Jødisk racisme

af David Duke

S. 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138

Kapitel 5

Jødisk overherredømme i medierne

Som situationen er i dag, er pressen blevet den mægtigste magt i den vestlige verden, mere magtfuld end lovgivningsmagten, den udøvende magt og den dømmende magt. Man får lyst til at spørge: Hvem har valgt den, og hvem er den ansvarlig overfor? Alexander Soljenitsyn

"Dette jødiske kvælergreb (om medierne) må brydes, for ellers bliver dette land kørt på møddingen," sagde Graham, og var her enig med Nixons kommentarer tidligere i samtalen. "Mener du det?" siger Nixon til svar. "Ja, afgjort", siger Graham. "Åh, Gud. Det gør jeg også," samtykker Nixon, og siger så: "Det kan jeg ikke nogensinde sige, men det er min overbevisning." (båndoptagelse af samtale mellem Nixon og Billy Graham i Det Hvide Hus)[249]

Fire af de fem største underholdningsgiganter er nu drevet, eller ejet, af jøder. (Rupert Murdoch's News Corp (den fjerdestørste) er den eneste ikke-jødiske, som er tilbage – men Rupert er så pro-Israelsk som nogen jøde, måske endda mere. (Los Angeles Jewish Times[250] 29. okt. 1999) (andre kilder hævder, at Murdochs mor, Elisabeth J. Greene, er jødisk)

I den Oscar-vindende film Network[251] fra 1976, bliver Howard Beale, "æterens gale profet", helt opslugt af tanken om at afsløre en forfærdelig fare, som truer Amerika: Araberes overtagelse af amerikansk fjernsyn, gennem deres olie-milliarder.

Filmen er baseret på et Oscar-vindende manuskript, fra Paddy Chayevsky, der beskriver et dystert komplot, hvor arabere vil købe og kontrollere de amerikanske TV-netværk. Howard Beale, der spilles af Peter Finch, er en afsporet TV-vært, som åbenhjertigt siger, hvad han mener om ethvert emne, hvilket giver skyhøje seertal. Beale raser om uretfærdighederne, og korruptionen, i det amerikanske samfund og råber "Jeg er rasende som ind i helvede, og jeg kan ikke klare det mere!"

Forestil dig, hvis irakisk-amerikanske støtter af Saddam Hussein, lige inden invasionen af Irak, havde kontrollen med de amerikanske medier. Forestil dig, at de kontrollerede de nationale TV-netværk og udgjorde størstedelen af ejerne, producenterne og forfatterne til TV-underholdning og nyheder. TV er en uimodståelig magt, der når helt ind i stuerne hos alle amerikanere – det er den primære kilde, for de fleste amerikanere, til at lære om omverden. Forestil dig farerne ved, at denne magt var domineret af en tæt sammenknyttet irakisk muslimsk minoritet, som støttede Saddam Husseins regime.

Hvis medierne, med undtagelse af TV-mediet, stadig var fri, ville de utvivlsomt erklære, at en sådan kontrol truede

114

vores frihed. Kongressen ville sandsynligvis gennemføre lovgivning til at bryde det irakiske kvælergreb om fjernsynet. Patrioter ville minde amerikanerne om, at hvis de ikke var frie til at modtage ufarvede nyheder, dokumentarudsendelser og programvalg, kunne demokratiet ikke fungere. Den magt, som et TV, der var kontrolleret af ét synspunkt, ville besidde, ville borterodere fundamentet for alle vore frihedsrettigheder: Ytringsfriheden. Journalister og klummeskrivere ville være fortørnede over, at ikke-amerikanere, folk med loyalitet over for en fremmed magt, havde kontrol over den amerikanske meningsdannelse.

Hvis vi fører denne sammenligning videre, forestil dig så, at de øvrige medier også var på irakiske hænder. Forestil dig, at de tre førende nyhedsmagasiner, Time, Newsweek og U.S. News and World Report blev drevet af irakere, og at de tre mest indflydelsesrige amerikanske aviser, New York Times, Wall Street Journal og Washington Post – lige som hovedparten af de resterende, større, aviser og nyhedsmagasiner – blev kontrolleret af irakere. Forestil dig så, at også Hollywoods filmindustri og hele forlagsbranchen – endda til og med bogdistributionen - alle tillige blev domineret af irakiske muslimer. Forestil dig så endelig, at irakere også havde umådelige formuer investeret i forretningslivet og i bankverdenen og var helt dominerende inden for underholdning og Hollywood, den akademiske verden, retsvæsenet og regeringsapparatet. Læg oven i dette, at Saddam Husseins støtter også rådede over den mest magtfulde lobbyvirksomhed i Washington og stod bag hovedparten af valgkampagne-midlerne til begge de store partier, Demokraterne og Republikanerne. Forestil dig så også lige, at en hengiven iraker stod i spidsen for Det nationale Sikkerhedsråd ("National Security Council"), og at en anden af slagsen var chef for CIA. Ville sådan en situation mon være farlig for Amerika?

Hvis amerikanerne vågnede op en morgen og fandt arabiske navne, myldrende overalt på rulleteksterne i TV og film, på redaktørens side i deres ugentlige tidsskrifter og aviser, og på siderne i deres bøger, ville millioner af dem udbryde: "vi er blevet besat!" Seere og læsere ville tvivle på motiverne bag alt, hvad de så på TV, eller læste i aviser, ugeblade og bøger. De ville være særligt på vagt over for alle emner, der havde at gøre med irakere, Saddam Hussein, Islam og Mellemøst-konflikten. Inden længe ville mange amerikanere udbryde som Howard Beale: "Jeg er rasende som ind i helvede, og jeg kan ikke klare det mere!"

Da jeg nåede frem til erkendelsen af, at Den russiske Revolution ikke var russisk, men at den, i hovedsagen, var finansieret, organiseret og anført, af jøder, der var drevet af en århundreder gammel konflikt imellem dem selv og det russiske folk, kom jeg til at undre mig over, hvordan en så vigtig historisk kendsgerning havde kunnet skjules så effektivt. Da nu jeg var blevet fuldt informeret om kommunisternes mord på millioner af kristne i Rusland og Østeuropa, måtte jeg spørge mig selv, hvorfor der var så få film, dramaserier og dokumentarudsendelser i TV, så få romaner, bøger og tidsskriftartikler om dette emne, men til gengæld endeløse beretninger om den jødiske Holocaust.

Så faldt jeg over et eksemplar af avisen, The Thunderbolt, der blev udgivet af Dr. Edward Fields fra Marietta, Georgia[252]. Dr. Fields dokumenterede udførligt

115

den jødiske kontrol over Amerikas tre største TV-netværk, NBC, CBS og ABC. Jeg tjekkede omhyggeligt Dr. Fields' kilder, som også omfattede biografier, der var udgivet af jøder.

Da jeg første gang undersøgte sagen, var Richard Sarnoff chef for NBC, William Paley for CBS, og Leonard Goldenson var den øverste i ABC. Jeg blev forbavset over at finde ud af, at alle tre var jøder, at alle tre var aktive i zionistorganisationer, og at alle tre var blevet hædret af adskillige jødiske, zionistiske og andre pro-Israel grupper. Derefter så jeg, at den førende avis i Amerika, New York Times, have jødisk ejerskab og redaktion. Det samme gjaldt den avis, der har større indflydelse på den føderale regering end nogen anden, Washington Post. Jøder ejede også avisen med det største oplag, Wall Street Journal. Selv min egen avis hjemme i New Orleans, Times-Picayune, ejede de .

Jeg blev gjort opmærksom på, at jøder havde domineret Hollywood i årevis. Det var interessant at få at vide, at ud af "De ti fra Hollywood"*, som påberåbte sig "Fifth Amendment"** da de blev udspurgt af Kongressen, om de var kommunister, var de ni jøder. Da jeg undersøgte forholdene inden for ugemagasiner og i bogbranchen, opdagede jeg atter en slående overvægt af jøder – hvor mange af dem var opslugt af jødiske interesser, i lighed med vore dages Steven Spielberg, instruktøren af Schindler's List,[253] som er uforbeholden i sin støtte til zionistiske mærkesager. Rent faktisk var denne film, som var den mest sete, der nogensinde var blevet lavet om Holocaust-tematet, og som var blevet set af millioner, der anså den for at være virkelig historie, en helt igennem jødisk produktion .

Jerry Molen – producent; Gerald R. Molen – producent; Steven Spielberg – instruktør; Kurt Luedtke – filmforfatter (screenwriter); Janusz Kaminski – filmfotograf; Michael Kahn – redaktør; Ewa Braun – kulissedesigner, produktionsdesigner; Branko Lustig – producent, produktionsdesigner; Allan Starski – produktionsdesigner; Lew Rywin – med-producent.

Flere år senere læste jeg jødiske artikler, der pralede med jødisk dominans i de amerikanske medier. Jeg læste også bogen An Empire of their Own[254] af Neal Gabler, en bog, der detaljeret beskriver den jødiske overtagelse af filmindustrien.

Ben Stein, en jødisk filmforfatter (og søn af Herbert Stein, der var økonomisk rådgiver for præsident Richard Nixon), skrev bogen, The View from Sunset Boulevard. Heri siger han åbenhjertigt, at en stor andel af Hollywoods fjernsyns-forfattere, og ledere, er jødiske, og at de er voldsomt imod kristne værdier og den konservatisme, som man finder i det traditionelle landsby- Amerika.[255]. Han skrev en artikel i E!-online, i 1997, med overskriften: "Er det jøder, der styrer medierne?" og med en undertitel, der lød: "Det kan du bande på – og hvad så?"[256]

I 1970'erne undersøgte Dr. William L. Pierce, formanden for National Alliance, og redaktør af magasinet, National Vanguard, sammen med sin stab,

* Komitéen for Uamerikansk Virksomhed, under Kongressen, havde bl. andre anklaget fremtrædende medlemmer af Hollywoods underholdningsindustri for kommunistisk infiltration og samfundsundergravende virksomhed, overs. anm.

** ret til bl.a. ikke at vidne mod sig selv i straffeprocedure, garanteret i "Femte Tilføjelse" i USA's forfatning, overs. anm.

116

dette spørgsmål, og påviste den jødiske dominans i sit essay, "Hvem styrer Amerika?" ("Who Rules America?)[257]

Hvad jeg opdagede var, at Paddy Chayefskys værste mareridt og hans figur, Howard Beale, i filmen Network, allerede var en realitet. En lille, men tæt sammenknyttet minoritet, med en 3000 år gammel loyalitet over for sit eget folk, og en fanatisk hengivenhed over for dette folks, for nyligt oprettede, nation, dominerer Amerikas medier. Men det er ikke araberne, der har denne magt. Ej heller er det irerne, tyskerne, franskmændene, englænderne, russerne, svenskerne, danskerne eller italienerne. Det er ikke muslimer, kristne, mormoner, eller katolikker. Ironisk nok består denne gruppe af medlemmer fra Paddy Chayefskys egen verden. Chayefsky - som er en entusiastisk tilhænger af jødiske mærkesager og af staten Israel - forsøger dygtigt at påvirke seerne imod arabere, ved at beskylde disse for nøjagtigt dét, som jøderne allerede har gjort. Den øvrige stab på Netværk- produktionen omfattede instruktøren, Sidney Lumet, producenten, Howard Gottfried og redaktøren, Alan Heim. Den samme stamme, som finansierede, producerede og distribuerede filmen Network, dominerer de amerikanske medier, og rent faktisk, hele den vestlige verdens medier.

Jødisk mediemagt er så altomfattende, at det næsten ikke er muligt at overdrive den. Det er ikke kun et spørgsmål om, at deres magt er ude af proportioner i forhold til deres antal. Deres magt er så stor, at det tager pusten fra én.

Hvis du bor i en større by, vil den daglige avis, du læser, med stor sandsynlighed, være jødisk ejet, eller jødisk redigeret. Det samme gælder det landsdækkende ugeblad, du køber i kiosken. Med lige så stor sandsynlighed vil det landsdækkende kabel-TV eller det almindelige TV du ser være jødisk ejet og skulle det ikke være tilfældet, vil jøder være i overtal i de ledende og væsentligste afdelinger. Den film, du ser i biografen eller på TV vil, højst sandsynligt, være produceret, instrueret, eller skrevet af jøder – og ofte i alle tre nævnte funktioner. Forlagene, der har udgivet de bøger du læser og endog musikselskaberne, der producerer den musik du køber, er formentlig jødisk ejede og skulle det, undtagelsesvis, ikke være sådan, vil de højst sandsynligt have jøder placeret på de ledende nøgleposter. Boghandlere og biblioteker baserer ofte deres indkøb på anmeldelser fra jødiske litteraturkritikere og anmeldere samt blade, så som New York Times Book Review, som er endnu en del af det jødisk-ledede New York Times.

Det er helt sikkert sandt, at mange mennesker inden for medierne ikke er jøder. Ej heller påstår jeg, at samtlige jøder i medierne er med i en eller anden fantastisk og indviklet, sammensværgelse, eller at hver eneste jøde er glødende zionist. Men den overvældende dominans, og retning, i de amerikanske medier, er jødisk og ingen anden gruppe er mere etnocentrisk, eller bedre organiseret til at fremme de interesser, de mener at have, end netop jøderne. Når vi husker disse kendsgerninger, kan da nogen fornuftig person mene, at jøderne præsenterer nyheder og underholdning, uden en skævvridning til fordel for deres egne formål, gennem det, som Neil Gabler har kaldt "Deres eget imperium"?

117

Jeg voksede op med læsning af den lokale New Orleans-avis, Times-Picayune og, fra tredje klasse og frem, læste jeg den hver morgen, sammen med min far. Når morgenmaden var overstået, havde far dekoreret den med brødkrummer og kaffepletter, og jeg havde udsmykket den med havregrød og mælk. Min far tog nyhedssektionen først, og jeg læste sportsnyhederne og tegneserierne, og så blev det min tur til at se overskrifterne, mens han læste de andre dele af bladet. Frem til sidst i 50'erne var Times-Picayune et ægte sydstatsblad. Det reflekterede Sydens værdier, standarder, politiske synspunkter og kulturarv. Vi betragtede avisen som vores vitale information om såvel de banale hændelser i området, som de større begivenheder ude i verden. Det var vores avis - og det var ikke kun fordi den var trykt i vores by; den repræsenterede noget af vores tankegang, vores kultur og vore værdier.

Da integrationen begyndte i skolerne, rasede Times-Picayune imod den nationale regerings indblanding i vores levemåde. Mange artikler talte om det venskabelige forhold imellem sorte og hvide, i New Orleans, om den strålende livskvalitet for sorte og hvide og om, hvordan byen havde en af Amerikas allerstørste sorte iværksætter-grupper. Den skrev om, hvordan den sorte uddannelses- og levestandard, under lederskab af hvide, var gået frem, de seneste årtier. Redaktørerne af Times-Picayune forudsagde stædigt, at den tvungne integration og yankee- og socialistagitatorers ("liberals") ophidselse af de sorte ville ruinere en af de smukkeste, kulturelt rigeste, og mest charmerende, byer i verden. De hævdede, at integrationen ville sinke det sorte samfunds fremgang og true de hvide standarder.

Efter at Times-Picayune blev købt af S.I.Newhouse begyndte bladet gradvist at rykke mod venstre. Efterhånden som byens skoler, og den offentlige service, begyndte at smuldre, under integrationsprocessen, blev Times-Picayune stadigt mere socialistisk, og min far - der var let konservativ – brød sig mindre og mindre om den. Jeg holdt stadigvæk af den og som jeg blev ældre, følte jeg mig enig i bladets racesynspunkter. Jeg var ikke klar over, at avisen ikke længere var et sydstatsblad, og at den nye ejer, som var en jødisk flygtning fra Zarens Rusland, residerede i New York Citys område.

Da Newhouse døde, efterlod han en mediegigant til en værdi af ti milliarder dollar til sine sønner, Samuel og Donald, . Blandt deres besiddelser var Times-Picayune, morgenavisen Post-Standard i Syracuse, New York, eftermiddagsbladet Herald-Journal; aviserne Morning Register og Afternoon Press i Mobile, Alabama; Morgenavisen News og eftermiddagsavisen, Times, i Huntsville, Alabama, Morgenavisen Post Herald og eftermiddagsbladet News, i Birmingham, Alabama samt morgenavisen Union og eftermiddagsbladet News i Springfield, Massachusetts og søndagsavisen, Republican, dér.

* Højesteretssag i 1954 medførte, at skoler ikke længere måtte være raceadskilte i USA, overs. anm.

118

Newhouse-imperiet ejer i dag 30 daglige aviser, 12 TV-stationer, 87 kabel-TV systemer, to dusiner landsdækkende blade og søndags-supplementet, Parade, der har et fantastisk oplag på mere end 22 millioner.

Da Newhouse købte Times-Picayune, skrev Time magasinet, at han havde kommenteret det sådan: "Jeg har lige købt New Orleans."[258]

På en vis måde var hans udtalelse korrekt og nøjagtig. Newhouse og hans ansatte kunne sige lige, hvad de havde lyst til, om en hvilken som helst person, eller et hvilket som helst emne, med kun ganske lille frygt for at blive modsagt. Det stod Newhouse, som sad sikkert på sit monopol, frit for at fremme en hvilken som helst social- eller politisk dagsorden, han lystede.

Selv i dag, mere end 25 år efter Newhouse's køb af Times-Picayune, er mange i New Orleans ikke klar over, at en jødisk New York-familie ejer bladet. Redaktions-kolonnen angiver en lokal adresse og siger, at udgiveren er Ashton Phelps, en efterkommer af den familie, som en gang ejede bladet.

Da jeg var teenager og netop var blevet oplyst om jødernes mdiekontrol, opdagede jeg, at mange af annoncørerne i Times-Picayune var jødisk ejede foretagender, heriblandt Goldrings, Levitts, Mintz, Godehauxs (et jødisk, forfransket navn), Kirshmans, Rosenberg, Rubinstein Bros., Gus Mayer, Adler og Maison Blanche. En af de største annoncører i New Orleans var Sears & Robuck, og Edith Stern, som var en New Orleans-aktivist for jødiske og socialistiske mærkesager, var Sears's hovedaktionær. Jeg fandt snart ud af, at mange af de største reklamebureauer, både lokalt og landsdækkende, var under jødisk ejerskab og direktion. Disse bureauer kunne styre annonceringen hen til et hvilket som helst blad eller medieforetagende, de ønskede.

Jødisk annoncemagt har ikke kun forøget den jødiske monopolisering og konsolidering af amerikanske aviser, men påvirker også, i allerhøjeste grad medier, der ledes eller ejes af ikke-jøder. Alle større medier er afhængige af jødisk annonceindkomst, hvorfor deres emner, artikler og redaktionelle linje, omhyggeligt må justeres til jødiske holdninger og interesser. Og i sidste ende er den frie presse ikke fri. Den drives af penge. Det gamle visdomsord, der siger, at 'den, der betaler orkestret, bestemmer melodien', gælder helt afgjort i medierne.

Ved begyndelsen af forrige århundrede havde de fleste større byer to eller tre daglige aviser og mange havde endda flere. Der har derefter været en foruroligende tendens til monopolisering af dagbladene. Der er kun omkring 50 byer i Amerika med mere end ét dagblad, og mange af disse har det samme ejerselskab. Det Newhouse-ejede Times-Picayune og States-Item illustrerer denne tendens udmærket. De smeltede sammen til en tidlig, og en sen udgave af Times-Picayune.

Som resultat er der ud af de 1.600 dagblade i Amerika nu kun 25 procent, som er selvstændige, i modsætning til at være del i en aviskæde. Og kun en lillebitte andel er store nok til at have så meget som skelettet

119

af en egen journaliststab placeret uden for sit nærområde. De er afhængige af nyheds-konglomerater som New York Times, Washington Post og Newhouse-kæden, til deres nyhedsdækning, både den nationale og på verdensscenen.

Den jødiske dominans i amerikanske medier har stået på længe. Endda så langt tilbage som til 1920'erne havde jøder en indflydelse, der lå langt over deres procentandel af befolkningen. Og selv om medieselskaberne ofte kommer på nye hænder, og administrerende direktører, bestyrelsesformænd, ledere og chefredaktører skifter navn, er den jødiske dominans stærkere end nogensinde - desuden fortsætter de mægtige med at forøge og konsolidere deres magt. En stor del af de nyheder, som "uafhængige" blade trykker, kommer fra nyhedsbureauerne, hvoriblandt Associated Press (AP) er giganten. Michael Silverman er selskabets nuværende administrerende direktør, som styrer den daglige nyhedsvirksomhed og overvåger de redaktionelle afdelinger. Silverman står til regnskab over for AP's chefredaktør, Jonathan Wolman, endnu en jøde. De øvrige væsentligste kilder til nyhedsartikler i de lokale blade er de tre mest indflydelsesrige aviser i Amerika.

 

Tre magtfulde aviser

New York Times, Wall Street Journal og Washington Post er placeret i hjertet af amerikansk forretningsliv, kultur og regeringsmagt. Deres indflydelse rækker ud over hele nationen. De er startpunkt for nyheder, de fokuserer på emner, der passer dem, de ophøjer offentlige personer, som de billiger, og nedgør dem, de misbilliger. De fortæller os, hvilke film vi skal se, hvilke bøger og blade vi skal læse, hvilken musik vi skal købe, og hvad vi skal beundre. De påvirker, hvordan vi tænker, på tusind forskellige områder - og faktisk afgør de ofte, hvilke emner vi skal tænke på, ved at udbasunere nogle historier og ignorere andre.

New York Times læses overalt i Amerika - i akademiske kredse, i forretningslivet, i politiske kredse, i kunst-, og litteraturverdenen. Den sætter standarderne for politik, socialt liv, underholdning, litteratur, kunst og mode.

Dens moderselskab ejer desuden gennem New York Times Co. 33 andre aviser, heriblandt Boston Globe, der blev købt i juni 1993 for 1,1 milliard dollar; tolv magasiner, heriblandt McCall's og Family Circle, hver med oplag på mere end 5 millioner; syv radio- og TV-stationer; et kabel-TV system og tre bogforlag. New York Times' nyhedsservice transmitterer nyheder, artikler og fotografier fra New York Times, gennem kabelforbindelse, til 506 andre aviser, nyhedsbureauer og magasiner.

Som så mange andre aviser startede den under ikke-jødisk ejerskab, men endte under jødisk kontrol. George Jones og Henry Raymond grundlagde det berømte blad i 1851. Lidt før forrige århundredskifte, 1900, købte den jødiske aktivist, Adolph Ochs, bladet og i dag er hans oldebarn, Arthur Ochs Sulzberger, Jr., administrerende direktør og udgiver.

120

Chefredaktør og redaktionschef er henholdsvis jøderne Max Frankel og Joseph Lelyveld.

Eftersom Washington Post læses så meget blandt Washingtons valgte, og ansatte, regeringsembedsmænd og andre bureaukrater, har bladet en enorm påvirkning af vor regering. Det kan have indflydelse på ansættelser, afskedigelser, lovgivning samt hjemlige og udenlandske sager af enhver art. Det kan endda bevirke afsættelsen af en præsident, som det skete med Richard Nixon. Cheferne hos Washington Post kan vælge at give reklame til et emne eller vælge at ignorere det, de kan vælge at være vildt forargede over en begivenhed eller at brøle deres anerkendelse ud. Posten har utallige aktiebesiddelser i aviser, TV og magasiner - mest kendt er Newsweek.

Washington Post Co. har et antal andre aktiebesiddelser i aviser (Gazette-aviserne, heriblandt 11 magasiner for militæret); i TV (WDIV i Detroit, KPRC i Houston, WPLG i Miami, WPMG i Orlando, KSAT i San Antonio, WJXT i Jacksonville). Samt i magasiner, som sagt, først og fremmest, i nationens nr. ét ugentlige nyhedsmagasin, Newsweek. Washington Post selskabets forskellige TV-interesser når ud til omkring 7 millioner hjem, og dets kabel-TV service, Cable One, har 635.000 abonnenter.

I et joint venture med New York Times udgiver The Post avisen International Herald Tribune, det dagblad, der distribueres videst omkring i verden.

I lighed med New York Times begyndte Washington Post på ikke-jødiske hænder. Det blev grundlagt i 1877, af Stilson Hutchins, og blev senere drevet af MacLean-familien. På grund af MacLeans' konservative holdning skiftede jødisk annoncering over til de andre Washington-aviser, hvilket drev Posten til konkurs. En jødisk financier, Eugene Meyer, trådte ind og købte, på tvangsauktionen, avisen for en bagatelagtig sum. Lige så snart den var kommet på jødiske hænder, vendte annoncering, fra jødiske virksomheder og reklamebureauer, tilbage, og bladet gav igen overskud.

Med henblik på yderligere bemægtigelse af medierne i vor nations hovedstad gennemførte jøderne en reklameboykot mod oberst McCormick's Time-Herald, som de afskyede på grund af bladets støtte til senator Joseph McCarthy. Da det herefter blev ude af stand til at sælge annoncer til detailhandelen, indskrænkede bladet dramatisk. Det begyndte at tabe omkring en million dollar om året og blev til sidst, i 1954, solgt meget billigt til Meyer. Washington Post drives nu af Meyers datter, Katherine Meyer Graham, der er hovedaktionær og bestyrelsesformand. Hendes søn, Donald, er præsident og administrerende direktør.

Det tredje førende, og indflydelsesrige, dagblad i Amerika, særligt i forretningsverdenen, er Wall Street Journal, der sammen med Barron's og 24 andre dagblade – udgives af Dow Jones & Company. Wall Street Journal har et oplag på mere end to millioner, hvilket gør det til Amerikas største dagblad for erhvervslivet, og giver det en fabelagtig

121

indflydelse på forretningsverdenen, og på emner inden for bankverden, handel og økonomi. Den administrerende direktør for Dow Jones, og samtidigt bestyrelsesformand og udgiver af Wall Street Journal, hedder Peter R. Kann, og han er jøde.

De fleste af New Yorks øvrige større aviser er ikke i bedre hænder, end det er tilfældet med New York Times og Wall Street Journal. I januar 1993 købte den jødiske grundspekulant, Mortimer B. Zuckerman, The New York Daily News af boet efter den jødiske mediebaron, Robert Maxwell (født Ludvik Hoch). The Village Voice er personligt ejet af Leonard Stern, den jødiske milliardær, som også ejer Hartz Mountain virksomheden, der sælger alt til kæledyr. The New York Post er ejet af News Corporation, som ledes af jøden Peter Chernin.

 

De tre mest læste nyhedsmagasiner

Time, Newsweek og U.S. News and World Report er de tre største ugentlige, nyhedsmagasiner som udgives i De forenede Stater. Det største, og mest ansete, er Time, der har et oplag på mere end fire millioner. Time-Warners administrerende direktør er Gerald Levin, som er en jødisk velgører for mange jødiske og israelske mærkesager.

Newsweek er det næststørste, med et oplag på mere end tre millioner. Det kontrolleres af Katherine Meyer Graham fra Washington Post, der er endnu en ivrig velgører for utallige jødiske formål.

Det tredjestørste ugentlige nyhedsmagasin er U.S. News and World Report, hvis ejer, udgiver og chefredaktør, hedder Mortimer B. Zuckerman. Han er en stolt zionist, som tillige ejer The Atlantic Monthly og The New York Daily News.

 

Giganterne inden for bogbranchen

Bogbranchen er måske den del af de amerikanske medier, som er mindst domineret af jøder. Og alligevel er de vigtigste dele af denne industri også domineret af dem. Alt, hvad man i dag behøver, for at udgive en bog, er en trykker og lidt penge, og der findes titusinder af trykkere og hundreder af små bogforlag i Amerika. Ikke desto mindre er den jødiske indflydelser, også hér, meget stærk, for dét at skrive en bog, uanset hvor oplysende og provokerende den måtte være, giver ingen garanti for, at den bliver udgivet, og selv om den udgives, er der ingen garanti for, at den bliver professionelt opreklameret, distribueret eller blot omtalt. Det halve dusin største forlag, og bogdistributører, tager sig af 95 procent af de bedst sælgende bøger i Amerika. Og på dette område er jødisk bedømmelse ikke til at komme uden om, og jødisk velvilje afgørende.

Ifølge Publisher's Weekly er de tre største amerikanske forlag Random House (og dets underafdelinger, såsom Crown Publishing Group), Simon & Shuster og Time Warner Trade Group (der også omfatter Warner Books, Little, Brown, og Book of the Month Club). Jøder kontrollerer to af de tre og den tredje, Random House,

122

har mange jøder placeret på nøgleposter, i mange af afdelingerne i den sammenslutning, den er del af.

Gerald Levin er administrerende direktør for Time-Warner Communications, som ejer Time Warner Trade Group. Det andet store forlag, Simon and Schuster, er en underafdeling i Viacom Inc. Viacoms administrerende direktør er Sumner Redstone (født Murray Rothstein). Derudover skal det nævnes, at det største børnebogsforlag, som sidder på mere end 50 procent af markedet, er Western Publishing, hvis administrerende direktør nu hedder Richard Snyder. Han afløste en anden jøde, Richard Bernstein.

 

Undertrykkelsen af én bog

En af de mest brilliante bøger, fra forrige århundrede, som berettede om svækkelsen af Amerikas majoritet, er The Dispossessed Majority af Wilmot Robertson.[259] Denne bog er rig på idéer, og der ligger grundige undersøgelser bag, lige som behandlingen, sprogligt, ligger på et plan, der sjældent ses i dag. Men Robertson var ude af stand til at finde en større forlægger, fordi han vovede at skrive om de unævnelige emner: race og jødisk etnocentrisme. Ingen landsdækkende, eller blot større avis eller magasin, ville anmelde bogen, og ingen landsdækkende bogdistributør ville have med den at gøre. Mange landsdækkende medier ville ikke engang tillade Robertson at købe annonceplads for sin bog, fordi den indeholdt oplysninger, der var uacceptable for de selv-udnævnte, jødiske censorer. Trods bogens bandlysning fra alle almindelige boghandler, og på trods af, at bogen ikke blev anmeldt af de større blades boganmeldere, er det lykkedes Robertson at sælge over 150.000 bøger, via postordre, og gennem mund til øre metoden.

 

TV

Da jeg læste Edward Fields artikel, som påviste den jødiske kontrol over de tre største TV-netværk, blev jeg fascineret heraf. ABC, CBS og NBC producerer langt den største del af underholdnings-TV i Amerika, og for de fleste amerikanere udgør de tre netværk den primære kilde til nyheder. Leonard Goldenson fra ABC, William S. Paley fra CBS og David Sarnoff fra NBC ledte deres respektive netværk i mange, mange år og satte dermed stilen for - og omfanget af - den moderne, jødiske dominans i massemedierne. Her følger en del af Dr. William L. Pierce's artikel: "Hvem styrer medierne?"

 

Hvem styrer medierne?

Statens igangværende deregulering af telekommunikations-industrien har ikke medført den påståede, øgede konkurrence, men tværtimod en accelererende bølge af virksomhedssammenlægninger og overtagelser, som har skabt en håndfuld multi-milliard mediekonglomerater. Det største af disse konglomerater har, i hastig takt, vokset sig endnu større, ved at opsluge sine konkurrenter, idet den næsten tredoblede sin størrelse i løbet af 1990´erne. Når som helst, du ser fjernsyn, og uanset om det er fra en lokal station eller via kabel eller satellit, og uanset om du ser en spillefilm i biografen eller hjemme - når som helst du lytter til musik i radioen eller noget, du har optaget – og når som helst du læser en avis, en bog eller et blad - er det meget sandsynligt, at den underholdning eller information, du modtager, er blevet produceret og/eller udsendt af et af disse mega-medieselskaber.

123

Time Warner . Det største medie-konglomerat i dag er Time Warner (kort benævnt: AOL-Time Warner; "AOL" blev droppet fra navnet, da der af regeringsundersøgere blev sat spørgsmålstegn ved den bogføringspraksis, der anvendtes i AOL-divisionen). Det nåede sin nuværende form, da America Online købte Time Warner for 160 milliarder dollar i 2000. Sammenlægningen førte Steve Chase, en ikke-jøde, sammen med Gerald Levin, en jøde, som henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør for AOL-Time Warner. Warner, der blev grundlagt af de jødiske Warner-brødre, i de tidlige år af forrige århundrede, blev snart en del af den jødiske magtbase i Hollywood, en kendsgerning, der er så velkendt, at den åbent vedkendes af jødiske forfattere, som det også er tilfældet med den kendsgerning, at enhver ny medie-erhvervelse også bliver domineret af jøder: Den jødiske forfatter, Michael Wolff, skrev i magasinet, New York, i 2001 om den oprindelige sammensmeltning mellem Time, Inc. og Warner: "Siden Time Inc.'s sammensmeltning med Warner for ti år siden, er en af de interessante forandringer, at det er blevet en jødisk virksomhed." ("Fra AOL til W", New York magasinet, 29. januar 2001)

Den tredje-mægtigste person, i AOL-Time Warner, i det mindste på papiret, var næstformand for bestyrelsen, Ted Turner, en hvid ikke-jøde. Turner havde i 1996 solgt sit Turner Broadcasting System, der også omfattede CNN, til Time Warner, i bytte for en stor aktieandel af Time Warner. Men allerede i april 2001 havde Levin, i realiteten, fyret Ted Turner og fjernet ham fra enhver reel magt. Turner forblev dog en meget stor, og åbenhjertig, aktionær, samt medlem af direktionen.

Levin overspillede sine kort, og under et opgør i maj 2002, blev han fyret af selskabets bestyrelse. For Ted Turner, der havde tabt 7 milliarder af sine 9 milliarder dollar, på grund af Levins fejlslagne ledelse, var dette kun en lille trøst. Turner er fortsat i yderkredsen, uden indflydelse på selskabets indre virke. Steve Case trak sig, under pres, tilbage, i maj 2003. Bestyrelsen erstattede de to, Levin og Case, med en sort leder, Richard Parsons. Bag Parsons er den jødiske indflydelse og magt dog forblevet dominerende.

AOL er den største internetudbyder i verden, med 34 millioner abonnenter i USA. Den bliver nu benyttet som en online platform for det jødiske indhold fra Time Warner. Jodi Kahn og Meg Siesfeld, begge jøder, leder Time Inc. Interactive-holdet, under chefredaktøren, Ned Desmond, der er hvid, ikke-jøde. Alle tre er under ledelse af Time Inc.'s chefredaktør, Norman Pearlstine, der er jøde. Deres job består i at overføre Time Warners indhold til specifikke målgrupper, blandt AOL's abonnenter, særligt kvinder, børn og teenagere.

Time Warner var allerede den andenstørste af verdens mediegiganter, da den gik sammen med AOL. Time Warners datterselskab, HBO (med 26 millioner abonnenter), er USA's største betalings kabel-TV netværk. HBO's "konkurrent", Cinemax, er endnu et af Time Warners mange kabelselskaber.

Indtil den jødiske milliardær, Edgar Bronfman, Jr.'s køb af PolyGram i maj, 1998, var Warner Music Amerikas største musikselskab, med 50 afdelinger. Warner Music var et af de første foretagender til at opreklamere "gangsta rap". Igennem selskabets involvering i Interscope Records (inden Interscope blev købt af et andet jødisk-ejet medieselskab) hjalp det til med at gøre en genre, hvis grafiske lyrik udtrykkeligt opfordrer sorte til vold mod hvide, populær. Bronfman købte Warner Music i 2004 og holdt det derved helt på jødiske hænder.

I tilgift til kabel-TV og musik er Time Warner dybt involveret i produktion af spillefilm (Warner Brothers Studio, Castle Rock Entertainment og New Line Cinema). Time Warners forlagsafdeling ledes af dens chefredaktør, Norman Pearlstine, der er jøde. Han kontrollerer 50 blade, heriblandt Time, Life, Sports Illustrated og People. Blandt selskabets bogforlag er Time-Life Books, Book-of-the-Month Club, Little Brown og mange andre. Time Warner ejer også Shoutcast og Winamp, selve de værktøjer, som de fleste uafhængige internet-radioer er afhængige af, og "forhandlede", som en dominerende aktør i Recording Industry Association of America

124

(RIAA) således i realiteten med sig selv, da reglerne om ophavsrettigheder i internetradioers musikbrug blev fastsat. De favoriserede, i udpræget grad dem, med stor volumen, og tvang mange små radioer bort. (The Register, “AOL Time Warner takes grip of net radio", 8. april, 2003).

 

Disney. Den næststørste mediekoncern, i dag, med 2003-indtægter på 27,1 mia $ er The Walt Disney Company. Dets førende personlighed og administrerende direktør, Michael Eisner, er jøde. (I 2004. Den øverste leder hedder i dag Richard Iger, Eisner er stadig den næststørste aktionær.)

Disney-imperiet, som ledes af en mand, der betegnes af en medie-analytiker som en "kontrol-freak," indeholder adskillige TV-produktionsselskaber (Walt Disney Television, Touchstone Television, Buena Vista Television) og kabelnet med mere end 100 millioner abonnenter, i alt. Hvad spillefilm angår, omfatter Walt Disney Motion Pictures gruppen Walt Disney Pictures, Touchstone Pictures, Hollywood Pictures og Caravan Pictures. Disney ejer også Miramax Films, der drives af de jødiske Weinstein brødre, Bob og Harvey, som har produceret så ultra-vulgære film som The Crying Game, Priest og Kids.

Da Disney-selskabet blev ledet af den ikke-jødiske Disney-familie, inden Eisners overtagelse i 1984, var det indbegrebet af sund familieunderholdning. Og selv om selskabt endnu ejer rettighederne til Snehvide, har det, under Eisners ledelse, ekspanderet sig ind i produktion af en stor mængde såkaldt "voksen" underholdning.

I august 1995 erhvervede Eisner Capital Cities/ABC, Inc., der ejer ABC TV-netværket, som igen ejer ti TV-stationer, direkte, i så store markeder som New York, Chicago, Philadelphia, Los Angeles, San Francisco og Houston. Hertil kommer, at ABC i USA har 225 tilsluttede TV-stationer, mere end 2.900 tilknyttede radiostationer, og producerer over 7.200 radioprogrammer. ABC ejer 54 radiostationer og driver 57 radiostationer, heraf mange i store byer som New York, Washington og Los Angeles. Radio Disney, en del af ABC Radio Networks, laver programmer, der er rettet mod børn.

Sports Network ESPN, et ABC-kabeldatterselskab, er ledet af adm. direktør George W. Bodenheimer, som er jøde. Selskabet kontrollerer også Disney Channel, Toon Disney, A & E, Lifetime Television, SOAPnet og History Channel med mellem 86 og 88 millioner abonnenter hver. ABC Familie-tv-net har 84 millioner abonnenter, og som supplement til TV-underholdning (noget af det ret vulgært for en "familie"-kanal) er nettet også afsætningskanal for den kristne, zionistiske, TV-evangelist Pat Robertson.

Selv om ABC/Disney primært er et teleselskab, tjener det mere end 1 milliard dollar ved forlagsdrift og ejer Walt Disney Company Book Publishing, Hyperion Books og Miramax Books. Det ejer også seks daglige aviser og udgiver over 20 magasiner. Disney Publishing Worldwide udgiver bøger og tidsskrifter på 55 sprog i 74 lande, og nåede op på mere end 100 millioner læsere, hver måned. På Internettet driver Disney Buena Vista Internet Group, ABC Internet Group, ABC.com, ABCNEWS.com, Oscar.com, Mr. Showbiz, Disney Online, Disney's Daily Blast, Disney.com, Family.com, ESPN Internet Group, ESPN.sportzone.com, Soccernet.com, NFL.com, NBA.com, Infoseek (delvist ejerskab) og Disney Interactive.

 

Viacom . Nummer tre på listen med 2003-indtægter på lige over $ 26.5 milliarder er Viacom, Inc., der er ledet af Sumner Redstone (født Murray Rothstein), som er jøde. Melvin A. Karmazin, en anden jøde, var nummer to i Viacom indtil juni 2004. Han var President og Chief Operating Officer. Karmazin er fortsat en stor Viacom-aktionær. Da Karmazin blev udskifttet, var det med endnu en jøde, Leslie Moonves og med Tom Freston, muligvis jøde, som henholdsvis formand og COO. (Vi har været ude af stand til at bekræfte Frestons jødiske herkomst, men han har udført arbejde for jødiske organisationer og var involveret i beklædningsindustrien,

125

en stærkt jødisk industri, hvor han importerede tøj fra den tredje verden til USA i 1970'erne.)

Viacom producerer og distribuerer TV-programmer for de tre største net, ejer 39 TV-stationer direkte, med yderligere 200 søsterselskaber i dets helejede CBS Television Network, ejer 185 radiostationer i sin Infinity radio-gruppe, og har over 1500 tilknyttede stationer, via sit CBS Radio Network. Det producerer spillefilm gennem Paramount Pictures, der ledes af jødinden Sherry Lansing (født Sherry Lee Heimann), der planlægger at gå på pension ved udgangen af 2005.

Viacom blev dannet i 1971 som en måde at undvige en anti-monopol FCC's afgørelse, der krævede, at CBS udskilte en del af sine kabel-TV-aktiviteter og syndikerede program-forretning. Dette træk, fra regeringens side, gjorde desværre ikke noget for at reducere det, hovedsageligt jødiske, samarbejds-monopol, som fortsat er det største problem i industrien. I 1999, og efter, at CBS igen havde suppleret sig selv ved at købe King World Productions (en førende TV-program-syndicator) har Viacom erhvervet sit tidligere ejerselskab, CBS, i en dobbelt hån mod ånden i 1971-afgørelsen.

Redstone erhvervede CBS efter aktionærafstemning, i december 1999, på CBS og Viacom. CBS Television har længe været ledet af den tidligere omtalte Leslie Moonves, den anden Viacom med-formand, Tom Freston har ledet det helejede MTV.

Viacom ejer også Country Music Television og The Nashville Netværkskabel kanaler og er den største udendørs reklameenhed (billboards, mv.) i Amerika. Viacoms forlagsdivision omfatter Simon & Schuster, Scribner, The Free Press, Fireside og Archway Paperbacks. Det distribuerer videoer gennem sine over 8.000 Blockbuster butikker. Det er også involveret i udsendelser via satellit, i forlystelsesparker og videospil.

Viacoms største kilde til berømmelse er imidlertid som verdens største udbyder af programmer til kabel-TV, gennem dens Showtime-, MTV-, Nickelodeon-, Black Entertainment og andre netværker. Siden 1989 har MTV erobret en større og større andel af de unge seere. MTV dominerer TV-markedet for unge seere mellem 12 og 24 år.

Sumner Redstone ejer 76 procent af aktierne i Viacom. Han tilbyder 'Jackass' som en teenager rollemodel og pumper MTV's, racemæssigt blandede rock og rap videoer ind i 342 millioner husstande, i 140 lande, og har en dominerende kulturel indflydelse på hvide teenagere, rundt omkring i verden. MTV laver også film til reklame for raceblanding, såsom Save the Last Dance.

Nickelodeon har, med mere end 87 millioner abonnenter, langt den største andel af de 4-til-11-årige TV-seere i USA og er i hastig vækst i Europa. De fleste af programmets shows udviser endnu ikke den åbenlyse degeneration, som er MTV´s kendetegn, men Redstone presser gradvist på for at udskænke den samme gift til sine børne-seere, som den, der gives i MTV. I begyndelsen af 2001 var Nickelodeon fortsat på en 12 år lang førerplads, som foretrukken kanal, på kabel-TV, for børn og yngre teenagere.

 

NBC Universal . Endnu en jødisk mediebaron er Edgar Bronfman, Jr. Han ledede Seagram Company, Ltd., spiritusgiganten, indtil dens nylige fusion med Vivendi. Hans far, Edgar Bronfman, Sr., er præsident for the World Jewish Congress.

Seagram ejede Universal Studios og købte, af Warner, senere Interscope Records, den førende propagandavirksomhed for "gangsta rap". Universal og Interscope tilhører nu Vivendi Universal, som i maj 2004 fusionerede med NBC. Moderselskabet kaldes nu NBC Universal.

Bronfman blev den største mand i musikbranchen, i maj 1998, da han også erhvervede kontrollen over PolyGram, den europæiske musik-gigant, ved at betale den hollandske elektronikproducent, Philips, 10.6 milliarder dollar.

126

I juni 2000 solgte Bronfman-familien Seagram til Vivendi, mod aktier i Vivendi, og Edgar, Jr. blev næstformand i Vivendi. Vivendi var oprindelig et fransk forsyningsselskab, og blev da ledet af den ikke-jødiske Jean-Marie Messier. En bestyrelses-fraktion, ledet af Bronfman, tvang Messier til at træde tilbage i juli 2002.

Vivendi erhvervede også den biseksuelle jøde, Barry Diller's USA Networks i 2002. (Diller er ejer af Interactive Corporation, der ejer Expedia, Ticketmaster, The Home Shopping Network, Lending Tree, Hotels.com, CitySearch, Evite, Match.com og andre internet-virksomheder.) Vivendi sammensatte USA Network, Universal Studios, Universal Television og temaparker til Vivendi Universal Entertainment (VUE).

Efter Vivendi-NBC fusionen anvendte Bronfman sit store personlige overskud til at gå på rov, og købte for nylig Warner Music fra det jødisk-dominerede Time Warner. Den nuværende formand for NBC Universal er en ikke-jøde, der ofte har været forbundet med jødiske mærkesager, NBC-medarbejder gennem længere tid, Bob Wright. Ron Meyer, en jøde, er President og Chief Operating Officer i Universal Studios. Stacey Snider, der også er jødisk, er formand for Universal Pictures. Formanden for NBC Universal Television Group er Jeff Zucker, endnu en jøde.

Med to af de fire største mediekoncerner på jødiske hænder (Disney og Viacom), med jødiske ledere, der driver NBC Universals medieoperationer, og med jøder, der sidder på en stor del af de ledende jobs hos Time Warner, er det usandsynligt, at sådan en overvældende grad af kontrol er opstået uden en bevidst, samordnet indsats, fra jødernes side.

 

Andre medieselskaber: Rupert Murdoch's News Corporation ejer Fox Television Network, Fox News, FX Channel, 20th Century Fox Film, Fox 2000 og forlaget Harper Collins. News Corp. er det femtestørste Mega-mediaselskab i nationen, med 2003-indtægter på ca. $ 19.2 mia. Det er den eneste anden medievirksomhed, der kommer tæt på de top-fire.

Dens Fox News Channel har været et vigtigt nøgle-selskab til at skubbe på den jødiske neokonservative dagsorden, som ligger bag Irak-krigen, og som animerer både administrationen hos George W. Bush og den "nye konservatisme", der omfatter aggressiv zionisme og multiracialisme (multikultur).

Murdoch er, nominelt, ikke-jøde, men der er en vis usikkerhed om hans herkomst og han har fastholdt sin støtte til zionismen, og andre jødiske mærkesager, gennem hele sit liv. (Historikeren, David Irving, har offentliggjort oplysninger fra en, påstået, højt placeret medie-kilde, der siger, at Murdoch's mor, Elisabeth Joy Greene var jødisk, men vi har ikke kunnet bekræfte dette.) Murdoch's næstkommanderende er Peter Chernin, der er formand og Chief Operating Officer - og jøde.

Under Chernin har jøder nøglepositioner i virksomheden: Gail Berman kører Fox Entertainment Group, Mitchell Stern leder satellit-TV-afdelingen, DirecTV; Jane Friedman er bestyrelsesformand og adm. direktør for Harper Collins og Thomas Rothman er formand for Fox underholdningsfilm. News Corporation ejer også New York Post og TV Guide, og begge er udgivet under Chernins tilsyn. Det primære, trykte, neokonservative tidsskrift, The Weekly Standard, er også udgivet af News Corporation, og redigeret af William Kristol, en ledende, jødisk, neokonservativ talsmand og "intellektuel".

De fleste af de TV- og filmproduktionsvirksomheder, der ikke ejes af de store medieselskaber, er også styret af jøder.

For eksempel er Spyglass, en "uafhængig" filmproducent, der har lavet film som Den sjette sans, The Insider og Shanghai Noon, kontrolleret af dens jødiske grundlæggere, Gary Barber og Roger Birnbaum, der begge er formænd. Jonathan Glickman tjener som President, og Paul Neinstein er Executive Vice President. Begge mænd er jøder. Spyglass laver film udelukkende til DreamWorks SKG.

127

Det bedst kendte af de mindre medieselskaber, DreamWorks SKG, er en gennemført kosher-affære. DreamWorks blev dannet i 1994, under stor mediebevågenhed, af pladeindustriens zar, David Geffen, den tidligere Disney Pictures formand, Jeffrey Katzenberg og filminstruktøren Steven Spielberg, som alle tre er jøder. Virksomheden producerer film, tegnefilm, TV-programmer og indspillet musik. I betragtning af de likvide midler, og de forbindelser, Geffen, Katzenberg og Spielberg råder over, kan DreamWorks snart være i samme liga som de fire store.

Ét større studie, Columbia Pictures, er ejet af det japanske, multinationale, selskab, Sony. Ikke desto mindre er studiets formand jødinden, Amy Pascal, og dets produktion afspejler fuldt ud den jødiske, sociale dagsorden. Sonys musikdivision fusionerede for nylig med den europæiske musikgigant, BMG for at danne Sony BMG Music Entertainment, der nu er en af verdens største musik-distributører. Det ledes af adm. Direktør, Andrew Mangel, tidligere administrerende direktør for NBC - og jøde. Sonys samlede amerikanske operationer ledes af en jøde, ved navn Howard Stringer, tidligere på CBS, som hyrede Lack.

Det er velkendt, at jøder har kontrolleret det meste af produktion og distribution af film, siden kort efter starten på filmindustrien, i de første årtier af det 20. århundrede. Da Walt Disney døde, i 1966, var den sidste hindring for en samlet jødisk dominans i Hollywood væk, og jøderne var i stand til at gribe ejerskabet i det selskab, Walt havde opbygget. Siden da har de haft det nøjagtigt, som de ønskede, i filmindustrien.

Film, produceret af syv af de virksomheder, der er nævnt ovenfor - Disney, Warner Brothers, Paramount (Viacom), Universal (NBC Universal), 20th Century Fox (News Corp), DreamWorks, og Columbia (Sony) tegnede sig for 94 % af de samlede billetindtægter for året 2003.

De tre store i net-TV var tidligere ABC, CBS og NBC. Med konsolideringen af medieimperierne er disse tre ikke længere selvstændige enheder. Mens de endnu var uafhængige, var hver enkelt kontrolleret af en jøde, siden selskabernes start: ABC, af Leonard Goldenson; NBC, først af David Sarnoff, og derefter af hans søn, Robert og CBS, først af William Paley, og derefter af Laurence Tisch. Gennem flere årtier er disse netværk blevet bemandet, fra top til bund, med jøder, og den væsentlige jødiskhed af net-TVv ændrede sig ikke, når nettene blev absorberet af andre jødisk-dominerede medieselskaber. Den jødiske tilstedeværelse i TV-nyheder er særlig stærk.

NBC er et godt eksempel på dette. Formanden for NBC News er Neal Shapiro. Jeff Zucker er NBC Universal Television Groups præsident. Hans nære ven, Jonathan Wald, tidligere en NBC-program producent, nu seniorkonsulent for CNBC, står direkte under Zucker. David M. Zaslav er præsident for NBC kabel (og også direktør for digitalvideo firmaet TiVo Inc.). Formanden for MSNBC er Rick Kaplan. Alle disse mænd er jøder.

En tilsvarende overvægt af jøder findes i nyhedsafdelingerne på de andre net. Sumner Redstone, Tom Freston og Les Moonves kontrollerer Viacoms CBS. Moonves demonstrerede sin magt i 2002 ved at udskifte hele personalet i det nye CBS Early Show. Han er også en grandnevø af den zionistiske leder, David Ben-Gurion, Israels første premierminister. Al Ortiz (også en jøde) er executive producer og direktør for dækning af særlige begivenheder for CBS News. Senior Executive Producer, Michael Bass, og Victor Neufeld, (tidligere producent af ABC's 20/20 ) producerer CBS's Early Show . Begge er jøder.

På ABC er David Westin, som er jøde, ifølge Jeffrey Blankfort på Middle East Labor Bulletin, formand for ABC News. Senior Vice President for nyheder på ABC er Paul Slavin, også en jøde. Bernard Gershon, jøde, er Senior Vice President/general manager for ABC News Digital Media Group, der har ansvaret for ABCNEWS.com, ABC News Productions, og ABC News Video Source.

128

Den overvældende jødiske kontrol over TV og film, som Dr. Pierce skriver om, er ikke et nyt fænomen. Det er ikke en kortvarig skævvridning i underholdnings- og nyhedsindustrien. Det har været fremherskende i årtier. Over tid kan navne skifte, men den etniske arv forbliver sædvanligvis den samme. Om noget, fortsætter den jødiske magt, i medierne, med at konsolidere sig og vokse. Jødiske publikationer praler ofte selv, til deres egne læsere, af deres magt.

 

Jødisk mediekontrol – Et verdensomspændende mønster

Jødiske overherredømme over massemedierne er ikke begrænset til De Forenede Stater. I Rusland ejede de jødiske gangsterledere, Boris Berezovskij og Vladimir Gusinsky, de to største medieimperier, indtil Præsident Putin gav signal til at retsforfølge dem. Gusinsky, som nu er i Spanien, hvor han forsøger at undgå russisk retsforfølgning for sin kriminalitet, var også leder af Den jødiske Kongres i Rusland. Berezovskij er også i selvvalgt eksil for at undgå anholdelse for kriminalitet.

I Storbritannien er de største TV-konglomerater også under direkte jødisk ejerskab og kontrol. De omfatter ITV-netværket, som ejes af Michael Green og hans Carlton Communications selskab; Grenada PLC, som er under Steve Morrison, og Anglia Television under Graham Creelman. Den anden store aktør i britiske medier er naturligvis Rupert Murdoch, der, hvis han virkelig er ikke-jøde, alligevel beskrives som mere pro-Israelsk end mange af de mest radikale, zionistiske, forkæmpere. Selv BBC, som angiveligt er ejet af det britiske folk, har mange jødiske racister i vigtige stillinger. Alan Yentob, for eksempel, er leder af BBC's programlægning. Selv BBC Radio, som er det radioprogram i verden, som der lyttes mest til, er ledet af Jenny Abramsky, en ivrig forkæmper for jødiske mærkesager.

 

Jødisk medie-overherredømme i Canada

De canadiske massemedier giver endnu et eksempel på jødisk medie-overherredømme. Med salget af det sidste store, ikke-jødiske, konglomerat, Conrad Blacks Southam Publikationer, fik en jøde, Israel (Izzy) Asper, nu et flertal af Canadas største medier under sin direkte kontrol. Aspers selskab, kaldet CanWest, ejer nu mere end 60 procent af alle canadiske aviser og andre medier. Selskabet ejer 128 lokale aviser og 14 store byaviser, herunder Vancouver Sun, The Vancouver Province, The Calgary Herald og Montreal Gazette. Asper ejer også National Post, en landsdækkende publikation.

Takket være en modig opsøgende journalist, Bill Marsden, på Montreal Gazette, blev Aspers undertrykkelse af historier, som var kritiske over for Israel, afløret. Marsden gik, med stor risiko for sin karriere, til offentligheden med Aspers direktiv, hvor han krævede direkte kontrol med nye, landsdækkende, lederartikler, der ville blive bragt i samtlige hans aviser. Direktivet erklærede, at lokale redaktører ikke ville få lov til at have en afvigende

129

redaktionel holdning til emner, som Aspers støtte til Israel. Derudover gjorde Asper det klart, at han ikke ønskede at se noget i sine aviser, som på nogen måde var kritisk over for Israel. På Canadian Broadcasting Corporation As it happens program, sagde Marsden, "Angående emner, såsom Mellemøsten, ønsker de ikke at se kritik af Israel," og at "Vi bringer ikke, i vores avis, centralt skrevne artikler (op-eds), der udtrykker kritik af Israel og hvad Israel gør i Mellemøsten."

Senere i udsendelsen spurgte værterne Aspers nationale leder-redaktør, Murdoch Davis, om nogen af CanWest's aviser kunne trykke noget om Israel, som Asper ikke brød sig om, og han svarede: "Nej. Det er klart den hensigt, at aviserne vil tale med én stemme om visse spørgsmål af overordnet national, eller international betydning."[260]

Selvfølgelig - og den "ene stemme" har en typisk, jødisk klang. Dét ene spørgsmål, som har denne overordnede, nationale og internationale, betydning, går ud på ikke at skrive noget, der er blot en anelse kritisk, om Israel! En sådan politik er selvfølgelig ikke til gavn for sandheden eller de mest grundlæggende principper i journalistik. Dette er ikke til gavn for de canadiske mennesker, der bør have ret til at kende hele sandheden, og ikke blot den jødiske overherredømme-propaganda, der udsendes af CanWest. Dette er ikke i en virkelig fri presses interesse. Men en sådan kontrol med medierne, og sådant bedrag, er af interesse for jødisk overherredømme, for kun gennem løgn og bedrag kan dets ondskab overleve.

Selv om Asper-direktivet blev offentliggjort, har han ingen planer om at sløjfe det. Faktisk har hans søn, David, selv, sarkastisk, opfordret protesterende reportere (som er beskyttet noget ved fagforeningsaftaler) til at træde tilbage. Man kan forestille sig de mange direktiver, der er udstedt af andre jødiske virksomheder, og som aldrig er blevet offentligt afsløret. Selvfølgelig er sådanne direktiver, om ikke at skrive noget kritisk om Israel, en "overkill", for enhver journalist forstår hurtigt, hvad hans jødiske chefer ønsker, i forbindelse med jødiske spørgsmål. Hvor mange journalister ville bevidst ofre deres job, karriere og fremtidige avancement ved et vove at trodse deres, jødisk-racistiske, chefer på selv det mindste punkt? Og hvad, om journalisten turde stå op, og virkelig afsløre verdens ældste, mest hensynsløse og ondskabsfulde racisme? Ikke alene ville han miste sin karriere, han ville sandsynligvis blive udsat for universel hån og latterliggørelse. Måske ville jødiske racister endda sammenligne ham med David Duke. Gud forbyde det!

 

Andre metoder til kontrol af pressen

Ikke nok med, at jøderne har en enorm magt i medierne gennem ejerskab, og gennem centrale stillinger, inden for produktion, ledelse, ansættelse, redigering og skribentvirksomhed, de har også "vagthunde"-grupper, strategisk placeret, som overvåger alle større publikationer (og offentlige personer) for tegn på modstand mod jødiske overherredømme-idéer og mod Israel. En af disse multimillion-dollars, internationale, organisationer hedder

130

Anti-Defamation League of B'nai B'rith (ADL). Enhver person, som tør tale frit, vil sandsynligvis komme på kant med denne organisation, der kan ødelægge karrieren for så godt som enhver, den anser som en trussel. ADL overvåger også enhver tænkelig kilde til information, som er til rådighed for offentligheden og forsøger at undertrykke alt, hvad den ser som skadeligt for jødisk reklame.

"Gennem sine 31 kontorer over hele landet, overvåger ADL skolernes læseplaner, bibliotekernes indkøb, og offentlige konferencer og symposier. Den arbejder, bag kulisserne, på at kvæle intellektuel frihed."
Robert Friedman, The Jewish Thought Police: How the Anti-Defamation League Censors Books, Intimidates Librarians, and Spies on Citizens, The Village Voice, 27 juli 1993.

En af de nyere aktiviteter gik ud på at udvikle et internet-filter for enkeltpersoner, biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Selvfølgelig er min hjemmeside, og alle andre websteder, der vover at afsløre de jødiske racister, blokeret af de selvbestaltede censorer.

ADL har en lang forhistorie med at modtage millioner af dollars fra jødiske gangstere og kriminelle. Til gengæld har den så belønnet dem med priser, som da den gav en gangster, som Moe Dalitz "Torch of Liberty Award" ("Frihedsfakkel-prisen") i 1985. [261] Det er irriterende ironisk, at en gruppe, med forbindelser til organiseret kriminalitet, gennem sin internet-censur, kan forhindre millioner af amerikanere i nogensinde at opdage denne kendsgerning.

Selv om jøderne har en ufattelig dominans over medierne, og et effektivt system til overvågning og undertrykkelse af andres tanker, er deres kontrol endnu ikke fuldstændig. Grupper som ADL vil imidlertid ikke være tilfredse, før jødisk kontrol med medierne bliver fuldstændig. De søger ikke alene fuldstændig kontrol med massemedierne, men søger også at gøre det ulovligt for nogensomhelst, så meget som selv at turde tilbyde en anden opfattelse af noget, der angår deres dagsorden. Det er allerede, til dels, lykkedes i Canada, og i mange europæiske nationer, at komme tæt på dette dystre mål, og de arbejder hårdt for at opnå det samme i Amerika.

 

"Deres eget imperium"

Selv om det er svært at forestille sig nu, var det ikke-jøder, der grundlagde Amerikas filmindustri. Thomas Edison patenterede mange af de tidlige kameraer og projektions-teknikker, og lancerede det første store studie. Den mand, som var pionéren inden for moderne film, hed D.W. Griffith. Han var en genial instruktør, hvis teknikker og film stadig studeres af filmklasser,

131

rundt om i verden. Hans klassiske stumfilm, Birth of a Nation[262] beholdt rangen som den mest sete film i verden, indtil Borte med Blæsten.[263]

Birth of a Nation er en filmversion af The Clansman, en roman af sydstatsforfatteren, Thomas Dixon.[264] Filmen skildrer den brodermorderiske konflikt i krigen mellem staterne, og undertrykkelse af Sydstaternes befolkning, i den såkaldte "Reconstruction" æra. (se Willis Carto's Barnes Review, juli, 1997)[265]

Da Birth of a Nation kom frem, gik jødiske organisationer faktisk til domstolene i forsøg på at forbyde filmen i en række større byer, og de anvendte økonomisk pres på biografer for at forhindre den i at blive vist. En særlig fremvisning af filmen, i Det Hvide Hus, resulterede i en begejstret anmeldelse af den, fra præsident Woodrow Wilson, og det indledte en solid og uimodståelig støtte fra almindelige mennesker. De jødiske kræfter i den spirende filmindustri indså, at det var langt mere effektivt at kontrollere filmindustrien indefra, end at skulle kæmpe bagtrops-kampe for at undertrykke film, de ikke ønskede, det amerikanske folk skulle se.

De jødiske forsøg på at forbyde Birth of a Nation var ikke første, og ej heller sidste, forsøg på jødisk censur i Amerika. Mange mennesker er overraskede, når de bliver klar over, at jødiske grupper faktisk var i stand til at forbyde et stykke af den største forfatter af engelsk litteratur: William Shakespeare. Det blev, i den første del af det 20. Århundrede, på foranledning af det jødiske samfund, forbudt at opføre Shakespeares, The Merchant of Venice, ("Købmanden i Venedig") i New York City.[266] Man hævdede, at stykket var antisemitisk.

I 1990'erne, viste Public Broadcasting System (PBS) en serie med alle Shakespeares skuespil, der altså også omfattede "Købmanden i Venedig". En lang, redaktionel, introduktion forsøgte at påvirke publikum til at fortolke spillet som sympatisk indstillet over for Shylock, den centrale, jødiske, figur, der krævede ikke-jødens "pund kød." Shylocks replikker, som han forsvarer sig med i retten: "Hvis du stikker en jøde, bløder han da ikke?" blev understreget for at tilskynde seerne til at fortolke spillet som gunstigt for jøderne. Interessant nok forsøgte jøderne ikke nogen sådan fortolkning af stykket, da de intolerant argumenterede for at gøre opførelsen af stykket ulovlig. For nylig har Canadian Jewish News rapporteret et forsøg fra jøder på at undertrykke opførelsen af spillet i et canadisk skoledidtrikt.[267]

Da jøderne er gået, fra at være udenforstående, til nu grundigt at dominere den vestlige verdens statslige institutioner og medievirksomhed, er mange jøder skiftet, fra at være stærke forsvarere af ytringsfriheden, til nogle af dens mest indædte undertrykkere.

De jødiske studerende, der dominerede "Free Speech"-bevægelsen i Berkeley, i midten af 1960'erne, besang ytringsfriheden med det formål, at invitere sådanne folk til universitetet, som den frastødende Allen Ginsberg med den beskidte mund, og den voldelige, åbent kommunistiske, sorte

132

revolutionære, Angela Davis. I dag forsøger de at lukke munden på enhver, der vover at tale til et elevpublikum om de emner, der behandles i denne bog.

I nogle tilfælde er de vendt tilbage til en taktik, der svarer til deres kampagne mod The Merchant of Venice. I 1976 inviterede et landsdækkende, sort, talkshow på PBS, Black Perspectives on the News, mig til at deltage i Philadelphia. Efter optagelsen af showet på bånd - men før showet blev vist på TV - opdagede Anti-Defamation League, og andre jødiske organisationer, at jeg nævnte den historisk veldokumenterede jødiske rolle i kolonitidens slavehandel. De jødiske aktivister, Sol Rosen, Harry Bass og Peter Minchuck søgte et forbud mod udsendelsen i Common Pleas Court (domstolen) i Philadelphia, hvor de bad dommeren om at censurere programmet. Den jødiske dommer, Stanley Greenberg, udstedte en retskendelse, der krævede, at programmet ikke blev vist, før båndet var blevet leveret til ham og "godkendt". Heldigvis appellerede First Amendment Coalition*, og advokat David Marion, afgørelsen til statens højesteret og vandt. Men de jødiske muligheder for censur var på ingen måde udtømt.

Jødiske organisationer gik nu ud i en landsdækkende kampagne, i et forsøg på at undertrykke showet på hver eneste PBS-station, hvor programmet skulle vises. I en massiv skræmmekampagne skrev og telefonerede jøder til lokale PBS-stationer og truede med stop for donationer og offentlig støtte, hvis de viste showet. Hvis det ikke virkede, lovede mine modstandere strejkevagter, chikane og sågar vold mod stationerne. Da de var færdige med deres beskidte arbejde havde de opnået, at det oprindelige program kun var blevet vist på en lille procentdel af de lokale PBS-stationer. Desuden fulgte de stationer, der havde haft den dristighed at vise det oprindelige én-times show - umiddelbart efter med et særligt program, der angreb mine holdninger og min person, uden at give mig mulighed for at svare.

Et eksempel, blandt mange, som jeg kunne nævne, på den stille undertrykkelse, var min oplevelse med Tomorrow Show med Tom Snyder i 1974. The Tomorrow Show var et sent natte-talkshow, der gik ind i alvorlige emner snarere, end intetsigende berømtheds-drilleri. Jeg passede ikke ind i mediernes billede af den "antisemit", som værten, Tom Snyder, havde forventet, og i løbet af programmet overraskede han mig, når han, med kamera på henviste til mig som "intelligent, veltalende og charmerende." Snyder lo hjerteligt af mine vittigheder og gav, under programmet, gentagne gange, udtryk for, at jeg snart ville komme tilbage på showet. Hans sidste ord på programmet var "David Duke kommer tilbage hér."

Tre dage senere telefonerede Snyders personale for at arrangere en opfølgning på showet. De sagde, at jeg ville være sammen med en sort borgerrettighedsleder, en jødisk rabbiner, en "liberal" katolik og en protestantisk præst. Fly- og hotelreservationer blev foretaget, og jeg fik et bekræftelsesbrev fra showet. Kun tre dage før den planlagte optagelse af programmet ringede en medarbejder og fortalte mig, at hun var ked af det, men

* Forening for ytringsfrihed, overs. anm.

133

programmet var blevet tvunget til at aflyse min medvirken. Jeg spurgte hende, hvorfor? og hun betroede mig, at de jødiske ledere på NBC, strengt havde meddelt, at "David Duke vil aldrig igen medvirke på Tomorrow Show."

Programmet gik i luften som planlagt, men mine modstandere var de eneste gæster. De nedvurderede mig, gennem en hel time, med billige fornærmelser. Rabbineren, som tydeligvis var velbevandret i Freuds psykologi, tilskrevet min negative opfattelse af jødisk overherredømme "seksuel frustration." Og sådan gik det. Mediernes mestre havde fremvist tre ypperstepræster for egalitarisme, der kunne rase mod mig, og de havde kvalt enhver modsigelse.

 

Israel og Arabien

Måske er den bedste måde at illustrere skævvridning i medierne den, at undersøge mediedækningen af Israel i forhold til landets arabiske naboer. Der er ikke noget mere afslørende bevis på, hvordan jøder udøver deres mediemagt i forfølgelsen af deres interesser. Tænk lidt over følgende:

Irak blev fordømt og angrebet for at invadere sin nabo Kuwait,

MEN –

Israel invaderede sin nabo, Libanon, hvilket i sidste ende kostede mindst 20 tusind civile libanesere livet og utallige milliarder af dollars i smadret ejendom.

Årsagen til angrebet på Irak var det faktum, at det ikke havde adlydt FN-resolutioner om at forlade Kuwait,

MEN –

Israel har i 18 år trodset FN-resolutioner om at forlade Libanon og forbryder sig fortsat imod resolution 242, der kræver Israels tilbagetrækning fra Vestbredden.

Irak blev angrebet af USA og Storbritannien, efter sigende for at forhindre udbredelse af masseødelæggelsesvåben,

MEN –

Israel har selvfølgelig et af verdens mest dødbringende lagre af masseødelæggelsesvåben, med alt, lige fra nervegas og biologiske våben, til hundredvis af atomvåben.

 

Når palæstinensiske terrorister sprænger israelske busser eller markeder i luften, ved selvmordsangreb, er det forsidenyheder i hele verden,

MEN –

Når Israel kaster napalm-bomber mod flygtningelejre og dræber snesevis af kvinder og børn, giver dette langt mindre dækning i nyhederne og kaldes næsten altid "gengældelse".

 

Tænk over mediernes reaktion, hvis en af de arabiske stater havde skudt et rutefly med passagerer ombord ned,

MEN –

Israel skød et passagerfly ned over Sinai-halvøen med knap en hørlig protest.

At katalogisere den enorme mængde pro-jødiske film, som er produceret af Hollywoods industri, ville være en overmenneskelig opgave, men jeg kan tilbyde nogle relevante eksempler.

Ikke overraskende, var en af de mest, overdådigt, opreklamerede miniserier, nogensinde, også den vigtigste film, af alle, for jøderne: Holocaust . Filmen var en helt igennem jødisk produktion. Den blev instrueret af Rødder (Roots)-instruktøren, Marvin Chomsky. Gerald Green skrev manuskriptet. Morton Gould komponerede musikken. Producenterne var Robert Berger og

134

Herbert Brodkin. TV Guide bemærkede, at forfatterens far døde under optagelserne i Europa. Hellere end at vende hjem til faderens begravelse følte Green, at han ærede sin stærkt pro-zionistiske far ved at blive i Europa for at arbejde på Holocaust. Gennem en halv snes timer portrætterede filmen, som var et værk, der indeholdt et ekstremt etnisk had, tyskere og andre østeuropæerne, som enten blodtørstige eller uden rygrad, og selvfølgelig portrætterede den hver eneste jøde som et dydsmønster, et billede på kærlighed og venlighed. Aldrig havde en TV-produktion modtaget mere forhånds-reklame, eller mere ros, end Holocaust. Jødisk-ledede publikationer og kommentatorer opførte sig, som om det var det vigtigste stykke drama i filmens historie.

Naturligvis handler mange af de jødisk-producerede film om andre emner end direkte jødiske bekymringer, såsom Holocaust-propaganda eller støtte til Israel. De har gjort deres for at ophidse minoriteter til uvilje mod det europæiske flertal. "Del og hersk" har altid været deres strategi. Mens jeg stadig var på college, så jeg en såkaldt udnyttelse-af-sorte film, der hedder Farvel onkel Tom.[268] Jeg læste om filmen før den blev vist i New Orleans, hvor den blev spillet i en biograf næsten udelukkende for sorte i den indre by.

Mens jeg undersøgte baggrunden for filmen, blev jeg opmærksom på, at Cannon Releasing Corporation havde produceret den og at præsidenten for Cannon hed Dennis Friedland. Blandt hans kolleger var Marvin Friedlander, Thomas Israel, James Rubin og Arthur Lipper. Jeg fandt siden, gennem en filmanmeldelse ud af, at de fleste af jøderne, der havde været involveret i produktionen af denne had-mod-hvide film, havde fået deres navne strøget fra rulleteksterne.

Idet jeg forventede en vanskelig situation, kørte jeg ned fra Baton Rouge med to af mine modigste, og mest trofaste, LSU-venner ("Louisiana State University"). I løbet af de følgende 90 minutter, og under en forestilling, fyldt med sorte biografgængere, fik mine venner og jeg en følelsesmæssig og audiovisuel, uddannelse i de grufulde konsekvenser af Hollywoods anti-hvide film.

Filmen foregår i Sydstaterne i tiden efter borgerkrigen. Den viser slavernes liv som et orgie af lemlæstelse, sult, mord og voldtægt af sorte mænd og kvinder, udført af hvide. Et sort oprør finder sted, og lærredet eksploderer med hævngerrige sorte, der hakker hvide mænd, kvinder og børn til døde. Ved hver eneste af de sortes blodige forbrydelser hylede publikum i anerkendelse. "Sådan!" skreg nogle. "Voldtag den luder! . . Myrd dem!" Den sorte forsamling lo og jublede under de blodigste scener, med lemlæstelse, voldtægt og mord på hvide.

For at sikre, at filmens pointe var helt klar for dens publikum, sprang filmen mod slutningen frem til i dag og viste afro-klædte sorte mænd i læderjakker og solbriller, som sneg sig ind i soveværelset hos et hvidt par. Kameraet afbilder parrets rædsel, da angriberne hakker dem ihjel med en økse. I slow-motion falder øksen gentagne gange, mens blod og hjerne sprøjter rundt i lokalet.

135

Selv efter 20 år husker jeg tydeligt den film og det rå had, den skabte hos det sorte publikum.

Så snart rulleteksterne begyndte at køre, skyndte mine venner og jeg, som sad bagest i biografen, os at tage vores frakker, og forlod hurtigt stedet. Vi var i dystert humør, da vi kørte tilbage til LSU, fordi vi vidste, at Farvel onkel Tom havde til formål at tilskynde sorte til mord og voldtægt på hvide, i hele Amerika.

Det gjorde mig meget vred at se Farvel Onkel Tom, men sjovt nok var min vrede ikke rettet mod sorte mennesker. Trods filmbillederne af sorte, der myrdede og voldtog hvide og trods den hadefulde stemning i biografen, var jeg klar over, at de var blevet ondskabsfuldt manipuleret af filmens jødiske ophavsmænd. Det fik mig til at gruble over nogle af mine holdninger over for sorte amerikanere, og jeg begyndte at indse, at såvel sorte som hvide har berettigede klager, der må behandles i et klima af rimelighed og fælles omsorg. De jødiske racisters medier udnytter vore uenigheder som en bestanddel af deres "del og hersk"-strategi.

Den tid, jeg tilbragte i den mørke biograf, rørte mine følelser så inderligt, at jeg svor ved mig selv og til Gud, at jeg ville yde hvilke, ofre, det end måtte kræve, for at jeg en dag kunne stoppe de brutale angreb på vort kød og blod, som blev symboliseret i denne hadefulde film. Jeg besluttede også at stå op imod filmfolk, der skaber et klima af "anti-hvide" had, som fører til vold mod hvide amerikanere.

 

Jødiske indrømmelser af mediebeherskelse

Under mine hundredvis af interviews, i årenes løb, benægtede mine "forhørsledere", når jeg omtalte jødiske mediers dominans, som regel først den jødiske overvægt af magt. Når dette forsvar derefter brød sammen under et hav af fakta, argumenterede de med, at den jødiske overmagt intet betød. Slutteligt brugte de det argument, at det var ondt at antyde, at jøderne kunne finde på at bruge deres mediemagt til deres egen fordel.

Dominans af USA's nyheder og underholdningsmedier er så indlysende, at nogle jødiske medier er begyndt at erkende det, men de hævder, at den jødiske dominans ikke har nogen reel indflydelse på indholdet. Omslaget til August 1996-nummeret af magasinet Moment var prydet med overskriften, "Jøder styrer Hollywood, og hvad så?" Artiklen, som er skrevet af den kendte, jødiske filmkritiker, Michael Medved, indeholder bl.a. følgende kommentarer: "Det giver ingen mening, overhovedet, at forsøge at

136

benægte realiteterne med hensyn til jødisk magt og dens fremtrædende plads i populærkulturen. Enhver liste over de mest indflydelsesrige produktionsledere, på hvert af de større filmselskaber, vil vise en tung overvægt af, tydeligt, jødiske navne." Medved beretter, hvordan Walt Disney filmstudier, udelukkende, hyrer "højtlønnede, jødiske baroner" som Jeffery Katzenberg, Michael Ovitz, og Joe Roth som producenter. Han oplyser endvidere, at:

Den berømte Disney-organisation, som blev grundlagt af Walt Disney, en ikke-jøde fra Midtvesten, der angiveligt husede antisemitiske holdninger, nu kan opvise jødisk personale i næsten alle sine mest magtfulde funktioner.[269]

Det er interessant, at Walt Disneys film, trods forsøgene på at besudle ham som antisemit, var de mest moralsk og åndeligt opløftende - såvel som uddannende - i branchen, mens det nye Disney og dets datterselskaber under Michael Eisner og efterkommere, nu laver mange anti-kristne og seksuelt degenererede film, såsom The Priest[270] og The Crying Game[271].

Ikke alene skaber de jødiske producenter en overflod af pro-Israel, og pro-jødisk, propaganda, sammen med deres anti-kristne, anti-vestlige, hade-film og dokumentarfilm, men de er også omhyggelige med at føre kontrol med film, der laves af såvel jøder som ikke-jøder. For eksempel følte jødiske censorer af den faktabaserede film, Syv år i Tibet, at hovedpersonen, en ex-Nazi opdagelsesrejsende fra Østrig, ikke var angrende nok over sin fortid. De fik filminstruktøren til at opfinde en bodsscene, og indsætte den i den "sande historie."[272]

Michael Medved skriver i sin artikel, at "jødiske forfattere og instruktører anvender utvivlsomt flatterende afbildninger af jøder for publikum, der reagerer med sympati og hengivenhed." Det siger sig selv, at jødiske direktører og forfattere skildrer dem, der er imod jødisk overherredømme, som helt igennem onde.

En filmdokumentar, der blev lavet for TV i 1998, og sendt på Arts & Entertainment kabelnettet, pralede med den fremtrædende jødiske rolle i medier og i udformningen af vores samfund til deres formål. Den var lavet af Elliot Halpern & Simcha Jacobvici Productions samt skrevet og instrueret af Simcha Jacobvici. Dokumentaren fortæller, hvordan jøderne overvandt de ikke-jødiske filmskabere, som Thomas Edison og D.W. Griffith, og gradvist erstattede deres traditionelle amerikanske temaer. Film, såsom Griffith's Birth of a Nation, som ærede vores traditionelle kulturarv, blev erstattet med lovprisninger af indvandrere og multikultur (multiracialism). De interviewer den jødiske forfatter, Neil Gabler, der ærligt fortæller, hvordan de har "fortæret" det rigtige Amerika.

De skabte deres eget Amerika, et Amerika, der ikke er det virkelige Amerika ... Men i sidste ende bliver dette skygge-Amerika så populært og så udbredt, at dets billeder og dets værdier kommer til fortære det virkelige Amerika. Og derfor er den største ironi af alle, vedrørende Hollywood, at amerikanerne kommer til at definere sig selv ved hjælp af den skygge af Amerika, der blev skabt af de østeuropæiske jødiske indvandrere, der ikke måtte komme ind i det virkelige Amerikas område.

137

Fortælleren siger videre, at Hollywood-jøder blev næsten guddommelige, i deres magt, og etablerede et system til at øge deres prestige, i amerikanernes øjne.

Hvor der var nye guder, skulle der være nye idoler. Så studie-overhoveder startede et film-lav med den ophøjede titel, The Academy of Motion Picture Arts and Sciences. Det var Mayers geniale idé at skabe Oscars, hvor filmmogulernes lav hædrer sig selv ved at give hinanden priser. På denne måde gik de, fra at være en gruppe af indvandrede jøder, til at være prisbelønnede, amerikanske producenter.

 

Hvad lærte vi af Marlon Brando's tilfælde?

Jødisk magt er sådant beskaffen, at den kan gøre selv den største af Hollywoods ikoner bange. Marlon Brando er et fint eksempel. I de tidlige dage af sin skuespillerkarriere var han helt under kontrol af jødiske agenter og bekendte. Brando skrev i sin selvbiografi, at han fik en vigtig rolle i en fæl, pro-zionistisk film, med titlen Et flag er født, som var skrevet af den ivrige zionist, Ben Hecht og instrueret af Luther Adler. Som Brando bemærker,

Det var hovedsageligt et stykke politisk propaganda, der gik ind for oprettelsen af staten Israel ... Alle i Et flag er født var jødiske, undtagen mig ... Jeg vidste ikke dengang, at jødiske terrorister dræbte arabere i flæng og gjorde flygtninge ud af dem for at tage deres jord ... Både stykket, og mit venskab med Adlers, hjalp med til at gøre mig til en ivrig fortaler for Israel og senere en slags handelsrejsende for det ...

Brando begyndte derefter at holde propagandataler for en zionistisk organisation og bidrog selv med penge til den zionistiske Irgun-organisation, en terrorist-gruppe.[273]

Marlon Brando lærte senere sandheden om zionisme at kende og ændrede sin mening dramatisk. "Nu," sagde han i 1994, "forstår jeg meget mere om den komplicerede situation, end jeg gjorde dengang ...[274] Jeg holdt med jødiske terrorister uden at vide, at de dræbte uskyldige palæstinensere, i deres bestræbelser på at oprette staten Israel ...[275]En af de mærkeligste regeringspolitikker er, at vores land, hovedsageligt på grund af den politiske indflydelse fra jødiske interesser, har investeret milliarder af dollar, og mange amerikanske liv, i at hjælpe Israel med at indvinde jord, som de siger, deres forfædre ejede for tre tusind år siden."[276]

Under en optræden på Larry King TV-show, vovede skuespiller Marlon Brando så at udtale, at "Hollywood er ledet af jøder. Det er ejet af jøder." Brando hævdede, at jøder altid er afbildet som humoristiske, venlige, kærlige og gavmilde, mens de bagvasker hver eneste anden racemæssig gruppe, "men er så utroligt omhyggelige med at sikre, at der aldrig er noget negativt billede af en Kike" (slang for jøde, overs. anm.).[277]

Jødiske grupper faldt skånselsløst over Brando og erklærede i deres pressemeddelelser, at de ville sørge for, at han "aldrig kom til at arbejde igen." Ingen i den jødiske presse syntes at bemærke, at truslerne blot bekræftede Brandos observation om deres uantastede mediemagt.

138

Brando blev så skræmt af dette stormløb af had og trusler mod ham, at han blev nødt til at arrangere en audiens hos rabbiner Hier fra Simon Wiesenthal Centeret. Brando græd og faldt på knæ og kyssede rabbiner Hiers hænder, i nok den bedste skuespilrolle i sit liv og bad om tilgivelse for at have krænket de urørlige jødiske guder i den vestlige verden. Brando angrede offentligt sin synd mod de jødiske guder og derefter tilgav den jødiske præst hans synd. Brando var blevet til en god anskuelsesundervisning for berømte ikke-jøder, som måske kunne vove at sige sandheden om jødisk overherredømme og han har ikke sagt andet end positive ting om jøder lige siden.

Hvis nogen ønsker at forstå, hvordan de jødiske racister opretholder deres næsten fuldstændige kontrol med medierne, er Brando-hændelsen en glimrende illustration. De gør det med både gulerod og pisk. De belønner de kristne, der slutter sig til deres ondskab, som de gjorde med Brando i hans tidlige karriere, men de er ubarmhjertige over for alle, der tør sige så meget som et ord mod dem. Offentlige personer, der offentligt sætter sig op imod dem, skal være enten utroligt dumme, eller enestående modige. Marlon Brando troede naivt at han, ved at fortælle den åbenlyse sandhed om Israel, vel kunne risikere at lide alvorlig kritik, men han havde aldrig drømt om den flodbølge af snavs og misbrug, der ville vælte ned over ham. I en ynkelig scene underkastede Brando sig for fødderne af sin herre, som en klynkende hund og slikkede bogstaveligt sin herres hånd, da den slog ham.

Der kan ikke komme nogen fornyelse for vort folk, før denne form for truende magt er brudt. Der er ingen mulighed for forløsning for vort folk, før vi får samlet det nødvendige mod til at trodse vore jødiske racistiske herremænd. Endelig kan der ikke ske nogen regenerering af vort samfund, før vort folk igen får reel ytringsfrihed og trykkefrihed.

Da jeg havde opdaget den jødiske magt over de amerikanske medier, besluttede jeg på stedet, at jeg aldrig ville overgive min ytringsfrihed af hensyn til den. Uanset om det skulle koste mig mit ry, min frihed eller endog mit liv, blev jeg fast besluttet på at modsætte mig medieherskerne, der forsøger at ødelægge vores levevis og selve vor eksistens - og det er jeg stadig. Jeg er overbevist om, at mine brødre ligeledes vil rejse sig i trods, snarere end at knæle i vanære - som Marlon Brando gjorde - for de, der ønsker at herske over os.

 

 

Noter:

[249] Associated Press. (2002). Billy Graham Apologizes for '72 Remarks. 2. marts

[250] Los Angeles Jewish Times, 'Yes, Virginia, Jews Do Control the Media', 29.okt.-11. nov. 1999 s.14

[251] Network. (1976). Director: Sidney Lumet. Producer: Howard Gottfried. Screenwriter: Paddy Chayevsky. Editor: Alan Heim. United Artists-MGM

[252] Thunderbolt. P.O. Box 1211 Marietta, GA 30061.

[253] Schindler's List. (1993). Universal. Instruktør: Steven Spielberg. Producenter: Gerald R. Molen, Steven Spielberg. Screenwritere: Kurt Luedtke, Steve Zaillian. Cinematografer: Janusz Kaminski, Redaktør: Ewa Braun.

[254] Gabler, N. (1988). An Empire of their Own: How the Jews Invented Hollywood. New York: Crown Publishers.

[255] Stein, B. (1979). The View From Sunset Boulevard. New York: Basic Books.

[256] Stein, Ben. (1997). Do Jews Run the Media: You Bet they Do – And What of it? E! online Internet Magazine.

[257] National Vanguard Books, P.O.Box 330 Hillsboro, WV 24946. Eller http://www.natvan.com

[258] Time. (1962). The Newspaper Collector, 27. juli, s.56.

[259] Robertson, W. (1981). The Dispossessed Majority. Cape Canaveral, Florida.Howard Allen Enterprises, Inc. (PO Box 76, Cape Canaveral, FL 32920).

[260] As it Happens. (2001). CBC Radio. 7. dec.

[261] Las Vegas Review-Journal. (1999). Internetudgaven af "1st Hundred Men Who Shaped Las Vegas". 2. del.

[262] Birth of a Nation. (1915). Instruktør, komponist: D.W.Griffith. Screenwriter: David O. Selznick.

[263] Gone With the Wind. (1939). Redaktør: Hal Kern, Producent og screenwriter: David O. Selznik.

[264] Dixon, T. (1905). The Clansman: An Historical Romance of the Ku Klux Klan. New York: Grosset & Dunlap.

[265] Barnes Review. (1997). Birth of a Nation. Juli, vol.3, n.7, s. 27.

[266] Shakespeare, W.(1600). Købmanden i Venedig Købmanden i Venedig, med den meget usympatisk fremstillede jøde Shylock.

[267] Canadian Jewish News. (1991). 31. januar, s.33.

[268] Farewell Uncle Tom. (1972) Cannon Releasing Corporation.

[269] Medved, M. (1996). Jews Run Hollywood, So What? Moment. August.

[270] The Priest. (1994) Miramax Films.

[271] The Crying Game. (1992). Miramax Films.

[272] Seven Years in Tibet. (1997). Sony Pictures Entertainment. TriStar Pictures, Mandalay Entertainment, Reperage & Vanguard Films, Applecross.

[273] Brando, Marlon. (med Robert Lindsey). Brando (1994). Songs My Mother Taught Me. Random House of Canada, Toronto. s. 107-111.

[274] Ibid. s.111

[275] Ibid. s.231

[276] Ibid. s.388

[277] Larry King Live. (1996). Gæst: Marlon Brando. Fredag, 5. april.

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold