Historisk revisionisme

Historisk revisionisme

Af Lars Thirslund

Taster jeg : "revisionisme" i bibliotekets søgecomputer, kommer svaret prompte : 0.

Det tog lange år før modige personer vovede at rejse tvivl om pålideligheden i sejrsmagternes beskrivelser af krigens og efterkrigstidens begivenheder, og i al den tid havde den jødiske propaganda frit spil til i sit enorme medienet at rundkaste i, gentage og brodere på krigstidens propagadafrembringelser. Det var derfor let at mobilisere den store forargelse, da afsløringer begyndte at afløse hinanden, men den blev ikke mindre, efterhånden som revisionisternes dokumentation, betragtet med fornuften, blev umulig at komme uden om. Så skiftede man taktik og startede en storstilet satsning på følelserne ved at bygge gigantiske museer og monumenter.

Vore egne media stillede sig beredvilligt til rådighed for alt sådant; men var tavs om revisionisternes opdagelser, eller bagtalte forskerne som løgnere, nynazister og højre-ekstremister. Men læs deres værker - ikke blot, hvad Politiken skriver derom.

Vi vil pege på nogle af revisionismens hovedbegivenheder. Andre vil kunne gøre listen fyldigere og bedre.

Forudsætninger

1902 Zions Vises protokoller.

1918 Verdenskrig l slutter. Forfatteren Louis Levy udgiver sit interessante dokument "Jøden som fredsstifter". Se bogfortegnelsen.

1919 Versailles-traktaten fastlægger sejrsmagternes fredsbetingelser, ved hvis tilblivelse de tabende er holdt udenfor. Det østrig-ungarske kejserrige stykkes op. En række ny stater deriblandt Polen, Tjekoslovakiet, de baltiske lande og Finland, anerkendes. Tyskland mister sine kolonier og afstår bl.a. Elsass-Lothringen til Frankrig og Posen m.fl. områder til Polen. En del tyskbefolkede områder havner under fremmede regeringer i Polen og Tjekoslovakiet og går hårde tider i møde. Tyskland idømmes erstatningskrav, som det ikke kan betale.

1915 og 1927 : Hitlers Mein Kampf fortæller om partiets beskedne start. Komunister prøver med vold at stoppe de første møder, og det var ikke sarte sjæle, der gik til angreb. Rosa Luxemburg, en af venstrefløjens idoler, udtrykte det således: I denne verdenshistoriens sidste klassekamp for menneskehedens højeste mål gælder dette ord overfor fjenden :"Tommelfingeren i øjet og knæet i brystet."

Hitlers soldatertkammerater kunne dog give igen med samme mønt, så efterhånden fik Hitler lov til at tale i fred, og derefter voksede hans tilhørerskarer. Når jeg tænker på, hvordan hans fremtoning var, har jeg stadigvæk svært ved at begribe det; men når jeg i dag læser, hvad han fremførte, forstår jeg det en lille smule bedre. Noget af det var fomuftigt. Han prøvede - i begyndelsen under rasende modstand - at mindske fjendskabet mellem bayrere og preussere til fordel for større tysk enighed. Han ville gøre op med Versaillestraktaten, det kan man ikke helt fortænke ham i. Han agiterer imod internationalismen, og der bør vi indrømme, at historien har givet ham ret. Men han var jo også imod socialdemokratiet - dette var dog gensidigt. Mest har man kritiseret hans raceidéer, som imidlertid i lange stykker synes inspireret af jøderne, blot med omvendt fortegn. Det mest ulykkelige ved det, som man dog egentlig ikke kan laste ham for er, at vor tids mediesnakkere herefter, uden at ulejlige en hjernecelle automatisk forkaster enhver bevidst omsorg for, hvilke genetiske kombinationer, det kan være rimeligt at favorisere eller bekæmpe. Overbefolkning og brist på ressurser vil fremtvinge, at vi diskuterer den slags så fornuftbetonet som muligt. Hitler og nazismen var ikke værre end Stalin, Mao og marxismen. Kan der påpeges noget positivt i de tre belastede ideologier, skal det være tilladt at tage det i brug.

I virkeligheden var det værste i de tre ideologier, så vidt vi kan se, mindre de mere eller mindre fagre idéer end førerdyrkelsen og det autoritære system.

Men det, der frem for alt har gjort nazismen til hadeobjekt i højere grad end de andre endnu mere blodbesudlede regimer, er det forhold, at Hitler vovede at udfordre jødemagten. For de fleste danskere, men ikke alle, var dette ikke til at forstå, fordi så mange jøder i mellemkrigstiden var næsten assimilerede, og fordi de magtsamlende jøder, som Louis Levi så åbenhjertigt tillod sig at snakke højt om selv - indtil videre - helst virkede så ubemærket som muligt.

Debat om jødernes finansielle og politiske magtsamling er naturligvis blusset op flere gange i forskellige lande, også i Danmark. Der peges på eksempler i bogfortegnelsen. Men det er ikke rigtigt, at Hitler foragtede jøderne. Han kunne godt se deres begavelse, men også den fare, som deres ideologi, eller som han muligvis troede, deres "blod", betød for det tyske folk. Ud fra, hvad vi kan overse nu, tror vi, at han havde grund til sine mistanker. Det dristige var, at han vovede at foreslå, at der blev gjort noget ved det. Vi vil vise, at den jødiske reaktion var en øjeblikkelig krigserklæring, hvis brutalitet kun kan forstås rigtigt, hvis man sætter sig ind i, hvilken trøstesløs elendighed Tyskland da befandt sig i.

At det lykkedes Hitler og/eller hans rådgivere at ride denne storm af, forøgede - ser det ud til - blot de jødiske magtmenneskers hævngerrighed og vilje til at komme tilbage, om det så skulle ske gennem en ny verdenskrig, og senere gennem dyrkelse af en af verdenshistoriens mest grove og ondskabsfulde løgne.

Det er svært at tolke begivenheder, og de vidnesbyrd, som refereres i det følgende på anden måde.

1930 Horst Wessel myrdes af kommunist i Berlin. En jøde giver morderen beskyttelse.

1932 Jødisk krigserklæring mod Tyskland

1933 30/1 bliver Hitler tysk rigskansler. Jødelove besluttes, dog ikke udryddelse.

24/3 Daily Express offentliggør ny jødisk krigserklæring, indebærende finansiel og handelsmæssig boycott. I august: jødernes tredje krigserklæring mod Tyskland: hellig krig, som må føre til fuldstændig tilintetgørelse!

1936 Jødisk mordkampagne mod nazister. Februar skydes Wilhelm Gustloff, leder af nazipartiet i Schweiz af David Frankfurter.

1938 11. april afslører Hitler sin endelige løsning af jødeproblemet, som går ud på deportering især af jøder i Tyskland og Europa, til fjerntliggende lande, f.eks. Madagaskar. Endnu juli 1942, to måneder efter, at briterne havde okkuperet Madagaskar, troede han på dette sted.

1938 7. november. Ernst v. Rath, 29 år, legationssekretær i Paris myrdes af Herschel Grynszpan, hvilket førte til den såkaldte krystalnat med angreb på jødiske butikker og synagoger over hele Tyskland. Fredsforhandlinger lider et knæk.

1939 Tysk angreb på Polen indledes og besvares med britisk-fransk krigserklæring.

Sovjet angriber fra øst, og grænsedragning mellem russiske og tyske tropper aftales 28/9. Sovjet myrder ca. 26.000 polske officerer, soldater og intellektuelle i Katyn og andre steder. Stalin angriber derefter Finland, og besætter snart Baltikum.

1941 Germany Must Perish.. Se Samisdat I : "Løgnens onde cirkel"(findes i menuen)

Atlanterhavsdeklarationen. Se Samisdat I eller et leksikon.

Amerikanske jøder forbereder allerede nu, hvilke erstatningskrav de vil stille, når Tyskland har tabt den krig, som foreløbig kun jøderne selv har erklæret.

7/12 : Pearl Harbour - og USA går ind i krigen mod aksemagterne.

1943 Januar: Roosevelt møder Churchill i Casablanca og dikterer krav om fjendernes betingelsesløse kapitulation.

Nov.-dec. : Teheranmødet: Stalin og Roosevelt skåler for drab på 50.000 tyske officerer. Elliott Roosevelt for mange flere. Churchill stormer ud af lokalet. Se menuen "Other Losses".

1944 På War Emergency Conference i Atlantic City konkretiseres jødernes krav om Wiedergutmachung: en forretningsaftale.

1944 September: Quebec konference. Morgentauplanen initieres. Lægger hovedvægt på hævn, eller "pastoralisering."

1945 Februar: Yalta konference

8. maj: betingelsesløs tysk kapitulation.

l 0. august - efter to atombomber: Betingelsesløs japansk kapitulation.

1946 Nürnberg-dommene.

1951-52 Nahum Goldman, som repræsenterer 120 jødiske organisationer fra USA, England, Canada, Australien, Sydafrika, Frankrig og Argentina, presser Adenauer til løfte om 450 mia. DM, som sikrer den ny stat Israels opbygning. Derudover ret og støtte til jødernes genetablering af mistede positioner i Tyskland. Goldman afslører stolt, at jøderne juridisk ikke havde krav pa andet, end hvad især Eisenhower og hans venner rundhåndet havde skaffet dem; men som forhandler havde han mesterligt forstået at pege på, hvor negativt verdensopinionen ville reagere ved afvisning af de jødiske krav. Og Adenauer forstod!

1989 Berlinmuren falder.

1992-93 Gorbatjov udleverer russisk arkivmateriale konfiskeret i Auschwitz-Birkenau.

Revisionistiske hovedbegivenheder

1950 Paul Rassinier: Le Mensonge d'Úlysse. Fransk modstandsmand med ophold i tyske fangelejre rejser tvivl om holdbarheden i officiel historieskrivning.

1973 Thies Christophersen udgiver Die Auschwitz-Lüge, Kritik Verlag, Mohrkirch. På dansk 1981 Nordland Forlag: "Jeg var i Auschwitz". Det lille skrift fortæller, at T.C. i 1944-45 som agronom i Kaisko, nær Auschwitz, arbejdede med dyrkning af kautchukplanter til brug ved fremstilling af Bunagummi, som blev produceret i Birkenau. Fanger fra lejrene hjalp til med plantearbejdet, og T.C besøgte gentagne gange både Auschwitz og Birkenau og bemærkede ingen gaskamre eller krematorievirksomhed udover, hvad der virkede normalt for de store menneskesamlinger og krigsforholdene. Han bestred derfor den officielle påstand om 4 millioner gassede og pegede på, at Røde Kors ifølge det schweiziske Cannstatter Zeitung 12/5-56 havde opgjort antallet af omkomne i koncentrationslejre og fængsler på grund af racemæssig og politisk forfølgelse til 300.000, deraf 200.000 jøder. Bogen vakte stor opsigt, og blev efterhånden forbudt i Tyskland. Den udkom da i andre lande.1974 Richard Verrall udgiver under pseudonymet Richard Harwood

skriftet "Did Six Million Really Die?" Irving og Weber: pionerarbejde med kun ubetydelige fejl.

1976 Arthur Robert Butz: The Hoax of the Twentieth Century. Anslår: Måske l mio. døde i alt. Faurisson besøger "gaskamrene" og indsamler fakta.

1978 Institute for Historical Review grundlæges. Faurisson offentliggør to tekster i Le Monde, hvor han fremlægger sine opdagelser. Udsættes for 10 attentater, mister sit professorat og idømmes bøder. Den franske lærer Francois Duprat myrdes for at have uddelt "Harwoods" "Did Six Million Really Die?".

1979 IHR afholder den første af til nu 12 konferencer med foredragholdere og debattører fra Europa, Asien, Australien og USA. Faurisson fremlægger sine resultater. David Irving, Fred Leuchter, Hideo Miki m.fl. foredragsholdere. Wilhelm Stäglich udgiver "Der Auschwitz-Mythos", der beslaglægges. Ny udgave udkommer i England.

1980 The Journal of Historical Review startes. Udkommer først 4, senere 6 gange om året . Hidtil over 55 udgivelser i fornem udførelse. Tyske love vedtages i begyndelsen af 1980'erne, som gør det strafbart at bestride den officielle fremstilling af holocaust.

1984 IHR's kontor brænder, (se menuen "Dansk og "dansk" politik") Leuchterrapportens underersøgelser viser, at de påståede gaskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek aldrig ville kunne være brugt, og ikke var blevet brugt til menneskedrab.

1985 Tysk-canadieren Ernst Zündel fremfører revisionistiske oplysninger, som leder til stærkt omtalte retsproeesser, der ender med frifindelse. Hans hus brændes ned.

1987 R. Faurisson : "How the British obtained the Confession of Rudolf Höss." The Journal of Historical Review, Winter 1986/87 s 389-403.

1988 Leuchter udarbejder sin rapport om påståede gaskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek(Lublin). Konklusion: De ville aldrig kunne fungere. Barbara Kulaszka : Did Six Million really Die? Report of the Evidence in the Canadian "False News" Trial of Ernst Zündel. Wilhelm Stäglich: A Judge Looks at the Evidence. En tysk dommer gennemgår Auschwitzdommenes vidneforklaringer under processen Frankfurt 1962-64.

1989 "Other Losses" James Bacque. Afslører fransk-amerikansk holocaust på fangne tyske soldater efter krigens slutning. Se menuen "Other losses".

1990 17 juli oplyser Daily Telgraph, London og The Washington Times, at Polen formindsker vurderingen af tabte menneskeliv i Auschwitz til en mio. Indtil dette år havde en mindesten på museet forkyndt, at 4 mio. døde i "nazimordernes hænder". 1979 stod pave Johannes Paul II ved stenen og velsignede de fire millioner. Inskriptionerne blev nu mejslet bort. Dette var en triumf for Ernst Zündel: men - efter 17 år - måske i endnu højere grad for Thies Christophersen.

1992 Den østrigske Walter Lüftl kalder i en rapport den påståede masseudryddelse af jøder i gaskamrene for teknisk umulig.

1992 maj: Den engelske historiker David Irving stilles for retten i München for to år tidligere at have "krænket og bagtalt afdødes minde", ved at anfægte den etablerede fremstilling af holocaust. Irving fastholder sine påstande. Hans to forrsvarere nedlægger deres hverv, da dommeren ikke vil tillade dem at fremføre vidner. Irving fremlægger da selv revisionisternes beviser og afslutter henvendt til domeren: Jeg ved, De er nødt til at dømme mig og forslår en bøde på en pfennig. Dommeren har grund til at frygte, at det vil opfattes som en ny krænkelse af de mere eller mindre afdøde, og idømmer Irving en bod på 10.000 DM. Sagen skal ankes til landsretten i München. Politiken bringer 6. maj 1992, 3. sektion side 2, en fjendsk omtale, der dog afslører domstolens absurde anklage, forfatterens fremragende forsvar og den groteske dom.

1993 Jean-Claude Pressac (stærkt modstræbende revisionist) anslår "efter studier i Sovjet", hvor arkiver fra Auschwitz-Birkenau opbevares, at det samlede tab i lejrene, omfattende alle kategorier, var 775.000 (der var andre fanger end jøder, og flere døde af "naturlige årsager end af unaturlige") Efter at de påståede gaskamre (undtagen kælderen til aflusning af klæder) har vist sig uanvendelige til den påståede brug, har man forsøgt at bevise gasningen med "skriftlige indicier": en skriftlig forespørgsel efter detektorer til sporing af cyanid. De beviser intet, da aflusningskælderen anvendte cyanid.

1993 Holocaust Memorial Museum for -uforandret- 6 millioner myrdede jøder åbnes i april med store mediefanfarer. JHR 95:2. Arne Melchior møder op.

1994 Israel Shahak's bog: "Jewish History, Jewish religion" udkommer. Historikerstrid i Tyskland. Intentionister taber terræn til funktionalister, som til gengæld har svært ved at klare sig mod revisionisterne; men domstolene kommer de to førstnævnte parter til hjælp og placerer de sidste bag lås og slå. Sovjetisk officer hævder, at Stalin lod sine tropper marchere op til angreb på Tyskland d.19 juli 1941; men Hitler kom ham i forkøbet med sit angreb 21/6. Faurisson besøger Michael Berenbaum, direktør for "forskningsingsinstituttet" i Holocaust Memorial i Washington - intet billede af gaskamre.

1995 I februar offentliggør det japanske Marco-Polo-magasin (250.000 ex.) en 10-sider artikel om Holocaustrevisionismen. Dr. Masanori Nishioka er efter grundige studier kommet frem til, at det ikke er troværdigt, at der fandt udryddelse sted med gaskamre i tyske koncentrationslejre. Wiesenthal Center, Los Angeles, og Israels regering går rasende ud mod magasinet og dets udgiver, Bungei Shunjuselskabet. Annoncører tvinges til at holde op at annoncere, og selskabet ser sig tvunget til at lukke magasinet. Læs IHR 1995 nr. 2 og bemærk den jødiske holocaustrevisionist, filmmanden David Cole's erklæring på s. 8: "Der er dem, der siger, at Holocaust revisionisme udsætter jøder for lidelse. Som jøde finder jeg synspunktet nedladende. Hvis vi censurerer ting, som er plagsomme for jøder, skulle vi også bortcensurere, hvad der er plagsomt for kristne, muslimer, buddhister og så videre. Hvor skulle vi stoppe?"

1995 Germar Rudolf, fremragende tysk kemiker ved Max Planckinstittittet i Stuttgart, har bidraget til den kemiske bevisførelse i sagen om gaskamrene. Han har skrevet den læseværdige bog "Vorlesungen über Zeitgeschichte" og som redaktør og forfatter medvirket til det skelsættende opslagsværk "Grundlagen zur Zeitgeschichte". Bogen sælges i 30.000 eksemplarer; men beslaglægges så, og Rudolf og forlæggeren Grabert slæbes for retten.

Thies Christophersen havde benyttet sig af sin "ret til menings- og ytringsfrihed og til at hævde sin opfattelse uden indblanding - og til at meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser." For dette idømmer en tysk domstol ham 5 måneders fængsel. Politiken skriver 3/10-94, at det er "for at have udbredt nazistisk propaganda." Men der er intet nazistisk i Thies Christophersens bog. Alligevel afsoner han en kort tid og flygter så 1986 til Danmark. Han bor 1992 i et lille hus i Kollund. Det bliver mere og mere klart, at han har haft ret. Så starter en velorganiseret mediehetz. "Hvem Hvad Hvor" beskriver under afsnittet "LOV OG RET" hændelseme med overskrifterne "Borgermøder" og "Naziløgne" således: "2. okt.1994 gik 2000 mennesker syngende i fakkeltog gennem Kollund for at vise deres afsky. Tilråbene: "Nazi raus og Thies, din svindler, snart hænger du og dingler, lød i gaderne." Politiken har 30/9 -93 en artikel med titlen:"Bevis for nazi-grusomheder i Auschwitz". Det er idioti - formentlig er der også begået grusomheder i Auschwitz; men ikke de gasdrab, som visse kredse hævder. Artiklens påstande om dette er for længe siden gendrevet. Men den indeholder et par afslørende linjer: "Pressac angiver det samlede antal døde i lejren (altså Auschwitz-Birkenau) til 800.000. Det tal påstås han at basere på 46 dødebøger , som han har gennemgået i Moskva: Tallet ligger langt under det officielle tal på 5,5 mio. som den sovjetiske Auschwitzkommission kom frem til efter krigen. Indtil 1990 holdt Polen fast ved tallet fire millioner . Da vurderede den polske historiker, Francis Piper, antallet af omkomne til 1 mio . Amerikaneren Raul Hilberg har skønnet, at l mio. mennesker mistede livet i lejren. Men Pressacs tal holder ikke. Han har selv ændret dem flere gange uden at forklare hvorfor. Vigtigere er: 1984 overdrog Gorbatjov de omtalte dødebøger til Kansler Kohl. Listen gør rede for 66.000 døde med navn, nationalitet og dødsårsag. Men bogen for 1944 mangler. Ud fra dise tal, som til nu er de bedst dokumenterede, vi har fået kendskab til, kan det være rimeligt at skønne et samlet tab næppe over 100.000. Helt sikkert er i dag, at tallet 4 millioner er grebet ud af luften . Alligevel har Politiken og andre blade i årevis udspredt dette tal. Og selv efter at det nu er henvist til fantasiens verden, fortsætter samme blade med at påstå, at 6 millioner jøder blev myrdet, især i gaskamre. Når det nu har vist sig, at antallet af ofre i Auschwitz-Birkenau var 3 til 3,9 millioner mindre, end man i lang tid har hævdet, så må det samlede antal ofre reduceres i det mindste tilsvarende. I stedet intensiverer man udspredelsen af det urimeliggjorte tal. Hvem er det, der er- svindlere ?I hvert fald en del mediefolk - Hvad skulle de gøre? De lavede hysteri! Næsten hver dag udspredtes herefter usande og fordrejede påstande. Nogle af de således mediebehandlede benyttede lejligheden til at tage hætte over hovedet og få "sjov i gaden". Men en del blev narret til at tro, at de gik i krig mod nazismen, da det i virkeligheden var ytringsriheden, hekseprocessen var rettet imod. Kulminationen var ikke nået med, at en folketingsmand, tidl. minister Arne Melchior, på åstedet, jublende frydede sig over, at såkaldt "fredelige demonstranter", "antiracister," "antinazister" og "autonome", medens politiet så den anden vej, kastede sten ind ad vinduerne og brændende fakler på taget til en person, som havde anvendt sin af grundlov og to sæt internationale konventioner beskyttede ret til ytringsfrihed. Efter at Thies Christophersen er drevet bort fra sit hus og ud af landet, fortsætter hetzen. Ekstrabladet kan alene på én dag, 27/11 -95, ved hjælp af en Frede Farmand, som Ekstrabladet udnævner til "nazijæger" og "naziforsker", noteres for følgende skældsord, møntet på Thies Christophersen: gamle nazist, topnazist, intenationalt kendt topnazist, løgneren fra Auschwitz, gamle jødehader, historieforfalskeren, et udskud (som må) leve under jorden - uden mulighed for at udspy sine forgiftede nationalsocialistiske løgne om den forgudede Führer Adolf Hitler." Ingen af disse invektiver har hold i Christophersens bog. Amnesty International udskriver sammen med Politiken en konkurrence mellem seks reklamefirmaer om den bedste reklame for ytringsfrihed. Til vinderbidrag, der skal bringes som helsidesannonce i Politiken 10. december, udpeges forslaget fra Claatsky og Claatsky, som over en hel side bringer et portræt af Thies Christophersen med en kort kryptisk tekst der, ridende på smudsartikler som Ekstrabladets, groft insinuerer, at T. C. er nazist og løgner. Annoncen for ytringsfrihed anvendes til det modsatte: en fortsættelse af hetzen mod den mand, som først har vovet at hævde, at myten om de 4 millioner myrdede i Auschwitz var en løgn, og som har fået

DANSK SELSKAB FOR FRI HISTORISK FORSKING