget ud af den israelske hær, kan ikke vende tilbage til deres hjemland og blive statsborgere i Israel. I modsætning hertil kan en ateistisk jøde, som er født i New York City og som ikke taler hebraisk, immigrere til Israel og blive givet et øjeblikkeligt statsborgerskab. Hertil kommer, at den israelske regering tilbyder ham hjælp til bolig, leveomkostninger og undervisning, foruden utallige andre fordele. I 1948 var næsten 94 procent af Israels landområde ejet af palæstinensere. Siden da er palæstinensisk ejet jord blevet systematisk konfiskeret af den israelske regering. Hovedparten af den palæstinensiske jord gik ind i, hvad Israel kalder "National Jewish Fund" og blev ved lov erklæret som "Israels land." Det er blevet "jødisk" jord, og ifølge loven kan det aldrig igen blive solgt til en ikke-jøde, lejes ud til en ikke-jøde, eller dyrkes af en ikke-jøde. En stor del af jorden er blevet givet, gratis, til jødiske bosættere. Den zionistiske hær har tvunget palæstinenserne bort fra mere end 350 byer og landsbyer i Israel og fra de besatte områder, hvorefter deres hjem er blevet jævnet med jorden af bulldozere. Selv gamle palæstinensiske kirkegårde er ofte blevet pløjet væk.

To andre love vedrører Keren Kayemet ("National Jewish Fund" – loven, der blev vedtaget den 23. november 1953) og Keren Hayesod ("Reconstruction Fund" – loven, som blev vedtaget den 10. januar 1956). Formanden for den israelske menneskerettighedsorganisation, Israeli Human Rights League, doktor Israel Shahak*, professor ved Hebrew University of Jerusalem, fortæller os i sin bog, The Racism of the State of Israel,[480] at der i Israel er hele byer (Carmel, Nazareth, Illith, Hatzor, Arad, Mitzphen-Ramen, m.fl.), hvor det ved lov er forbudt ikke-jøder at leve. Palæstinenserne, der forblev i Israel, blev tilsyneladende borgere, men er ikke desto mindre udsat for intens diskrominering. De bliver givet borgerskabs -identifikationskort, der ikke har israelsk statsborgerskabsbetegnelse. Nationalitet er kun opført som enten arabisk eller jødisk, hvilket åbner op for de mange diskriminerende områder af politik i den jødiske stat. Der er separate boligområder og boligkomplekser, skoler og rekreative faciliteter,

* døde i 2001, overs. anm.

214

hvor palæstinenserne ikke må opholde sig. Denne adskillelse er ikke blot en de facto adskillelse, men regeringens officielle politik.

Israelsk lov anerkender ikke lovligheden af ægteskab mellem jøder og palæstinensere, eftersom ægteskaber og andre aspekter af civilretten afgøres ved religiøse domstole, der ikke anerkender sådanne ægteskaber. Når jeg ser jøder, i de amerikanske medier, forherlige og opmuntre til blandede ægteskaber mellem sorte og hvide, tænker jeg over deres hykleri ved at yde støtte til en nation, der ved lov nægter at anerkende et ægteskab mellem en jøde og en ikke-jøde. Som nævnt ovenfor forbyder Israel endog deres præsteklasse, Cohannim, (Cohen-slægten) at indgå ægteskab med en religiøs jøde, som har blot det ringeste spor af ikke-jøde i sit blod. Dette er love, som er strengere, med hensyn til ægteskab, end i Hitlers Tredje Rige.

Haim Cohen, en tidligere dommer ved Israels Højesteret, udtalte

... den bitre skæbnens ironi, som har ført til de samme biologiske og racistiske love som blev udbredt af nazisterne og som inspirerede de berygtede Nürnberg-love, der skal danne grundlag for definitionen af jødedom inden for staten Israel.[481]

Det er ganske interessant, når et respekteret medlem af den israelske Højesteret siger næsten præcis de samme ting om jødisk racisme som Julius Streicher, der er så voldsomt udskældt af jøder, gjorde under Nürnbergprocessen*.

Det er virkelig en verden vendt på hovedet, når den samme amerikanske presse, og verdenspresse, der aldrig bliver træt af at fremmane billeder af nazismens forbrydelser og ondskab, og i det hele taget ondskaben, der siges at findes i enhver ansats til racebevidsthed, noget sted i verden - på den anden side tiljubler og beundrer en jødisk racistisk og nazi-lignende nation.

Som den primære grundlægger af Israel, Ben Gurion, indrømmede det - zionismen blev grundlagt på racistiske principper. Hvis nogen andre, end en zionistisk leder, vovede at sige det samme som den israelske grundlægger, ville hele verdens presse fordømme ham med vildskab. Hvis jødiske racister, gennem deres magt i medierne og i regeringerne i den vestlige verden, så effektivt kan skjule deres ekstreme racisme, så må det at skjule deres terrorisme forekomme dem at være barneleg. Jeg havde allerede lært en masse om de jødiske bolsjevikers terrorisme og blodtørst i kommunismens spæde ungdom, men nu gik jeg mere grundigt i gang med en undersøgelse af zionistisk terrorisme i Mellemøsten.

En palæstinenser, jeg mødte i gymnasiet, leverede en af de mest rammende bemærkninger, jeg nogensinde har hørt om den palæstinensiske konflikt. Han fortalte mig, at "Jøden altid skriger i smerte, når han slår dig!"

* og blev henrettet efter Nürnbergprocessen for sin racistiske propaganda.

Noter:

[425] Truman, Harry S. (1945). Som citeret fra Henry A. Wallace's dagbøger, fra hans papirer på Iowas universitet. Inkluderet i Victory Laskys bog, It didn't Start Watergate.

[426] Halkin, Hillel. (1998). Here to Stay.: An Unrepentant Zionist Reflects on his Aliyah. Moment. s. 5.

[427] Menuhin, Moshe. (1965). The Decadence of Judaism in Our Time. New York: Exposition Press, Inc. s. 159.

[428] Ibid., s. 397.

[429] Encarta Encyclopedia. (1996). Funk and Wagnalls.

[430] Brenner, Lenni. (1984). The Iron Wall: Zionist Revisionism from Jabotinsky to Shamir. Totowa, New Jersey.: Biblio Distribution Center.

[431] Jabotinsky, V. The Iron Wall: We and the Arabs.

[432] Look Magazine. (1962). 16. januar.

[433] Barnes Review. (1997). The Balfour Declaration

[434] Encarta. (2006). Balfour Declaration.

[435] George, D.L. Memoirs of the Peace Conference. s. 726.

[436] Landman, S. (1936). Great Britain: The Jews and Palestine. London: New Zionist Press. s.3-6.

[437] Grose, P. (1984). Israel in the Mind of America. New York: Knopf. s.64.

[438] Associated Press Online. (1999). Balfour Author Was a Jew.

[439] Encarta. Balfour Declaration.

[440] Retssagen mod de vigtigste krigsforbrydere ved Den Internationale Militærdomstol. Nürnberg: 14. november 1945. 1. oktober 1946. Den officielle franske tekst. 26. april 1946. Debatter. Bd. XII. D 321.

[441] Daily Express. (1933). Judea Declares War on Germany. 24. marts. s. 1.

[442] Dawidowicz, L. (1976). Memo af 21. juni, 1933. I: A Holocaust Reader. New York: Behrman. s. 150-155.

[443] Nicosia, F.R. (1985). The Third Reich and the Palestine Question. Austin: University of Texas. s. 42.

[444] Niewyk, D.L. (1980). The Jews in Weimar Germany. Baton Rouge. s. 94-95, 126-131, 140-143.

[445] Nicosia, F.R. (1985). The Third Reich and the Palestine Question. Austin: University of Texas. s. 1-15.

[446] Prinz, J. (1934). We Jews.(Wir Juden.) Berlin:Erich Reiss.

[447] Hohne, H. (1971). The Order of the Death's Head. Ballantine. s. 376.

[448] Herzl. T. (1970). The Jewish State. New York: Herzl Press. s. 33, 35, 36.

[449] Weckert, I. (1981). Feuerzeichen: Die Reichskristallnacht. Tübingen: Grabert. s. 212.

[450] Black, E. (1984). The Transfer Agreement. New York: MacMillan. s. 73.

[451] Herzl, T. (1897). Der Kongress. Welt. 4. juni. Genoptrykt i: Theodor Herzl's Zionistische Schriften (Leon Kellner, red.) Erster Teil, Berlin: Jüdischer Verlag, 1920, s. 190 (og s. 139).

[452] Rundschau. (1935). 17. september. Citeret i: Yitzhak Arad s.m. Y. Gutman og A. Margaliot, red. Documents on The Holocaust (Jerusalem: Yad Vashem. (1981). S. 82-83.

[453] Kern, E. (1935). Verheimlichte Dokumente. Der Angriff. München. (1988). 23. december. s.148.

[454] Nicosia, F. (1985) Third Reich. s. 56.

[455] Brenner, L. (1983). Zionism in The Age of the Dictators. s. 138.

[456] Margaliot, A. ((1977). The Reaction….. Yad Vashem Studies Jerusalem. Bd. 12, s. 90-91.

[457] Levine, H. (1975). A Jewish Collaborator in Nazi Germany. Central European History. Atlanta. September. s. 251-281.

[458] Wise (1938). Dr. Wise Urges Jews To Declare Selves As Such. New York Herald Tribune. 13. juni. s. 12.

[459] Nicosia, F. (1935). Das Schwarze Korps. 26. september. Citeret i: The Third Reich and The Palestine Question (1985). s. 56-57.

[460] Nicosia, F. (1985). Third Reich. s. 63-64, 105, 219-220.

[461] Nicosia, F. (1985). Third Reich. s. 141-144.

[462] Wistrich, R. (1985). On Hitler's Critical View of Zionismin Mein Kampf. Se Bd. 1, Kap. 11. Citeret i: Hitler's Apocalypse. s. 155.

[463] Nicosia, F. (1985). Third Reich. s. 26-28.

[464] Kotze, H.V. (1974). Heeresadjutant Bei Hitler. Stuttgart. s. 65, 95.

[465] Arad, Y. (1981). Documents On The Holocaust. s. 155.

[466] Barnes Review. (1995). Secretsof the Mossad. Sept. s. 11.

[467] Feilchenld, W. (1992). Haavara-Transfer Nach Palästina. Tübingen: Mohr/Siebeck.

[468] Yisraeli, David (1971). The Third Reich and The Transfer Agreement, Journal of Contemporary History. London. No. 2. s. 129-148.

[469] Encyclopedia Judaica. (1971). Haavara. Bd. 7. s. 1012-1013.

[470] Nicosia, F. (1985). Third Reich. s. 44-49.

[471] Hilberg, R. (1985). The Destruction of the European Jews. New York: Holmes & Meier. S.140-141.

[472] Levy, R.S. (1984). Commentary: Sept. , 68-71, 32

[473] Originalt dokument i det tyske Auswärtiges Amt Archiv, Bestand 47-59, E 224152 og E 234155-58.

[474] Yisraeli, D. (1974). The Palestine Problem in German Politics 1889-1945. Israel. s. 315-317.

[475] Polkhen, K. (1976). The Secret Contacts. Journal of Palestine Studies. Spring-Summer, s. 78-80.

[476] Yoar-Gelber.(1939-1942). Zionist Policy and The Fate of European Jewry. Yad Vashem Studies. Bd. XII, s. 199.

[477] Rosenblum, H. (1958). Yediot Aahronot. Jewish Newsletter. New York. November.

[478] Bar Zohar. (1966). Le Prophète Armé: Ben Gurion. Fayard. Paris. s. 146.

[479] Forenede Nationers Generalforsamling. (1965). Den internationale Konvention til afskaffelse af alle Former for Racediskrimination.

[480] Shahak, I.. The Racism of the State of Israel. s. 57.

[481] Badi, J. (1960). Fundamental Laws of the State of Israel. New York. s. 156.

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - Dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Israel Shahak: "Jewish History,
Jewish Religion"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Black Muslim leader Louis Farrakhan's Epic Speech in Madison Square Garden, New York  - A must see!

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
Stop Jewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Roger Garaudy: "The Founding Myths
of Israeli Politics"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Israel - Herrefolkspolitik gennem terror
Af David Duke

Zions Vises Protokoller

Israel controls U.S. Presidents
Biden, Trump, Obama, Bush, Clinton...

Videoer   
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Simon Wiesenthal: En falsk nazijæger
Af Mark Weber

Geert Wilders: Israels mand i Europa

Karikaturer 

Aktivisme!