Putin og Jøderne |
Hvorfor Putin er under
angreb fra vesten
Præsident Vladimir Putin er ikke nogen fejlfri mand. Han opnåede sin politiske position ved hjælp af mørke hemmelige tjenester i den gamle Sovjetunion. I disse omgivelser lærte han spionens største kunster, undskyldninger og sløring. Men i virkeligheden er disse bedrageriske talenter udviklet langt mere i det amerikanske politiske system end i noget enevældigt system. I en nation, hvor regeringen har nogen indflydelse på medierne, i stedet for at være afhængig af den ikke valgte selvudråbte medie-élite, kan en officiel person udtale sig en smule ærligt. En politiker i USA eller England skal derimod være meget påpasselig med aldrig at fortælle helt, hvad han tænker på, eller han vil selv blive dissekeret af medierne, der altid er på udkig efter den mindste politiske ukorrekthed. |
|||||||||||
|
Den angloamerikanske politiker skal være uhyre forsigtig
med ikke at sige noget, der kunne tydes den mindste smule
som en kritik af selv de lavest rangerende repræsentanter
for jødisk magt. Se, for eksempel, den seneste ballade i
London over udtalelserne fra Londons borgmester, Ken
Livingstone, til en irriterende jødisk journalist (Oliver
Feingold), der forfulgte ham. For at sige til
reporteren, at han opførte sig som en
koncentrationslejr-vagt, blev det fremstillet, som om
Livingstone (left wing Labour) var en ven af Hitler. Man skal selvfølgelig forstå, at en jødisk journalist er en vogter af politisk korrekthed. Han er politimand og undersøgelsesdommer af den jødiske overhøjhed. At kritisere én af dem er i mediernes forståelse det samme som at angribe et medlem af politiet: tankepolitiet. Putin har begået en langt værre forbrydelse, efter de jødiske mediers opfattelse. Han er Russer. En rigtig Russer. Selv om han kom til magten gennem skjulte politiske manipulationer og ved hjælp af nogle jødiske allierede, havde han inderst inde en russisk sjæl, der ventede på at gøre sig gældende. Så han spillede spillet. På én måde var Stalin hans
forbillede. Selv om Stalin, med sin jødiske kone og mange
jødiske venner, passede komfortabelt ind i det jødiske miljø
fra den tidlige bolsjevikiske revolution, var Stalin
georgier. Han vidste hele tiden, at han aldrig rigtigt ville
passe ind i den jødiske klike, der efter Lenins død cirklede
rundt om det russiske magtcenter. Trotski, Radek, Kamenov,
Sverdlov var alle sammen af hebraisk støbning. De så aldrig
Stalin komme, alt andet lige, hvad kunne så denne enlige goj
iblandt dem gøre for at udfordre dem? Da de endelig så det
rigtige ansigt af denne totalt hensynsløse mand, var det for
sent. |
||||||||||
|
Historien er nu legendarisk. Mens de jødiske bolsjevikker
indbyrdes kæmpede indædt om magten, med Leon Trotski (Lev
Bronstein) som den førende kandidat, og siden Stalin ikke
var jødisk, mente de, at han var den eneste, der ikke
udgjorde en virkelig trussel, og at de derfor kunne give ham
noget af styringen over politimagten. Faktisk var det sådan,
at Stalin hjalp dem med at eliminere hinanden, og at han til
sidst kom ud af striden som vinderen. Udrensningerne mellem
1920 og 1930 eliminerede mange medlemmer af de jødiske
kliker, der dominerede den bolsjevikiske regering. Nogle magtfulde og fremsynede jøder i USA så forandringerne i Rusland ske, og en proces begyndte, som til sidst kulminerede i den meget mærkelige virkelighed, at de tidligere trotskistiske kommunister, de neokonservative, blev den dominerende faktor i den amerikanske, konservative bevægelse! Det eneste, der dæmpede tidlige oversøisk opposition mod Stalin var, at de havde brug for Stalin og Rusland hvis de skulle overvinde det de så som den største trussel mod jødisk overherredømme: det nationalsocialistiske Tyskland. Bolsjevikkerne havde installeret ”Internationale” som den
russiske nationalsang. Stalin skiftede den ud med en gammel
russisk melodi. Forfremmelse blev atter hovedsageligt
baseret på evner, og ikke på jødiske stammeloyaliteter og
forbindelser. Russere avancerede hurtigt og indtog ledende
positioner i den russiske hær og andre regeringsorganer, og
mod slutningen af krigen var den største del af den jødiske
magt mindsket meget, på trods af, at den stadigvæk var meget
større end deres procentvise andel af befolkningen. De fleste hovedstrømninger blandt jødiske kilder påstår nu, at Stalin havde planlagt en ”endelig løsning” (final solution) for det russiske, jødiske problem, ved at bosætte jøderne i deres egen republik, i lighed med det zaristiske ”Pale of Settlement”, der blev skabt i tidligere tider. De samme jødiske autoriteter, om det nu er virkelighed eller fantasi, praler faktisk med, at Stalins jødiske læger, sammen med Kaganovich, myrdede Stalin på den selv samme aften, hvor hans nye pogrom skulle finde sted. Kaganovich selv påstod overfor sin fætter, at han og hans søster Rosa, en læge, forgiftede Stalin ved at bytte hans piller ud med nogle, der ville forårsage et hjerteslag. (Som han døde af) Da den russiske kommunist Nikita Krutschov, under den sovjetiske partikongres i 1957, beskyldte Kaganovich for at have myrdet 20 millioner russere i sin karriere, benægtede Kaganovich det ikke en gang. Han beskyldte blot Krutchov for også at være en morder. ”Dine hænder er også blodbestænkte,” fortalte Kaganovich ham. Krutschov forklarede, at forskellen var, at han, Krutschov kun havde fulgt Kaganoviches ordrer, mens det havde været Kaganovich, der havde udformet massemords- politikken og havde givet ordrerne til at iværksætte dem. Det er umuligt, at Vladimir Putin ikke skulle være
bekendt med disse ting. Enhver vidende russer kender til
det. Og med kommunismens fald og fremkomsten af den nye stat
tog jøderne igen fat på den magt, som de ikke havde haft
siden Lenin og Trozkis tid. I de to år, der fulgte
Sovjetunionens fald, opnåede jøderne kontrol med det meste
af Ruslands rigdom, gennem international jødisk kapital og
massiv bestikkelse, trusler, mord og gangstervælde, i det
som er blevet den største serie kriminelle tyverier i
menneskehedens historie. |
||||||||||
|
Berezovsky var under Boris Jeltsin avanceret til
posten som overhovedet for Ruslands Nationale Sikkerhed. Men
en storm af retfærdig harme brød ud mod ham i Rusland, da
det blev kendt at Berezovsky, overhovedet for den russiske
sikkerhed, også var israelsk statsborger. Da Putin vandt mere og mere magt i Rusland, begyndte han at blive mere selvsikker og afbrød samarbejdet med Berezovsky, Gusinsky og nogle andre af de jødiske oligarker. Lige siden den gang har der været tusinder af artikler om Putins' lovløshed, fordi han turde retsforfølge disse mænd. For nylig blev Berezovskys største kritiker skudt ned i Moskvas gader. Vel, det er den slags mænd, de jødisk dominerede medier elsker! Putin har ikke handlet mod alle oligarkerne. Der var for meget af en koldkrigs skakspiller i ham til at gøre dette, men han handlede imod alle de, der forsøgte at få magt over ham, lige som Stalin gjorde det tidligere. Berezovsky og Gusinsky (gangsteren Gusinsky var overhoved for Den Russiske Jødiske Kongres) er nu Putins bitre fjender. Ingen anden leder i den vestlige verden ville have modet til at gå efter så magtfulde repræsentanter for jødisk overherredømme.
Den sidste sag er den vedrørende Michael Khodorkovsky fra Yukos Oil. Gennem svindel og korruption skaffede Khodorkovsky sig, i midten af halvfemserne, for en slik, olie-rettigheder (oil leases) til en værdi af millioner af dollars. Men alt imens han samlede sine utrolige rigdomme, mente han, at han havde retten til at bestemme Ruslands politiske fremtid. Ja, han havde den chutzpah (jødisk ord for frækhed) at
prale med, at han ville købe den russiske Duma. Putin, der
rettelig følte sig truet spurgte, hvorfor en mand, der stjal
milliarder af dollars fra det russiske folk, skulle have
retten til at korrumpere regeringen på den samme måde, som
han havde fået fat i sine olierettigheder (oil leases). Reaktionen fra den jødisk dominerede presse i USA og resten af verden er ret forudsigelig. Der har været et crescendo af kritik af Putin og et universalt forsvar for de ”forfulgte” jødiske oligarker. Putin er endda blevet beskyldt for ”antisemitisme” for at forfølge disse gangstere. Fordi Putin tror på, at det russiske folk burde eje pressen snarere end israelske statsborgere, bliver han kaldt en fjende af den frie presse. Men hvordan kan en fri presse være fri, når den bliver kontrolleret af mennesker, der anser sig selv for værende mere jødiske end russiske, og som har deres egen tydelige internationale agenda? Og i dag, når Bush kræver, at Rusland skal have en fri presse (oversat: de jødiske kriminelle oligarker som Beresovzky burde kontrollere pressen), vil han have, at Rusland skal forfølge russere, der vover at kritisere de jødiske kriminelle oligarker og deres loyalitet over forl Israel og jødisk overherredømme. Den amerikanske regering er blevet indbegrebet af alt det, vi en gang var imod. Rusland er ikke længere kommunistisk, men den amerikanske regering, domineret af de jødiske neokonservative (der er tidligere kommunister), opfører sig mere og mere som kommunisterne har opført sig førhen. Bush kritiserer Putin og russisk frihed, mens han
arbejder på at fjerne amerikanske grundlovssikrede
rettigheder ved hjælp af den såkaldte ”Patriot Act”. I USA, hvor kun to partier dominerer næsten hele det politiske landskab, og hvor der dårligt nok er en forskel på dem, som er værd at tale om, findes der mange partier med en bred vifte af politiske filosofier og meninger repræsenteret i det russiske parlament. Russere af alle mulige slags og med alle mulige meninger er repræsenteret i Dumaen (parlamentet), mens millioner af amerikanere overhovedet ingen repræsentation har for deres holdninger i regeringen. |
||||||||||
|
Og midt i disse organiserede angreb på
Putin og Rusland, hvor er da modstanden mod den stadigt
eksisterende, ekstremt farlige, stadigvæk kommunistiske
nation Kina? Patrick Buchannon (fhv. Am.
præsidentkandidat) formulerede det meget godt i en artikel
for nylig:
Hvorfor falder McCain og Lieberman over
Rusland, men ikke Kina? Når alt kommer til alt blev Putin
dog valgt, hvilket Hu Jintao ikke blev. Rusland har en
demokratisk valgt lovgivende forsamling, med forskellige
partier og en opposition. Kina har aldrig afholdt fri valg.
Det russiske folk har religionsfrihed. Kina forfølger
Kristne. Rusland truer ingen af Ruslands allierede. Kina
truer Taiwan. I en frisk liste i bladet
Parade kunne man se verdens 10 værste diktatorer ordnet
efter overgreb på menneskerettighederne. Hu Jintao var nr. 4
på listen, Putin blev ikke en gang nævnt. Sandheden er, at Putin ved sine forsøg på at beskytte Rusland mod de jødiske supremacisters (racisters) magt, faktisk også forsvarer alle amerikanere og alle mennesker i øvrigt, der værdsætter deres frihed og arv overalt i verden. (supremacister = nogen der stræber efter overherredømme baseret på race, gruppefælleskab eller andet) Den største forhindring for Den Nye Verdensorden og jødisk overherredømme er Vladimir Putin. Lige så vigtig en figur, som Vladimir Putin er for enhver
frihedselskende russer, lige så vigtig er han for de, der
elsker frihed i USA, England og overalt i Europa. |
||||||||||