Efterhånden, som jeg dykkede dybere ned i det jødiske spørgsmål, og
zionismen, i forsøget på at få en klar forståelse af dette gådefulde
folk, indså jeg, at en undersøgelse af den moderne nation, Israels,
grundlag og politik, ville besvare nogle af mine spørgsmål. For første
gang, i over 2000 år, havde jøderne deres egen suveræne stat, en nation
skabt helt i deres eget billede.
På
tidspunktet, da jeg startede min undersøgelse, var det blevet indlysende
for mig, at presse og underholdningsindustrien var meget pro-Israel. De
havde allerede tidligt indpodet en forudfattet mening, til fordel for
Israel, i mig. Jeg opdagede nu, at de journalister, der dækker
historierne for TV-netværkerne, og for de store aviser, meget ofte er
jødiske. Og eftersom jeg nu havde en mistanke om, at en stor del af min
pro-israelske stemning var kommet fra forudindtagede kilder, forsøgte
jeg herefter at finde frem til ubestridelige grundoplysninger om
mellemøstkonflikten, og i dette forsøg vendte jeg mig da først til mine
opslagsværker.
Jeg
fandt i mine leksika oplysninger, der svarer til, hvad man i dag vil
finde i "Israel"-artiklen, i den meget populære Encarta Encyclopedia,
Af de flere end 800.000 arabere, som boede i israelsk styret område før
1948, blev kun omkring 170.000 tilbage. Resten blev flygtninge i de
omkringliggende arabiske lande.
I 1948, det år, da den israelske nation blev oprettet, var mere end tre
fjerdedele af hele den palæstinensiske befolkning, der den gang boede i
det israelsk holdte
200
område, blevet flygtninge. Ifølge Encarta, var 630.000 mennesker
ikke længere i stand til at bo i deres hjem og arbejde på den jord, hvor
deres familie havde boet i tusinder af år. Siden da har Israel udvidet
sine grænser yderligere, i krigene i 1956, 1967, 1973, og i
Libanon-invasionen i 1982 – og har derved skabt andre hundredtusinder af
palæstinensiske flygtninge.
Ville folk frivilligt forlade deres hjem, deres virksomheder, deres
gårde? Spurgte jeg mig selv. Ville de frit vælge at leve som fattige,
statsløse mennesker i usle flygtningelejre? Naturligvis havde
zionisterne fordrevet dem fra deres hjem og ejendom; og desuden havde
uddrivningen af dem åbenbart været med fuldt overlæg, for
palæstinenserne blev forbudt at vende tilbage til deres hjem efter at
kampene sluttede.
Mens jeg gik i gymnasiet skrev jeg til en palæstinensisk
oplysningsorganisation i Washington, DC, og bad om nogle bøger, der
fortalte deres side af den israelsk-arabiske konflikt. Fra dem og fra
biblioteker modtog jeg mange veldokumenterede kilder - herunder nogle
fantastiske zionistiske af slagsen - der gav et helt andet svar på
mellemøstspørgsmålet. Jeg lærte, at den nydannede israelske regering
havde udstedt forskrifter, der forbød udviste palæstinensere at vende
tilbage til deres hjem og ejendom. Den havde også vedtaget en særlig
lov, der anså disse arabiske besiddelser som "opgivet" og som land, der
kunne konfiskeres uden kompensation. Nazisterne i Hitlers Reich havde
ikke kunnet skaffe problemet af vejen med en mere koldblodig
effektivitet.
Jeg
tjekkede befolkningstallene, som fremkom ved den britiske folketælling i
1922. På daværende tidspunkt tegnede jøder sig kun for omkring 10
procent af befolkningen. I den sidste af sådanne folketællinger,
foretaget året før oprettelsen af Israel, udgjorde jøderne kun omkring
halvdelen af befolkningen i det område, der senere blev til Israel.
Palæstinenserne ejede da 93,5 procent af jorden. De faktiske
omstændigheder var ikke til at tage fejl af og leverede en klar dom:
zionistiske indvandrere var trængt ind i Palæstina, mod indbyggernes
ønske, og havde derefter, med våbenmagt og terror, drevet beboerne fra
deres hjem, og berøvet dem deres jord og ejendele.
De
faktiske omstændigheder kunne ikke være tydeligere. Zionisterne havde,
med hjælp fra deres tropper over hele verden, stjålet en hel nation:
den, der kaldes Israel. Ingen tvetydighed, intet bjerg af pro-israelsk
propaganda, ingen gentagne afspilninger af "Exodus" i radioen, og ingen
visning af millioner af meter Hollywood-film, der viser arabere som
brutale terrorister, og jøder som uskyldige ofre - intet af dette -
ville kunne ændre på de åbenlyse og uomtvistelige kendsgerninger.
Den
pro-israelske propaganda, jeg læste, hævdede, at Palæstina, i det store
og hele, var et tomt landområde. Sig det til de mere end én million
mennesker, der er blevet drevet ud af det, siden 1948. Zionistiske
ledere forstod fra begyndelsen, at Israel måtte overtages gennem
kolonisering og erobring. Den hengivne zionistiske leder, Vladimir
201
Jabotinsky, gør det klart i sin bog, The Iron Wall: We and the Arabs.
fra 1923:
Zionistisk kolonisering skal enten afsluttes, eller gennemføres, imod
den indfødte befolknings ønsker. . . en jernvæg til at modstå trykket
fra den indfødte befolkning. . .. . En frivillig forening med araberne
kommer ikke på tale ... for uden en væbnet magt ... er kolonisering
umulig. . . Zionisme er et koloniseringseventyr. . . Det er vigtigt. . .
at tale hebraisk, men ... mere vigtigt at være i stand til at skyde ...
Israel blev født af Holocaust, men det var blevet undfanget tusinder af
år tidligere. I mindst 2000 år bad jøder bønnen: "Næste år i Jerusalem."
Og indtil midten af Det 20. Århundrede var sådan en bøn kun en religiøs
metafor. Så blev, i 1948, muligheden af "næste år i Jerusalem" meget
drastisk til en mulighed for enhver jøde i verden. Den zionistiske stats
politiske intriger er et vidnesbyrd om den sammenhængende, og
omsiggribende, jødiske magt i Vesten. Israel lever, med sine
virkemidler, som et vidne om den racistiske og herrefolksdyrkende
karakter, af både jødedommen, og dens, til dels, verdslige søn,
zionismen.
Jødisk messiansk tradition går så langt tilbage som jødernes skrevne
historie. Selv da jøderne var en af de mindste stammer i Mellemøsten,
skabte de en tro, som udpegede dem selv til at være et særligt folk, et
udvalgt folk, et folk, som var blevet lovet, at det skulle herske over
den øvrige verden. Disse messianske intentioner er ikke paranoide
vrangforestillinger hos antisemitter, men er skrevet tydeligt i deres
egne hebraiske skrifter og siden den tid har deværet pligtskyldigt
fulgt, helt til nutiden. Sammenlign følgende bibelske citat med Israels
første premierminister, David Ben-Gurions, messianske udtalelse
. . . . og konger skal komme fra dig og herske, uanset hvor en af
menneskets sønners fod har trådt. Jeg skal give hele Jorden, der er
under himlen, til dit afkom, og de skal herske over alle nationer efter
deres ønske, og bagefter skal de tage hele Jorden til sig selv og skal
arve den for evigt '( Jubilæernes Bog , 32:18-19)
I Look Magazine fra 1962, fremsagde Ben-Gurion sin forudsigelse
for de næste 25 år, en forudsigelse af fantastiske nøjagtighed:
Således ser billedet af verden ud i 1987 i min forestilling: Den kolde
Krig vil være en saga blot. Indre tryk fra den stadigt voksende
intelligentsia i Rusland. . . kan føre til en gradvis demokratisering af
Sovjetunionen. På den anden side. . . omdanne USA til en velfærdsstat
med en planøkonomi. . . Med undtagelse af USSR som en føderal eurasisk
stat vil alle andre kontinenter være blevet forenet i en
verdensalliance, som vil have en international politistyrke til sin
rådighed. Alle hære vil afskaffes og der vil ikke være flere krige. I
Jerusalem vil De forenede Nationer (et ægte FN) bygge en Profeternes
Helligdom, der skal tjene den føderale union af alle kontinenter og
dette vil blive sædet for Menneskehedens Højesteret.
Mange mennesker bliver forbløffede over at opdage, at de fleste jøder i
Israel er "ikke-religiøse," lige som det gjaldt deres første store
leder, David Ben-Gurion. Men disse, hovedsageligt ateistiske, jøder,
tolererer en religiøs stat. Tilsyneladende støtter jøder, der ikke har
nogen tro på Gud, jødedommen som en
202
statsstøttet institution, der bevarer såvel jødisk kultur som den
jødiske genetiske arv. Med undtagelse af nogle få intolerante fanatikere
tillader de jødiske ortodokse institutioner en bred vifte af religiøse
overbevisninger, lige fra ateisme til former for det okkulte, som kaldes
Kabbala. Kun Talmud kunne indeholde en tekst, hvor en rabbiner hævder at
have diskuteret med Gud og vundet over ham. Inden for den jødiske
ortodoksi kan bibelske, og teologiske, fortolkninger variere meget, så
længe blot jødisk tradition og jødisk arv bevares omhyggeligt.
Er Gud zionist?
Israel støtter sit krav på palæstinensisk jord ved at sige, at Gud gav
det til jøderne. En naturlig følge er, at det sekulære argument lyder,
at de fjerne forfædre til det jødiske folk levede på dele af det, som er
nu Israel, for 2.000 år siden. De hævder, uden at fortrække en mine, at
dette giver dem ret til at tage denne jord væk fra dem, der har levet på
området i de mellemliggende tusinder af år.
Dette argument svarer meget til at sige, at fordi romerne regerede ved
Middelhavet for 2000 år siden, har italienerne nu ret til at erobre hele
middelhavsområdet, og uddrive tre fjerdedele af befolkningen dér.
Desuden kan det jødiske folk ikke hævde, at jøderne var de første
mennesker, som boede i det "forjættede land". Bibelen beretter
detaljeret om jødiske invasioner og folkedrab i regionen. Det
palæstinensiske folk nedstammer fra de samme folk, som boede i området
før de jødiske erobringer. Hvis den påstand skal gælde at de, der levede
i området først, har det retmæssige krav på området, så har
palæstinenserne det primære krav på landområdet, fordi mange af deres
forfædre boede på det, længe før det gamle Israel overhovedet
eksisterede.
Påstanden om, at jødernes hersken over Palæstina, i dag, er bestemt af
Gud, frembyder et endnu vanskeligere problem, især for nutidens kristne.
Det er problematisk, fordi de jødiske magthavere i verden har været i
stand til helt at ændre 2.000 års kristen fortolkning af Bibelen.
Servile jødisk-kristne prædikanter har lavet alliancer med zionisterne
på grund af disses mediemagt. De citerer lystigt fra Det gamle
Testamentes vers, som bekendtgør en pagt mellem Gud og israelitterne,
hvor Gud testamenterer den omhandlede jord til jøderne, i form af landet
Israel.
Vore forfædres kristne kirke har imidlertid, fra sine tidligste dage og
op til nyere tid, altid tilbagevist denne påstand. Lige fra forfatterne
af Det ny Testamente selv, og frem til midten af Det 20. Århundrede, har
kristne lærde mænd påpeget, at Bibelen gør det forhold meget klart, at
alle løfter fra Gud er betinget af fortsat trofasthed. Gud siger
klart i Det gamle Testamente, at hvis israelitterne afviser ham, vil han
gengælde dette. Det ny Testamente gør eftertrykkeligt opmærksom på, at
den jødiske nation, ved at afvise Gud og hans Søn, har opløst den gamle
pagt. Det ny Testamentes skrifter beskriver, hvordan Gud nu indgår en
Ny Pagt, med et nyt løfte om frelse, for alle,
203
gennem Kristus. Som jeg tidligere har citeret, kan skrifterne umuligt
være mere udtrykkelige end i Hebræerbrevet, 8:10, hvor Gud siger, at
jøderne ikke længere er i den pagt, han lavede i Det gamle Testamente.
8:10 - Ikke ifølge den pagt, som jeg indgik med deres fædre, den dag, da
jeg tog dem ved hånden ud af Ægypten; fordi de ikke fortsatte i min
pagt, og jeg regnede dem ikke, sagde Herren.
Er
det da noget under, at jøder afviser Det ny Testamente og at Israel
endog forbyder, at der citeres fra det i deres skoler?
Regeringsfinansierede grupper, i Israel, har ligefrem arrangeret
offentlige afbrændinger af Det ny Testamente, og den israelske lov har
bestemmelser om strafforfølgelse, og fem års fængsel, for kristne, der
forsøger at konvertere jøder. Det forekommer, i lyset af disse
kendsgerninger, ganske besynderligt, at mange retninger, indenfor den
kristne kirke, nu har travlt med at vedtage den opfattelse, at jøder i
dag stadig er det "udvalgte folk."
Det
er forståeligt, at racistiske jøder, der afviser Kristus og Det ny
Testamente, vil sige, at Gud sanktionerer deres terror mod det
palæstinensiske folk, men det er skandaløst, at de kristne på nogen måde
kan finde på at støtte dem i deres blodige forehavende. Mange af dem,
der har lidt under det zionistiske overfald, var kristne palæstinensere.
Israels forbrydelser har skadet de mange kristne blandt det
palæstinensiske folk betydeligt. Den omstændighed, at nogle kristne
ledere giver moralsk og finansiel støtte til en nation, der hader og
undertrykker kristne, er i sig selv et vidnesbyrd om udbredelsen af - og
undergravningen, der stammer fra - den zionistiske magt og indflydelse -
selv i de øverste organer i forskellige kristne retninger. Ved at gøre
således har de undermineret den kristne tro i hele Mellemøsten. Og, ja,
i hele verden.
Den
israelske påstand om at Gud gav dem landet Israel er latterlig, når man
betænker, at mindst tre fjerdedele af israelerne i det hele taget ikke
tror på Gud. (Israelske regeringsstatistikker siger, at 85 procent ikke
tror på Gud.) Hvordan kan en Gud, de ikke tror på, love dem jord, der
tilhører andre? Så langt fra at være et religiøst løfte, kom Israels
oprettelse ikke fra en guddommelig indgriben, men gennem zionistiske
intriger, der begyndte under Første Verdenskrig.
Balfour-erklæringen
Første Verdenskrig lagde det politiske fundament til den zionistiske
stat. Storbritannien havde det hårdt. Krigen havde trukket ud i årevis
og betydet forfærdelige tab af menneskeliv. Trods oceaner af spildt blod
havde fronten kun flyttet sig et par kilometer frem og tilbage på
Vestfronten.
Jødisk loyalitet var noget delt under krigen. Nogle jøder foretrak de
allierede af forretningsmæssige eller andreårsager. Andre foretrak
tyskerne med den vigtigste begrundelse, at tysk succes mod Rusland ville
svække deres fjender, gennem mange år, det kejserlige Rusland og zaren.
204
Blot et årti tidligere anførte finansfolkene, Jacob Schiff og Bernard
Baruch, en kampagne for at finansiere japanerne i den russisk-japanske
krig, hvilket førte til et nederlag for Rusland. Nu håbede jødiske
magthavere, rundt om i verden, på et endnu mere katastrofalt russisk
nederlag i den Store Krig, for at give mulighed for at vælte zaren, og
etablere en jødisk-bolsjevikisk regering.
Tyskerne, som kæmpede en desperat krig på to fronter, vidste, at en
revolution i Rusland kunne fjerne Rusland fra krigen. Med det formål
godkendte kejser Wilhelm en af de mest forræderiske handlinger i den
vestlige civilisations historie. I sin iver efter at besejre Rusland,
hjalp hans ministre Lenin, Trotskij og hundredvis af andre bolsjevikiske
revolutionære, der hovedsageligt var jødiske, til at krydse Tyskland i
et forseglet tog til Rusland. At tillade bolsjevikiske terrorister og
mordere adgang til Rusland udløste den længste periode af menneskelig
undertrykkelse, tortur og mord, som verden nogensinde har oplevet.
Storbritannien og dets allierede kæmpede til et dødvande mod Tyskland,
men da Rusland svækkedes, vidste de allierede, at dets nederlag ville
frigøre hele den tyske hær på Østfronten, til næsten at fordoble hæren i
Vesten, og dermed dramatisk tippe den militære balance, til fordel for
Centralmagterne. Storbritannien forstod, at det var afgørende, at det
bragte USA ind i krigen, på de allieredes side, for at imødegå det
russiske sammenbrud.
Ind
på denne scene, med et Storbritannien i krise, trådte nu den britiske
Lord Arthur Balfour. Han mødtes med Rothschilderne og lavede en aftale
hvor jøderne, til gengæld for et løfte om Storbritanniens støtte til
oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina, ville bruge deres store
internationale magt og indflydelse til at trække USA ind i krigen. (se
Willis Carto's Barnes Review)
Lord Balfour udarbejdede et dokument – Balfour-erklæringen - der indvarslede
det jødiske hjemland. Selv vores populære leksika indrømmer årsagen til
Balfour-erklæringen:
Det er blevet almindeligt accepteret, at Balfour-erklæringen var et
énsidigt tilsagn fra den britiske regering. Det umiddelbare formål var
at vinde støtte for de allierede i Verdenskrigen fra jøder, og andre, i
de krigsførende nationer og i neutrale lande, såsom De forenede Stater.
(Encarta Encyclopedia)
Læs, hvad David Lloyd George, Storbritanniens premierminister under
krigen, skrev om Balfour-erklæringen. Bemærk, at han påpeger, at jøder i
Rusland havde været de "ledende aktører i forræderiet mod den russiske
krigsindsats" samt "den opløsning af det russiske samfund – der senere
blev kendt som Revolutionen."
Russiske jøder var blevet hemmeligt aktive, på vegne af Centralmagterne,
fra første færd... i 1917, de havde foretaget sig meget, som
forberedelse til dén generelle opløsning af det russiske samfund, der
senere blev kendt som Revolutionen. Man mente, at hvis Storbritannien
erklærede sig for opfyldelse af zionistiske forhåbninger i Palæstina ved
sit eget løfte, ville én effekt være at bringe de russiske jøder over på
Ententens side.
205
Man mente også, at en sådan erklæring ville have en stærk indflydelse på
verdens jøder uden for Rusland og sikre hjælp fra jødiske finansielle
interesser til ententen. I Amerika ville deres støtte i denne
forbindelse have en særlig værdi, da de allierede næsten havde udtømt
guld og omsættelige værdipapirer, som var tilgængelige for amerikanske
køb. Dette var de vigtigste overvejelser, som i 1917 drev den britiske
regering i retning af at indgå en kontrakt med det jødiske samfund.
Samuel Landman bekræfter i sin bog, Great Britain, the Jews and
Palestine, den jødiske rolle i USA's inddragelse i krigen. Landman,
en ledende zionist og sekretær for Zionistorganisationen, fra 1917 til
1922, bekræfter fra det jødiske perspektiv, hvad Lloyd George siger:
. . . den eneste måde (som det også skulle vise sig at være) hvorpå man
kunne få den amerikanske præsident til at gå ind i krigen var at sikre
zionistiske jøders samarbejde ved at love dem Palæstina og dermed hverve
og mobilisere de hidtil ukendt magtfulde kræfter, som zionistiske jøder
i Amerika, og andre steder besad, til fordel for de Allierede, på en
quid pro quo kontraktbasis ...
Nogle af præsident Woodrow Wilson's toprådgivere i denne periode var den
jødiske højesteretsdommer, Louis Brandeis, rabbiner Stephen Wise, og den
magtfulde bankmand og internationale financier fra New York City,
Bernard Baruch. Selv om Wilson havde lavet præsidentvalgkampagne under
sloganet "Han holdt os ude af krigen", bragte jødisk indflydelse ham
hurtigt ind i en interventionistisk bane, da først Balfour-erklæringen
var blevet foreslået. Da Balfour kom til USA, i maj 1917, i håb om at
trække USA ind i krigen, ignorerede han USA's udenrigsministerium
('State Department') (hvilket skabte stor vrede) og mødtes med Brandeis,
som ikke havde myndighed til at forhandle om udenlandske relationer.
De
jødiske fortalere for krigen blev også hjulpet i deres chauvinisme af en
række amerikanske industrimagnater, der så amerikansk deltagelse i
Europa-konflikten som ensbetydende med at skrive en blankocheck til det
militær-industrielle kompleks. Pressen, der var jødisk-ejet eller
jødisk-kontrolleret, agiterede åbenlyst for krig og bragte makabre
fantasifortællinger om tyske grusomheder og den fremmede historier om,
at Tyskland planlagde at invadere USA via Mexico - selv om det, efter
fire års krig, end ikke havde det været i stand til at indtage Paris.
Inden længe blev tyskerne udråbt til "hunner" og "babymordere" – til
trods for, at de racemæssigt og moralsk ikke var forskellige fra briter
og amerikanere. De allierede sagdes at kæmpe for "demokrati", trods
Storbritanniens og Frankrigs ikke-demokratiske, udenlandske imperier.
Selv om Tyskland havde valginstitutioner, der svarede til de allieredes,
blev det kaldt tyrannisk.
De
to fremtrædende slogans for den største og blodigste krig gennem hele
historien var "Krigen, der skal gøre verden sikker for demokrati" og
utroligt nok, "Krigen, der skal gøre en ende på krig!" Hvis dette
virkelig var de allieredes mål i Første Verdenskrig, er det let at se
frugterne af deres
206
sejr. Ved Det 21. Århundredes begyndelse synes demokrati stadig at være
en decideret mangelvare over hele verden, og krig, siden 1918, har været
en blomstrende forretning.
De
fleste historikere er i dag enige om, at Første Verdenskrig ikke var
resultatet af aggression eller diktatur eller nogen skummel magt, ud
over sammenfiltrede alliancer, som var struktureret til at bevare
magtbalancen. I det væsentlige var den foranlediget af lutter national
frygt og praleri. I størstedelen af denne gensidigt ødelæggende konflikt
holdt Amerika sig, fornuftigt nok, ude af krigens vanvid, men til sidst
vippede jødisk magt, hvis bekymring, som altid kun var egne interesser –
vægtskålen over til krig. For hvad var, når det kom til stykket, et par
hundrede tusinde unge amerikaneres liv i forhold til hensynet til de
Udvalgte?
Medierne holder amerikanerne i mørke med hensyn til den jødiske
indflydelse i vores deltagelse i Første Verdenskrig, lige som de
tidligere havde sløret den afgørende jødiske involvering i Den russiske
Revolution. Verden erfarede ikke, før end i 1999, at den mand, der skrev
Balfour-deklarationen, Lord Amery, var en hemmelig jøde. William
Rubinstein, der er professor i moderne historie ved University of Wales,
hævder, at Amery skjulte den kendsgerning, at han i virkeligheden var
jøde
og alt imens han angiveligt arbejdede for Storbritanniens interesser,
arbejdede han hemmeligt for Verdenszionistorganisationen ('World Zionist
Organization'). Selv den dag i dag er kun få amerikanere klar over den
fremtrædende jødiske indflydelse, som direkte førte til USA's deltagelse
i Første Verdenskrig.
Balfour-erklæringen lød uskyldig nok og den gjorde sig umage med at
erklære,
... Skal der ikke gøres noget, som kan påvirke de civile og religiøse
rettigheder for de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina eller
de rettigheder, og den politiske status, som jøderne nyder i noget andet
land.
Zionisterne ønskede imidlertid ikke et fædreland, der indeholdt
væsentlige, ikke-jødiske, elementer. Fra starten var de fast besluttede
på ikke
at oprette et sådant multikulturelt, pluralistisk demokrati, som de
havde så travlt med at arrangere for USA og resten af europæisk-vestlige
verden. De ønskede en chauvinistisk, etnisk-religiøs, rent jødisk, stat,
men de kunne ikke afsløre dette, før de havde opnået magten i Palæstina.
Indbyrdes gjorde de deres intentioner helt tydelige, nemlig: at skabe en
etnisk ren stat – en, der havde en forbløffende lighed med den nation,
de hadede allermest: Nazi-Tyskland.
Zionisme/nazisme: Skabt i hinandens billede
Ved
Nürnbergdomstolen for krigsforbrydelser afgav Julius Streicher, den
berygtede udgiver af det nazistiske blad, Der Stürmer, følgende
vidneudsagn, da han blev spurgt, om han havde hjulpet til med at udvikle
Tysklands racelove:
Den anklagede (Streicher): Ja, ... jeg havde skrevet, at enhver blanding
af tysk og jødisk blod skulle undgås i fremtiden. Jeg skrev artikler i
denne retning og jeg har altid gentaget, at vi måtte tage
207
den jødiske race, eller det jødiske folk, som model. Jeg har altid
gentaget, i mine artikler, at jøderne skulle betragtes som en model for
andre racer, for de har givet sig selv en racelov, Moseloven, som siger:
"Hvis du går ind i fremmede lande, må du ikke tage udenlandske
hustruer." Og det, mine herrer, er af stor betydning for vurderingen af
Nürnberg-lovene. Det var disse jødiske love der blev taget som model. Da
den jødiske lovgiver, Ezra, århundreder senere så, at mange jøder, på
trods af dette, havde giftet sig med ikke-jødiske hustruer, blev disse
ægteskaber brudt. Dette var oprindelsen til jødedommen som, takket være
sine racelove, overlevede i århundreder, mens alle de andre racer og
kulturer blev ødelagt.
Den
opvågnen, der fandt sted i Europa i Det 19. og 20. Århundrede med hensyn
til racebevidsthed, voksede delvist frem på grund af tilstedeværelsen af
det jødiske folk. Der var ingen sorte eller orientalere i Europa, men
der var ingen mangel på jøder. Videnskabelige og sociale observatører
bemærkede, at deres karakter og udseende afveg fra de oprindelige racer
i Europa.
En
af de første store personligheder, der anerkendte racefænomenets
dynamiske effekt og skrev udførligt om det, var den britiske
premierminister, Benjamin Disraeli, der selv var af jødisk afstamning.
Han erklærede: "Racespørgsmålet er nøglen til verdenshistorien ... alt
er race, der er ingen anden sandhed." Lærde mænd, der historien
anerkendte racebegrebets rolle vidste, at den jødiske races styrke og
udholdenhed hvilede på dens etnocentrisme og dens forbud mod blandede
ægteskaber, hvilket havde gjort det muligt for den at overleve efter
2000 års sameksistens med ikke-jøder. Som Streichers vidnesbyrd viser,
havde de, der formulerede den europæiske raceideologi, lært en masse af
at studere jødiske institutioner og jødisk historie. Selv om zionisterne
og nazisterne så hinanden som dødsfjender, havde mange af de to
bevægelsers ledere meget ensartede idéer, og mange samarbejdede i
forfølgelsen af deres fælles mål.
Nationalsocialisterne ønskede deres egen nation fri for jødisk
indflydelse og zionisterne forsøgte at undgå assimilation med
ikke-jøderne og at få deres egen nation. (Selv i dag i det moderne
Amerika og Europa er de fleste større jødiske organisationer imod
blandede ægteskaber.) Ved første øjekast forekommer det utroligt, at
zionisme og nazisme til tider havde arbejdet sammen, men de historiske
beviser er afslørende og fascinerende. De fleste jøder i Europa, og i
resten af verden, var lidenskabeligt imod Hitler og det
nationalsocialistiske Tyskland. I virkeligheden erklærede World Jewish
Congress, som hævdede at tale på vegne af verdens jøder, økonomisk krig
mod Tyskland, allerede da Hitler kom til magten, i 1933, og de havde til
hensigt at gøre alt, i deres magt, for at ødelægge Tyskland og
nationalsocialismen.
Inden for det jødiske samfund var der dog mange zionister, der så
Tysklands antisemitiske politik som en støtte til skabelsen af den
jødiske stat. De så politikken som en opmuntring til emigration til
Palæstina og til en forøget jødisk vrede og solidaritet. Og interessant
nok opfattede de Hitlers racetænkning som analog til,
208
hvad de selv ønskede for deres eget folk. For disse jøder tjente
hemmelige aftaler, mellem zionisterne og nazisterne, begge parters
interesser.
Storbritannien havde problemer med at klare den øgede jødiske
indvandring i Palæstina i 1930'erne, da det forårsagede stærk uro i de
arabiske sektorer af mandatet. For at mindske spændinger forsøgte
briterne at begrænse jødisk indvandring til Palæstina. Ind i denne
situation trådte så Hitler og Nazi-Tyskland. Hitler havde
betænkeligheder ved, at Israel blev et center for international jødisk
magt på samme måde som Sovjetunionen var blevet det for den
internationale kommunisme. Selv om han havde betænkeligheder ved at
skade de tyske forbindelser med den arabiske verden, så han udvandring
af jøder fra Tyskland og hele Europa som værende af afgørende betydning.
Efter hans mening kunne en jødisk stat i Palæstina være en praktisk
destination for Europas jøder, skønt han foretrak øen Madagaskar, der
var langt mindre befolket og større.
Fra
de første dage af Hitlers vej til magten søgte den ledende zionistiske
organisation i Tyskland fælles fodslag med ham. Få måneder efter, at
Hitler var blevet kansler, præsenterede Tysklands zionistiske føderation
ham for en erklæring som foreslog, at zionismen kunne løse
"jødespørgsmålet."
I grundlaget for den nye stat, som har proklameret raceprincippet,
ønsker vi at tilpasse vores samfund til disse nye strukturer ….
Vores anerkendelse af den jødiske nationalitet giver os mulighed for at
etablere tydelige, og oprigtige, relationer med det tyske folk og dets
nationale, og racemæssige, realiteter. Netop fordi vi ikke ønsker at
undervurdere disse grundlæggende principper, fordi vi også er imod
blandede ægteskaber og for opretholdelse af renheden af den jødiske
gruppe….
…. Zionismen mener, at genfødsel af det nationale liv for et folk, som
det nu sker i Tyskland, gennem fokus på dets kristne ,og nationale,
karakter, også må ske i den jødiske, nationale, gruppe. Også for det
jødiske folk skal national oprindelse, religion, fælles skæbne, og en
følelse af dets egenart, være af afgørende betydning for udformningen af
dets eksistens. . .
.... Vi er ikke blinde for det faktum, at et jødisk spørgsmål eksisterer
og vil fortsætte med at eksistere. Jødernes unormale situation
resulterer i svære ulemper for dem, men også vanskeligt acceptable
betingelser for andre folkeslag.
Joachim Prinz, en tysk zionist, som emigrerede til De Forenede Stater og
som senere blev leder af American Jewish Congress, skrev i sin bog
Wir Juden ('Vi jøder')
fra 1934, at den nationalsocialistiske revolution i Tyskland betød
"Jødedommen for jøderne." Prinz skrev senere også nedgørende om Adolf
Hitlers opfattelse af betydningen af race men viste, hyklerisk nok,
ingen modvilje mod at reklamere for sin egen "jødiske race."
Vi ønsker assimilation erstattet af en ny lov: erklæringen om at tilhøre
den jødiske nation og den jødiske race. En stat, der bygger på
princippet om renheden af nation og race kan kun æres og respekteres af
en jøde der erklærer, at han hører til hans egen slags ... Ingen
209
kneb kan redde os nu. I stedet for assimilation ønsker vi et nyt
koncept: anerkendelse af den jødiske nation og den jødiske race.
I
den moderne zionismes centrale bog, Den jødiske stat, fastholdt
Theodore Herzl, at jøderne var meget mere end et religiøst samfund, de
var et folk. Herzl brugte selv det velkendte tyske
racialist*-ord, Volk,
til at beskrive dem. Volk var også et af Hitlers yndlingsord. Med det
beskrev han sin idéelle stat, den "Völkische Staat." Herzl skrev, længe
før Hitler kom til, at antisemitisme er en naturlig reaktion på jøder
fra ikke-jøders side. Han talte for en selvstændig stat som det eneste
rigtige svar på konflikten.
Det jødiske spørgsmål findes, uanset hvor jøder bor i et påfaldende
antal; hvor det ikke eksisterer, bringes det ind med tilrejsende jøder.
. . . Jeg tror, jeg forstår antisemitisme, som er et meget komplekst
fænomen. . . Jeg betragter denne udvikling som jøde, uden had eller
frygt. . . Det er et nationalt spørgsmål. For at løse det skal vi, frem
for alt, gøre det til et internationalt politisk spørgsmål... en endelig
løsning af Det jødiske Spørgsmål.
Den
førende tyske zionistiske avis, Jüdische Rundschau, gik endda, i
1935, så langt som til at udtrykke anerkendelse af "Nürnberglovene", der
udpegede jøder som en fremmed nationalitet, og forbød blandede
ægteskaber og seksuelle forbindelser, mellem tyskere og jøder.
Den nye lovgivning giver det jødiske mindretal i Tyskland sit eget
kulturelle liv, sit eget nationale liv. I fremtiden vil det være i stand
til at forme sine egne skoler, sit eget teater, og sine egne
sportsforeninger. Kort sagt, det kan skabe sin egen fremtid i alle
aspekter af det nationale liv. . .
Georg Kareski, den tidligere leder af det største jødiske samfund i
Vesteuropa (det i Berlin) og leder af den Zionistiske stats Organization
og Den jødiske kulturelle Liga, fremsatte følgende kommentar til det
berlinske dagblad, Der Angriff, ved udgangen af 1935:
I mange år har jeg betragtet en fuldstændig adskillelse af de to folks
[jøder og tyskere] kulturelle anliggender som en forudsætning for at
leve sammen uden konflikter. . . . Jeg har længe støttet en sådan
adskillelse, forudsat at det er baseret på respekt for den fremmede
nationalitet. Nürnberglovene... forekommer mig, uafhængigt af deres
juridiske bestemmelser, helt at være i overensstemmelse med dette ønske
om et separat liv, baseret på gensidig respekt... Denne afbrydelse af
processen mod opløsning i mange jødiske samfund, som var blevet fremmet
gennem blandede ægteskaber, er derfor, set fra et jødisk synspunkt,
fuldt og helt velkommen.
Andre ledende zionister, i hele verden, talte på samme måde. Rabbiner
Stephen S. Wise, der var formand for American Jewish Congress og World
Jewish Congress, og som talte ved et møde i New York i 1938, sagde:
Jeg er ikke en amerikansk statsborger af jødisk tro, jeg er en jøde. Jeg
er en amerikaner. Jeg har været en amerikaner i 63/64-dele af mit liv,
men jeg har været en jøde i 4000 år. Hitler havde ret i én ting. Han
kalder det jødiske folk en race og vi er en race.
Ikke blot samarbejdede nazisterne og zionisterne med hinanden, de
samarbejdede aktivt op til, og endda under, Anden Verdenskrig. Den
nazistiske regering oprettede en serie på 40 landbrugscentre i hele
Tyskland for at uddanne unge jøder til kibbutzliv i Palæstina.
* 'racialisme' er overbevisningen om, at racer med forskelle eksisterer,
og at racer lever bedst i egne, selvstyrede, områder, adskilt fra
hinanden. Uden indbygget nedvurdering af andre racer. Dette udtryk står
altså herved i modsætning til multikultur og også til 'racisme', overs.
anm.
210
Den
støttede udvandring af jøder til Palæstina indtil dette blev forhindret
af krig. Den officielle SS-avis, Das Schwarze Korps, støttede
zionismen i sine ledere på forsiden.
SS
samarbejdede med Haganah, den zionistiske underjordiske
militærorganisation i Palæstina, med hjælp til jødisk udvandring og
skaffede endda smuglede våben til de zionistiske styrker. Trods
betænkeligheder fortsatte Hitler med at støtte zionistiske formål i
Palæstina.
Hitler fortalte sin hær-adjudant, i 1939, og igen i 1941, at han havde
spurgt briterne i 1937 om overførsel af alle Tysklands jøder til
Palæstina eller Egypten. Briterne afviste forslaget, sagde han, fordi
det ville forårsage yderligere uro i disse lande.
Da
den britiske regering blev mere restriktiv med jødisk indvandring i
Palæstina, i slutningen af 1930'erne, indgik SS en pagt med det
hemmelige zionistiske agentur, Mossad le-Aliya Bet, om at smugle jøder
til Palæstina. Som et resultat af dette samarbejdeøgedes jødisk
indvandring, både den legale og den illegale, fra Tyskland (herunder
Østrig) til Palæstina dramatisk i 1938 og 1939. 10.000 jøder blev
forberedt til udvandring i oktober 1939, men starten på krigen
forhindrede det. I løbet af 1940 og 1941, og så sent som i marts 1942,
bistod Tyskland stadig med indirekte jødisk udvandring til Palæstina, og
havde mindst én officielt autoriseret zionistisk "kibbutz"-træningslejr
i Tyskland for potentielle emigranter.
(se også "Secrets of the Mossad" i Barnes Review).
På
det økonomiske område, var Ha'avara overførselsaftalen mellem det
nazistiske Tyskland og Palæstinacenteret for World Zionist Organization
af afgørende betydning for den zionistiske sag. Det begyndte i 1933,
varede gennem samtlige år i 1930'erne og sikrede mulighed for overførsel
af jødisk rigdom til Palæstina. Gennem denne pagt gjorde Hitlers Tredje
Rige mere end nogen anden regering, i 1930'erne, for at støtte jødisk
udvikling i Palæstina.
Formentlig er det mest afslørende dokument med hensyn til visse
zionistiske fraktioners vilje til at indgå en alliance med Hitler det
tilbud, som blev givet i 1941 af Israels Frihedskæmpere, populært kaldet
"Lehi" eller Stern-banden. En af dens topfolk var Yitzhak Shamir, som
blev dens leder og chefterrorist efter Sterns død og som senere blev
Israels premierminister i 1980'erne. Stern-banden anså briterne for at
være zionismens største fjende, fordi Storbritannien forsøgte at
beskytte de indfødte palæstinenseres civile rettigheder og forsøgte at
bremse den trodsige jødiske indvandring.
Som
én af de mest fantastiske kendsgerninger i den moderne historie,
fremsatte Lehi faktisk et formelt forslag, til tyskerne, om en militær
alliance mellem den jødiske revolutionære organisation og nazisterne.
Faktisk foreslog de formelt at deltage i krigen på Tysklands side. Her
er dele af teksten i deres kommuniké til/med nazisterne.
211
De ledende statsmænd i Det nationalsocialistiske Tyskland har ofte, i
deres taler og udtalelser, understreget, at en Nyordning i Europa, som
en forudsætning, kræver en radikal løsning af Det jødiske Spørgsmål
gennem evakuering. ( "Jødefrit Europa")
Evakueringen af jødiske masser fra Europa er en forudsætning for at løse
Det jødiske Spørgsmål. Men den eneste måde, hvorpå dette helt kan opnås,
er gennem flytning af disse masser til det jødiske folks hjemland,
Palæstina, og gennem etableringen af en jødisk stat, inden for dens
historiske grænser.
Målet med den politiske aktivitet og Israels Frihedsbevægelse, Den
Nationale Militære Organisation i Palæstinas (Irgun Zvai Leumi)
mangeårige kamp, er at løse Det jødiske Problem på denne måde og dermed
helt befri det jødiske folk for evigt….
1. Fælles interesser kan eksistere mellem en europæisk Nyordning,
baseret på det tyske koncept, og det jødiske folks sande nationale
ambitioner, som de kommer til udtryk gennem NMO.
2. Samarbejde er muligt mellem det nye Tyskland og en fornyet, folke
('Volk')-baseret , national jødedom.
3. Oprettelsen af den historiske jødiske stat på et nationalt og
totalitært grundlag og bundet af traktat med det tyske rige, ville være
i den hensigt at bevare og styrke den fremtidige tyske magtposition i
Mellemøsten.
På grundlag af disse overvejelser, og på den betingelse, at det tyske
riges regering anerkender de nationale aspirationer hos Israels
Frihedsbevægelse, som nævnt ovenfor, tilbyder NMO i Palæstina at tage
aktivt del i krigen på Tysklands side.
Dette tilbud fra NMO kunne omfatte militær, politisk og informativ
aktivitet i Palæstina og efter visse organisatoriske foranstaltninger,
også udenfor ...
Der findes intet på skrift om den tyske reaktion på det fantastiske
forslag, men på det tidspunkt, da det blev tilbudt, havde Tyskland
allerede forpligtet sig til en pro-arabisk kurs i et forsøg på at
underminere Storbritanniens stilling i Mellemøsten.
Da
jeg første gang så dette dokument, bemærkede jeg de ideologiske ligheder
mellem zionismen og nationalsocialismen, helt ned til brugen af det
nazistiske yndlingsord "folk" (Volk) til beskrivelsen af grundlaget for
den stat, de ønskede at skabe.
Det
fascinerede mig at læse om en zionistisk hemmelig forståelse med det
nazistiske Tyskland. Zionist-nazist samarbejde har længe været en
beskidt lille hemmelighed – en hemmelighed, der siger en god del om det
ideologiske grundlag for Israel og om, til hvilke yderligheder,
zionistiske ekstremister ville gå for at sikre deres nye skabning.
Zionistisk fanatisme havde meget lidt respekt for menneskeliv, herunder
jøders, når det kom til oprettelsen af Israel. Israels første
premierminister, David Ben-Gurion, fremsatte følgende erklæring, da
tyske jøder var truet af Hitler.
Hvis jeg vidste, at det ville være muligt at redde alle børnene i
Tyskland ved at bringe dem over til England og kun halvdelen af dem ved
at transportere dem til Eretz Yisrael, så ville jeg vælge det andet
212
alternativ. For vi må indregne, ikke kun disse børns liv, men også
Israels Folks historie.
Hvis Israels første premierministers respekt for jødisk liv var sådan,
at han hellere ville se halvdelen af de jødiske børn i Tyskland dø end
transporteret til England, frem for Israel, hvor stor respekt kan man da
forvente, at han har for et palæstinensisk barns liv? Hvordan ville
verden reagere på en nazist, der sagde, at han hellere ville se
halvdelen af de jødiske børn dø, frem for blot at komme til et andet
land?
Et
andet klassisk eksempel på hans lave respekt for menneskeliv, endda
jødisk liv, kan ses i en terrorhandling, i 1940, som blev udført af
Ben-Gurion og øvrige grundlæggere af den zionistiske stat. Haganah, der
blev ledet af Ben-Gurion, sprængte et skib, fyldt med jøder, som var
flygtet fra Hitler, i luften. Briterne havde taget dem til Mauritius, i
stedet for at give dem mulighed for at gå fra borde i Haifa, Israel. For
at vække harme mod briterne, sprængte zionisterne skibet, i julen 1940,
og dræbte 252 jøder, samt skibets engelske besætningsmedlemmer. Hvis
nazisterne havde sprængt et skib , som var fyldt med flygtninge, i
luften, i farvandet ved Israel, ville Mossad have jagtet gerningsmændene
til verdens ende, om nødvendigt, så de kunne indbringes for den
israelske "krigsforbryder"-domstol. Der ville være god mediedækning og
årlig højtideligholdelse af den forfærdelige terrorhandling. I stedet
valgte Israel morderen som sin første premierminister.
Zionisme og nazisme er skabt over samme læst og deres faner er
blodbesudlede. Zionister er imidlertid meget dygtigere til reklame.
Israel: en racistisk stat
Den
10. november 1975 erklærede et plenarmøde i FN, at zionisme var en form
for racisme. Der rejste sig protesthyl, tværs over Amerika, og i hele
verden, fra de (igen, igen) fattige, forfulgte jøder. De var rasende
over, at en sådan anklage kunne blive rettet mod det "eneste sande
demokrati i Mellemøsten." Men hvad er zionisme da, hvis det ikke er
racisme? Selv David Ben-Gurion skrev i hans behandling af Menachem
Begins "hitlerisme": "Han kan beskyldes for racisme, men så vil man være
nødt til at stille hele den zionistiske bevægelse, som bygger på
princippet om en rent jødisk enhed i Palæstina, for en domstol."
Den
internationale konvention om afskaffelse af alle former for
Racediskrimination, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling i 1965,
er nu blevet ratificeret af de fleste medlemsstater. Artikel 1 i denne
konvention definerer begrebet racediskrimination således:
. . . enhver forskel, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling på
grundlag af race, hudfarve, afstamning eller national eller etnisk
oprindelse, hvis formål eller virkning er at ophæve eller svække den
ligelige anerkendelse, nydelse eller udøvelse
213
af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på det
politiske, økonomiske, sociale, kulturelle eller et hvilket som helst
andet område af samfundslivet.
Israel var, og er, en nation, som er oprettet udelukkende for jøder. I
den israelske "Lov om tilbagevenden," er en jøde defineret, ikke ved sin
religiøse overbevisning, men ved sin jødiske herkomst, dokumenteret ved
hans forældres afstamning. Selv om det er muligt for ikke-jøder at
konvertere til jødedommen, er hindringerne så store, at de
"konverterede" kun udgør en lille procentdel af den jødiske befolkning.
Mens jeg skriver disse linjer, befinder den jødiske ortodokse religion,
som er den statsanerkendte religion i Israel, sig i en større kontrovers
med amerikanske jødiske fraktioner, Reformjødedom og Konservativ
jødedom, fordi de ortodokse i Israel ikke engang vil anerkende
konverteringer fra disse to grene af jødedommen.
En
palæstinenser, der er født inden for grænserne af, hvad der nu Israel og
hvis familie har boet der i tusinder af år, før de blev tvunget ud af
den israelske hær, kan ikke vende tilbage til deres hjemland og blive
statsborgere i Israel. I modsætning hertil kan en ateistisk jøde, som er
født i New York City og som ikke taler hebraisk, immigrere til Israel og
blive givet et øjeblikkeligt statsborgerskab. Hertil kommer, at den
israelske regering tilbyder ham hjælp til bolig, leveomkostninger og
undervisning, foruden utallige andre fordele. I 1948 var næsten 94
procent af Israels landområde ejet af palæstinensere. Siden da er
palæstinensisk ejet jord blevet systematisk konfiskeret af den israelske
regering. Hovedparten af den palæstinensiske jord gik ind i, hvad Israel
kalder "National Jewish Fund" og blev ved lov erklæret som "Israels
land." Det er blevet "jødisk" jord, og ifølge loven kan det aldrig igen
blive solgt til en ikke-jøde, lejes ud til en ikke-jøde, eller dyrkes af
en ikke-jøde. En stor del af jorden er blevet givet, gratis, til jødiske
bosættere. Den zionistiske hær har tvunget palæstinenserne bort fra mere
end 350 byer og landsbyer i Israel og fra de besatte områder, hvorefter
deres hjem er blevet jævnet med jorden af bulldozere. Selv gamle
palæstinensiske kirkegårde er ofte blevet pløjet væk.
To
andre love vedrører Keren Kayemet ("National Jewish Fund" – loven, der
blev vedtaget den 23. november 1953) og Keren Hayesod ("Reconstruction
Fund" – loven, som blev vedtaget den 10. januar 1956). Formanden for den
israelske menneskerettighedsorganisation, Israeli Human Rights League,
doktor Israel Shahak*, professor ved Hebrew University of Jerusalem,
fortæller os i sin bog, The Racism of the State of Israel,
at der i Israel er hele byer (Carmel, Nazareth, Illith, Hatzor, Arad,
Mitzphen-Ramen, m.fl.), hvor det ved lov er forbudt ikke-jøder at leve.
Palæstinenserne, der forblev i Israel, blev tilsyneladende borgere, men
er ikke desto mindre udsat for intens diskrominering. De bliver givet
borgerskabs -identifikationskort, der ikke har israelsk
statsborgerskabsbetegnelse. Nationalitet er kun opført som enten arabisk
eller jødisk, hvilket åbner op for de mange diskriminerende områder af
politik i den jødiske stat. Der er separate boligområder og
boligkomplekser, skoler og rekreative faciliteter,
* døde i 2001, overs. anm.
214
hvor palæstinenserne ikke må opholde sig. Denne adskillelse er ikke blot
en de facto adskillelse, men regeringens officielle politik.
Israelsk lov anerkender ikke lovligheden af ægteskab mellem jøder og
palæstinensere, eftersom ægteskaber og andre aspekter af civilretten
afgøres ved religiøse domstole, der ikke anerkender sådanne ægteskaber.
Når jeg ser jøder, i de amerikanske medier, forherlige og opmuntre til
blandede ægteskaber mellem sorte og hvide, tænker jeg over deres hykleri
ved at yde støtte til en nation, der ved lov nægter at anerkende et
ægteskab mellem en jøde og en ikke-jøde. Som nævnt ovenfor forbyder
Israel endog deres præsteklasse, Cohannim, (Cohen-slægten) at indgå
ægteskab med en religiøs jøde, som har blot det ringeste spor af
ikke-jøde i sit blod. Dette er love, som er strengere, med hensyn til
ægteskab, end i Hitlers Tredje Rige.
Haim Cohen, en tidligere dommer ved Israels Højesteret, udtalte
... den bitre skæbnens ironi, som har ført til de samme biologiske og
racistiske love som blev udbredt af nazisterne og som inspirerede de
berygtede Nürnberg-love, der skal danne grundlag for definitionen af
jødedom inden for staten Israel.
Det er ganske interessant, når et respekteret medlem af den israelske
Højesteret siger næsten præcis de samme ting om jødisk racisme som
Julius Streicher, der er så voldsomt udskældt af jøder, gjorde under
Nürnbergprocessen*.
Det
er virkelig en verden vendt på hovedet, når den samme amerikanske
presse, og verdenspresse, der aldrig bliver træt af at fremmane billeder
af nazismens forbrydelser og ondskab, og i det hele taget ondskaben, der
siges at findes i enhver ansats til racebevidsthed, noget sted i verden
- på den anden side tiljubler og beundrer en jødisk racistisk og
nazi-lignende nation.
Som
den primære grundlægger af Israel, Ben Gurion, indrømmede det -
zionismen blev grundlagt på racistiske principper. Hvis nogen andre, end
en zionistisk leder, vovede at sige det samme som den israelske
grundlægger, ville hele verdens presse fordømme ham med vildskab. Hvis
jødiske racister, gennem deres magt i medierne og i regeringerne i den
vestlige verden, så effektivt kan skjule deres ekstreme racisme, så må
det at skjule deres terrorisme forekomme dem at være barneleg. Jeg havde
allerede lært en masse om de jødiske bolsjevikers terrorisme og
blodtørst i kommunismens spæde ungdom, men nu gik jeg mere grundigt i
gang med en undersøgelse af zionistisk terrorisme i Mellemøsten.
En
palæstinenser, jeg mødte i gymnasiet, leverede en af de mest rammende
bemærkninger, jeg nogensinde har hørt om den palæstinensiske konflikt.
Han fortalte mig, at "Jøden altid skriger i smerte, når han slår dig!"
* og blev henrettet efter Nürnbergprocessen for sin
racistiske propaganda.
Noter:
Truman, Harry S. (1945).
Som citeret fra Henry A. Wallace's dagbøger, fra hans papirer på Iowas
universitet. Inkluderet i Victory Laskys bog, It didn't Start
Watergate.
Halkin, Hillel. (1998).
Here to Stay.: An Unrepentant Zionist Reflects on his Aliyah. Moment.
s. 5.
Menuhin, Moshe. (1965).
The Decadence of Judaism in Our Time. New York: Exposition Press,
Inc. s. 159.
Ibid., s. 397.
Encarta Encyclopedia.
(1996). Funk and Wagnalls.
Brenner, Lenni. (1984).
The Iron Wall: Zionist Revisionism from Jabotinsky to Shamir.
Totowa, New Jersey.: Biblio Distribution Center.
Jabotinsky, V. The
Iron Wall: We and the Arabs.
Look Magazine.
(1962). 16. januar.
Barnes Review.
(1997). The Balfour Declaration
Encarta. (2006).
Balfour Declaration.
George, D.L. Memoirs
of the Peace Conference. s. 726.
Landman, S. (1936).
Great Britain: The Jews and Palestine. London: New Zionist Press.
s.3-6.
Grose, P. (1984).
Israel in the Mind of America. New York: Knopf. s.64.
Associated Press Online.
(1999). Balfour Author Was a Jew.
Encarta. Balfour
Declaration.
Retssagen mod de vigtigste krigsforbrydere ved Den Internationale
Militærdomstol. Nürnberg: 14. november 1945. 1. oktober 1946. Den
officielle franske tekst. 26. april 1946. Debatter. Bd. XII. D 321.
Daily Express.
(1933). Judea Declares War on Germany. 24. marts. s. 1.
Dawidowicz, L. (1976).
Memo af 21. juni, 1933. I: A Holocaust Reader. New York: Behrman.
s. 150-155.
Nicosia, F.R. (1985).
The Third Reich and the Palestine Question. Austin: University of
Texas. s. 42.
Niewyk, D.L. (1980).
The Jews in Weimar Germany. Baton Rouge. s. 94-95, 126-131, 140-143.
Nicosia, F.R. (1985).
The Third Reich and the Palestine Question. Austin: University of
Texas. s. 1-15.
Prinz, J. (1934). We
Jews.(Wir Juden.) Berlin:Erich Reiss.
Hohne, H. (1971). The
Order of the Death's Head. Ballantine. s. 376.
Herzl. T. (1970). The
Jewish State. New York: Herzl Press. s. 33, 35, 36.
Weckert, I. (1981).
Feuerzeichen: Die Reichskristallnacht. Tübingen: Grabert. s. 212.
Black, E. (1984). The
Transfer Agreement. New York: MacMillan. s. 73.
Herzl, T. (1897). Der
Kongress. Welt. 4. juni. Genoptrykt i: Theodor Herzl's
Zionistische Schriften (Leon Kellner, red.) Erster Teil, Berlin:
Jüdischer Verlag, 1920, s. 190 (og s. 139).
Rundschau. (1935). 17.
september. Citeret i: Yitzhak Arad s.m. Y. Gutman og A. Margaliot, red.
Documents on The Holocaust (Jerusalem: Yad Vashem. (1981). S. 82-83.
Kern, E. (1935).
Verheimlichte Dokumente. Der Angriff. München. (1988). 23.
december. s.148.
Nicosia, F. (1985)
Third Reich. s. 56.
Brenner, L. (1983).
Zionism in The Age of the Dictators. s. 138.
Margaliot, A. ((1977).
The Reaction….. Yad Vashem Studies Jerusalem. Bd. 12, s. 90-91.
Levine, H. (1975). A
Jewish Collaborator in Nazi Germany. Central European History.
Atlanta. September. s. 251-281.
Wise (1938). Dr. Wise
Urges Jews To Declare Selves As Such. New York Herald Tribune.
13. juni. s. 12.
Nicosia, F. (1935).
Das Schwarze Korps. 26. september. Citeret i: The Third Reich and
The Palestine Question (1985). s. 56-57.
Nicosia, F. (1985).
Third Reich. s. 63-64, 105, 219-220.
Nicosia, F. (1985).
Third Reich. s. 141-144.
Wistrich, R. (1985).
On Hitler's Critical View of Zionismin Mein Kampf. Se Bd. 1, Kap.
11. Citeret i: Hitler's Apocalypse. s. 155.
Nicosia, F. (1985).
Third Reich. s. 26-28.
Kotze, H.V. (1974).
Heeresadjutant Bei Hitler. Stuttgart. s. 65, 95.
Arad, Y. (1981).
Documents On The Holocaust. s. 155.
Barnes Review.
(1995). Secretsof the Mossad. Sept. s. 11.
Feilchenld, W. (1992).
Haavara-Transfer Nach Palästina. Tübingen: Mohr/Siebeck.
Yisraeli, David (1971).
The Third Reich and The Transfer Agreement, Journal of Contemporary
History. London. No. 2. s. 129-148.
Encyclopedia Judaica.
(1971). Haavara. Bd. 7. s. 1012-1013.
Nicosia, F. (1985).
Third Reich. s. 44-49.
Hilberg, R. (1985).
The Destruction of the European Jews. New York: Holmes & Meier.
S.140-141.
Levy, R.S. (1984).
Commentary: Sept. , 68-71, 32
Originalt dokument i det
tyske Auswärtiges Amt Archiv, Bestand 47-59, E 224152 og E 234155-58.
Yisraeli, D. (1974).
The Palestine Problem in German Politics 1889-1945. Israel. s.
315-317.
Polkhen, K. (1976). The
Secret Contacts. Journal of Palestine Studies. Spring-Summer, s.
78-80.
Yoar-Gelber.(1939-1942).
Zionist Policy and The Fate of European Jewry. Yad Vashem Studies.
Bd. XII, s. 199.
Rosenblum, H. (1958).
Yediot Aahronot. Jewish Newsletter. New York. November.
Bar Zohar. (1966). Le
Prophète Armé: Ben Gurion. Fayard. Paris. s. 146.
Forenede Nationers Generalforsamling. (1965). Den internationale
Konvention til afskaffelse af alle Former for Racediskrimination.
Shahak, I.. The
Racism of the State of Israel. s. 57.
Badi, J. (1960).
Fundamental Laws of the State of Israel. New York. s. 156.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
