I begyndelsen af 1970'erne, i en tid, hvor der herskede galopperende
ligemageri, læste jeg The Geography of Intellect
af de to jødiske fortalere, Nathaniel Weyl og Stephan Possony og også en
populær bog, med titlen, The Jewish Mystique,
af Ernest Van Den Haag. Disse forfattere hævdede ligeud, at jøder var andre
mennsker overlegne, genetisk, kulturelt og moralsk. De sagde uden omsvøb
det, som hovedmediernes fortællinger om jødisk historie længe havde antydet.
I 1969 holdt den populære engelske videnskabsmand, C.P. Snow, der da også
var blevet romanforfatter, en tale på Hebrew Union College, hvor han
hævdede, at jøder, på grund af "indavl", var "alle andre, nulevende,
folkeslag overlegne."
Dengang, som nu, hævdede nogle jødiske forfattere, når de skulle
begrunde den jødiske succes, at jødedommens struktur har haft en positiv
genetisk effekt på intelligensudviklingen. Påstande om jødisk genetisk
overlegenhed nyder en varm modtagelse hos de samme medier, der spydigt
fordømmer, hvad de kalder "teorien om kaukasisk genetisk overlegenhed,"
som umoralsk og ond.
Weyl hævdede overbevisende, at jødiske traditioner havde en
racehygiejnisk indvirkning og fremhævede, at de mest succesrige jødiske
lærde og dermed de mest intelligente i det jødiske samfund, nemlig
rabbinerne, var blevet støttet af deres medjøder til at få de største
familier. Han sammenlignede de høje fødselsrater hos rabbinerne med
cølibatet hos den katolske gejstlighed, som han mente havde haft en
dysgenisk indvirkning, blandt ikke-jøderne.
322
Jeg
kunne godt se, hvordan et sådant reproduktivt mønster vil være til
fordel for jødisk intelligens og jeg var helt parat til at anerkende, at
jøder er intelligente. Det, som slog mig, var Weyls tese om, at jødiske
sociale mønstre og praksis kunne påvirke deres intelligens. Jeg havde
længe troet, at både intelligens og adfærdsmæssige tendenser har en
vigtig genetisk komponent, men for første gang begyndte jeg at tænke
alvorligt over de underliggende forskelle mellem jøder og ikke-jøder.
Var de kulturelt-religiøse eller genetiske af oprindelse? For at komme
til bunds i det undersøgte jeg anvendelserne af evolutionsbiologien på
udviklingen af det jødiske folk nærmere.
Charles Darwins Arternes oprindelse
beskæftigede sig med virkningerne af naturlig udvælgelse på det enkelte
individ, men endnu vigtigere, med udvælgelsesprocessen, der omfatter
arter og underarter (racer). Han studerede oprindelsen af grupper af
genetisk beslægtede eksemplarer og deres egnethed til at overleve i
deres respektive miljøer. Undertitlen på hans mesterværk lyder således:
Eller bevarelsen af favoriserede racer i kampen for livet. Kun få
forstod mekanismen i gruppeudvælgelse i forbindelse med den menneskelige
evolution. Måske findes den bedste tidlige redegørelse for denne i Sir
Arthur Keith's dynamiske bog fra 1948, A New Theory of Human
Evolution.
Keith forklarede, at lige som individer er underlagt evolutionære pres,
sådan er også konkurrerende grupper det. I begyndelsen af 1960'erne
påbegyndte forskeren, W. D. Hamilton og andre de moderne undersøgelser
af det genetiske grundlag for social adfærd, som nu benævnes
socialbiologi.
Principperne for socialbiologi blev først forfægtet af G.C.Williams i
1960'erne, og blev videnskabeligt forankret i principperne om
adfærdsgenetik og i Dr. Edward Wilsons skelsættende værk,
Sociobiology: A New Synthesis.
Jeg læste Wilsons bog, kun et par måneder efter at den kom ud og fandt den
storslået. Selv om Wilson behændigt ser bort fra anvendelsen af hans
teorier på de menneskelige racer, præsenterede han stærke beviser for,
at adfærden hos de mest elementære skabninger, såsom myrer, havde et
biologisk grundlag, der blev drevet af trangen til at bevare genotypen.
Genetisk slægtskab viste sig at være en stærk faktor i udvikling og
adfærd. I en sådan sammenhæng bliver gruppeloyalitet og altruisme
forståelige, ud fra et evolutionært perspektiv ved, at den enkelte kan
ofre sit liv og sin individuelle reproduktion for at sikre overlevelsen
af de, der er genetisk som ham selv.
Richard Alexander, J. Philippe Rushton, D.S. Wilson, Kevin MacDonald,
Edward Wilson, Edward Miller, og mange andre bragte, over de næste to
årtier, denne forskning videre. De viste, at forskellige grupper af
mennesker, der adskiller sig i deres genetiske sammensætning, oplever
socialt pres af samme karakter som det¸ der opleves af konkurrerende
dyrearter eller underarter. Den nye videnskabelige disciplin, som kaldes
adfærdsgenetik Behavioral Genetics og evolutionspsykologi Evolutionary
Psychology fortsætter med at gå nye veje, der viser det intime forhold
mellem arv og menneskelig adfærd, hos såvel den enkelte som på
gruppeniveau.
323
Indsigterne fra socialbiologien og adfærdsgenetikken har øget vores
forståelse af udviklingen af racemæssige forskelle betydeligt. Det er
let at forstå de evolutionære konsekvenser af det barske nordlige klima
på mere end 5.000 generationer af europæere, og virkningerne af det
mildere klima i Afrika på den sorte race. På tilsvarende måde kan
sociale tabuer, sædvaner og social organisation af mennesker, siden
civilisations begyndelse også have haft en indlysende indvirkning på
reproduktive mønstre og genetisk sammensætning.
Siden den forholdsvis nylige domesticering af hunden, har menneskeheden,
gennem selektiv avl, produceret over 130 hunderacer, der er så
forskellige som St. Bernard, den hårløse Chihuahua, den tyske hyrdehund,
og moppen. Alle kommer fra én oprindelige art og alle er, genetisk
baseret, i stand til formere sig med hinanden. Her følger den måde,
hvorpå Grolier's Encyclopedia karakteriserer de forskellige
hunderacer, og hvordan selektiv avl har påvirket både udseende og
temperament:
Hunde varierer mere i udseende end i anatomisk opbygning. En voksen hund
kan veje fra 2 til 99 kg (4 til 220 pund), afhængig af racen, og variere
i højde fra 12,5 til 90 cm (fra 5 til 35 tommer) over skulderen. Andre
forskelle i kropsbygning omfatter længde af ben, længde af næsepartiet,
størrelse og stilling af ørerne, længde, form, og retning på halen, og
længde, tæthed, farve og karakter af hår. Over tid blev de forskellige
racer også selektivt avlet til at producere temperamenter, der passede
til de opgaver, de udførte.
På samme måde, som mennesker selektivt har avlet genetisk forskellige racer
af hunde, kan visse sociale strukturer og regler påvirke menneskelig
evolution væsentligt. Sociale strukturer, især de, der påvirker
ægteskabsmønstre, kan have en dramatisk indflydelse på overlevelse og
reproduktionshastighed. De kan helt sikkert påvirke menneskers temperament
og opførsel, på samme måde, som hundeopdrættere har skabt racer, så stoiske
som St. Bernard eller så hyperaktive som pekingeseren. Vi kender alle
mennesker, der af natur er så aggressive som en Pit Bull terrier, eller så
venlige som en Labrador Retriever. Er det jødiske adfærdsmønster et produkt
af kulturelle institutioner, såsom jødedommen og dens sekulære afkom,
zionismen, eller er der noget i jøders genotype, der gør dem tilbøjelige til
den konsekvente adfærd, de har udstillet, i meget forskellige kulturer,
gennem tre årtusinder? Jeg spekulerede på, hvordan jødedommens struktur og
karakter kan have påvirket det jødiske folks genetiske egenskaber over
århundreder.
Lige som to arter af dyr, der bebor et bestemt geografisk område,
naturligt udvikler en gruppeevolutionær strategi for at konkurrere om
ressourcerne, således kan grupper af mennesker gøre det - selv i de
civiliserede samfund. De kan udvikle nogle adfærdsmæssige træk, der
giver dem konkurrencemæssige fordele og større reproduktiv succes. I
menneskelige samfund, hvor genetiske forskellige grupper lever sammen,
kan disse assimilere og mister så deres genetiske forskelle, eller de
kan udvikle
324
etnocentriske ideologier og adfærdsmønstre, der favoriserer de særlige
karakteristika i deres egen genpulje. En etnocentrisk gruppe kunne endda
udvikle en religion, der rationaliserede dens evolutionære opførsel over
for andre grupper.
Jeg
spekulerede på, om jøderne var blevet genetisk afsondret fra andre folk
i Europa, og i bekræftende fald, hvor dyb kløften var. Var deres
herremenneskementalitet og etnocentriske tendenser blevet indprentet i
deres genetiske kode, eller var de blot et resultat af deres religions
kulturelle holdning og de særskilte samfund, de har skabt? Har genetiske
impulser skabt jødedommens ideologi, der styrker og intensiverer den
jødiske genotype? Flere år senere, i 1990'erne, har den samme jødisk
dominerede antropologi, der afviste betydningen af europæisk
racebevidsthed og følelse af identitet, fremhævet jødiskhed og den
"jødiske identitet." I artiklen "Jøder, multikulturalisme, og boasisk
antropologi", i The American Antropologist, fejrer den jødiske
forfatter, Gelya Frank, den amerikanske, boasiske*, antiracistiske
antropologi som "jødisk historie."
Hun påpeger, at den centrale jødiske rolle forsætligt var blevet hvidvasket
af frygt for, at ikke-jøderne ville indse, at jøderne havde en
ekstremistisk dagsorden.
Der har altid været en livlig, omend undertiden neddysset, tale "inden
for fire vægge" om amerikansk antropologis jødiske oprindelse og
betydningen heraf. Overvægten af jødiske intellektuelle i den boasiske
antropologis tidlige år og den jødiske identitet hos antropologer i de
efterfølgende generationer, har været bagatelliseret i standardværker om
disciplinens historie...
Dette essay samler dele af disse forskellige diskurser om jøderne i
antropologien, til ære for en ny generation af amerikanske antropologer,
især de, der beskæftiger sig med at gøre multikulturelle teorier til
dagsordener for aktivisme ....
Der har også været en hvidvaskning af jødisk etnicitet, hvilket
afspejler frygten for antisemitiske reaktioner, der kunne miskreditere
antropologien som disciplin og individuelle antropologer, enten fordi
jøder blev anset for farlige på grund af deres formodede raceforskel,
eller fordi de blev sat i forbindelse med ekstremistiske aktiviteter. -
Gelya Frank
Nu, hvor racepluralismen har indtaget den dominerende politiske og
kulturelle position i forhold til europæisk solidaritet, oplyser Frank, at
jødiske antropologer i dag, på ny, fremhæver og bekræfter deres jødiske
etnicitet og gruppeidentitet.
Et stort antal lærde bekræfter nu eksistensen af en jødiskhed i den
akademiske verden, idet de samtidig forsøger at opdage og definere, hvad
jødisk identitet kan betyde i denne, den mest universalistiske af alle
institutioner. Nogle relevante eksempler fra den lange og voksende liste
over kilder, i tilgift til de mange, som allerede er omtalt, kan nævnes:
Behar 1996; Boyarian 1992, 1996; Eilberg-Schwartz 1990, 1992, 1994; H.
Goldberg 1987, 1995; Kleebatt 1996; Nochilin og Garb 1995; Prell 1989,
1990, 1996; Robin-Dorsky og Fisher Fishkin 1996; og Schneider 1995.
Denne genopblussen af jødisk(e) forskel(le) forhøjer "spilleindsatsen"
for jødiske antropologer, der er beskæftiget med diskussioner angående
multikultur.
* efter ophavsmanden, den toneangivende jødiske antropolog, Franz Boas,
overs. anm.
325
Artiklen lammede mig. Det samme jødisk-anførte antropologiske
etablissement, som fortæller europæerne, at der virkelig ikke findes
sådan noget som race og at racemæssig identitet i bedste fald er dum og
i værste fald er et moralsk onde fremmer stille og roligt begreber som
jødiske "forskelle" og jødisk "genetisk identitet." Franks artikel
fortsætter med uhæmmet ros af den jødiske stolthed, som er fremstillet i
Barbara Meyerhoffs Number Our Days.
Da jeg læste dette, var det vanskeligt for mig at tro, at det havde stået i
det førende tidsskrift for antropologi, et tidsskrift der tidligere (og
stadig) uophørligt gør nar ad tanken om race og etnisk stolthed for
europæernes vedkommende.
Da
jeg første gang undersøgte spørgsmålet om jødisk genetisk slægtskab,
havde jeg ikke fordelen ved Franks artikel. På det tidspunkt mente jeg,
at den bedste måde til at undersøge problemet var at se, hvor ens
geografisk adskilte jødiske befolkninger var og hvor ens, eller
forskellige, de var i forhold til de befolkninger, de boede iblandt.
Adskilte jøder sig fra andre europæere på samme måde som, for eksempel,
en englænder adskiller sig fra en franskmand eller en tysker fra en
russer? Eller var de helt forskellige fra alle europæiske underracer?
Der var udført et omfattende arbejde omkring dette spørgsmål, for en
stor dels vedkommende af jødiske forskere, der havde travlt med at
studere deres eget folks genetiske sammensætning. I årenes løb oplyste
de mig om dette emne, på nogenlunde samme måde, som jeg havde fået et
interessant perspektiv på jødisk historie fra de jødiske historikere.
Det
første, jeg fandt, var oplysninger om det sæt af genetisk sygdomme der,
næsten udelukkende, forekommer i det jødiske samfund, såsom Tay-Sachs
sygdom. Disse sygdommes eksistens angav jo tydeligvis genetiske
variationer, der var specifikke for den jødiske befolkning og
illustrerede en genetisk forskel fra ikke-jøder. Snart fandt jeg
videnskabelige afhandlinger, der beskæftigede sig netop med de
spørgsmål, jeg søgte.
De
genetiske forskere Sachs og Bat-Miriam opdagede en forbavsende lighed
imellem de jødiske befolkninger i ni lande i Nord Afrika, Mellemøsten og
Centraleuropa. Omvendt fandt de store forskelle mellem jøder og
ikke-jøder fra de samme lande.
Under studiet af blodtypedata skrev Bourant, Kopec, og
Domaniewska-Sobczak, i en bog med titlen The Genetics of Jews, at
Det kan siges, at generelt understøtter blodtypedata ... den relative
homogenitet i de vigtigste historiske jødiske samfund.
326
Javel, her hører vi så toneangivende, jødiske, antropologer og
genetikere - de selv samme grupper, som kronisk prædiker for os, at der
er ingen store forskelle findes mellem sorte og hvide - dristigt hævde,
at det jødiske folk er genetisk adskilt fra andre og relativt homogent!
De hævder, at nogle forskelle findes mellem ashkenazi og sefardiske
jøder (den vigtigste etniske deling blandt jøder), men at jøderne, i alt
væsentligt, er ét folk med en begrænset genetisk lighed med de
europæiske befolkninger, som de bor iblandt.
• Med hensyn til blodtypedata, konstaterede to store undersøgelser, den
ene i 1977, udført af Bonné-Tamir, Ashbel, og Kenett og én, udført af
Karlin, Kenett, og Bonné-Tamir i 1979, ved at benytte fjorten 'polymorfe
loci'*, ingen signifikant forskel i den jødiske befolkning fra Irak,
Libyen, Tyskland, eller Polen. De vurderede, at den genetiske afstand
mellem ikke-jøder og jøder, der boede i det samme område, var tre til
fem gange større end mellem jøder, der boede i de forskellige nationer,
som blev undersøgt. I 1977-undersøgelsen udtaler forskerne, at "ikke
megen blanding har fundet sted mellem ashkenazijøder og deres
ikke-jødiske naboer, i løbet de sidste 700 år eller så."
• Mille og Kobyliansky opdagede i undersøgelser af dermatologlyfiske**
data , at ashkenazim (østeuropæiske jøder), har meget større lighed med
sefardim (mellemøstlige og europæiske jøder) end de havde med de
ikke-jødiske østeuropæere.
• Kobyliansky og Livshits anslog, gennem anvendelse af klyngeanalyse***
på 25 morfologiske**** karakteristika, at jøder i Rusland var seks gange
fjernere fra russerne, end russerne var fra tyskerne. De fandt også, at
jøderne var fuldstændigt adskilte fra de fireogtyve andre etniske
grupper, som blev studeret i Rusland, Tyskland, og Polen.
• En anden undersøgelse sammenlignede moderne jøder og 3.000 år gamle
jødiske skeletter, der var fundet i Mellemøsten. Sofaer, Smith, og Kaye
studerede dental morfologi fra Marokko, kurdisk Irak, og østeuropæiske
lande. De fandt mere lighed mellem de meget spredte jødiske befolkninger
end i forhold til de ikke-jødiske grupper, der lever i nærheden af dem.
Den gamle jødiske skeletgruppe viste sig at være langt mere lign de tre
jødiske befolkninger end alle ikke-jødiske grupper, der blev undersøgt,
med undtagelse af én, en arabisk druser-gruppe fra det 11. århundrede.
Én
forsker opsummerede de samlede genetiske forskelle ved at sige, at der
formentlig var mindst tre gange større genetisk forskel på en
gennemsnitlig jøde i Frankrig og hans ikke-jødiske franske nabo, end
forskellen mellem en gennemsnitlig franske jøde og en jøde, der bor i
Rusland eller Mellemøsten.
De
jødiske studier overraskede mig. Jeg ville ikke have gættet, at jøderne
var genetisk forskellige fra alle europæere. Jeg kendte til en del
jøder, der var umulige at skelne fra potpourriet af andre europæiske
amerikanere. At dømme efter deres udseende, syntes det umuligt, at der
var tre gange større genetisk forskel på dem og os end på dem og jøder i
fjerntliggende regioner i verden. Men forskningen viste, at der fandtes
en lang række genetiske forskelle mellem jøder og europæere. Jeg undrede
mig over, at de ikke virkede så dramatisk forskellige i deres udseende.
Fritz Lenz foreslog tilbage i 1930'erne, at jødisk lighed med de
europæiske befolkninger ikke var ensbetydende med, at deres gener var
* genetisk begreb, der ikke let beskrives i få ord, overs. anm., se
f.eks. Wikipedia for yderligere, overs. anm
** papillærrillerne i håndfladen og på fingrene, overs. anm.
*** går ud på at gruppere respondenterne i homogene grupper, klynger, overs.
anm.
**** Morfologi , er bl.a. læren om organismernes struktur og
ydre form, overs. anm.
327
de
samme.
Han foreslog, at deres ydre lighed kunne være opstået gennem naturlig
udvælgelse af gener i den jødiske genpulje. Disse gener kunne blot være
en lille klynge af gener, der lå ubenyttede i den jødiske genpulje eller
som blev indført ved begrænset genetisk blanding med ikke-jøderne og som
derefter blev selektivt begunstiget af det sociale miljø. Gener, som
forårsagede en større legemlig lighed med de ikke-jødiske værtsfolk
kunne have gunstige resultater for accept, ophobning af rigdom og
socialt avancement, og dermed for den reproduktive succes.
Ved
en lignende proces kommer forskellige arter af sommerfugle, der ikke er
nært beslægtede, til at ligne hinanden uden indsnævring af deres
genetiske forskelligartethed i øvrigt. Et meget lille sæt gener, der
påvirker udseendet, inden for den jødiske befolkning, kunne således
blive begunstiget og medføre en større lighed i udseendet, i forhold til
den ikke-jødiske befolkning, men ellers ikke indsnævre disse jøders
overordnede genetiske forskelligartethed fra deres værtsbefolkning. Over
mange generationer kunne den ydre lighed med ikke-jøderne øges, alt
imens de dele af hjernen, der regulerer adfærdsmæssige tilbøjeligheder
og evner kunne være upåvirkede heraf.
Ifølge evolutionær genetik, er det muligt, at jøder er kommet til at
ligne deres værter mere og mere i udseende, mens de på samme tid er
blevet stadig mere forskellige fra dem, hvad angår deres psykiske og
adfærdsmæssige karakteristika. Uanset spørgsmålet om det fysiske
udseende var der ingen tvivl om, at jøder faktisk er meget forskellige
fra europæere og at de har bevaret den genetiske forskel gennem meget
lang tid.
Jeg
stødte på en række populære kilder, som hævdede, at et stort antal
blandede ægteskaber, mellem jøder og ikke-jøder ville gøre en ende på
jødernes genetiske særpræg, i forholdet til europæiske ikke-jøder. Som i
så mange andre spørgsmål, der har med jøderne at gøre, findes der et
væld af oplysninger om emnet, en underliggende virkelighed, der er meget
forskellig fra de populære opfattelser.
Vil blandede ægteskaber gøre en ende på jødisk racisme?
Det
siges ofte, at det høje antal blandede ægteskaber mellem jøder og
ikke-jøder, især i USA, vil mindske etnocentrisme og forårsage
assimilation af den jødiske befolkning i den ikke-jødiske genpulje.
Denne påstand fremføres f.eks. i den stærkt udbredte og opreklamerede
bog, The Myth of the Jewish Race, af Ralph og Jennifer Patais.
De hævder, at jødiske og ikke-jødiske blandede ægteskaber er steget støt
siden Oplysningstiden.
Det
er sandt, at mange jødiske grupper og ledere har rejst et stort postyr
omkring farerne ved blandede ægteskaber. Større jødiske publikationer
har ofte artikler og endda annoncer, der advarer mod blandede ægteskaber
og bønfalder jøder om kun at gifte sig med andre jøder. Steve M. Cohen
skriver følgende i The Jewish Family: Myths and Reality:
328
En energisk indsats fra den organiserede jødedoms side, for at forsøge
at standse eller vende de seneste demografiske forandringer. . . at få
et stort antal jøder til at ændre deres familie-relaterede beslutninger
- det vil sige, at gifte sig unge, gifte sig med hinanden, forblive gift
og få mange børn.
Pinches Stolper skriver om Unionen af ortodokse jødiske menigheder i
Amerika, at den kun forsøger at fremme stærke, rent jødiske, ægteskaber.
Idet han beskriver truslen, der består i, at en smuk ikke-jødisk pige
bor kun et par huse væk, hævder han:
Blandede ægteskaber er en tragedie, som det jødiske folk ikke kan
tolerere. Den person, der gifter sig ud af troen, har vendt det jødiske
folk ryggen. Vores tradition betragter en sådan person som åndeligt død
og familien sidder shiva [den gennemlever en periode i sorg]
over ham eller hende.
Sådanne ægteskaber kommer sjældent til at fungere, selv når de ledsages
af en såkaldt konvertering til jødedommen og kan med sikkerhed aldrig
komme til at fungere, når den jødiske partner er alvorligt optaget af
sin jødiskhed. For de involverede familier er resultatet hjertesorg og
tragedie og for børnene betyder det et liv i frustration, konflikt, og
stress.
David Landau viser, at jødisk fundamentalisme er hastigt stigende i
diasporaen. Han citerer en af modstanderne af endog en mild ændring
inden for reformjødedommens lov, der vil tillade sporing af
slægtsforholdene gennem faderens stamtræ i stedet for gennem moderens,
for at kalde dette "en af de værst tænkelige forbrydelser, næsten i tråd
med Hitler. Det ville ødelægge det jødiske folks sammenhold."
Stigende fundamentalisme har også betydet en stigning i fødselstallene
hos de mest engagerede jøder. I et essay i bogen The Jewish Family:
Myths and Reality, skriver Cohen, at de hasidiske jøder på grund af
høje fødselstal og ved "ved hjælp af adskillelsesmetoder, har opnået en
høj grad af succes, med hensyn til at modvirke assimileringstendenser i
det større samfund."
Derfor kan det ses, at den organiserede jødedom har gjort en samordnet
indsats for at fremme endogami (indgifte) blandt jøder. Ortodokse
grupper er afgjort de, der er mest ekstremt imod blandede ægteskaber,
men selv aviser og tidsskrifter, der udgives af reformjødiske grupper,
taler stærkt imod dem. Den jødiske forsker, Ellman, fortæller i
tidsskriftet, Jewish Social Studies, at det eneste etniske eller
religiøse samfund i USA, der fortsætter med at forsøge at begrænse og
forhindre konverteringer og blandede ægteskaber, er det organiserede
jødiske samfund. Men Ellman - og med ham en række andre forfattere, der
er stærkt imod blandede ægteskaber -mener også, at de tilsyneladende
høje rater af blandede ægteskaber ikke er en reel trussel mod den
jødiske arv. Han hævder, at det formentlig styrker den traditionelle
jødiske kultur og genotype gennem at fjerne de jøder, der har
assimilatoriske tendenser.
Ellman påpeger, at blandede ægteskaber kun har lille indvirkning på
kernen i jødedommen. Han påpeger, at blandede ægteskaber er langt
hyppigere for andet, og senere, ægteskabers vedkommende, hvor det er
mere usandsynligt, at parrene får børn. Han nævner også den meget højere
skilsmissehyppighed i blandede ægteskaber. Mere end 90 procent af
blandede ægteskaber resulterer i ingen konvertering (til jødedom)
329
og
dermed bliver de indgifte ikke en del af det jødiske samfund. Kun en
lille procentdel af børn fra blandede ægteskaber vokser op som jøder og
mere end 90 procent af dem gifter sig ikke med jøder. Ellman rapporterer
også, at jøder med højere socio-økonomisk status er mere tilbøjelige til
at gifte sig med andre jøder og dermed vil samfundet fortsat blive
domineret af en ren jødisk elite-kerne, mens lavere klasser af jøder,
der ikke repræsenterer de ønskede egenskaber af etniske solidaritet er
meget mere tilbøjelige til at gifte sig udenfor og forlade fællesskabet.
Barry Kosmin og andre jødiske forskere, fandt i værket Highlights of
the CJF 1990 National Jewish Population Survey, at 91 procent af de
blandede ægteskaber bestod af ikke-konverterede par, at kun 28 procent
af børn af sådanne par blev opdraget som jøder og at selv dette lille
mindretal af efterkommere sandsynligvis ikke ville gifte sig med jøder.
Ikke alene er jøder i blandede ægteskaber langt mere tilbøjelige til at
forlade den jødiske cirkel, men der findes beviser på, at de ofte støder
på modstand i det jødiske samfund. Jødiske forfattere som Michael Meyer
og C. Waxman
omtaler "stiltiende afvisning" af de blandede par. Alle disse faktorer
tyder på, at blandede ægteskaber har ringe effekt på den jødiske
genpulje ud over at påvirke det samlede antal af jøder.
Højere antal af blandede ægteskaber vil formentlig have den langsigtede
effekt at styrke de traditionelle jødiske genetiske egenskaber. Jødiske
elementer med tendens til assimilering vil blive fjernet samtidig med,
at der er en stigning i jødisk ortodoksi og en høj fødselsrate, blandt
de mest engagerede i de jødiske elementer, såsom de hasidiske jøder.
Desuden er de religiøse jøder i Israel næsten alle ortodokse og der
findes næsten ingen blandede ægteskaber i verdens centrum for jødedom –
nationen Israel.
Måske er den allerbedste måde at beskrive det jødiske samfund på den,
som den berømte jødiske forfatter Daniel Elazar anvender i Community
and Polity: Organized Dynamics in American Jewry.
Han foreslår en model af koncentriske cirkler. Den inderste cirkel består af
en hård kerne på omkring 5 til 8 procent, der fører hvad han kalder
"fuldt jødisk liv." Derefter kommer en ring af 10 til 12 procent jøder,
som han kalder "deltagere." De er ofte ansat i "jødisk samfundstjeneste"
og arbejder utrætteligt for jødiske mærkesager. Den tredje ring, han
identificerer, består af 25 til 30 procent jøder, som han kalder
"bidragydere og forbrugere." Disse leverer regelmæssige bidrag til
jødiske mærkesager og gør brug af det jødiske samfund til ting som
bryllupper, bar mitzvahs, og begravelser. Elazar kalder sin sidste
gruppe "dem i periferien og nægterne." De yder ingen bidrag til jødiske
mærkesager, men nogle gange trækker de inderste cirkler dem med ind for
at deltage eller de bliver udskilt og efterlader så den jødiske kerne i
midten og hele jødedommen mere engageret end nogensinde.
På
grund af en voldsom omtale af høje rater for jødiske blandede
ægteskaber, kan nogle ikke-jøder komme til at tro, at jøderne bliver
mindre etnocentriske.
330
Men
i virkeligheden er det modsatte tilfældet. De jøder, der er tilbage i
centrum, er endnu mindre indstillet på at assimilere. På samme tid
tjener de jøder, som er føjelige med hensyn til ikke-jødiske værdier
også en vigtig rolle ved at få ikke-jøderne til at tro, at den jødiske
gruppe ligner dem mere, end den faktisk gør.
Endnu vigtigere er det, at nogle af de jødiske forskere mener, at en vis
grad af blandede ægteskaber har en funktionel værdi i ikke-jødiske
miljøer. Mark Zborowski og Elizabeth Herzog siger, at de fungerer som en
bro til ikke-jødiske samfund, men en bro, som ikke truer den jødiske
kerne.
Det perifere område, der fungerer som en bro til de omgivende kulturer,
udfylder flere funktioner. Det er en vej til invasion, en buffer og en
kilde til fornyet styrke. Enhver påvirkning, der skærer i den ydre kant,
kan samtidig have den virkning, at den styrker kernen.
Lieberman og Weinfeld ser, i deres artikel "Den demografiske tendenser og
jødisk overlevelse", relativt høje niveauer af blandede ægteskaber som en
vellykket strategi til at sikre større støtte fra de ikke-jødiske samfund
for deres politiske og sociale mål, såsom politisk støtte til Israel.
Den vellykkede udøvelse af indflydelse opnås bedst i et samfund med en
stor delmængde af medlemmer, som interagerer med politikere og
opinionsdannere. Gennem de indgiftede jøder selv og afgjort gennem deres
sociale netværk, som involverer jødisk familie og venner, der måske er
tættere på kernen i det jødiske samfund, kan jødiske bekymringer,
interesser og følelser blive formuleret foran et bredere, mere
indflydelsesrigt publikum. I et nyligt interview sporede den tidligere
præsidentrådgiver, Robert Lipshutz, oprindelsen til Jimmy Carters
bekymring for Israel til hans nære venskab med en kusine, en ortodoks
jøde (Carters tante blev gift med en jødisk mand og deres to børn blev
opdraget som jøder). Jøder, der gifter sig med ikke-jøder, kan måske,
selv om de skaber en fortynding af det jødiske samfund, på én måde,
udføre nogle kompenserende, strategiske, funktioner på en anden.
Det
er klart, hvis indgiftede jøder tjener som en "bro til de ikke-jødiske
samfund," vil de, der er uden for det jødiske samfund, men er bevidste
om jødisk kulturarv, ofte have varme følelser over for denne arv og være
positivt indstillet over for jødiske interesser. De vil også udtrykke
mindre solidaritet med europæiske spørgsmål og interesser.
Langt fra at løse konflikten mellem jøder og ikke-jøder, har blandede
ægteskaber kun en tendens til at styrke den centrale jødiske genotype og
give næring til mere ekstrem politisk og kulturel solidaritet. Ved at
sende deres allierede ind i vores kultur og vort politiske liv er de
bedre i stand til at sikre jødiske interesser. Blandt jøderne har
blandede ægteskaber den modsatte virkning. Fordi de absorberes næsten
helt ind i vores samfund, svækkes vores egen solidaritet samtidig med,
at vi indgives det indtryk, at det jødiske samfund er mindre
uigennemtrængelig og etnocentrisk, end det reelt er. Der er ingen reel
trussel mod den jødiske genotype. Om noget bliver den mere "jødisk" for
hver ny generation.
Da
jeg først havde lært, at jøderne havde en anden genetiske arv end
europæere og at denne forskel blev mere og mere intensiveret, snarere
end at blive mindre,
331
ønskede jeg bedre at forstå forholdet mellem jødisk adfærd og
evolutionær strategi.
Et historisk resumé
Denne bog har vist, at jødisk historie, fra de tidligste perioder, som
er beskrevet i Bibelen og op til Israels nuværende stammeagtige
chauvinisme, har været én lang historie om racisme, herrefolkstro og
etnocentrisme. Jøder lærte at trives som en særlig minoritet i
overvejende ikke-jødiske nationer og de lærte at bevare både deres
kulturelle og genetiske arv trods det ofte stærke pres i retning af
assimilation fra værtssamfundene. For at undgå assimileringsprocessen,
som opslugte alle andre folkeslag, der levede som en minoritet i de
antikke nationer, opelskede de en ideologi, der betød en intens
gruppeloyalitet og kærlighed, indad, til gruppen, (etnocentrisme) og et
samtidigt, udadrettet had (xenofobi).
Gennem jødernes ophold i Egypten, som et stærkt mindretal, ved
begyndelsen af deres historie, skabte de en strategi for overlevelse og
racerenhed. Senere forfinede de, i en region, der bestod af mange
forskellige folkeslag, deres etnocentriske politik, og skabte den
mytologi, at denne politik var blevet forordnet af Gud. Det er en
strategi, der finder sit reneste udtryk i jødedommen, som denne er
udformet i Talmud, en verdslig religion der, i løbet af dette liv, lover
herredømme og magt for det jødiske folk, snarere end personlig belønning
i form af et efterliv til fortjenstfulde enkeltpersoner.
For
at modstå assimilation i de langt større samfund, hvori jøder levede,
udviklede de en teologi, der fremmede den tro, at de var et overlegent
folk, "udvalgte af Gud," og "adskilt fra andre folk", med en
guddommeligt forordnet ret til at herske over verden, ledsaget af en
hellig pligt til at holde både deres kultur og genotype ren. Ikke-jøder
blev karakteriseret som urene undermennesker, og ofte som morderiske
fjender, der var fast besluttet på at ødelægge jøderne, enten gennem
udryddelse (en tanke, som bliver mindet og højtideligholdt hvert år i
Påsken, 'Pesach', - og 'Purim') eller gennem assimilation (som
højtideligholdes og mindes ved 'Hanukkah').
For
at overleve som et mindretal i andre lande - ofte som nyankomne, med kun
lidt eller ingen jord og tillige med en religiøs-kulturelt betinget
foragt for fysisk arbejde, havde de brug for at udvikle færdigheder
inden for andre områder. De blev dygtige til åger, finansiering og
administration, samt lovlige, såvel som kriminelle, former for
forretningsvirksomhed. De opdagede at de, med en uegennyttig
holdindsats, kunne komme til at dominere vigtige områder af den
ikke-jødiske sociale struktur. Det blev også klart for dem, at det var i
deres interesse at opretholde en etnocentrisk "holdstrategi", og
samtidig at svække det ikke-jødiske sammenhold. De udviklede ydermere
komplekse strategier til at skjule deres fjendtlighed fra deres
ikke-jødiske værter.
Ved
udgangen af deres babyloniske fangenskab, en periode, der varede flere
hundrede år, og hvor de blomstrede som en magtfuld minoritet i en
fremmed nation,
332
havde deres jødiske strategi udviklet sig til en kunst, som de
kodificerede i Talmud.
Jøder udviklede særlige kulturelle, kostmæssige og rituelle traditioner
til holde sig adskilt fra ikke-jøderne. Til forskel fra de andre to
store verdensreligioner søgte jødedom ikke konvertitter og, om end de
tilsyneladende tillod konvertering, lagde de hindringer i vejen, som
gjorde konvertering vanskelig. Det jødiske samfund accepterede ikke
fuldt ud sådanne konvertitter, ikke engang deres efterkommere. (Mange
rabbinere siger i jødiske hellige skrifter, at det tager ti generationer
eller mere at blive fuldt accepteret i det jødiske samfund, og jødisk
ret henviser til de konverteredes børn som "bastarder"). Det store
flertal af jøder, der giftede sig med ikke-jøder, gjorde det med
ikke-konverterede personer og måtte dermed regne med bortvisning fra det
jødiske samfund.
Med andre ord, han blev berøvet borgerlige og politiske rettigheder, som
enhver israelit havde krav på, endogså dem som bastarder, der var fra
alvorligt plettede stamtræer, havde.
Som
en sammenhængende minoritet i ikke-jødiske nationer måtte jøder skjule
deres sande etnocentrisk tro. Én hjælp til denne proces blev deres
vedligeholdelse af det hebraiske sprog blandt deres lærde og
begrænsningerne af oversættelser af deres tekster til ikke-jødiske
sprog. (Som dokumenteret i et tidligere kapitel "Rødderne til jødisk
racisme" udviklede de i moderne tid endda kodeord til at skjule de mere
hadefulde anti-kristne citater i deres Talmud og deres ritualer – og gik
med dette så vidt som til, i Israel, at udgive ledsagende ordlister til
Talmud, som skulle vise jødiske studerende den virkelige anti-kristne
betydning af de camouflerede udtryk).
Jøder lærte også, hvordan de, som oftest, gør sig så kryptiske som muligt i
politik og de stillede sig ofte tilfredse med at styre politik ved at
trække i trådene bag kulisserne for at undgå at vække ikke-jødernes
vrede. I disse bestræbelser magtede de ofte ikke at styre deres
griskhed, hvad der undertiden førte til voldelige antisemitiske
reaktioner.
Det
jødiske samfund har, set i historisk lys, altid lagt særlig vægt på
uddannelse og rost jøders studier af Talmud til skyerne og de belønnede
sådanne studier med prestige og økonomisk sikkerhed. En sådan politik
havde en dybtgående indvirkning på deres genotype. Ligesom favorisering
af de dygtigste lærde favoriserede dem med en høj verbal IQ, således
begunstigede en række andre aspekter af deres sociale struktur nogle
andre traditionelle jødiske kendetegn.
J.Philippe Rushton har, i sin banebrydende bog fra 1995, Race,
Evolution, and Behavior,
i studier af data, fra udforskning af tvillinger vist, at selv tendenser i
retning af gruppe-altruisme og etnocentrisme har stærke genetiske
komponenter. Jødisk lov har i flere hundrede generationer udvist jøder,
der assimilerede med ikke-jøder og dermed fjernet dem fra deres
genpulje. Sådan en politik vil, helt sikkert, have styrket enhver jødisk
disposition for etnocentrisme ved at fjerne dem, der havde en mere
forsonende holdning - eller endog tiltrækning - til ikke-jødisk æstetik
eller værdier.
333
Efterhånden som jøderne blev dygtigere til åger, monopollignende
virksomhedspraksis, skatteopkrævning, kriminelle aktiviteter og handlen
som undertrykkende håndlangere – eller administratorer - for
besættelsesregeringer, styrkede ikke-jødernes antisemitisme, som var en
reaktion på disse aktiviteter, ekstremistiske jøders
belejringsmentalitet. Deres antipati mod deres ikke-jødiske værter
tilskyndede de jødiske samfund til at støtte udenlandsk militær
indtrængen og besættelse af de nationer, hvori jøderne boede. Sådanne
handlinger skabte så igen større uvilje mod jøderne og forværrede den
onde cirkel, hvilket er fortsat frem til i dag.
Jøder reagerede på truslen om assimilation ved at blive mere
etnocentriske. I skarp kontrast hertil, udviklede vore forfædre der
boede i deres, som oftest, homogene samfund i hjertet af Europa, aldrig
jødernes belejringsmentalitet. Da handel, slaveri og udenlandsk
indvandring øgedes i Europa, var de fleste europæiske samfund kun
dårligt forberedte på en indtrængen af magtfulde, etnocentriske
minoriteter, ind over deres grænser. Ikke-jødiske samfund i den antikke
verden tillod ofte forskellige religiøse udtryk, herunder tolerance over
for den jødiske tro, mens det jødiske folk krævede streng overholdelse
af dets tro inden for rammerne af jødernes samfund.
Det
jødiske samfund er gennem århundrederne fortsat som et autoritært
samfund der, konstant og bevidst, har fremmet jødisk samhørighed. Selv i
middelalderen gennemførte mange jødiske samfund dødsstraf for de jøder,
der ansås for at have forrådt jødiske interesser. Henrettelsen af Jesus
er et perfekt eksempel på udryddelse af en, som de følte var en trussel
mod deres homogenitet. Andre historiske midler, der anvendtes til at
fastholde deres ideologiske og genetiske renhed var ekskommunikation og
udvisning. Imens europæere, der kom fra et mindre konkurrencebetonet,
mere homogent, samfund, tilsluttede sig en lev-og-lad-leve etik, en mere
individualistisk etik, opretholdt jøder en intens kollektivisme. I
moderne tid har jøder styrket deres netværk for kommunikation og
solidaritet, alt imens de har støttet nedbrydning af ikke-jødiske
værdier og samfund.
At
trives som en lille minoritet i et fremmed samfund kræver også et talent
for bedrag. I det kristne Spanien, i Middelalderen, reagerede jøder på
krav om omvendelse til kristendommen ved at blive marranere, mennesker,
som foregav at være konverteret til kristendommen men som, i al
hemmelighed, praktiserede jødedom. De udviklede komplicerede planer til
brug for bedrag og disse har varet ved i århundreder. Mange hemmelige
jøder bedrog, med held, deres ikke-jødiske værter, med hensyn til deres
sande anti-kristne tro. De mest overbevisende marranere trivedes
særdeles godt og fik fremgang, mens de mindre kvalificerede, i denne
dobbelthed, ofte led eller omkom under inkvisitionen og andre
forfølgelser.
Jøder udviklede mønstre af dobbeltmoral: én moral for dem selv og deres
pårørende og en anden for deres ikke-jødiske værter. Omvendt havde
ikke-jøderne i de homogene samfund i Europa en tendens til at udvikle en
énstrenget moral, som favoriserede assimilation, når fremmede
befolkninger
334
indvandrede til deres område eller når de erobrede andre nationer. Det
antikke Grækenland eksemplificerede denne tradition ved at indføre en
doktrin om universalisme i deres erobrede landområder. Nogle af de samme
værdier om altruisme over for ens egne, som jøder holdt i ære for sig
selv, fandtes også blandt de europæiske befolkninger. Men fordi der ikke
var nogen ikke-europæiske racer til stede, var der ikke behov for at
udvikle de komplicerede konkurrencestrategier eller vildledende
gruppestrategier, der er så karakteristiske for jøderne.
I
den daglige handel og det sociale samkvem i Europa, blev sandhed hædret
som en standard for det daglige liv. I krigstid opstod en mere dobbelt
type moral, som skelnede ens eget folks interesser fra fjendens. Men
under normale forhold var der, primært, tale om udveksling og handel
blandt ens egen slags, snarere end blandt fremmede mennesker. Således
lærte vore folk aldrig, særlig godt, 'kunsten' i dobbeltmoral, undtagen
under krigsforhold. Tilstedeværelsen af, og gennemvandringen af,
fremmede, jødiske, elementer har i høj grad bidraget til den moderne
udvikling af europæisk racebevidsthed.
Den nuværende situation for det jødiske samfund
Churchill udtrykte det rammende i 1920, da han beskrev den jødiske
overtagelse af Rusland ved, at de havde "grebet det russiske folk ved
håret og gjort sig til herrer i dette enorme imperium."
I det sidste årti af Det 20. Århundrede greb de Amerika på samme måde.
De
dominerer, helt gennemgribende, nyheds- og underholdningsmedier, i
næsten hver eneste civiliserede nation, de kontrollerer de
internationale markeder og børser og ingen regering kan modsætte sig at
gå deres ærinde, i et hvilket som helst spørgsmål af betydning. De kan
koordinere en indsats mod enhver stat, der prøver at modstå deres magt,
sådan som de gjorde det i den økonomiske afpresning af en milliard
dollars fra Schweiz, eller ved den måde, hvorpå de stod bag invasionen
af Irak. Sammenhængen i det jødiske folk er i virkeligheden essensen i
Den Ny Verdensorden, og under dennes protektion forsøger de at udvide
deres totalitære fjernelse af ytringsfriheden fra Europa og Canada til
den nation, der engang var den frieste i verden: De forenede Stater.
De,
der fortæller kendsgerningerne om jødisk magt, kaldes ofte
"konspirationsteoretikere", der tror på "Den jødiske sammensværgelse."
Det kaldes de for at fremmane et latterligt billede af jøder, i kaftaner
og yarmulker, som bag deres jødiske ørelokker, betragter en globus, der
er oplyst af fakkellys, mens de planlægger verdensherredømmet. Men det
er ikke de fantasifulde "Sions Vise", vi behøver at frygte. Det er de,
der åbent udøver jødisk ekstremistisk magt, den dag i dag, og hver dag
mere frækt og åbenlyst.
Der
er ingen "sammensværgelse", i hvert fald ikke i den sædvanlige forstand.
Der er ikke engang meget hemmelighedskræmmeri omkring det. Jødisk magt
er allestedsnærværende. Enhver politiker er så bevidst om deres magt, at
han véd, han ikke kan nævne den. Jødiske organisationer, jødiske medier,
og jødiske politiske agenter, fremmer ubarmhjertigt deres dagsorden,
335
og
uden nærmere eftertanke. Lige som de, målbevidst, en gang stod bag Den
russiske Revolution, koordinerer de nu hensynsløst deres magt i hele
verden.
Ingen ekstremistisk jødisk leder behøver at beordre sine undersåtter til
at søge politisk kontrol i ikke-jødiske nationer, de gør det så
naturligt, som gøgen snupper andre fugles reder. Jødiske mediechefer og
statsbureaukrater behøver ikke at få ordre til at ødelægge ikke-jøders
stolthed, kulturarv, ære, loyalitet og tradition, samtidig med at de
forsvarer deres egne tilsvarende værdier. Der er ingen nødvendighed af
en overordnet plan for at korrumpere ikke-jødernes seksuelle skikke,
deres familiestruktur og religiøse overbevisning. Freud og hans
intellektuelle efterkommere og medie-leverandørerne har helt sikkert
ikke haft brug for nogen plan. De gjorde bare, hvad der faldt dem
naturligt.
Ingen "Sions Vise" behøver at fortælle de jødiske bureaukrater, at de
skal åbne USA's, og EU's, grænser for verdens usle affald, de véd,
næsten instinktivt, at de i en nation af mangfoldighed, kan dominere
gennem "del og hersk" princippet. De ved også, at hvis de kan ødelægge
vores genetiske integritet og racemæssige solidaritet, vil der ikke være
nogen, der har kapacitet til at udfordre deres styre.
Nej, det er ikke en kompliceret sammensværgelse. Det er blot to nationer
- jøder og ikke-jøder - i en tilstand af etnisk krig. Selvfølgelig er de
fleste jøder og kristne ikke engang klare over, at vi er i krig. Men alt
imens vi ikke-jøder, uden at være det bevidst, bliver undervist i
kulturelt og politisk selvmord, underviser jødiske racister deres egne i
troskab mod deres art og had og mistro til os. Der er kun en lille andel
af jøderne på de kulturelle og politiske frontlinier, men gennem mange
jødiske organisationer støtter hjemmefronten sine stormtropper.
Selvfølgelig har der været jøder, der beklagede de jødiske racisters
skinhellighed. Nogle har endda risikeret deres eget liv for at advare
ikke-jøderne om den zionistiske fare. Sådanne mænd er Noam Chomsky,
Benjamin Freedman og Alfred Lilienthal, Israel Shahak og Norman
Finkelstein. Fem mænd af jødisk herkomst, der har indset, at zionistisk
ekstremisme kan bringe en katastrofe over dem. Fredsbevægelsen i Israel
huser mange af disse jøder. Nogle jøder søger, mens de stadig ønsker
bevarelse af deres egen genotype, en politik med fredelig adskillelse og
sameksistens, frem for zionistiske enevælde. De indser, at jødisk
racisme i sidste ende kan ødelægge dem.
Selv om vi forstår både jødedommens og zionismens jødisk racistiske
karakter, anerkender vi, at der findes individuelle jøder, der ikke
repræsenterer hverken den ene eller den anden af disse doktriner, og som
ikke deltager i nogen form for aktivitet for at korrumpere eller
destruere ikke-jødiske institutioner. Et godt eksempel er Israel Shahak,
en jødisk overlevende fra nazisternes koncentrationslejre og professor i
Israel. Han har lidt meget for at turde tale rent ud om zionisme og
talmudisk jødedom. Han fortalte verden om jødisk misantropi, ikke alene
for at yde ikke-jøderne retfærdighed,
336
men
også for at redde sit folk fra konsekvenserne af deres egne handlinger.
Jøder som Israel Shahak giver os håb om en gensidigt gavnlig bilæggelse
af konflikten mllem jøder og ikke-jøder. Men Shahak og andre som ham
forbliver et lille foragtet mindretal blandt deres brødre. En retfærdig
løsning af konflikten kan givetvis aldrig komme fra jødisk
overherredømme. Først efter at vi har afsat jødisk magt i vore egne
nationer kan vi forhandle succcesfuldt med dem. Selv om en etnisk
fredskonference ville være den bedste løsning for alle parter, fortæller
historien os, at en sådan er usandsynlig på dette tidspunkt i
konflikten. Tyrannier overgiver sig kun til stærkere kræfter.
Hvis jøder virkelig repræsenterede alt, hvad der er ædelt i mennesket,
ville det måske være naturens orden at få vore folkeslag erstattet med
den jødiske prototype. Men historiens gang har vist, at ekstremistiske
jøder langt oftere har været budbringere for mørke end for lys. Dette er
bl.a. afsløret i den tragiske gennemførelse af doktrinerne, der skabtes
af de tre mest indflydelsesrige jøder i Det 19. og 20. Århundrede: Marx,
Freud og Boas. Disse tre jøder kom til at nedværdige menneskeheden, ikke
til at forædle den, og disse, deres doktriner, nåede at bringe
ufattelige ødelæggelser og lidelser over menneskeheden.
De
ekstremistiske jøder besidder en enorm magt – en magt, der udspringer af
talent kombineret med skrupelløshed. De bliver styrket af alt, hvad der
svækker os. Vores magt kan kun genvinde sin styrke gennem en hengivenhed
for sandhed og retfærdighed, fra udvist mod og ædelhed . Når vi
overtræder vor egen moral, bliver vi svækket og kan udnyttes, som det er
tilfældet nu.
Et
eller andet sted i vores genpulje rører vores gener sig for at kræve
overlevelse, og disse gener er nu i færd med at udtrykke sig gennem en
ny vækkelse. Jeg ser denne opvågnen, hvor vores folk er. Den er især
stærk hos vore unge. Det er en vision, som forfølgelse og had ikke kan
ødelægge. Et eller andet sted ligger der, i dette øjeblik, en baby og
sover fredeligt i sin vugge, uvidende om det store slag, der lige nu
raser for hans ret til at vokse op og leve i sit eget land og med sit
eget folks værdier.
Er jøder overlegne?
Hvad med intelligens, hvordan ligger jøder, sammenlignet med europæerne,
som en helhed og sammenlignet med udvalgte europæiske, grupper?
Der
har været en hel del forskning i dette emne, primært udført af jødiske
forskere. De viser en højere generel IQ for jøder. Men forskellen kommer
næsten udelukkende fra den verbale del af IQ-testerne. De fleste
undersøgelser viser, at jøderne har en markant højere verbal IQ, mens
europæere ofte scorer højere på de mere abstrakte og rumlige komponenter
af IQ. Brown fandt, at jødiske børn havde højere verbal IQ og
skandinaviske børn højere "visio-rumlig" IQ. Levinson fik samme resultat
hos jødiske og ikke-jødiske børn i en undersøgelse fra 1960, og
337
Backmans resultater viser signifikant højere verbale IQ-værdier og
markant lavere IQ-værdier for jøder, når det gælder visio-rumlig
ræsonneren.
At
jøder synes at være overlegne i de verbale, mentale færdigheder, synes
helt i overensstemmelse med deres evolutionære strategi. Talefærdighed
er selvfølgelig vigtig for kommunikation, handel, teamwork,
administration og mægling, som alle var meget vigtige evner i de
samfund, hvori de havde fremgang.
Werner Mosse, en berømt historiker særligt vedrørende den europæiske,
jødiske historie, citerer undersøgelser fra Tyskland fra begyndelsen af
dette århundrede som viser, at der er en tendens til, at ikke-jødiske
fabrikanter er håndværkere, mens der er tendens til, at jødiske
fabrikanter er fra handels-, eller bankfamilier. Han hævder, at
karakteren af den jødiske deltagelse i fremstillingssektoren i Tyskland
det
19. århundrede var:
….mindre i egentlig fornyelse eller opfindelse, end i en særlig evne for
økonomisk "mægling", i form af eksport af tyske varer, af "sekundær
innovation", teknologioverførsel, gennem indførelse i Tyskland, af
processer og metoder, der var observeret i udlandet og nye teknikker til
at stimulere efterspørgslen.
Richard foreslår, at visio-rumlige evner og verbale evner er negativt
korreleret og at mere af hjernebarken er afsat til enten det ene sæt af
evner eller det andet. En anden forsker, Richard Swartzbaugh, foreslår i
sin bog, The Mediator,
at jøder er naturlige mæglere i et multietnisk, multireligiøst,
multinationalt miljø og at det naturlige sammenstød mellem de
antagonistiske grupper producerer en enorm efterspørgsel efter mægling.
En sådan mægling finder udtryk i lovgivning, forhandling, mægling, børs
og administration - som alle er områder, der er stærkt modtagelige over
for jødiske, verbale færdigheder og intelligens.
Jøderne har modtaget en uforholdsmæssig stor andel af priser for
videnskabelig og kulturel virksomhed. Lige fra Academy-priser til
Pulitzerpriser og Nobelpriser er den store jødiske andel slående. Den
uforholdsmæssigt store jødiske succes med at vinde videnskabelige og
kulturelle priser er en afspejling af både deres evner og deres
holdstrategi. Både Academy-priser og Pulitzerpriser vælges af en gruppe
med en stor andel af jødiske stemmer, der allerede fra en tidlig alder
har lært at favorisere deres egne. Som nævnt i mit kapitel om 'Jødisk
racisme' er jøder især tilbøjelige til at finde vej til de styrende
organer i en hvilken som helst social organisation, som de deltager i og
dette vil selvfølgelig give en tendens til at forøge deres muligheder
for at anerkende og belønne deres egne, i deres respektive områder.
Derudover ophøjer de jødisk-dominerede nyheds- og underholdningsmedier
konsekvent deres egne med ros og anerkendelse.
338
Barbara Streisand har måske ikke været den bedste popsanger i USA, men
hun blev det helt sikkert ifølge den jødiske presse. Schindler's List
var måske ikke den bedste film, der blev lavet i 1993, men den passede
perfekt med jødiske sociale og politiske mål. Det forfærdende valg af
den jødiske terrorist, Menachem Begin, til Nobels fredspris, skyldtes
det omfattende forarbejde, der var blevet udført af de jødiske medier,
verden rundt. Selv på det videnskabelige område er omtale og
mediereklame for en videnskabsmands arbejde, i en tid med kolossal
videnskabelig fremgang, og et stort antal fortjenstfulde forskere, nu
sandsynligvis lige så afgørende for belønningen med en videnskabelig
pris, som forskningen selv. På dette område har jødiske videnskabsmænd
en indbygget reklamefordel.
Selv i dag, hvor genetikere og psykologer stadigt oftere beviser
arvelighedens og racens afgørende rolle for intelligens og adfærd,
fortsætter de jødiske medier med at udbasunere synspunktet om, at
miljøet er mest afgørende for adfærden, undtagen naturligvis, når det
gælder jøder. Medierne foretrækker lighedsmagere fra de yderste
kartoffelrækker, såsom Lewontin, Kamin og Gould frem for de mere stille,
men mere logisk sammenhængende, videnskabsmænd. Som jeg tidligere
påpegede, var de tre mest indflydelsesrige jøder i Det 19. og 20.
Århundrede Karl Marx, Sigmund Freud og Franz Boas. Alle tre var
intelligente mænd, men hver af dem havde en katastrofal virkning på de
europæiske samfund. Karl Marx lagde fundamentet for den mest destruktive
og morderiske ideologi, nogensinde. Sigmund Freud underminerede
grundlaget for familien og fundamentale kristne og muslimske værdier.
Franz Boas var antropologisk stamfader til den egalitære bevægelse, som
er det primære våben, der bruges til ødelæggelsen af både den etniske
loyalitet og selve eksistensen af hver eneste genotype på planeten, som
kunne tænkes at modsætte sig jødisk overherredømme.
Den endelige målestok
Selv den såkaldt moderate fløj inden for jødedommen prædiker et jødisk
overherredømme af moral og intellekt. I en artikel i Reform Judaism
med titlen "Slap af. Det er okay at være det udvalgte folk," diskuterer
Arthur Hertzberg (redaktøren) og Aron Hirt-Manheimer deres offergørelse
som unge, plaget af de kristne. De hævder jødernes forskellighed, selv
når det angår de liberale jøder, der ikke ønsker at indrømme det. I
artiklen citerer de fra grundlæggeren af den israelske stat, David
Ben-Gurion:
Mit koncept af
det messianske ideal, og den
339
messianske vision, er ikke metafysisk, men socio-kulturel-moralsk... jeg
tror på vores moralske og intellektuelle overlegenhed, i vores evne til
at tjene som model for den menneskelige races frelse. Denne, min tro, er
baseret på mit kendskab til det jødiske folk og ikke en eller anden
mystisk tro; den guddommelige tilstedeværelses herlighed i os, i vore
hjerter, og ikke uden for os.
(min understregning)
Det ville være interessant at se reaktionen, hvis præsidenten for De
forenede Stater kom med en udtalelse om, at han troede på den hvide
races moralske og intellektuelle overlegenhed. Ikke alene viser
Ben-Gurions udsagn en jødisk racistisk holdning, det viser også, at hans
følelse af jødisk overlegenhed ikke er født ud af den tro, at de er
"udvalgt af Gud", men simpelthen kommer fra en selvvalgte egoisme.
Før
selvudnævnte påstande om jødisk overlegenhed kan tages alvorligt, er det
vigtigt at huske, at den endelige målestok for værdighed er kreative
præstationer og historiske resultater. Den europæiske resultatliste, i
så henseende, er storslået. Ikke-jøder lagde grunden til astronomi,
fysik, matematik, teknik, biologi, geologi, og vestlig medicin. Det var
den mediterrane gren af den europæiske menneskehed, der skabte
pyramiderne. Vore forfædre byggede Parthenon og Pantheon. Det var vore
græske forfædre, der skrev den første roman, der udviklede dramaet som
en kunstform og gav verden Sokrates' og Platons filosofi. Det var vores
race, der åbnede for hemmelighederne i det kopernikanske univers, vort
folk, der byggede den romerske republik, og som skrev Magna Carta,
Uafhængighedserklæringen og De Forenede Staters forfatning. Vort folk
har skabt stor kunst i det gamle Grækenland, og bragte renæssancens
skønhed til os. Michaelangelo havde vort blod i sine fingre, da han
rakte op mod Gud fra loftet i Det Sixtinske Kapel, og i Leonardos hænder
pulserede vort blod, og vor unikke DNA, da han, ud af kolde sten, skabte
den varme skønhed i Madonna og Barnet.
Fra
vore gener kom kompositioner af Bach, Mozart, Beethoven og Wagner. Vort
folk opfandt bilen, flyet, dampmaskinen, forbrændingsmotoren,
jetmotoren, elektrisk lys, telefoner, radioer og kameraer - og selv de
magtfulde værktøjer, som nu bliver brugt som våben imod os: filmkameraet
og TV. Mænd af vores genetiske arv gav os byggestenene i
computeralderen: halvlederen, transistoren og det integrerede kredsløb.
Vort folk udviklede matematik og fysik og den kemiske jetkraft, der gav
os mulighed for at efterlade vore fodspor på månen.
Jeg
kunne blive ved og ved med at fortælle om den store resultater af vor
europæiske forfædres store bedrifter. I Egyptens storhed under Ramses
II, i Grækenland på Perikles' tid, Rom på Cæsars tid, eller England på
Shakespeares tid, var der næsten ingen jødisk indflydelse. Den vestlige
civilisation ville uden besvær have nået nutidens højder uden jøderne.
Men ville vi være sunket til de dybder, der skabtes af marxismen,
freudianismen og den boasiske antropologis lighedsmageri, uden dem?
340
Forskellen mellem jøder og ikke-jøder kan eksempelvis ses i forskellene
mellem film, der blev produceret af Walt Disney, og den type film, som
den nuværende, jødiske leder af Disney Studios, Michael Eisner,
producerer. Mens både Disney og Eisner lavede teknisk dygtige film,
lavede Disney film, der lagde vægt på skønheden og adelen i mennesket og
i naturens undere. Eisner styrende Disney væk fra naturfilmbranchen og
hen mod degenerede film ,som The Crying Game og The Priest, to film, der
vælter sig i seksuelle afvigelser og fordærv, film, som Walt Disney ikke
engang ville have nedværdiget sig til at se - langt mindre ville have
produceret.
Mens de klassiske grækere og renæssancens europæere producerede stor
kunst og skulptur, som fejrede den idéelle skønhed i det menneskelige
legeme, afviste jøder kunst som "afgudsbilleder"* Nu sponsorerer og
fremmer de degenereret kunst, der priser det misdannede og det
anderledes, frem for det velformede, det ædle og det heroiske. Og de
dominerer de pornografiske gesjæfter, der trænger længere og længere ned
på de laveste dybder af menneskeligt forfald. Mens europæernes
faustianske ånd er trængt ned på de dybeste oceaner og op på de højeste
bjerge og endog har vovet sig ud i rummet, har jøderne sjældent været
pionerer. Mens vi ærer jordbruget, jordkloden og i det hele taget den
fysiske verden, som de fleste europæere, og resten af jordens
befolkning, har fået deres daglige brød fra, indtil for ganske nylig,
har jøderne, gennem to tusinde år, suget deres næring fra det sjælløse
og parasitære bylivs gyldne kalv.
Mens Freud fremholdt kønsorganer og ekskretionsorganer som nøglen til
meningen med livet, afviste den ikke-jødiske Carl Jung Freud og
udviklede begrebet "racesjælen". Mens jøder stadig holder fast i
grundreglen om "øje for øje", bekender europæerne sig, måske nok så
farligt for dem selv, til læren om at "vende den anden kind til."
Med
hensyn til intelligens har jødiske racister haft den verbale dygtighed,
der gjorde dm fortjent til, at Jesus Kristus henviste til dem som
løgnens store mestre. Men i de rumlige færdigheder, som giver os vores
følelse af kunst og vores fremsynethed, som giver os balance og helhed,
er vi mestre. De er de hurtigtsnakkende, kloge mennesker, som er
velbevandrede i manipulationens og mæglingens kunstarter. Men de er
bestemt ikke bedre i de karakterens kvaliteter, som har skabt vort folks
storhed og ophøjethed. Den jødiske genotype har bestemt været robust og
fleksibel og de kan endnu, hvis vi tillader det, arve vor Jord som deres
herredømme. Konkurrencen herom er imidlertid langt fra ovre. Der er et
væld af skønt, genetisk materiale i vort folk, som nok skal nå at vise
sig værdigt til overlevelse.
Når
vores folk vågner og begynder at bruge vort geni, vor idealisme og vort
mod til at kæmpe for vores overlevelse, vil sejren være mulig.
Jøderne har tilpasset sig deres omgivelsers luner samtidig med, at de
har bevaret deres egen genotype. Men altimens de har tilpasset sig,
har vi skabt. Vi har skabt både teknologi og kunst. Vi
har fundet stor skønhed i både krop og sjæl. Vi har fokuseret
både på Gud
* som den jødiske Torah forbyder, overs. anm.
341
og natur, videnskab og religion. Vi har lært, hvordan vi
afbalancerede regering og frihed.
Det
endelige etniske sammenstød mellem disse diametralt modsatte genotyper
og kulturer nærmer sig hastigt i det nye årtusinde. Jødisk racistisk
vilje til magt presser dem i retning af at dominere mere og mere, som
det har været tilfældet i de sidste 3000 år. Deres evolutionære strategi
er blevet perfektioneret til et sådant punkt, at europæerne og alle
andre racer nu lider under jødisk overherredømme på globalt plan. De er
nået frem til at besætte de øverste stillinger i De forenede Stater og
har vendt den overordnede føderale regering mod landets grundlæggere,
den europæiske majoritet.
Nu,
da Amerika, således under deres kontrol, er blevet jordens eneste
supermagt, holder de sig ikke tilbage, med hensyn til at bruge denne
magt til at gennemføre deres dagsordener på globalt plan.
Vi
er nødt til at anerkende deres nuværende politiske og sociale magt, men
vi ved også, at deres magt er kommet på bekostning af vor civilisations
undergang. Hvis vi ikke magter at trodse denne magt, kan det kun føre
til vores endelige udslettelse og det truende folkedrab giver vores
opgave betydningen af en kamp på liv og død -- én, der er presserende
for vores folk og i virkeligheden for alle folk og nationer på jorden.
Gennem de seneste ti år har jeg set en stærk opvågnen finde sted over
hele kloden. Der er to faktorer, som har ført til denne opvågnen. For
det første har de jødiske racister begået deres århundredgamle dumhed
med at gå for vidt. De er blevet så åbenlyse, at millioner er begyndt at
se dem, som de virkelig er. For det andet har internettet demokratiseret
oplysning. Jødiske mediegiganter har ikke længere monopol på nyheder,
tænkning og meningsdannelse. Folk kan nu selv dømme om, hvorvidt et
argument giver mening eller ikke. Om det bygger på kendsgerninger eller
fjollerier. Grove medieløgne kan nu blive afsløret.
Menneskene har ikke brug for en eller anden jødisk racistisk
ypperstepræst til at bestemme over, hvad de må læse eller mene.
Elektronisk post og information spredes næsten med lysets hastighed.
Hjemmesider, som min egen,
www.davidduke.com når nu ud til millioner, over hele jorden, med
sandheden om jødisk racisme. Naturligvis kan de, der taler effektivt
imod dem, forvente at blive udsat for alverdens forsøg på
undertrykkelse, hvor jødiske racister bruger alle de midler, der er til
deres rådighed. Det må ikke glemmes, at de er lige så brutale, som de er
magtfulde. Det vil kræve mange ofre at besejre dem. Men det har kampen
for frihed altid gjort.
Ligegyldigt, hvilken skæbne der venter mig, vil jeg fortsætte med at
gøre min pligt. Jeg vil fortsætte med at fortælle sandheden om den
største trussel mod menneskeheden: Jødisk racisme.
For
længe siden besluttede jeg, at jeg aldrig, nogensinde, ville overgive
mit folks frihed til jødiske racister, selv om det skulle koste mig min
egen frihed. Min målbevidsthed er ikke blevet svækket af de
vanskeligheder, jeg allerede har været ude for eller dem, der ligger
forude. Ligegyldigt,
342
hvilken skæbne, mine umoralske modstandere bereder mig, vil jeg aldrig
blive ført væk fra kampen for vor frihed og kulturarv, som er den, der
stadig bringer lys ind i mit liv.
Så
længe mit hjerte banker, og så længe jeg har evnen, vil jeg aldrig
forholde mig stille og passivt. Jeg vil bestræbe mig på at arbejde for
europæere, palæstinensere, og i virkeligheden, for de fundamentale
menneskerettigheder, som alle jordens folk bør nyde. Sammen må vi,
modigt, rejse os mod, og bekæmpe, den jødiske racismes onde væsen. Det
er allerede sent, men vi har, i vor kamp for friheden, et uvurderligt
våben: sandhedens sværd. Jeg bønfalder dig. Lad ikke sandheden ligge
uvirksom, men brug dit mod til at give den stemme. Lad sandhedens
skinnende sværd oplyse vejen til din egen frihed.
Noter:
Weyl, N. & Possony, S.
(1963). Geography of Intellect. Chicago: H. Regnery Co.
Van den Haag, E. The
Jewish Mystique. New York, Stein and Day.
Pittsburgh Post
Gazette. (1969). 1. apr. , s. 26.
Darwin, C. (1892).
The Origins of Species By Means of Natural Selection, or The
Preservation of Favored Races in The Struggle for Life. New York, D.
Appleton and Company.
Keith, Arthur, Sir
(1949). A New Theory of Human Evolution. New York. Philosophical
Library.
Hamilton, W.D. (1964).
The Genetical Theory of Social Behaviour. Bd. I, II. Journal of
theoretical Biology. 7: s. 1-52.
Wilson, E. (1975).
Sociobiology: A New Synthesis. Cambridge: Harvard U. Press.
Grolier's Electronic
Encyclopedia. (1994). "Dog".
Frank, Gelya. (1997).
Jews, Multiculturalism and Boasian Anthropology. The American
Anthropologist. ( 99(4) 731-745.
Frank, Gelya. (1997).
Meyerhoff, B. (1978).
Number Our Days. E.P.Hutton.
Chase, G.A., og
V.A.McKusick (1972). Founder Effect in Tay-Sachs Disease. American
Journal of Human Genetics. 25:339-352.
Fraikor, A.L. (1977).
Tay-Sachs Disease: Genetic Drift Among The Ashkenazi Jews. Social
Biology. 24:117-134.
Sachs, L. & M.Bat-Miriam
(1957). The Genetics of Jewish Populations. American Journal of Human
Genetics. 9:117-126.
Mourant,A.E., A.C.Kopec,
& K.Domaniewska-Sobczak (1978). The Genetics of the Jews. Oxford,
England: Clarendon Press.
Mourant,A.E., A.C.Kopec,
& K.Domaniewska-Sobczak (1978). The Genetics of the Jews. Oxford,
England: Clarendon Press.
Bonné-Tamir,B.,
Ahbel,S., og Kenett,R. (1977). Genetic Markers: Benign and Normal
Traits of Ashkenazi Jews in Genetic Diseases Among Ashkenazi Jews.
Ed. R.M.Goodman & A.G.Motulsky. New York: Raven Press.
Karlin,S., R.Kenett & Bonné-Tamir,B. (1979). Analysis of Biochemical
Genetic Data On Jewish Populations II. Results and Interpretations of
Heterogeneity Indices and Distance Measures With Respect To Standards.
American Journal of Human Genetics. 31:341-365.
Mille,S., & Kobyliansky,E. (1985). Dermatoglyphic Distances Between
Israeli Jewish Population Groups of Different Geographic Extraction.
Human Biology. 57:97-111.
Kobyliansky,E., & Livshits,G.A. (1985) Morphological Approach To The
Problem of the Biological Similarity of Jewish and Non-Jewish
Populations. Annals of Human Biology. 12:203-212.
Sofaer,J.A. Smith,P. & Kaye,E. (1986). Affinities Between Contemporary
and Skeletal Jewish and Non-Jewish Groups Based On Tooth Morphology.
American Journal of Physical Anthropology. 70:265-275.
Lenz,F. (1931). The
Inheritance of Intellectual Gifts in Human Heredity, overs. Af
E.Paul & C.Paul, red. E.Baur, E.Fischer, & F.Lenz. New York:Macmillan.
Patai,R. & Patai,J.
The Myth of the Jewish Race. Detroit, Wayne State University Press.
Cohen, Steven M. (1986).
Vitality and Resilience in the American Jewish Family. I S.M.Cohen &
P.E.Hyman (redaktører), The Jewish Family: Myths and Reality. New York.
Holmes & Meier. 228.
Stolper,P. (1984).
Jewish Alternatives in Love, Dating, and Marriage. NCSY/Orthodox
Union/University Press of America. 64.
Landau, D. (1993).
Piety and Power: The World of Jewish Fundamentalism. New York: Hill
and Wang. 300
Shaffir, W. (1986).
Persistence and Change in The Hasidic Family. In the Jewish Family:
Myths and Reality. Red. S.M. Cohen & P.E. Hyman. New York: Holmes &
Meier. s. 190.
Ellman, Y. (1987).
Intermarriage in The United States: A Comparative Study of Jews and
Other Ethnic and Religious Groups. Jewish Social Studies. Bd. 49,
s.1-26.
Kosmin, B.A., Goldstein,
S., Waksberg, J., Lerer, N., Keysar, A. & Scheckner, J. (1991).
Highlights of the CJF 1990 National Jewish Population Survey. New
York: Council of Jewish Federations.
Meyer, M.A. (1988).
Response To Modernity: A History of the Reform Movement in Judaism.
New York: Oxford University Press.
Waxman, C. (1989).
The Emancipation, The Enlightenment, and The Demography of American
Jewry. Judaism. Bd. 38, s. 488-501.
Elazar, D.J. (1980).
Community and Polity: Organized Dynamics in American Jewry.
Oprindelig udgivet i 1976. Philadelphia: The Jewish Publication Society
of America.
Ibid.
Zborowsky, M., & Herzog,
E. (1952). Life Is With People: The Jewish Little-Town of Eastern
Europe. New York: International University Press.
Lieberman, S. &
Weinfeld. (1978). Demographic Trends and Jewish Survival. Midstream.
November.
Jeremias, J. (1969).
Jerusalem in The Time of Jesus: An Investigation into Economic and
Social Conditions During The New Testament Period. Overs. F.H. Cave
& C.H. Cave (baseret på en tidligere skitse til oversættelse, udført af
M.E. Dahl). Philadelphia: Fortress Press. s. 311.
Shahak, I. (1994).
Jewish History, Jewish Religion.
Rushton, J. Philippe.
(1995). Race, Evolution, and Behavior: A Life History Perspective.
New Brunswick, New Jersey. Transaction Publishers .
Churchill, W.I. (1920).
Den illustrerede Sunday Herald. 8. februar.
Levinson, B.M. (1960). A Comparative Study of the Verbal and Performance
Ability of Monolingual and Bilingual Native Born Jewish Preschool
Children of Traditional Parentage. Journal of Genetic Psychology.
Bd. 97. s. 93-112.
Brown, F. (1944). A
Comparative Study of the Intelligence of Jewish and Scandinavian
Kindergarten Children. Bd. 64. s.67-92.
Backman, M.E. (1972).
Patterns of Mental Abilities: Ethnic, Socio-Economic, and Sex
Differences. American Educational Research Journal. Bd. 9, s.
1-12.
Levinson, B.M. (1957).
The Intelligence of Applicants for Admission to Jewish Day Schools.
Jewish Social Studies. Bd. 19, s.29-140.
Journal of Genetic
Psychology (1958). Cultural Pressure and WAIS Scatter in a
Traditional Jewish Setting. Bd. 93. s.277-286.
Journal of Genetic
Psychology. (1960). A Comparative Study of the Verbal and
Performance Ability of Monolingual and Bilingual Native Born Jewish
Preschool Children of Traditional Parentage. Bd. 97. s.93-112.
Journal of Genetic
Psychology. (1962). Jewish Subculture and WAIS Performance Among
Jewish Aged. Bd. 100. s.55-68.
Mosse, W.E. (1987).
Jews in the German Economy: The German-Jewish Economic Élite 1820-1935.
Oxford, England: Clarendon Press. s.166
Schwartzbaugh, Richard.
(1973). The Mediator; His Strategy for Power. Cape Canaveral,
Florida: Howard Allen.
Lynn, R. (1987). The
Intelligence of the Mongoloids: A Psychometric, Evolutionary and
Neurological Theory. Personality and Individual Differences. Bd.
8. s. 813-844.
Rushton, J.P. (1991).
Race Differences in Intelligence: A Global Perspective. Mankind
Quarterly. Bd. 31. s. 255-296.
J. Lynch, C. (1992).
Intelligence: Ethnicity and Culture in Cultural Diversity and The
Schools. Red. S. Modgil. London og Washington,D.C.: Falmer Press.
Hertzberg, A. &
Hirt-Manheimer, A. (1998). Relax. It's Okay to be the Chosen People.
Reform Judaism. Maj.
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
