Geert Wilders: Israels mand i Europa
Mange højrenationale sætter i disse tider deres lid til parti- og
foreningsledere rundt omkring i Europa såsom hollandske Geert Wilders fra
PVV eller engelske Tommy Robinson fra english defence league. De
skulle angiveligt være vor tids sidste tilbageværende håb til at dæmme op
for masseindvandringen, – eller nærmere betegnet det, som med et nutidigt
begreb forstås som ”islamiseringen af Europa”, efter at de etablerede
partier nu har svigtet. Men er det nu også klogt at satse på disse kort,
hvis man er nationalsindet europæer, der ønsker at bevare og genopbygge
resterne af den vestlige civilisation?
Når man kigger nærmere på denne Geert Wilders, der jo er blevet udskreget
til at være det nationale Europas sidste håb som en fælles samlingsfigur til
at forene kræfterne, er der dog en hel del iøjnefaldende ting, der får
alarmklokkerne til at ringe. Det, som før hed ”indvandring” er i dag blevet
til ”islamisering”, hvilket Wilders understreger til hudløshed. Den
traditionelle højrefløj er derfor med Wilders gået hen og blevet
mainstream, hvor underligt det end lyder. Traditionelle nationale dyder
er blevet opgivet til fordel for ”islamkritik”. Nationale kerneværdier såsom
familien er blevet erstattet af ”bøsserettigheder” og ”kvindekvoter” hos de
såkaldt højreorienterede partier. Al indvandring hilses desuden velkommen af
denne bølge af nye højrepartier med Wilders som bannerfører, så længe den
blot ikke kommer fra de ”onde” muslimske lande.
Rent faktisk er der ikke særligt meget højreorienteret over Wilders’ politik, når man kiger den nærmere efter i sømmene; de fleste lighedstræk deler han således ikke med de traditionelle højrepartier, men faktisk nærmere med den venstreorienterede politiske gren ”the liberals” i USA, New Left, som man på dansk vel nærmest kan kalde den venstreorienterede, akademiske elite. Det er disse jakkesæt fra fra det amerikanske universitetsmiljø, som kan finde på at plædere for den amerikanske intervention i Afghanistan med det argument, at den ville betyde en hurtig spredning af de postmoderne vestlige demokrati-begreber (!!). Som et eksempel kan nævnes den amerikanske forfatter Paul Berman, som i sin bog Terror and Liberalism forsvarer de amerikanske troppers tilstedeværelse i Afghanistan med at de vil medføre øgede kvinderettigheder [sic!]. I samme boldgade finder man det af Bush-administrationen opfundne begreb ”islamofascisme”, som det så af al vold og magt gælder om at bekæmpe, undtagen (selvfølgelig) de islamofascistiske lande, som USA skal bruge til geopolitiske interesser, især Saudi Arabien, som går fri af samtlige bomber. Ikke så underligt, at Wilders i samme overbevisning ønsker at sidestille Mein Kampf med Koranen, som han ligeledes ønsker forbudt. En decideret højreekstremist ville have undgået en sådan sammenligning.
Og samtidig med den indædte islammodstand spinder Wilders stærke bånd til
Israel: Ved alle de forskellige interventionskrige i Mellemøsten fra
USA/NATO’s side til først og fremmest at sikre Israels interesser var
Wilders blandt de fremmeste fortalere, herunder ved den nuværende hetz mod
Iran. Det samme i øvrigt ved stort set alle andre NATO-interventioner i
andre landes anliggender på den globale scene, navnlig angrebet på Serbien i
1999. Israel gælder således for Wilders & Co. som et ”bolværk” for
demokratiet, ytringsfriheden og den moderne, vestlige verden som en ø
omringet af ”islamofascister”. Wilders udtrykker dette bedst med ordene ”jeres
krig er vores krig” rettet mod Tel Aviv. Andre af Wilders’ frontkæmpere
har sat det mere på spidsen: ”falder Israel, så falder Europa”,
hvordan de så end er nået frem til det? Af samme årsag benytter avisen
Jerusalem Post da også enhver lejlighed til at skamrose denne deres loyale
forkæmper i det hollandske parlament, nu hvor han jo har svoret dens
hjemland ubetinget troskab. Én af JP’s skribenter, David Horowitz, er da
også ovenud henrykt for Wilders’ verbale opbakning til Israels diverse krige
mod palæstinenserne, Wilders’ islamkritiske film Fitna blev vist i Jerusalem
med overvældende succes. Således mener Wilders at kunne spå, at der ”ikke
vil komme nogen fred ud af en tostats-løsning i Mellemøsten”. Desuden
mener han at vide, at der jo ”allerede findes én palæstinensisk stat:
Jordan”. Aha? Så de få tilbageværende palæstinensere skal altså m.a.o.
bare deporteres til Jordan, efter at Israel nu har taget deres land? Hvilken
genial løsning! Selveste Stalin ville have været imponeret. Godt, at Wilders
ikke vedtager lokalplaner i Danmark.
Wilders’
”venner” i England: Læg mærke til det israelske flag
For at forstå disse transformationer af det traditionelle europæiske
højre over imod en pro-zionistisk retning med Wilders som bannerfører
starter vi i hans ungdom: For Wilders rejste nemlig allerede som ung ideolog
til Israel, hvor han var udstationeret i en moshav – altså et jødisk
bosættelsesprojekt i stil med en kibbutz – hvor han deltog aktivt i
arbejdet. Både moshav og kibbutz er eksempler på den zionistiske
besættelsespolitik, hvor andre folks lande bliver indlemmet i strid med
folkeretten og de overenskomster, som Israel har underskrevet.
Geert
Wilders som ung i en israelsk Moshav. Dengang havde han endnu ikke fået
afbleget håret.
Wilders har siden da været i Israel talrige gange, som
næsten må betregnes som hans andet hjem. Han har direkte udtalt at han
stadigvæk er forelsket i Israel. Desuden kom han regelmæssigt i den
israelske ambassade i Den Haag, mens han var udenrigspolitisk talsmand for
partiet VVD. Møderne var så tilrettelagte og hyppige, at en ansat i det
hollandske udenrigsministerium ikke var i tvivl om at Wilders blev
informeret systematisk af den israelske ambassade, hvilket fremkaldte
gisninger i Holland om hvorvidt Wilders måske var israelsk spion? Desuden er
hans valg af livsledsager åbenbart i god overensstemmelse med hans
geografiske tilbøjeligheder, for ifølge
denne
kilde er hans kone Krisztina Marfai en ungarsk jødinde, hvilket også
nævnes under linket før. Dette vil medføre, at Wilders’ eventuelle børn vil
blive jøder ifølge jødernes egen definition (man er jøde, hvis ens mor er
jøde). Desuden nævnes det i ovenstående video, at Wilders havde en jødisk
bedstemor. Hvis dette var på hans mødrene side, betyder dette ifølge
definitionen, at Wilders selv er jøde.
Således aner man måske årsagerne til Wilders’ præferencer overfor landet
Israel og jødedommen i det hele taget: Personlige interesser spiller ind i
billedet. Wilders’ kærlighed til Israel og det jødiske folk overalt i verden
gør ham til en perfekt foregangsmand for den internationale zionisme (ͻ:
krig til fordel for jødiske interesser). At han samtidig fremstår som
højrepopulist og nationalsindet betyder dermed en radikal
ændring af disse koncepter. For Wilders er nemlig ingen af delene. Her
tænker jeg på et konkret eksempel, hvor nogle reklameplakater var blevet
taget ned nær et muslimsk domineret kvarter i Holland, fordi der var
afbildet halvnøgne kvindekroppe på dem. Wilders var ovenud rasende og kaldte
det endnu et eksempel på ”islamiseringen” af Holland. En klassisk patriot
ville heller ikke have brudt sig om at få smækket dette symbol på dydernes,
moralens og kernefamiliens forfald midt op i fjæset. Og så er det herved
underordnet, om man i øvrigt samtidig er modstander af den muslimske
indvandring eller ej. Lignende eksempler er talrige, hvor indvandringen fra
3. verdens lande som sådan ikke fremstilles problematisk, men udelukkende
den fra de muslimske lande. Alt sammen på grund af den ændring, som de
pro-zionistiske kræfter har trukket ned over den klassiske højrefløj:
Indvandringsmodstand er blevet til ”islamkritik”. Nationalisme er blevet til
”vestlige værdier”. Dyder og moral er blevet til ”ytringsfrihed og
menneskerettigheder”.
Og det er netop af denne
årsag at vi ser disse mærkelig, til tider groteske konstellationer blandt
vore dages højrefløj: De konservative begynder at kritisere burka/tørklæde
af hensyn til ”kvindefrigørelse”. Nationale partier angriber Pakistan for
deres overgreb mod kristne og ”minoriteter”. Konservative kommentatorer
begynder at kritisere Tyrkiet for dets diskrimination af bøsser og manglende
”kvinderettigheder” samt plædere for en udbredelse af vestlige værdier og
ytringsfrihed i den muslimske verden osv. osv. osv. … alt sammen blot et
udtryk for den transformation der har fundet sted af det europæiske højre
med Wilders og Israel som toneangivere. Den nye europæiske højrefløj med
Wilders som galionsfigur har nærmet sig venstrefløjens mærkesager, som de
kommer til udtrykket i New Left bevægelsen og dens disciple i
Europa: Forsvar af demokrati og ytringsfrihed overalt på jorden – om
nødvendigt med vold og magt.
Wilders
i synagoge i Palm Beach, Florida.
Et andet godt eksempel på denne transformation af den europæiske
højrefløj kommer i øvrigt også fra Holland i form af den myrdede Pim
Fortuyn. Han gælder i dag som martyr for de nye islamkritiske
højrebevægelser, men Fortuyn selv var i sin levetid alt andet end
højreorienteret på trods af hans islamkritik; i sine unge dage var han
således erklæret kommunist og studerede Lenin og Marx indgående. Og som
praktiserende homoseksuel stod han nærmest i kontrast til klassiske,
patriotiske dyder med kernefamilien som omdrejningspunkt. I et interview
indrømmede han således , at han i sin tilværelse havde opholdt sig langt
oftere i en bøssebars darkroom end i en kirke. Traditionel
højreideologi ser anderledes ud. For slet ikke at tale om de europæiske
defense league-bevægelser, udsprunget af den engelske EDL. Lederen
Tommy Robinson er gentagne gange blevet taget i at lovprise
”mangfoldigheden” (diversity) ved racernes forening imod islam
og desuden hylde det multikulturelle samfund. Se især
denne video, hvor han direkte udtaler at diversity is our strength,
henvendt til all the black and brown faces in the crowd. Med sand
europæisk patriotisme har dette ikke meget at gøre.
Tommy
Robinson: Det israelske flag, to jøder og en sort
For først og fremmest er der jo den indvending imod det, som Wilders
kalder vores fælles jødisk-kristne kulturarv i Europa (som det
gælder om at forsvare mod islam), at den ikke findes: Der har aldrig
eksisteret nogen fælles jødisk-kristen kultur i Europa, men derimod
udelukkende en jødisk og en kristen kultur. Grundlaget for den vestlige
civilisation er den europæiske
kulturarv. Den jødiske kultur har ganske vist bibeholdt sig intakt
gennem århundreder i Europa, men har aldrig bidraget konstruktivt til
skabelsen af søjlerne for det, som vi i dag kalder Vesten. Myten om en
fælles jødisk-kristen kulturarv opstod først efter holocaust/shoah og blev
båret frem af personer såsom netop Wilders. Før det var der ingen
samhørighed mellem de to kulturer; jøderne levede for sig selv i århundreder
i Europa uden at blive integreret og tog kun del i samfundet ved at benytte
dets institutioner. Dernæst overser Wilders jo fuldstændigt, at den
islamisering og islamofascisme, som han ønsker at standse af
hensyn bl.a. jøderne, jo overhovedet er blevet sat i gang og fremskyndet af
netop fremtrædende jøder. Her nævnes blot
Barbara Spectre, der bliver betalt af den svenske stat for at fremme
multikulti og underminere Sverige ud fra en judaistisk indfaldsvinkel.
Herhjemme kan nævnes personer som især brd. Melchior. At jøderne i Europa
overvejende går ind for multikulti/islamisering er noget, som Wilders
åbenbart har valgt at vende det blinde øje til.
Så her står vi så nu, med Wilders & Co., der skulle
udgøre det store nationale ”håb” til at frelse Europa for den tredje verdens
magtovertagelse og et angiveligt anarkistisk dommedagsscenarie med
borgerkrig, men som i virkeligheden blot har transformeret højrefløjen til
en skygge af sig selv. Wilders & Co. med deres pro-zionistiske krige og
bombardementer af andre lande til fordel for Israel, deres gay parades
i gaderne og bøsseægteskaber, deres feminisme og kvindekvoter, deres
”menneskerettigheder i Pakistan”, deres tørklæder og deres kritik af
pige-omskæring i Somalia, deres frie indvandring til Europa fra hele verden
så længe den blot ikke består af muslimer. Transformationen ser man tydeligt
ved et parti som Dansk Folkeparti, der kan gå i selvsving over ting som
burka, og samtidig har tilladt eksplosion af indvandrere mens de har haft
regeringsindflydelse. Wilders har om nogen været rottefængeren fra Hameln,
der samler og fører de nationalsindede europæere ud over afgrundens rand med
sit lokkende fløjtespil. Wilders har bildt europæerne ind, at man kan slukke
bålet med benzin. Og mange tror på det.
