Peter Osborne er politisk chef-kommentator på den konservative avis Daily Telegraph, som anses for at være et propagandaorgan for de britiske Tories (Konservative). Er Zionisternes magt langsomt ved at krakelere?
Fejheden i hjertet af vores relation med Israel
 |
|
|
Peter Osborne |
|
 |
|
| Cameron & Ambassador Daniel Taub |
De britiske Konservatives skammelige tilbageholdenhed ned hensyn til kritik af Tel Aviv er til fare for ethvert håb for fred
Det er umuligt at forstå det moderne Konservative parti uden at have en forståelse af omfanget og dybden af dets bånd til staten Israel. Forbindelsen går mindst helt tilbage til det historiske møde mellem den store Zionist-leder Chaim Weizmann og den Konservative statsminister Arthur James Balfour i 1905, hvor Weizmann overbeviste Balfour om at støtte ideen om en jødisk nationalstat.
Den alliance som blev skabt for 107 år siden bliver vedligeholdt af organisationen Conservative Friends of Israel (CFI). Omkring 80% af alle det Konservative partis parlamentsmedlemmer er medlem, derunder de fleste ministre.
Ingen anden lobbyorganisation - og helt sikkert én som handler på vegne af en fremmed stat, har så meget indflydelse på Westminster. Hvert år bliver et betydeligt antal parlamentarikere inviteret på en tur til Israel. Samtidigt spiller dets sponsorer en stor rolle ved finansieringen såvel af det Konservative parti på landsplan, og lokale parlamentsmedlemmer på det lokale plan.
Der er ingen tvivl om at CFI har øvet en kraftig indflydelse på partiets politik.
CFI største europæisk lobbyorganisation
Den konservative politiker og historiker Robert Rhode James, skrev i 1995 i Jerusalem Post, at Conservative Friends of Israel er 'den største organisation i Vesteuropa som er dedikeret til det israelske folks sag'.
Og dens magt er ikke blevet mindre siden. I tirsdags gæstede lobbyen
omkring 100 Konservative parlamentsmedlemmer, derunder seks ministre, 40
'peers' [medlemmer af House of Lords] ved en frokost i det centrale London.
Passioneret ven af Israel
 |
|
| Jewish money for Israel friendly policies |
Taleren var David Cameron som har erklæret sig selv 'en passioneret ven af Israel', som gjorde det klart, (som han har gjort tidligere), at intet kunne bryde dette venskab.
Talen kan ses som en del af et mønster. Conservative Friends of Israel kan hvornår som helst rette appeller til statsministeren eller udenrigsministeren. Palæstinenserne har ikke disse muligheder for kontakt med den konservative inderkreds. De skulle være glad hvis du kunne få blot én eneste Konservativt folketingsmedlem til at deltage i en sådan sammenkomst, og ville med med nød og næppe kunne få ét eller anden ukendt parlamentsmedlem til at holde en tale. Der er ingen organisation der hedder 'Conservative Friends of Palestinians'.
Denne mangel på neutralitet afspejles i deres politik. Da William Hague tog afstand fra Israels invasion af Libanon i 2006 som 'ud af proportioner', klagede Conservative Friends of Israel (som afsløret i Channel 4 Dispatches' film om den israelske lobby) til David Cameron personligt. Organisationen fik lovning på at ordene 'ude af proportioner' aldrig ville blive brugt igen, og løftet blev holdt da Israel bombarderede Gaza i sidste måned, selv om antallet af palæstinensiske dødsfald var flere gange større end antallet af dødsfald på den israelske side.
Som udenrigsminister gentog Hague uden tøven israelske påstande om at Hamas havde startet konflikten (der var provokationer fra begges sider, men det kritiske øjeblik af eskaleringen må være Israels ulovlige mord på Hamas kommandant Ahmed Jabari).
Siden har Storbritannien bøjet sig for israelsk pression, og har nægtet at støtte de palæstinensiske krav om anerkendelse ved de Forenede Nationer.
FFor nyligt indkaldte vi den israelske ambassadør for en velfortjent overhaling omkring bosættelsesprogrammet, men dette var del af en delt strategi sammen med et stort antal andre europæiske lande, og er ikke blevet fulgt op.
 |
|
| Tony Blair & Lord 'Cashpoint' Levy Jødiske penge for Israelvenligpolitik og adelstitler |
|
For at være fair overfor regeringen, Tony Blair var værre, til tider så det ud som om britiske og israelske interesser var identiske, og han nægtede sågar at opfordre til en våbenhvile et stykke tid efter begyndelsen af den afskyelige krig i Libanon.
William Hague og David Cameron har forsøgt at være mere robuste. Desværre er dette i det store hele slået fejl. Det er svært at være sikker på i hvilket omfang denne tilbageholdenhed med at kritisere Tel Aviv skyldes den israelske lobbys indflydelse i Storbritannien, eller frygten for at støde Israels internationale beskytter, de Forenede Stater.
Den britiske regerings formelle holdning er fint. Storbritannien støtter tostatsløsningen, som har været basis for alle de seriøse fredsforhandlinger siden Osloaftalen for 20 år siden.
Problemet er, at ministrene nægter at tage nogle konkrete skridt for at fremme dette mål. For eksempel fordømmer de bosættelserne, men kun halvhjertet (statsministeren brugte i tirsdags 64 ord på sagen, mens han brugte næsten 300 på den 'iranske trussel') [Anførselstegnene er min her - Balder]
Den brutale sandhed er at Benjamin Netanyahu er ved at føre landet ud på en selvdestruktiv kurs. Hvis han får lov til at fortsætte med de seneste planer for mere bosætter byggeri, vil alle håb for en fred i Mellemøsten være død og borte.
Mark Simmonds, [junior Foreign Office minister], bekræftede dette formelt i en afslørende men ikke offentliggjort debat i Underhuset, kun få timer efter tirsdagens CFI-frokost, hvor han sagde: 'Jeg tror at døren er ved at blive lukket for en realistisk mulighed for en tostatsløsning.' William Hague tror nu at bosættelsesbyggeriet vil gøre det helt umuligt indenfor de næste to år.
Stor Israel
Vi vil da være ladt tilbage med et Stor Israel der rækker fra Middelhavet til Jordanfloden. Selvfølgelig er dette en pænere geografisk enhed end det komplicerede rod som et forsøg på at genskabe Israel indenfor dets 1967 grænser ville producere.
Men Palæstinenserne ville lige pludseligt blive et flertal. Israel ville så have valget mellem bevarelsen af dets demokrati, eller at begynde en apartheidpolitik hvor Palæstinenserne bliver nægtet deres basale rettigheder.
At dømme efter den retorik som kommer fra Hr. Netanyahu og hans usympatiske koalition, er det formentlig denne mulighed som den nuværende israelske ledelse ville vælge.
Forhenværende britisk ambassadør holdt advarende tale
Sidste mandag aften holdt en forhenværende britisk ambassadør til Israel, den hebraisk talende Sir Sherard Cowper-Coles, en udmærket tale, som det er vigtigt at citere visse passager af: 'Jeg tror af hele mit hjerte på at Israel på dets nuværende kurs er på vej til et assisteret selvmord.
| & |
 |
|
Balfourdeklarationen
Årsag til hele miseren i Mellemøsten, og måske snart årsag til en atomkrig. Stor |
Et selvmord assisteret af det amerikanske Kongres. Ideen om, at problemet kan løses ved at indespærre Palæstinenserne i en Mellemøstlig tilsvarende de Bantustans som den sydafrikanske regering oprettede i 1940'ene, er ikke kun moralsk forkasteligt, det er i dyb modsætning til alt hvad vi ved om menneskets historie.
Det vil ikke virke, det kan ikke virke, og det bør ikke virke. Og enhver som har en ægte kærlighed til det jødiske folk, vil hjælpe det med at forhindre denne overhængende katastrofe.'
Alle ledere af det Konservative parti er efterfølgere af A.J. Balfour, der (som udenrigsminister i 1917) underskrev den erklæring som accepterede Jødernes ret til deres eget hjemland.
Jeg tror på at denne arv giver Mr. Cameron et specielt bånd til Israel, og et særligt ansvar. Det betyder at han har ret til at forklare de nuværende israelske ledere at de er på vej i en mørk, grim og nyttesløs retning.
Med præsident Obamas underkuede handlingslammelse i tankerne, er det endnu vigtigere at den britiske statsminister træder frem.
Jeg kan ikke tale for Storbritanniens jødiske samfund, men jeg har en stærk fornemmelse af, at mange af dem ville blive meget glade hvis Mr. Cameron kom med nogle meget kraftigere markeringer end han indtil videre er kommet med. Det er essentielt at han gør dette.
Mr. Cameron vil ikke have lyst til at gå ind i historien som manden på hvis' vagt alt håb for en tostatsløsning døde, og dermed håbet på en sikker og fredelig fremtid for det land som en Konservativ statsminister var med til at skabe.
Oversat fra:
The Tories’ shameful reluctance to criticise Tel Aviv
is putting any hope of peace at risk
Daily Telegraph 12 december 2012 -
The cowardice at the heart of our relationship with Israel
Indtil videre skulle der være 1.668
kommentarer til denne artikel, her fredagnat ca. kl. 24:00
England - Labour i Krise - Jødiske Penge til Labour for adelstitler og Israelvenlig udenrigspolitik
