Benjamin Freedman taler ud - en jødisk afhopper advarer Amerika

Benjamin Freedman taler ud
- en jødisk afhopper advarer Amerika

Indledende forklaring: Den nu afdøde Benjamin H. Freedman var en af det tyvende århundredes mest fascinerende og forbavsende personligheder. Freedman, født 1890, var en succesfuld jødisk forretningsmand i New York, og han var på et tidspunkt vigtigste indehaver af Woodbury Soap Company. Han brød med den organiserede jødedom efter den jødisk-kommunistiske sejr i 1945 og viede resten af sit liv og den altovervejende del af sin betydelige formue (mindst 2,5 millioner dollar) til at afsløre det jødiske tyranni, der havde indhyllet De forenede Stater. Han vidste, hvad han talte om, fordi han selv havde været med i toppen af den inderkreds i de jødiske organisationer og i de jødiske intriger, der skulle erobre magten [over USA]. Freedman var personlig bekendt af Bernard Baruch, Samuel Untermeyer, Woodrow Wilson, Franklin Roosevelt, Joseph Kennedy, John F. Kennedy samt mange andre af de store navne, der har bestemt dette århundredes gang. Det følgende foredrag blev holdt for et patriotisk publikum i 1961 på Willard Hotel i Washington D.C. på foranledning af Conde McGinley´s patriotiske blad fra den tid - "Common Sense". Selv om dette vidtfavnende og improviserede foredrag på mindre betydningsfulde punkter er blevet forældet, er Freedmans vitale besked til os - hans advarsel til Vesten - mere påtrængende nu end nogensinde tidligere

Her i De Forenede Stater har zionisterne og deres religions-fæller fuldstændig kontrol over vor regering. Af mange grunde - for mange og for komplicerede til at komme ind på her - regerer zionisterne og deres religions-fæller De Forenede Stater som om de var de absolutte monarker i landet. I vil måske sige, at det er en meget stærk påstand, men lad mig vise Jer, hvad der skete, mens vi alle sov.

Hvad skete der? Første Verdenskrig brød ud i sommeren 1914. Der er kun få personer her, der er på alder med mig, og som kan huske det. Denne krig førtes på den ene side af Storbritannien, Frankrig og Rusland; og på den anden af Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet.

På to år havde Tyskland vundet den krig: Ikke kun tilsyneladende men rent faktisk. De tyske ubåde, der var en stor overraskelse for verden, havde fjernet alle konvojerne fra Atlanterhavets overflade. Storbritannien stod nu dér, uden ammunition til sine soldater og med én uges madforsyning tilbage, og derefter - sultedød. På det tidspunkt havde den franske hær gjort mytteri. Den havde mistet 600.000 af den franske ungdoms blomst under forsvaret af Verdun ved Somme-floden. Den russiske hær var i oprør. De samlede deres grej op og ville hjem, og de kunne ikke lide zaren. Og den italienske hær var brudt sammen.

Ikke ét skud var blevet affyret på tysk jord. Ikke én fjendtlig soldat havde krydset grænsen ind til Tyskland. Og på trods heraf tilbød Tyskland England fred. Det tilbød England forhandlingsfred på basis af det, advokater kalder status quo ante . Det betyder: "Lad os stoppe krigen og lade alt være, som det var før krigen startede." England overvejede i sommeren 1916 dette tilbud - alvorligt. Det havde intet valg. Det var enten at acceptere denne forhandlingsfred, som Tyskland storsindet tilbød, eller fortsætte med krigen og blive totalt besejret.

Medens dette foregik, besøgte de tyske zionister, der repræsenterede Østeuropas zionister, det britiske krigsministerium og - (jeg vil her gå hurtigt frem, for det er en lang historie, men jeg har alle de dokumenter der skal til for at bevise enhver påstand, jeg fremsætter) - de sagde: "Hør her. I kan endnu vinde denne krig. I behøver ikke give op. I behøver ikke tage mod den forhandlede fred, som Tyskland tilbyder Jer. I kan vinde denne krig, hvis De forenede Stater vil komme ind som Jeres allierede." De forenede Stater var ikke med i krigen på dette tidspunkt. Vi var friske; vi var unge; vi var rige; vi var stærke. De fortalte England: "Vi vil garantere Jer at bringe De forenede Stater ind i krigen som jeres forbundsfælle, og kæmpe på Jeres side, hvis I vil love os Palæstina efter I har vundet krigen". Med andre ord, lavede de denne handel: "Vi vil få USA ind i denne krig som jeres allierede. Prisen, I må betale er Palæstina, efter I har vundet krigen og besejret Tyskland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet". Imidlertid var sagen den, at England havde lige så meget ret til at love Palæstina til nogen, som USA ville have til at love Japan til Irland på grund af et eller andet. Det er ganske absurd, at Storbritannien, der aldrig havde nogen forbindelser, interesser eller rettigheder i det, der er kendt som Palæstina, skulle tilbyde området, som rigets mønt, til zionisterne for at bringe USA ind i krigen. Ikke desto mindre gav de dette løfte i oktober 1916. Og ganske kort herefter - jeg ved ikke, hvor mange hér husker det - trådte De forenede Stater, som var næsten helt og holdent pro-tysk, ind i krigen som Storbritanniens allierede.

Jeg siger, at De forenede Stater var næsten helt og holdent pro-tysk, fordi aviserne hér var kontrolleret af jøder, banklederne var jøder, alle massekommuikationens medier i dette land var kontrolleret af jøder; og de, jøderne, var pro-tyske. De var pro-tyske, fordi mange af dem var kommet fra Tyskland, og også fordi de ønskede at se Tyskland slå zaren. Jøderne kunne ikke lide zaren, og de ønskede ikke, at Rusland skulle vinde denne krig. Disse tysk-jødiske bankfolk, som Kuhn Loeb og de andre store bankforetagender i USA nægtede at finansiere Frankrig eller England med så meget som én dollar. De vendte sig bort og de sagde: "Så længe Frankrig og England er forbundet med Rusland - ikke så meget som en øre!" Men de øsede penge ind i Tyskland, de kæmpede på Tysklands side mod Rusland, i forsøg på at slå zarens regime ud.

Disse selv samme jøder tog til England og de lavede denne handel, da de så muligheden for at få Palæstina. På dette tidspunkt ændrede alt sig, fuldstændig som et trafiklys, der skifter fra rødt til grønt. Dér, hvor alle aviserne før havde været helt pro-tyske, hvor de havde haft travlt med at fortælle folk om de vanskeligheder, Tyskland havde med at bekæmpe England handelsmæssigt og på andre områder, var tyskerne pludselig det rene skidt. De var slyngler. De var "hunner". De skød Røde Kors-sygeplejersker. De skar babyers hænder af. De var simpelthen ingenting værd. Kort tid herefter erklærede præsident Wilson krig mod Tyskland.

Zionisterne i London havde sendt telegrammer til De forenede Stater, til højesteretsdommer Brandeis, der lød: "Arbejd på præsident Wilson. Vi er ved at få, hvad vil vil have fra England. Nu skal I gå i gang med at arbejde på præsident Wilson og få USA ind i krigen." Det var sådan USA kom med i krigen. Anden interesse i den havde vi ikke; Vi havde ikke nogen større ret til at være med i den, end vi i aften ville have til at være på månens bagside i stedet for i dette lokale. Der var overhovedet ingen grund til, at Første Verdenskrig skulle være vores krig. Vi blev presset ind i - hvis jeg må være lidt vulgær, blev vi svindlet og "rullet" ind i den krig alene for, at zionisterne kunne få Palæstina. Det er en ting De forenede Staters borgere aldrig er blevet fortalt. De anede aldrig hvorfor vi kom med i Første Verdenskrig.

Efter vi var kommet med i krigen tog zionisterne så til Storbritannien og der sagde de: "Nå, nu har vi udført vores del af aftalen. Lad os få noget på skrift der viser, at I agter at holde jeres del med at give os Palæstina efter I har vundet krigen." De vidste ikke, om krigen ville vare ét år eller ti år endnu. Så de gik i gang med at udfærdige en kvittering. Kvitteringen blev i form af et brev, skrevet i meget kryptisk sprog, således at den øvrige verden ikke ville vide, hvad det drejede sig om. Og den blev kaldt "Balfour Deklarationen" ( The Balfour Declaration)

Balfour Deklarationen var blot Storbritanniens løfte om at betale zionisterne, hvad der var aftalt, som modydelse for at få USA med i krigen. Så denne store og højtidelige Balfour Deklaration, som man hører så meget om, er lige så fusket som en tredollarseddel. Jeg tror ikke, jeg kan understrege det tydeligere.

Det er her, alle besværlighederne startede. USA kom med i krigen. USA knuste Tyskland. Ved I så, hvad der skete? Da krigen sluttede, og tyskerne tog til Versailles, til Fredskonferencen i Paris i 1919, var der også 117 jøder dér, som en delegation, der repræsenterede jøderne, og den blev ledt af Bernard Baruch. Jeg var der også: så jeg skulle vide det. Og hvad skete så? Jøderne sagde på denne fredskonference, hvor Tyskland blev skåret op og Europa blev stykket ud til alle disse nationer, der hævdede en ret til et bestemt stykke Europæisk territorium: "Hvad med Palæstina til os?" Hvorefter de for første gang - i tyskernes nærhed - fremdrog denne Balfour Deklaration. Tyskerne erkendte nu - for første gang: "Så dét var, hvad spillet gik ud på! Dét var grunden til, at USA kom med i krigen". Tyskerne blev nu - for første gang - bevidste om, at de var blevet besejret og nu måtte lide under disse forfærdelige krigsskadeserstatninger, der blev påtvunget dem, fordi zionisterne ønskede Palæstina og var besluttede på at få det for enhver pris.

Dette bringer os til en anden interessant pointe. Da tyskerne blev klar over sagens sammenhæng, havde de naturligvis modvilje mod denne. Frem til dette tidspunkt havde jøder ikke haft det bedre i noget andet land i verden end netop Tyskland. Hér var hr. Rathenau, der måske var 100 gange så betydningsfuld i industri- og finansverdenen som Bernard Baruch er i dette land. Hér var hr. Balin, der ejede de to store dampskibslinier North German Lloyd´s og Hamburg-Amerika linien. Hér fandtes hr. Bleichroder, der var bankforbindelse for Hohenzollern-familien. Der var Warburgerne i Hamburg, som var de store investerings-bankierer, verdens største. Jøderne havde det meget fint i Tyskland. Ingen tvivl om den sag. Og tyskerne følte: "Dét var godt nok et temmelig stygt forræderi".

Det var et forræderi, der kan sammenlignes med følgende tænkte situation: Forestil Jer, at De forenede Stater var i krig mod Sovjetunionen. Og vi var ved at vinde. Og vi så sagde til Sovjet: "OK. Lad os stoppe. Vi tilbyder jer fredsbetingelser uden krav. Lad os glemme det hele." Så kom lige med ét Kommunistkina med i krigen som Sovjets allierede. Og inddragelsen af dét medførte vores nederlag. Et knusende nederlag med erstatninger, som overgik menneskers fatteevne. Forestil Jer så, at vi, efter dette nederlag fandt ud af, at det var kineserne i dette land, vores kinesiske medborgere, som vi hele tiden havde troet var loyale borgere, der arbejdede sammen med os, der havde forrådt os til Sovjetunionen. At det var ved deres hjælp, at Kina var blevet bragt ind i krigen mod os. Hvordan ville vi da, i USA, føle mod kineserne? Jeg tror ikke en eneste af dem ville vove at vise sit ansigt på nogen gade. Der ville ikke være nok ledige lygtepæle til at klynge dem op i. Forestil Jer, hvordan vi ville have det.

Og sådan følte tyskerne mod disse jøder. De havde endda været så flinke ved dem: Fra 1905 og frem, da den første kommunistiske revolution i Rusland slog fejl, og jøderne måtte fare over hals og hoved ud af Rusland, da tog de alle til Tyskland. Og tyskland gav dem asyl. Og de blev behandlet meget pænt. Og her havde de nu forrådt Tyskland uden nogen anden grund end at de ønskede Palæstina som en såkaldt "jødisk commonwealth" (jødisk statssamfund, "nationalt hjem", red.).

Nahum Sokolow, og alle de store ledere og navne, vi læser om i forbindelse med zionismen i dag - de skrev i alle deres blade i 1919, 1920, 1921, 1922 og 1923 - og pressen var fyldt med deres udtalelser - at følelsen mod jøderne i Tyskland var fremkaldt af, at tyskerne blev klar over, at dette store nederlag var forårsaget ved jødisk mellemkomst ved at bringe USA ind i krigen. Jøderne selv indrømmede dette. Det var ikke noget med, at tyskerne i 1919 opdagede, at et glas jødisk blod smagte bedre end Coca-Cola eller Münschener øl. Der var ikke nogen religiøs følelse i det. Det var helt igennem politisk. Det var økonomisk. Det var alt andet end religiøst. Ingen interesserede sig i Tyskland for, hvor vidt en jøde gik hjem, trak rullegardinet ned og sagde: "Shema´ Yisroel" eller "Fader Vor". Ingen interesserede sig i Tyskland mere for det end de gør i USA. Den følelse, der senere udviklede sig i Tyskland skyldtes én ting: Tyskerne holdt jøderne ansvarlige for deres knusende nederlag.

Og Første Verdenskrig var blevet startet mod Tyskland af årsager, som tyskerne ikke kunne lastes for. De var ikke skyldige i noget som helst. Kun i at være succesfulde. De opbyggede en stor flåde. De opbyggede verdenshandel. I må huske, at Tyskland på den franske revolutions tid bestod af 300 små bystater, prinsedømmer, hertugdømmer og så videre. Trehundrede separate små politiske enheder. Og i den mellemliggende tid, i tiden mellem Napoleon og Bismarck, var de blevet slået sammen til én stat. Inden for 50 år var de derefter blevet en af verdens stormagter. Tyskernes flåde rivaliserede med Storbritanniens, de lavede forretning over alt på jordkloden, de kunne sælge billigere end alle andre, og de kunne lave bedre produkter. Hvad skete som resultat af dette?

Der kom en sammensværgelse mellem England, Frankrig og Rusland, som skulle slå Tyskland ned. Der findes ikke en historiker i verden, der kan finde en gyldig grund til, at disse tre lande besluttede at slette Tyskland politisk fra landkortet.

Da Tyskland erfarede, at jøderne var skyld i dets nederlag, frastødte det dem naturligvis. Men der blev ikke krummet et hår på nogen jødes hoved. Ikke et eneste hår. Professor Tansill fra Georgetown Universitet, der havde adgang til alle udenrigsministeriets hemmelige papirer, skrev det i sin bog, og han citerede fra et udenrigministerielt dokument, skrevet af Hugo Schoenfelt - en jøde, som Cordell Hull sendte til Europa i 1933 for at undersøge de såkaldte lejre for politiske fanger. Han skrev tilbage, at de var i strålende forfatning, og at alle blev behandlet godt. At lejrene var fyldt med kommunister. Og en masse af dem var jøder, ganske enkelt fordi jøderne udgjorde omkring 98 procent af kommunisterne i Europa på den tid. Desuden var der nogle præster, nogle fagforeningsledere, frimurere og andre, der havde internationale forbindelser.

Lidt baggrund er her på sin plads: I 1918-19 tog kommunisterne magten i Bayern i nogle få dage. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht og en gruppe andre jøder erobrede regeringsmagten i tre dage. Faktisk flygtede "der Kaiser", da han sluttede krigen, til Holland, fordi han regnede med, at kommunisterne ville overtage Tyskland, således som de gjorde i Rusland, og at han ville lide samme skæbne som zaren. Så han flygtede til Holland for at komme i sikkerhed. Efter at kommunist-truslen i Tyskland var undertrykt, arbejdede jøderne videre på at komme tilbage til deres tidligere status, og tyskerne bekæmpede dem på enhver mulig måde, uden at krumme et hår på nogens hoved. De bekæmpede dem på samme måde som "forbudstilhængerne" i dette land bekæmpede enhver, der var interesseret i alkohol. De bekæmpede ikke hinanden med pistoler. Og det var på denne måde de bekæmpede jøderne i Tyskland. Og på dette tidspunkt, må I huske, var der 80-90 millioner tyskere og der var kun 460.000 jøder. Omkring det halve af én procent af befolkningen var jøder. Og de kontrollerede hele pressen - og de kontrollerede det meste af økonomien fordi de var kommet ind med billige penge, da marken blev devalueret, og opkøbte praktisk taget alting.

Jøderne prøvede at lægge låg på denne kendsgerning. De ønskede ikke, at verden virkelig skulle forstå, at de havde forrådt Tyskland - og at tyskerne havde modvilje imod dette.

Tyskerne tog passende forholdsregler mod jøderne. De diskriminerede mod dem, kan vi sige, hvorsomhelst de kunne. De skyede dem. På samme måde som vi ville sky kineserne, negrene eller katolikerne - eller hvemsomhelst i dette land, der havde forrådt os til en fjende og sikret vores nederlag.

Efter nogen tid indkaldte verdens jøder til et møde i Amsterdam. Jøder fra alle lande i verden deltog i dette møde i juli 1933. Og de sagde til Tyskland: "I har at fyre Hitler, og putte hver eneste jøde tilbage i hans tidligere stilling, uanset om han var kommunist eller hvad han måtte være. I kan ikke behandle os på den måde. Og vi, verdens jøder, stiller jer et ultimatum." I kan forestille Jer, hvad tyskerne sagde til dem. Og hvad gjorde jøderne så?

Da Tyskland i 1933 afviste at overgive sig til jødernes verdenskonference i Amsterdam, brød konferencen op og mr. Samuel Untermeyer, der var leder af den amerikanske delegation og præsident for hele konferencen, kom tilbage til De forenede Stater. Han tog direkte fra damperen til Columbia Broadcasting Systems studier, hvorfra han rent faktisk sagde: "Verdens jøder erklærer nu Hellig Krig mod Tyskland. Vi er nu engageret i en hellig konflikt med tyskerne. Og vi vil udsulte dem til at overgive sig. Vi vil anvende en verdensomspændende boykot imod dem. Det vil udslette dem, fordi de er afhængige af deres eksporthandel". Og det er en kendsgerning, at to trediedele af Tysklands fødevarebeholdning måtte importeres, og at den kun kunne importeres ved hjælp af indkomsten fra det, de eksporterede. Så hvis Tyskland ikke kunne eksportere, måtte to trediedele af Tysklands befolkning sulte til døde. Der var ganske enkelt ikke føde til mere end en trediedel af befolkningen. I denne erklæring, som jeg har her, og som blev trykt i New York Times 7. august 1933, udtalte mr. Samuel Untermeyer kækt og frejdigt at "denne økonomiske boykot er vores metode til selvforsvar. Præsident Roosevelt har anbefalet brugen af den i National Recovery Administration" , hvor, som nogle af Jer måske kan huske, alle skulle boykottes med mindre de fulgte reglerne i New Deal, hvad den tids Supreme Court (Højesteret) kendte grundlovsstridigt. Ikke desto mindre erklærede verdens jøder boykot mod Tyskland og den var så effektiv, at I ikke kunne finde én ting i nogen forretning i verden med ordene "Made in Germany" på. Faktisk fortalte en leder i Woolworth Company mig, at de havde måttet smide for millioner af dollars stentøj i floden; at deres forretninger blev boykottet, hvis nogen kom ind og fandt en tallerken mærket med "Made in Germany". Der blev demonstreret foran deres forretninger med skilte, som sagde "Hitler", "mordere" og så videre, noget i stil med de sit-ins, der foregår i Syden. I en forretning, tilhørende R.H. Macey-kæden, der kontrolleredes af en familie ved navn Strauss, som også er jøder, fandt en kvinde nogle damestrømper, som kom fra Chemnitz, mærket "Made in Germany". Det var bomuldstrømper, og de havde måske været i forretningen i 20 år, eftersom jeg har observeret dameben i mange år og det er meget længe siden, jeg har set nogle bomuldstrømper på dem. Jeg så Macey´s blive boykottet, med hundredvis af mennesker, der vandrede rundt med skilte, som sagde "mordere", "Hitlersvin" og så videre. Men op til dette tidspunkt var ikke ét hår blevet krummet på hovedet af nogen jøde i Tyskland. Der var ingen liden, ingen sulten, intet myrderi, der var - intet.

Selvfølgelig sagde tyskerne: "Hvem er disse mennesker, der tillader sig at erklære boykot mod os og kaste alle vore borgere ud i arbejdsløshed, og bringe vor industri til standsning? Hvordan kan de tillade sig at gøre det mod os?" Selvfølgelig viste de modvilje mod det. Naturligvis malede de hagekors på forretninger, der ejedes af jøder. Hvorfor skulle en tysker gå ind i en forretning og give sine penge til en indehaver, der var en del af en boykot, som skulle udsulte Tyskland til at overgive sig til verdens jøder, som ville diktere, hvem deres statsminister eller kansler skulle være? Nej, det var latterligt.

Boykotten fortsatte i nogen tid, men det var ikke før i 1938, da en ung jøde fra Polen spadserede ind i den tyske ambassade i Paris og skød en tysk embedsmand, at tyskerne virkelig begyndte at tage hårdere fat på de tyske jøder. Så begyndt man at se dem smadre ruder, have gadekampe osv.

Jeg har ikke lyst til at bruge udtrykket "anti-semitisme" fordi det er uden mening, men det betyder endnu noget for Jer, så jeg vil blive nødt til at bruge det. Den eneste grund til, at der var nogen uvilje mod jøder i Tyskland var, at de var ansvarlige for Første Verdenskrig og for denne verdensomspændende boykot. I sidste ende var de også ansvarlige for Anden Verdenskrig, for efter at denne sag var løbet løbsk, blev det absolut nødvendigt for jøderne og Tyskland at krydse klinger i en krig for at se, hvem der skulle overleve. Jeg havde i mellemtiden boet i Tyskland, og jeg vidste, at tyskerne havde besluttet, at Europa enten ville blive kristent eller kommunistisk: Der fandtes ingen mellemvej. Og tyskerne besluttede, at de ville holde det kristent, om muligt. Derfor begyndte de at genopruste. I november 1933 anerkendte USA Sovjetunionen. Sovjetunionen var ved at blive meget stærk, og Tyskland erkendte, at "Vores tur vil snart komme, med mindre vi er stærke" Det samme, som vi siger i dette land i dag, "vores tur kommer snart, med mindre vi er stærke. "Vores regering bruger 83 eller 84 milliarder dollars på forsvar. Forsvar mod hvem? Forsvar mod 40.000 små jøder i Moskva, der tog magten i Rusland, og derefter, på deres lumske måder, tog kontrollen med mange andre lande i verden.

At dette land nu kan være på randen af en Tredje Verdenskrig, hvorfra vi ikke kan komme ud som sejrherrer, er noget, der lammer min forestillingsevne. Jeg ved, at atombomber måles i megaton. Et megaton er et udtryk der bruges til at beskkrive en million tons TNT (trotyl). Vore atombomber havde en kapacitet på 10 megatons eller 10 millioner tons TNT, den gang de blev udviklet. Nu er de atombomber, der fremstilles på 200 megatons, og kun Gud ved, hvor mange megatons Sovjetunionens bomber har.

Hvad er det, vi står over for nu? Hvis vi sætter en verdenskrig i gang, som måske udvikler sig til en atomkrig, er menneskeheden færdig. Hvorfor kunne en sådan krig finde sted? Den vil finde sted idet tæppet går op for for Tredje Akt. Første Akt var Første Verdenskrig. Anden Akt var Anden Verdenskrig, og Tredje Akt bliver Tredje Verdenskrig. Verdens jøder, zionisterne og deres religions-fæller overalt, er fast besluttede på igen at bruge USA til at hjælpe dem med at beholde Palæstina som deres springbræt til deres Verdensregering. Det er så sandt som jeg står her. Ikke blot har jeg læst det, men mange her har også læst det, og det er kendt over den ganske verden.

Hvad skal vi gøre? Det liv, du redder, kan være din søns. Dine drenge kan være på vej til denne krig i nat; og du ved ikke mere om det end du vidste, at zionisterne i London i 1916 lavede en handel med det britiske krigsministerium for at sende dine sønner i krig i Europa. Vidste du det den gang? Ikke en eneste person i De forenede Stater vidste det? Præsident Wilson vidste det. Oberst House vidste det. Andre "insidere" vidste det.

Vidste jeg det? Jeg havde en temmelig god forestilling om, hvad der gik for sig: Jeg var forbindelsesmand til Henry Morgenthau, Sr., i præsidentvalgskampagnen i 1912, da præsident Wilson blev valgt, og der snakkedes på kontoret dér. Jeg var "fortrolig mand" for Henry Morgenthau, Sr., der var formand for finansudvalget, og jeg var forbindelsesmand mellem ham og Rollo Wells, finansministeren. Så jeg sad i disse møder med præsident Wilson for bordenden, og alle de andre, og jeg hørte dem hamre det progressive skattesystem og det, der skulle blive til " Federal Reserve" (amerikanske nationalbanksystem) ind i præsident Wilsons hjerne, og jeg hørte dem indoktrinere ham i den zionistiske bevægelse. Højesteretsdommer Brandeis og præsident Wilson var lige så tæt sammen som disse to fingre på min hånd. Præsident Woodrow Wilson var lige så inkompetent til at bestemme, hvad der gik for sig som et nyfødt barn. Det var sådan, de fik os ind i Første Verdenskrig, mens vi alle sov. De sendte vore drenge derover for at blive slagtet. For hvad? Så jøderne kan få Palæstina som deres "Commonwealth". De har snydt Jer så grundigt, at I ikke aner om I er ved at komme eller gå.

En dommer, der belærer en jury, siger: "Mine herrer og damer, ethvert vidne, som I finder har fortalt en løgn, kan I negligere alt vidnesbyrd fra." Jeg ved ikke, hvilke stater I kommer fra, men i staten New York er det sådan, en dommer henvender sig til en jury. Hvis det vidne fortalte én løgn, kan I helt se bort fra hans vidneudsagn.

Hvad er kendsgerningerne angående jøderne? (Jeg kalder dem jøder over for Jer, fordi de er kendt som jøder. Jeg kalder dem ikke selv jøder. Jeg omtaler dem som såkaldte jøder, fordi jeg ved, hvad de er). De østeuropæiske jøder, som udgør 92 procent af verdens bestand af de mennesker, der kalder sig selv jøder, var oprindelig khazarer. De var en krigerisk stamme, der levede i dybt inde i hjertet af Asien. Og de var så krigeriske, at selv asiaterne jog dem ud af Asien og ind i Østeuropa. De oprettede et stort khazar-kongedømme på 800.000 kvadratmiles. På det tidspunkt eksisterede Rusland ikke, og det gjorde ej heller mange andre europæiske lande. Khazar-kongedømmet var det største land i hele Europa -- så stort og så stærkt, at når de andre monarker ønskede at gå i krig, så udlånte khazarerne 40.000 soldater til dem. Så store og magtfulde var de.

De var fallos-tilbedere, hvad der er en snavset affære, og som jeg ikke ønsker at komme dybere ind i detaljerne på her. Men det var deres religion, som det også var religionen for mange andre hedninge og barbarer andre steder i verden. Khazar-kongen blev så led ved sit riges åndelige forfald, at han besluttede at adoptere en såkaldt monoteistisk tro -- enten kristendom, islam eller hvad der i dag kendes som jødedom, men i realiteten er talmud-lære. Ved at dreje en snurretop, og deklamere: "Ælle bælle, mig fortælle...," udvalgte han såkaldt jødedom. Det blev så statsreligionen. Han sendte studenter til de talmudiske skoler i Pumbedita og Sura og bragte tusinder af rabbier tilbage derfra, og han åbnede synagoger og skoler, så hans folk blev, hvad vi kalder jøder. Der var ikke én eneste af dem, der havde en forfader som nogensinde havde sat sine ben i det Hellige Land. Ikke blot inden for Det gamle Testamentes tidsregning, men i det hele taget, fra historiens begyndelse. Ikke een eneste af dem! Og alligevel kommer de til de kristne og beder os støtte deres væbnede oprør i Palæstina ved at sige: "I vil da hjælpe med at bringe Guds Udvalgte Folk tilbage til deres Forjættede Land, vil I ikke? Det er Jeres pligt som kristne. Vi gav Jer en af vore drenge som Jeres Herre og Frelser. Nu går I hen i kirken om søndagen og i knæler og tilbeder en jøde, - og vi er jøder." Men de er hedenske khazarer, der blev omvendt på samme måde som irerne blev omvendt. Det er lige så latterligt at kalde dem "Folk fra Det hellige Land" som det ville være at kalde de 54 millioner kinesiske muslimer for "arabere". Muhammed døde så sent som i år 620 efter Kristus, og siden da har 54 millioner kinesere antaget Islam som deres religiøse tro. Forestil Jer engang: I Kina, over 3.000 kilometer fra Arabien, fra Mekka og Muhammeds fødested. Forestil Jer, at de 54 millioner kinesere besluttede at kalde sig "arabere". I ville sige, de var vanvittige. Enhver, der tror, at disse 54 millioner kinesere er arabere, må være skør. Alt, hvad de gjorde, var at adoptere en religiøs tro, der havde sit udspring i Mekka, i Arabien. Lige som irerne. Da irerne blev kristne, var der ikke nogen, der smed dem i havet og importerede en ny art beboere til "Det hellige Land". De var ikke blevet et anderledes folk. De var det samme folk, men de havde accepteret kristendom som en religiøs tro.

Disse khazarer, disse hedninge, disse asiater, disse tyrkisk-finske mennesker, var af en mongolsk race, der blev tvunget ud af Asien og ind i Østeuropa. Fordi deres konge antog den talmudiske tro havde de intet andet valg. På nøjagtig samme måde som i Spanien: Hvis kongen var katolik, måtte alle være katoliker. Ellers måtte man forlade Spanien. Så khazarerne blev det, vi i dag kalder jøder. Forestil Jer derfor hvor stupidt det var for de store kristne lande i verden at sige: "Vi vil anvende vores magt og prestige til at repatriere Guds Udvalgte Folk til deres forfædres hjemland, deres Forjættede Land." Kunne der tænkes en større løgn end den? Men fordi de kontrollerer aviserne, magasinerne, radioen, fjernsynet, bogindustrien, og fordi de har præster på prædikestolene og politikere på talerstolene til at tale samme sprog, er det ikke særligt overraskende, at I tror på denne løgn. I ville tro, at sort er hvidt, hvis I hørte det længe nok. I ville ikke længere kalde sort for sort. I ville begynde at kalde sort for hvidt. Og ingen kunne anklage Jer for det.

Dette er én af historiens store løgne. Det er fundamentet for al den ulykke, der findes i verden.

Véd I, hvad jøder gør på Forsoningsdagen (jom kippur), som I tror, er så hellig for dem? Jeg var én af dem. Dette er ikke andenhåndsviden. Jeg er kommet her for at give jer kendsgerninger. Når man på Forsoningsdagen går ind i synagogen, står man op til den første bøn, der siges. Det er den eneste bøn, man står op til. Man gentager tre gange en kort bøn, der kaldes Kol Nidre. I denne bøn indgår man en aftale med Gud den Almægtige gående ud på, at et hvilket som helst løfte, æresord eller ed, som man måtte afgive i de næste 12 måneder skal være uden virkning. Løftet skal ikke være et løfte; æresordet ikke et æresord og eden ikke en ed. Ydermere lærer Talmud, at man, når som helst, man afgiver et løfte, et æresord eller en ed, da skal erindre Kol Nidre bønnen fra Forsoningsdagen. Dermed er man fritaget fra at opfylde dem.

Hvor meget kan I stole på deres loyalitet? I kan stole lige så meget på deres loyalitet som tyskerne stolede på det i 1916. Vi kommer til at lide samme skæbne som Tyskland, og af samme grund.