En ny glose : holocaustbenægtere har vundet indpas i de
danske avisspalter. Det er typer, "der stormer frem på
internettet" oplyser redaktørerne hændervridende og
lader forstå, at der er tale om nynazister, der vil
skrive verdenshistorien om. Nogle aviser kræver forbud
og kraftige modforholdsregler. Andre, som Jyllandsposten
forkynder fromt, at det eneste, der duer, er Oplysning .
oplysning - oplysning !
Det er vi enige i, og formelt er der bred enighed om
dette, men det viser sig, at der er lige så bred
uenighed om, hvad der skal oplyses.
For det første ; hvad er holocaust ? Straks efter krigen
blev det påstået, at så meget som 26 mio. jøder var
blevet myrdet af nazisterne under krigen. Så mange
fandtes ikke i hele verden. Og så samlede man sig
efterhånden om tallet 6 mio., et magisk tal, som
allerede var blevet nævnt straks efter Første
Verdenskrig; men det kunne nazisterne jo ikke have noget
at gøre med. De 6 mio. har man siden stort set holdt sig
til og gør det stadig. Tallet påpeges, så vidt muligt,
næsten daglig af så godt som alle aviser. Og derfor har
vi vel så godt som alle sammen troet på det.
Men gennem en tredjedel århundrede er det også blevet
hævdet, at 4 mio af de seks blev myrdet i gaskamre i den
samstemmigt udpeget værste af alle k-z-lejrene,
Auschwitz-Birkenau. Det har vi heller ikke haft grund
til at betvivle.
Men om denne ikke uvæsentlige andel har opfattelsen i de
senere år ændret sig dramatisk. De fleste aviser og
opslagsbøger påstår nu, at tallet snarere skal være 1
end 4 mio. og indrømmer, at en stor del af antallet
dødsfald har haft naturlige årsager. Men tallet 6 mio.
holder man fast ved. Hvordan kan dette hænge sammen ?
Denne gåde har gjort, at mange, der søgte svar på
spørgsmålet, opdagede, at der overhovedet ikke
eksisterer seriøs litteratur om emnet på dansk. Men
søger man sig til udlandet, finder man en omfattende
historisk litteratur, der bringer forklaringen. Der er
man omsider kommet i gang med at gøre op med krigstidens
propagandavinklinger.
Som et lille land, der måske kun på et hængende hår
opnåede at blive anerkendt som tilhørende den sejrende
koalition, er vore toneangivende opiniondannere ivrige
efter at bedyre, at de fuldt og helt tilslutter sig de
deklarationer som den vindende part så sig foranlediget
til at udstede efter, at sejren var vundet.. Det kan i
hvert fald være en årsag til, at alle danske media og
levebrøds-historieforskere slår vagt om historiebilledet
ved og straks efter krigens afslutning.
Men forskere ude i verden er blevet mindre konforme.
Fremragende franske, engelske, amerikanske og canadiske
- såmænd også tyske - forskere indså tidligt, at
krigstidens vinklinger måtte efterprøves. Det førte til
en i lange stykker revideret historieskrivning. Deraf
navnet "Revisionisme". Trods hadsk modstand omfattende
mord og attentater har revisionismen etableret sig især
i engelsktalende områder. Og herhjemme har den ført til,
at man har reduceret tabstallet for Auschwitz-Birkenau
til en fjerdedel eller mere. Er man holocaustbenægter,
hvis man accepterer dette, findes der i dag et meget
stort antal benægtere - ikke bare på internettet. Selv
de mest skinhellige blade vakler på dette punkt; men
klamrer sig til tallet 6 mio. Dette tal må ikke røres.
De, der indser, at der må være noget galt, har det
svært, fordi der ikke findes revisionistiske arbejder på
vort eget sprog.
Vi håber dette skrift vil hjælpe lidt på dette.
Forfatteren, den engelske professor Richard Verrall, er
en af pionererne, der skabte gennembruddet for den ny
forskning i 70'erne. Men han passer på at hylde sin
store forgænger, den franske professor Paul Rassinier,
der mere end, og før nogen anden, har krævet respekt for
kendsgerninger og slået hul på mytologernes blinde
tiltro til "vidneberetninger".
I "efterskriftet" peger vi kort på de vigtige
eftervirkninger, den lille bog fik. Bogen er ypperlig
historieskrivning og i sig selv et stykke historie.
