I
min fortælling om min opvågnen til den jødiske magt i USA's regering,
vil jeg springe omkring fem år frem, til en begivenhed, jeg overværede
på TV den 15. april 1973. Senator William Fulbright optrådte på CBS
Face the Nation
programmet, hvor han, da han diskuterede amerikansk politik i
Mellemøsten, sagde ligeud,
"Israel kontrollerer det amerikanske Senat."
Siden midten af 1960'erne vidste jeg nok om den amerikanske regerings
pro-zionistiske politik til at indse, at hvad han sagde var sandt, men
jeg var chokeret over, at han ville sige sådan noget åbent. Jeg
spekulerede på, hvilke virkninger en sådan anklage ville have på
offentligheden. Trods alt var han kommet med en af de mest
opsigtsvækkende anklager, der nogensinde var udtalt af en amerikansk
senator, en påstand med utrolige implikationer - at en fremmed magt
kontrollerede det højeste lovgivende organ i Amerika.
I
løbet af blot et par dage var Fulbrights beskyldning om zionistiske
kontrol forsvundet fra pressen, næsten som om den aldrig havde fundet
sted. Men senator Fulbright, som var en populær personlighed i sit
hjemstat, og som med lethed var blevet genvalgt, selv mens de stærkeste
patriotiske lidenskaber styrede vælgerne, under Vietnam-krigen (han
endte med at modsætte sig krigen), befandt sig pludselig i politisk
uvejr.
Ved
næste valg betalte han dyrt for sine sandfærdige udtalelser. Store
mængder jødiske penge strømmede ind i Arkansas for at besejre ham, og
140
jøder med blot nogen indflydelse i erhvervslivet, i regeringen, eller
medierne - både inden for og uden for Arkansas – blev mobiliseret for at
hjælpe "Israel-først"-kandidaten, Dale Bumpers. Et af de
bemærkelsesværdige aspekter af sagen var, at de fleste jøder havde været
positive over for Fulbright tidligere, fordi han indtog en stilling til
Vietnam-krigen, som de tilsluttede sig. Jøder var i overvældende grad
imod krigen, lige fra de radikale kommunister på gaden, såsom Jerry
Rubin og Abbie Hoffman, til de indflydelsesrige jøder på New York
Times og Washington Post.
Senator Fulbright turde sige, at lige som det ikke var i vores sande
interesse at være i Vietnam, var det heller ikke i vores sande interesse
at være indblandet i Mellemøst-konflikten. Ironisk nok havde mange jøder
kaldt Fulbright en helt for at have afgivet den eneste stemme i Senatets
afstemning, i begyndelsen af 1950'erne, mod at fortsætte finansieringen
af Wisconsin-senator, Joe McCarthy's, Faste Undersøgelseskomité.
(Permanent Investigations Subcommittee).
De stod i stor gæld til ham, men al Fulbrights tidligere støtte til jøders
socialistiske politik betød intet for dem, da han nægtede at love
ukritisk underdanighed over for Israel. Ved at kritisere den amerikanske
regerings politik i Mellemøsten mistede han sin plads i Senatet.
Da
jeg, i slutningen af 1960'erne, lærte om den jødiske dominans af nyheds-
og underholdningsmedier, stødte jeg også på rigelige beviser for deres
enorme politiske magt. Jeg fandt, at magten havde to hoveder. Det er
klart at de, gennem deres dominans af medierne, har enorm indflydelse på
valg og på offentlige anliggender. Ikke alene kan de påvirke
offentlighedens opfattelse ved at forstærke propaganda, for eller imod,
en kandidat eller et emne, men de kan, i det væsentlige afgøre, om visse
emner overhovedet vil blive diskuteret. Den anden måde, de påvirker
politik på, er mere direkte. De er blevet langt den mest magtfulde
gruppe i finansieringen af amerikanske valgkampagner - deres støtte er
helt afgørende for alle vigtigere kandidater. De, der tager hensyn til
jøderne, med den største underdanighed, modtager støtte, mens støtten
tilbageholdes fra dem, som de finder mindre servile. De giver store
belønninger til dem, der spiller deres spil, og tilintetgør politisk
dem, der ikke vil.
I
1970'erne, læste jeg en artikel i Wall Street Journal
med overskriften "De amerikanske jøder og Jimmy Carter" af James M.
Perry. Han skrev, at "jøder er gavmilde med deres penge. Det Hvide Hus's
Mr. Siegel, en jødisk funktionær i Det Demokratiske Nationale udvalg
(Democratic National Committee) gennem mange år, skønner, at så stor en
andel som 80% af de store gaver, der holder partiet kørende, år ud og år
ind, kommer fra jøderne."
En anden artikel i Wall Street Journal,
om finansiering af valgkampagner, erklærede ærligt, at de fleste af
pengene til Det Demokratiske Parti kom fra jødiske bidragydere, og at
halvdelen af Republikanernes kampmidler også kom fra jøder.
En
artikel i Washington Post erklærede ligefremt:
Ved præsidentvalg forventer Demokratiske kandidater at få så meget som
60 procent af den pengesum, der kommer fra private kilder, fra jødiske
støtter. En større nedgang i
141
økonomisk støtte vil svække de Demokratiske kandidater og
partiorganisationer.
Derefter fortsætter artiklen med at påvise de store pengesummer, der
bliver givet til Republkanerne. Kampagnebidrag til politikere er ligesom
ilt; de er nødvendige for det politiske liv. Kan nogen mene, at disse
penge ikke køber indflydelse? Fordi jødiske penge og organiseret jødisk
støtte er så afgørende, bliver jødiske rådgivere og assistenter også
helt afgørende.
Ikke længe efter Senator Fulbrights erklæring, hvori han hævdede jødisk
kontrol over Senatet, talte den højest rangerende officer i USA -
General George Brown, formand for Joint Chiefs of Staff (væbnede stykers
øverstbefalende) - åbenhjertigt på Duke University om den jødiske
kontrol over den amerikanske regering og over amerikanske medier og
amerikansk økonomi:
Vi har israelerne, der kommer til os for udstyr. Vi kan sige, at vi
umuligt kan få Kongressen til at støtte et program som dette. Og de
siger: I skal ikke bekymre jer om Kongressen. Vi vil tage os af
Kongressen. Dette er nogen fra et andet land, men de kan gøre det. De
ejer, ved I, bankerne i dette land, og aviserne. Bare se på, hvor de
jødiske penge befinder sig.
- (General George S. Brown, formand for Joint Chiefs of Staff)
Som
jeg omtalte i mit kapitel om den jødiske gruppestrategi, støtter de
etnocentrisk hinanden, indtil de kommer til at dominere de fleste
organisationer, som de bringes ind i. Dette er også tilfældet med den
amerikanske regering. Fra "rådgivende" roller, som dem, Bernard Baruch
og Louis Brandeis havde hos præsident Woodrow Wilson, til den
fuldstændige dominans af Bill Clintons National Security Council (Det
nationale Sikkerhedsråd), og frem til de nykonservatives ("Neo-Cons")
overtagelse af Det hvide Hus, under præsident Bush, er jødisk magt
vokset støt.
Min
opvågnen til jødisk magt kom i midten af 1960'erne, i Johnsons og Nixons
regeringstid. I Johnsons æra, var jeg særligt opmærksom på Wilbur Cohen
der, som chef for Health, Education and Welfare Department (Ministeriet
for Sundhed, Uddannelse, og Velfærd), var i færd med at fremme
race-integration og det "baby-fabrik"-skabende velfærdssystem, som jeg
så som en uundgåelig katastrofe for Amerika. Jeg vidste også, at den
zionistiske fortaler, Walt Rostow, var en af Johnsons vigtigste
udenlandske rådgivere, lige som USA's ambassadør i FN, Arthur Goldberg,
var det.
På
trods af Richard Nixons angivelige, kryptiske, anti-semitiske
synspunkter, som blev afsløret af Watergate-båndene, frygtede han deres
magt og føjede dem, uden modstand. Han omgav sig med højtstående,
jødiske, rådgivere og regeringsmedlemmer. Han gjorde Henry Kissinger til
Secretary of State (udenrigsminister), og valgte James Schlesinger til
forsvarsminister – begge er naturligvis afgørende poster i forholdet til
Israel. På det økonomiske område udnævnte han Arthur Burns til formand
for Federal Reserve Board (USA's "nationalbank"), Herbert Stein som sin
vigtigste økonomiske rådgiver, Laurence Silberman, som Deputy Attorney
General (Vice-justitsminister), og Leonard Garment, som Det hvide Hus'
juridiske chef og leder af Det Hvide Hus' afdeling for
borgerrettigheder.
142
Zionisterne dækkede alle deres baser ind, som de normalt gør, ved også
at have nøglepositioner i de inderste cirkler hos den anden part. Hubert
Humphreys nærmeste rådgiver, E.F. Berman, og Humphreys 11 største
bidragydere, var jøder.
George McGoverns øverste rådgiver hed Frank Mankiewicz. Efter Nixons
tilbagetræden, beholdt Gerald Ford Henry Kissinger og bragte endvidere
en gammel stalinistisk sympatisør, Edward Levi, ind som justitsminister
(Attorney General) og han udnævnte Alan Greenspan til sin vigtigste
økonomiske rådgiver. Jimmy Carter fortsatte den uforholdsmæssigt store
jødiske repræsentation ved at udpege Harold Brown til forsvarsminister
og tilføje en skare blandt "de udvalgte" til Det Nationale Sikkerhedsråd
og vigtige økonomiske stillinger. Reagan og Bush bidrog til det jødiske
stormløb med udnævnelsen af en lang række andre jøder til positioner i
hele regeringsapparatet, idet jøderne særligt fik reserveret pladser i
udenrigspolitik og økonomisk politik. Fra begyndelsen af Det 20.
århundrede er jødisk magt vokset støt, indtil magten nu er
frygtindgydende i sin rækkevidde. Efterhånden, som deres magt blev bedre
og bedre forskanset, fandt de jødisk-dominerede medier mindre behov for
at benægte dens slagkraft, ja, de kunne i virkeligheden finde det lidt
til deres fordel at prale af den, for derved at sikre, at ingen kristne
ville turde udfordre den. Den store, israelske, avis, Maariv,
bragte en historie med overskriften, "Jøderne, der styrer Clinton's
hof", den 2. september 1994, hvor den pralede med den jødiske dominans
blandt Clintons rådgivere og i hans regering. Den citerer en
fremtrædende Washington-rabbiner for, at regeringen i USA er ikke
længere er en regering af kristne. Det tåler at blive gentaget:
USA har ikke længere en regering af kristne, men en regering, hvor
jøderne er fuldgyldige partnere i beslutningstagning på alle niveauer.
Måske bør de aspekter af den jødiske religiøse ret, i forbindelse med
begrebet "regering ved kristne" tages op til fornyelse, da dette er en
forældet begreb i USA.
Artiklen kan prale af deres fuldstændige dominans i regeringen og
beskriver mange topembedsmænd omkring præsidenten som "varme jøder", som
Israel altid kan regne med.
I Det nationale Sikkerhedsråd er 7, ud af de 11 øverste medarbejdere,
jøder. Clinton havde især placeret dem i de mest følsomme knudepunkter i
de amerikanske sikkerheds-og udenrigsmyndigheder: Sandy Berger er
næstformand for Rådet; Martin Indyk, den påtænkte ambassadør i Israel,
er en højtstående direktør med ansvar for Mellemøsten og Sydasien; Dan
Schifter, ledende direktør og rådgiver for præsidenten, er ansvarlig for
Vesteuropa; Don Steinberg, ledende direktør og rådgiver for præsidenten,
har ansvaret for Afrika. Richard Feinberg, ledende direktør og rådgiver
for præsidenten, med ansvar for Latinamerika. Stanley Ross, ledende
direktør og rådgiver for præsidenten, er ansvarlig for Asien.
Situationen er ikke meget anderledes i præsidentens kontor, der er fuldt
af varme jøder: den nye justitsminister, Abner Mikve: Præsidentens
manager for hans tidsplan og programmer, Ricky Seidman;
143
stedfortrædende stabschef, Phil Leida; økonomisk rådgiver, Robert Rubin,
medie- direktør, David Heiser; personalechef, Alice Rubin; Ely Segall,
har ansvaret for frivillige, Ira Mezina har ansvaret for
sundhedsprogrammet. To regeringsmedlemmer, arbejdsminister, Robert Reich
og Micky Cantor med ansvar for internationale handelsaftaler, er
jødiske. De har følgeskab af en lang liste af højtstående, jødiske,
embedsmænd i Udenrigsministeriet, anført af chefen for
Mellemøst-fredsprocessen, Dennis Ross, og fulgt af yderligere mange
viceministre og endnu flere ministres stabschefer (Chiefs of Staff).
Bar-Yosef starter artiklen ved at pege på disse "varme jøder" (hengivne
zionister), der hver dag gennemgår de mest hemmelige efterretninger, der
præsenteres for De forenede Staters præsident. Man undrer sig over,
hvorfor den israelske spion, Jonathan Pollard, er låst inde i et
fængsel, når ekstreme forkæmpere for Israel, såsom Sandy Berger, har
daglig adgang til USA's mest hemmelige efterretningstjenester. Selv i
mine college-dage var det indlysende for mange mennesker, at den jødiske
lobby havde en enorm indflydelse på Capitol Hill og i Det hvide Hus. Der
var ligefrem et klart modsætningsforhold imellem, hvad politikerne
sagde, og hvad de ville gøre. Selv om Nixon, i sin valgkamp, havde en
konservativ politik, der fremhævede spørgsmål som sejr i Vietnam og
modstand mod tvungen "bus-ing"*, påbegyndte hans regering de første
"Affirmative Action"-programmer**. Selv om han, i tale, bekendte sig til
at gøre en ende på tvangs-"bus-ing" for race-integration, udnævnte han,
i justitsministeriet, nogle embedsmænd, som så fortsatte med at presse
på for tvungen "bus-ing", gennem domstolene, overalt i Amerika. Hans
jødiske udenrigsminister, Henry Kissinger, hjalp med at forme
Paris-fredsaftalerne, der førte til den uundgåelige sejr for Viet Cong
og en fred med "vanære", hvad der gjorde hundredtusinder af amerikanske
soldaters ofre meningsløse. Det er interessant, at mange af de samme
"due"-stemmer, der fordømte napalmbombning af Viet Cong-soldater, blev
til israelske høge, der heppede for brugen af det samme våben mod
kvinder og børn i de palæstinensiske flygtningelejre.
Den
israelske avis gør det også klart, at en effektiv jødisk kontrol må
omfatte både Demokrater og Republikanere:
Der er i øvrigt, selv om jødisk magt i den nuværende demokratiske
regering er så enorm, også mange varme jøder på vej mod topstillingerne
i Det republikanske Parti
Den
primære anvendelse af jødisk magt i Washington drejer sig naturligvis om
at fremme zionistiske interesser, såsom vores pro-israelske politik. På
dette område har Israel alle sine baser dækket ind. Præsidentens øverste
sikkerhedsrådgivere, Sandy Berger og Leon Perth, er hengivne zionister,
og de har jøder placeret på de afgørende pladser, som
forsvarsministeren, William Cohen, og udenrigsministeren, Madeleine
Albright. Når De Forenede Stater formidler
Mellemøst-fredsforhandlingerne mellem palæstinenserne og Israels
premierminister er Dennis Ross den øverste voldgiftsmand - en pæn, som
de siger, "varm" jøde. Er det noget under, at palæstinenserne føler,
*tvungen buskørsel for at sætte hvide og sorte sammen i skolerne,
overs.anm.
**privilegeret behandling af minoriteter ved stillingsbesættelser og
adgang til undervisning etc., overs. anm.
144
En oversigt over jøder i nøglestillinger i Clintons regering
JØDISK
PERSON / STILLING I
REGERINGEN
Madeleine Albright, Secretary of State
Robert Rubin, Secretary of the Treasury
William Cohen, Secretary of Defense
Samuel Berger, Head of National Security Council
Dan Glickman, Secretary of Agriculture
Alan Greenspan, Chairman of the Federal Reserve Board
Sandy Kristoff, Health Care Chief
Evelyn Lieberman, Head of Voice of America
Stuart Eisenstat, Under Secretary of State for Europe
Charlene Barshefsky, U.S. Trade Representative
Susan Thomases, Chief Aide to First Lady
Gene Sperling, Heads National Economic Council
Ira Magaziner, Heads National Health Care Policy
Peter Tarnoff, Deputy Secretary of State
Wendy Sherman, Ass. Secretary of State for Congressional Affairs
Alice Rivlin, On Board of Economic Council
Janet Yellen, On Board of Economic Council
Rahm Emanuel, Prsidential Advisor
Doug Sosnik, Counsel to the President
Jim Steinberg, Deputy National Security Council
Anthony Blinken, NSC Senior Director for Speechwriting
Robert Weiner, Drug Policy Coordinator
Jay Footlik, Special Liason to the Jewish Community
Robert Nash, Presidential Personal Chief
Jane Sherburne, Presidential Attorney
Mark Penn, Asia Expert on Security Council
Robert Boorstine, Communications Aide
Keith Boykin, Communications Aide
Jeff Eller, Special Assistant to the President
Tom Epstein, National Health Care Advisor
Judith Feder, National Security Council Member
Richard Feinberg, Asst. Sec.of Veterans Affairs
Hershel Gober, Deputy Head of Food and Drug Admin.
Steve Kessler, White House Counsel
Ron Klein, Asst. Secretary of Education
Margaret Hamburg, Director of Press Conferences
Karen Adler, Director of State Dept. Policy
Samuel Lewis, Member National Security Council
Stanley Ross, Member National Security Council
Dan Schifter, Director of the Peace Corps
Eli Segal, Deputy Chief of Staff
Jack Lew, Dep. Director of Management and Budget
James P. Rubin, Under Secretary of State
David Lipton, Under Secretary of the Treasury
Lanny P. Breuer, Special Counsel to the President
Richard Holbrooke, Special Representative to NATO
Kenneth Apfel, Chief of Social Security
Joel Klein, Deputy White House Counsel
Sidney Blumenthal, Spcial Advisor to the First Lady
David Kessler, Chief of Food and Drug Administration
Seth Waxman, Acting Solicitor General
Mark Penn, Presidential Pollster
Dennis Ross, Special Middle East Representative
Howard Shapiro, General Counsel for the FBI
Lanny Davis, White House Special Counsel
Sally Katzen, Secretary of Management and Budget
Kathleen Koch, Heads FBI Equal Opportunity Office
John Podesta, Deputy Chief of Staff
Alan Blinder, Vice Chairman of Federal Reserve Board
Jane Yellen, Heads Council of Economic Advisors
(se for yderligere navne:
www.jewwatch.com overs. anm)
145
at
de ikke får en fair behandling, når de såkaldte mæglere i konflikten er
en flok lige så hengivne zionister, som de officielle repræsentanter for
Israel? Hykleriet bliver ved og ved.
Salon Magazine havde, i en artikel af deres
Washington-korrespondent, Jonathan Broder (skribent på The Jerusalem
Report ), den 17. februar 1997, følgende at sige:
WASHINGTON - efter de seneste afsløringer om Madeleine Albrights jødiske
rødder står den nye amerikanske udenrigsminister over for en ny gåde:
Alle hendes topkandidater til en masse ledende stillinger i det
amerikanske udenrigsministerium er jødiske - og mandlige.
En række udenrigspolitiske eksperter har været hurtige til at bemærke
den udsøgte ironi. "Det tyder på, at vi er kommet en lang vej i dette
land fra de dage, hvor udenrigstjenesten var forbeholdt en meget
"WASPy"* elite," siger tidligere National Security Council
Mellemøsten-rådgiver, Richard Haass, der nu leder studierne af
udenrigspolitik ved Brookings Institution.
Når
Albright rejste til Balkan, angreb hun Kroatiens umoral, som bestod i
ikke at tillade flygtninge at vende tilbage. Men hun stiller ikke
lignende moralske krav til Israel om at tillade en tilbagevenden af den
million palæstinensiske flygtninge, det i årtier har forbudt at vende
tilbage.
Som
enhver gruppe, der søger magt, ville forstå, er økonomisk overlegenhed
det næste vigtige element af kontrol, efter direkte anvendt politisk
magt. Jødisk magt i de økonomiske processer i vort land er næsten
enevældig.
Mange af disse stillinger vil selvfølgelig ændre sig fra tid til anden,
men i præsident Clintons sidste regeringsperiode besad jøder alle de
mest magtfulde, økonomiske, stillinger. Den mest magtfulde stilling af
dem alle er som formand for Federal Reserve Board**, og det er
interessant at notere sig, at denne afgørende økonomiske nøglefigur,
Alan Greenspan, forblev i embedet under både republikanske og
demokratiske regeringer. (det er vigtigt også at bemærke, at denne
fantastisk magtfulde post, der er reserveret for jøder, gnidningsløst er
blevet overført til en anden af "de udvalgte", Ben Shalom Bernanke).
Er
amerikanerne så naive at tro, at dette sammentømrede etnocentrisk folk,
som besidder umådelig rigdom, ikke deler information og netværk med
deres brødre, til egen fordel? I afsnittet om jødiskøkonomisk strategi,
i det kommende kapitel om "Antisemitismens rødder", påpeger jeg hvordan
tidlig viden om regeringens politik, eller adgang til andre
privilegerede regeringsoplysninger, er utallige milliarder af dollar
værd på det økonomiske område. Da jeg opdagede disse ting, spurgte jeg
mig selv, har disse jødiske økonomiske zarer mulighed at fremme deres
egne fælles interesser?
Taler almindelig sund fornuft ikke for, at de har arbejdet for deres
egne økonomiske interesser på samme måde som de har fremmet deres
interesser i USA's pro-israelske politik?
Jødiske interesser rækker langt ud over Israel og den økonomiske
politik. De forenede Staters toprådgivere har indflydelse på alle
områder af den amerikanske livsstil,
* White, Anglo, Saxon Protestant, overs.
anm.
**
nogenlunde svarende til 'USA's nationalbank', men privat ejet. overs.
anm.
146
fra
velfærd til skatter, og fra indvandring til strafferetsplejen. Tænk bare
på en enkelt ting, som deres indflydelse på udnævnelsen af føderale
dommere. I mit eget føderale domstolsdistrikt, Eastern District of
Louisiana, der kun har en meget lille jødisk befolkning, udgør jøderne
pt. en tredjedel af de føderale dommere. I USA's højesteret, er der i
øjeblikket to jøder* og syv ikke-jøder. Jøder har ofte haft særlige
dagsordener i sådanne områder som borgerrettigheder, indvandring,
feminisme, homoseksualitet, religion, kunst, våbenkontrol, og mange
andre områder af den amerikanske livsstil. Uvægerligt har de trængt sig
ind i positioner med stor magt og indflydelse, som påvirker regeringens
politik angående disse, og mange andre, spørgsmål. Det er ikke kun
præsident Clintons toprådgivere og advokater, der er jødiske. Også
vicepræsident Al Gores stabschef, Ron Klein, er jøde. Så vi kan sige, at
de endda er parate til at mobilisere i tilfælde af præsidentens død
eller en rigsretssag. Måske er et af de mest sigende tegn på jøders
særlige status i den amerikanske regering det overraskende faktum, at
Clinton, officielt, har udpeget en stilling med betegnelsen "særlig
repræsentant for det jødiske samfund", en stilling, der er fortsat under
præsident Bush.
Jay
Footliks stilling er en unik sådan stilling, da der ikke er en "særlig
repræsentant" for nogen anden etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.
Der er ingen særlig repræsentant for det irske, tyske, italienske,
eller, for den sags skyld, endog det kristne samfund. Men der er én for
"de udvalgte", og det er nemt at se hvorfor, når man betænker deres
utrolige magt. Det er en magt, der er klart forstået af enhver præsident
for De Forenede Stater. Der er, i dette kapitel, vist en delvis liste
over de centrale statslige stillinger, der er besat af jøder. Denne
liste viser på ingen måde deres samlede magt. Hvem ved, hvor mange
bureaukrater, der er som Madeleine Albright - Jøder, der forventer, at
vi skal tro på, at de ikke ved, at de er jødiske, først efter de er
udpeget til en vigtig post. The Spotlight
avisen, samt både Dr. Edward R. Fields, fra The Truth at Last, og
jeg selv, har offentligt talt om hendes jødiske stamtavle i over to år,
før hun, angiveligt, blev klar over det selv.
Et
af de mange lavpunkter under Clinton-administrationen var at udlåne
Lincolns soveværelse, i Det Hvide Hus, til store bidragydere fra
valgkampagnen. Avisen Jewish Week beretter stolt:
"Der var et klart semitisk aspekt ved listen," sagde Johns Hopkins
University politolog, Benjamin Ginsberg. Faktisk var halvdelen, eller
flere, af Det Hvide Hus' nævnte gæster anført som jødiske, ... fra de
nye DNC [Demokratiske Nationale Udvalg] formand og tidligere formand for
pro-Israel lobbyen, Steve Grossman, til superstjernen, sangerinden,
Barbara Streisand. Dette resultat var ikke overraskende, i betragtning
af den særlige karakter af det demokratiske partis fundraising, sagde
Ginsberg."
* Nu, i Oktober 2010, tre jødiske dommere, overs. anm.
147
Jøder har ikke blot stor magt i regeringens bureaukrati og det
diplomatiske korps, de har også uforholdsmæssig magt i de
lobbyorganisationer, som har størst indflydelse på regeringen. De tre
mest magtfulde lobbyorganisationer, for udenrigspolitikken, på Capitol
Hill, er pro-zionistiske organisationer, og lederne, eller centrale
administratorer af mange andre specielle interessegrupper, er jøder. De
har også stor indflydelse i mange fonde og organisationer, der igen
påvirker politikere og regeringen. Det omfatter sådanne grupper, som
American Civil Liberties Union, American Medical Association, American
Bar Association, og mange flere. Selvfølgelig udøver de enorm magt i
pressen, som
gennem Katherine (Meyer) Grahams Washington Post og Sulzbergers
New York Times, lige som de har umådelig stor indflydelse i TV. Uden
tvivl, udgør de jødisk dominerede medier den mest magtfulde lobby i
verden, over for regeringer.
Jødisk magt i regeringen, og i medierne, er blevet så stor, at de synes
at tro, at de er uangribelige. Efter, at Clinton var blevet valgt til
præsident, rapporterede Jewish Week , den 24. januar 1997, om en
sammenkomst i Washington, DC, på det jødiske samfundscenter ("Jewish
Community Center") til "fejring af jødisk lederskab." Artiklen gør
gældende, at - i tidligere tider:
Ville jødiske ledere ikke være så dristige at fejre jødisk politisk
engagement ... bekymringen gik på, at det, at anerkende jødisk succes,
blot ville styrke antisemitter. Jøder føler sig sikre nok, i deres
akkumulerede slagkraft ... Politisk er vi kommet ud af skabet ...
komfortable nok med vores egne resultater til at fejre dem åbent.
... Det jødiske samfund har nået en slags kritisk masse i politik, der
sikrer, at mange af de gevinster, der er opnået i Clinton-årene, vil
fortsætte, uanset hvem der indtager det Hvide Hus.
Uanset hvem, der indtager det Hvide Hus, praler de, vil deres enorme
magt forblive uantastet. Antyder de, at ingen kunne så meget som gøre et
forsøg på at blive præsident, uden underdanighed over for deres magt?
Hvis sådan en konklusion blev draget af ikke-jøder, ville det helt
sikkert blive betragtet som antisemitisk.
148
Clintons ambassadører – for Amerika eller Israel?
Måske er det mest sigende barometer for, om den amerikanske regering er
blevet, hvad nogle kalder en Zionistisk Besættelsesregering, eller
"ZOG,"* den jødiske repræsentation i det diplomatiske korps. Hvis
regeringen, i virkeligheden, er en "Zionistisk Besættelsesregering", er
det helt indlysende, at de vigtigste oversøiske repræsentanter vil
afspejle dette forhold. Her er så den fantastiske over jødiske
ambassadører (for USA, fra 1997), der ikke omfatter de mange jødiske
bureaukrater og under-ambassadører, som arbejder på lavere niveauer.
Nordamerika:
Mexico: Jeffrey Davidow
Canada: Gordon Griffin
Cuba: Diplomat Michael G. Kozak
Europa:
Frankrig: Felix Rotahyn
Belgien: John C. Kornblum
Tyskland: Alan J. Blinkin
Danmark: Edward R. Elson
Norge: David B. Hermelin
Sverige: Thomas L. Siebert
Schweiz: Madeleine Kunin
Polen: Daniel Fried
Ungarn: Donald M. Blinken
Rumænien: Alfred H. Moses
Hvidrusland: Kenneth S. Yalowitz
Andre
Tyrkiet: Marc Grossman
Egypten: Daniel C. Kurtzner
Israel: Martin Indyk
Indien: Frank Wisner
New Zealand: Josiah H. Beeman
Marokko: Marc Ginsberg
Sydafrika: James A. Joseph
Singapore: Timothy A. Chorba
Brasilien: Melvyn Levitsky
(overs. anm.: se også liste
her)
Amerikas udsendinge, til dets tre nærmeste naboer, Canada, Mexico og
Cuba, var jødiske. Det var: Ambassadør Gordon Griffin for Canada,
Jeffrey Davidow for Mexico, og vores
* Zionist Occupational Government, ("Zionistisk
besættelsesregering"), overs. anm.
149
"diplomat for USA's interesser" på Cuba er Michael Kozak. I Mellemøsten,
havde Amerika jødiske ambassadører i både Israel og Egypten.
Jødisk diplomatisk eneråden er lige så imponerende i Europa. I
kontinentets to største nationer, Frankrig og Tyskland, havde USA
jødiske ambassadører: Felix Rohatyn i Paris og John C. Kornblum i
Berlin. Det standser næppe dér, eftersom jøder også fungerer som
ambassadører for USA i Belgien, Danmark, Norge, Sverige, Polen, Ungarn,
Rumænien, Hviderusland og Schweiz. Schweiz blev, med held, afpresset af
Edgar Bronfmans World Jewish Congress over påståede holocaust bankkonti.
USA's jødiske ambassadør, Madeleine Kunín, hjalp Bronfman. The New
York Times oplyste, den 4. oktober 1997, at hun, "... stædigt
forfølger schweizerne angående guld til Holocaust-overlevende."
Lige som jøderne er kommet til at være centrale rådgivere og ansatte
omkring De forenede Staters præsident, har de også udført deres jødiske
forkæmpervirksomhed i de lavere magtlag. De har en helt uforholdsmæssig
stor andel af indflydelsesrige poster i mange grupper, lige fra de
sociale klubber til fagforeninger. Deres dominans af mange fagbevægelser
er en ironisk fremvisning af deres magt, for ingen gruppe i USA er
mindre villig til fysisk arbejde. Et sådant lederskab kan forklare,
hvorfor fagforeningsledere ofte har forrådt deres overvældende
europæisk-amerikanske medlemsskare ved at støtte programmer, såsom
positiv særbehandling for minoriteter og kun gør en halvhjertet indsats
i opposition til fri handel og indvandring. Når først de har opnået en
position med stor magt, er de ikke tilbageholdende med at bruge deres
holdninger til fordel for en dagsorden, der er i konflikt med det
samlede medlemskabs interesser.
Under mine valgkampagner til det amerikanske Senat og til guvernør i
Louisiana, styrede jødiske funktionærer vidt forskellige organisationer,
med diametralt modsatte interesser, til at gå imod mig, ligegyldigt hvad
mit forhold til disse grupper havde været. Jøder i
arbejderorganisationer eller arbejdsgiverorganisationer, i miljø-, eller
industrisammenslutninger, i pro-, eller
anti-våbenkontrol-sammenslutninger, brugte deres indflydelse i disse
organisationer til at fremme deres egen politiske dagsorden - imod mig.
Og deres dagsorden drejede sig udelukkende om Israel, og ikke om de
fundamentale spørgsmål, der vedrørte de organisationer, de
tilsyneladende repræsenterede.
En ny præsident, samme jødiske dagsorden
Valget af George Bush til amerikansk præsident i år 2000 har haft ringe
indflydelse på den overvældende jødiske magt i det amerikanske,
statslige, bureaukrati. Selv om den jødiske élite for det meste støttede
Al Gore som præsident, vidste den, at Bush forstod den politiske
nødvendighed af at følge politiske dagsordener, som var sat af
racistiske jøder, og de følte sig sikre på, at jødiske interesser ville
blive plejet, lige så ihærdigt, under ham. Magtfulde jøder, såsom
formanden for Federal Reserve, Alan Greenspan, fortsatte med at styre
under både demokratiske og Republikanske regeringer, indtil han omsider
blev udskiftet med én af sine stammefrænder.
150
Selv om jøder mistede nogle af deres mere synlige placeringer i den nye
Bush-regering, fortsatte det underliggende jødisk-dominerede,
"borgerservice" bureaukrati med et væld af jøder, placeret i vigtige
"afdelingschef"- og "vicedirektør"-stillinger i udenrigsministeriet,
Pentagon, CIA og andre vigtige institutioner. Selv præsident Bush's
primære, offentlige, talsmand, er passende nok jødisk. Pressesekretær,
Ari Fleischer, delte endog det etnisk-afledte fornavn med Israels
premierminister Ariel Sharon.
En
direktør, for nylig, for National Affairs (indenrigspolitik) i American
Jewish Committee (som sandsynligvis er den mest magtfulde jødiske
organisation i USA), Dr. Stephen Steinlight, skrev et essay i oktober
2001 om den jødisk-ledede, amerikansk indvandringspolitik. Det afslører
meget mere end blot jødiske holdninger til indvandring, da det også
afslører udbredte følelser af jødisk herrefolkstænkning, racisme og
magt.
Jødisk politisk magt i det 21. Århundredes Amerika
I
sin artikel, "Den jødiske andel i USA's demografiske ændringer," skriver
Steinlight om den jødiske rolle som den mest fremtrædende i forandringen
af den amerikanske indvandringspolitik, i løbet af det sidste
århundrede, til det punkt, hvor hvide nu vil blive en minoritet i USA.
På trods af, at multikulturalisme har været en stor fordel for jødisk
magt, udtrykker han frygt for, at ændringen nu finder sted så hurtigt,
at den nu vil udgøre en trussel, medmindre den bremses for at give
mulighed for jødisk propagandapåvirkning af de nyankomne. Han er især
bekymret for muslimsk indvandring og argumenterer for, at muslimernes
stemme-og lobbyvirksomhed kan udgøre en fare for jødisk politisk magt. I
talen til sine jødiske kolleger, taler han forsigtigt, men gør nogle
utrolige indrømmelser om jødisk magt i Amerika. ...
Vil jødiske følelser fortsætte med at nyde et særligt højt niveau af
ærbødighed og vil jødiske interesser fortsat modtage særlig beskyttelse?
Betyder det noget, at de fleste ikke-europæiske indvandrere ingen
historiske erfaringer har med Holocaust, eller nogen viden om
forfølgelse af jøder gennem tiderne og kun ser jøder som de mest
privilegerede og magtfulde blandt hvide amerikanere?
Steinlight fortsætter med at skrive om, hvad han ser som en trussel mod
den jødiske magt, og afslører endda derved selv, indirekte, hvorfor
jøder forhindrer en egentlig finansieringsreform af valgkampagner (der
ses som noget positivt af et overvældende antal amerikanere).
... Ikke at vores uforholdsmæssigt store politisk magt (som, pund for
pund, er den største blandt alle Amerikas etnisk/kulturelle grupper) vil
nedbrydes helt, på én gang, eller endda hurtigt....Medmindre, og indtil
finansieringsreformen for valgkampagner triumferer og bliver gennemført,
hvilket er et ganske usandsynligt scenario, vil det jødiske samfunds
store materielle rigdom fortsætte med at give det store fordele. Vi vil
fortsætte med at bejle til, og blive ombejlet af, nøglepersoner i
Kongressen. Den magt udøves inden for det politiske system, fra det
lokale-, til det nationale niveau, ved hjælp af bløde penge og navnlig
gennem fremskaffelse af udefra kommende pengemidler til de politiske
kandidater i en stat, der har sympati for Israel….
151
Han
taler åbent om de jødisk kontrollerede mediers utrolige magt.
Det er også rigtigt, at jødisk, økonomisk, indflydelse og magt er
uforholdsmæssigt koncentreret i Hollywood, i TV, og i nyhedsindustrien,
hvad der teoretisk set skulle være en velsignelse, i form af dannelse af
et gunstigt offentligt billede af jøder, og skulle forbedre det
amerikanske folks sensibilitet over for spørgsmål af betydning for jøder
...
Han
indrømmer selv det omsiggribende jødiske overherredømme, som de fleste
ikke-jøder er helt uvidende om.
Jeg må i det mindste erkende at jeg, lige som tusindvis andre typiske
jødiske unge i min generation, blev opfostret til jødisk nationalist,
eller til og med til kvasi-separatist. I to måneder hver sommer i ti
dannende år af min barndom og ungdom, var jeg på jødisk sommerlejr. Dér
hilste jeg hver morgen en fremmed nations flag, gik klædt i en uniform,
der gengav dets farver, sang en fremmed nationalsang, lærte et fremmed
sprog, lærte fremmede folkesange og danse og lærte, at Israel var mit
sande fædreland. At udvandre til Israel regnedes for at være den højeste
dyd og i lighed med mange andre jødiske teenagere fra min generation
tilbragte jeg to somre med at arbejde i Israel på et kollektiv-landbrug,
mens jeg overvejede denne mulighed. Mere underforstået og underbevidst
skulle jeg lære, at mit folk var ikke-jøderne, der havde undertrykt os,
overlegent. Vi skulle lære at betragte ikke-jøder som upålidelige
fremmede, som mennesker, fra hvem man kunne forvente pludselige hadske
udbrud, som mennesker, der var mindre følsomme, mindre intelligente og
mindre moralske end os selv. Vi skulle også lære, at vor mørke histories
lektie var, at vi ikke kan stole på nogen…
Naturligvis hilste vi også det amerikanske og canadiske flag, og sang
disse nationalsange, sædvanligvis med ægte følelse, men det lå klart,
hvor vores primære loyalitet forventedes at ligge.
Hvis nogen ikke-jødisk politiker havde vovet at sige, at "typiske
jødiske børn" har lært, at deres réelle loyalitet er over for Israel i
stedet for Amerika, og at jøder underviser deres børn i, at de er bedre
end ikke-jøderne i intelligens og moral, ville han blive fordømt og
jaget ud af politik som en antisemit. Men disse er de præcise ord, der
anvendes af chefen for den indenrigspolitiske afdeling i Den Amerikanske
Jødiske Komité. Hans ord stammer ikke fra en skødesløs eller uforsigtige
samtale, men er de omhyggeligt valgte ord i en større artikel, som han
skrev for jødiske øjne. Steinlight selv taler åbent om en af de
traditionelle metoder for jødiske magt: del og hersk. (Bemærk, at
ordlyden svarer til mange andre jødiske forfatteres; de skriver, som om
de var i krig med den kristne verden)
I måske endnu en generation, ifølge en optimistisk prognose, befinder
jødedommen sig således i en position, hvor den vil være i stand til at
dele og herske, og vil kunne indgå i udvalgte koalitioner, som støtter
vores dagsorden.
Jeg
tror, jeg regnes for at være en "antisemit", fordi jeg er en amerikansk
statsborger, der foretrækker, at vores nation ikke "opdeles og erobres."
Jødisk politisk taktik, som ligner den, der bruges på det lokale og
nationale niveau, anvendes også på den internationale scene. Jøder på
afgørende poster, i den amerikanske regering, kan bruge deres
indflydelse til at
152
afpresse andre nationer i verden til at støtte Israel. Udenlandsk
bistand, handelsstatus og andre områder af amerikansk politik, bruges
som "stokken og guleroden" for at tvinge andre nationer til at støtte
Israels position i De forenede Nationer. Zionistisk indflydelse bruges
også til at bestikke Israels fjender, som Egypten og Jordan, med enorme
summer, taget af de amerikanske skatteyderes penge (som udenlandsk
bistand). Jødisk magt i regeringen og i medierne har også fremprovokeret
amerikanske militære aktioner mod Israels fjender, såsom Saddam Hussein
og Muammar Kaddafi. Amerika er, med sin store magt, blevet en
stedfortrædende, voldsomt bevæbnet politimyndighed for Israel og det
jødiske folk, i hele verden. Halen logrer virkelig med hunden hér.
Den antiamerikanske krig mod Irak
Præsident Bush viste sig at være fuldstændig i jødernes magt, da han
lydigt gik i krig mod Irak for Israels skyld. Det var en krig, der helt
tydeligt var imod enhver ægte amerikansk interesse.
Da
Amerika, under dets zionistiske ledere, gik i krig mod Irak, i marts,
2003, fik verden at vide, at krigen var nødvendig, fordi Irak havde
overtrådt FN-resolutioner. I realiteten havde Israel overtrådt langt
flere FN-resolutioner end Irak. Bush lancerede en krig mod Irak, sagdes
det, fordi landet havde masseødelæggelsesvåben – og dette på trods af,
at Israel havde et af verdens mægtigste arsenaler af dødbringende
kemiske-, biologiske-, og nukleare våben. Amerika gik i krig mod en
nation, der aldrig havde løftet en finger mod De forenede Stater, alt
imens vi sendte flere milliarder og flere masseødelæggelsesvåben til
Israel, en nation som ubestrideligt har begået morderisk terrorisme og
skadelig spionage mod os.
Kun
jødisk dominans af Amerikas medier og regering muliggjorde, at et så
åbenbart hykleri kunne lykkes, uden at blive angrebet. Der har
formentlig aldrig været en krig, der i så høj grad var imod De forenede
Staters interesser, som krigen i Irak i 2003. Den har fået hundreder af
millioner af mennesker, jorden rundt, til at hade os, har bragt vore
tapre tropper i dødelig fare og gjort det endnu mere sikkert, at
amerikanere kommer til at lide under terrorisme. Og krigen kom til at
koste os et økonomisk ruinerende beløb af hundredvis af milliarder
dollar.
Jødisk magt kan selvfølgelig bruges af mange egoistiske grunde. I
Schweiz's kamp med Edgar Bronfmans Jødiske Verdenskongres (World Jewish
Congress), brugte zionisterne i USA vores regering til afpresning af
schweizerne, så de gav efter for Bronfmans pengeafpresning, til et beløb
af 1,2 milliarder dollar, ved at true med at få den amerikanske regering
til at lukke schweiziske banker i De forenede Stater.
Jøder brugte endog et amerikansk bystyre under afpresningsindsatsen. New
York City kan, som et center for bankvirksomhed, straffe schweizerne
alvorligt for ikke at tiltræde jødiske krav. Lad mig citere
Times-Picayune fra 13. august 1998, "Et antal byer og stater i USA
havde
153
truet med at pålægge sanktioner over for UBS, AG og Credit Suisse Group,
hvis de ikke tilsluttede sig en acceptabel løsning."
Da
jeg begyndte på det foregående kapitel om den jødiske dominans af
amerikanske medier, spurgte jeg: "Hvad nu, hvis irakere, der støttede
Saddam Hussein, kontrollerede de amerikanske medier?" Amerikanere ville
helt korrekt se, at situationen var farlig for vore frihedsrettigheder
og vore nationale interesser. Forestil dig så, et øjeblik, at de samme
irakere, der var loyale over for Saddam, og som havde den mest magtfulde
lobby i Washington, var præsidentens toprådgivere for den nationale
sikkerhed, og praktisk talt kontrollerede den økonomiske politik i USA.
Ingen ægte amerikansk patriot, som blev opmærksom på denne fremmede
dominans, ville tolerere den.
Er
situationen da mere acceptabel, når disse mænd og kvinder ikke er
irakere, men fanatiske zionister, som er loyale over for Ariel Sharon og
opfostret i en katekismus, som prædiker anti-kristent overherredømme og
som er fuldstændigt hengivne over for den mest racistiske nation på
jorden?
Kun
få i USA ser ud til at stille disse vigtige spørgsmål. Tavsheden er dog
forståelig, når man identificerer den stamme, som afgør, hvilke
spørgsmål der skal stilles til - og hvilke faktiske omstændigheder der
skal gives til - det amerikanske folk. Det er også forståeligt, når man
betænker eksemplerne, fra det virkelige liv, på de politiske
konsekvenser der har været af at fortælle sandheden om jødisk
overherredømme og magt. Mænd som senator William Fulbright, senator
Charles Percy, repræsentant Paul Findley, Pat Buchanan og jeg selv, har
betalt en høj pris for denne ærlighed. Kongresmedlem Findley skrev en
fremragende bog, der beskriver den utrolige intimidering og
undertrykkelse, der blev udøvet mod dem, der turde give modstand til
Israel-Lobbyen: They Dare to Speak Out. ("De vover at tale
frit").
Efter, at tidligere præsident for De forenede Stater, Jimmy Carter,
havde skrevet sin bestseller, Palestine, Peace not Apartheid,
opdagede han, hvordan man opnår at blive kaldt for antisemit. Du skal
bare fortælle sandheden om Israel, og om den uhæmmede, jødiske,
indflydelse på de amerikanske medier, og amerikansk politik. Han er
endda nu blevet sammenlignet med mig, denne politiske paria, David Duke.
Her følger Carters ord:
Denne uvilje mod at kritisere nogen som helst del af den israelske
regerings politik, skyldes American-Israel Political Action Committee's*
enorme lobbyvirksomhed, samt fraværet af nogen modsatte stemmer af
betydning. Det ville være næsten politisk selvmord for medlemmer af
Kongressen ….at foreslå, at Israel skulle følge international lov eller
at tale til forsvar for retfærdighed eller menneskerettigheder for
palæstinenserne….Hvad der er endnu sværere at forstå er, hvorfor de
større aviser og magasiner i De forenede Stater, i deres redaktionelle
indhold, viser en lige så stor selvcensur, som går stik imod private
vurderinger fra deres udenrigskorrespondenter i Det Hellige Land, som
udtrykkes ret stærkt.
Måske har jøderne al mulig ret til at forsøge at påvirke den amerikanske
regering og dens politik. Men vi, det store flertal af det amerikanske
folk, har ret til at kræve, at vor regering er "vores" og ikke "deres."
Retten til selvstyre er grundlæggende for al
* Også kendt som AIPAC, overs. anm.
154
politisk frihed. En regering, der bliver manipuleret mod borgernes
bedste interesser, på vegne af en lille minoritet, kaldes tyranni. Da
nogle af mine venner i den patriotiske bevægelse skabte ovennævnte
udtryk: Zionistisk Besættelsesregering (Zionist Occupational
Government) eller "ZOG",
fandt jeg udtrykket en smule ekstremt, men efter megen læsning og
tænkning omkring emnet, har jeg indset, at det er en temmelig god
beskrivelse af den sørgelige tilstand i Washington, D.C.
Citatet fra den israelske avis, Maariv, bør sende en kuldegysning
ned ad ryggen på enhver loyal amerikaner. Jeg vil citere det, for tredje
gang, og jeg vil gøre det, igen og igen, i mit politiske liv, indtil det
amerikanske folk forstår dets vigtighed:
USA har ikke længere en regering af kristne, men en regering, hvor
jøderne er fuldgyldige partnere i beslutningsprocesserne, på alle
niveauer. Måske bør de aspekter af den jødiske religiøse ret, i
forbindelse med begrebet "regering ved kristne (goyim)" tages op til
fornyelse, da det er et forældet begreb i USA.
Så
Amerika har ikke længere har en "kristen (goj) regering," og de eneste,
der har en bemærkning til dette, offentligt, er zionister, som praler af
det over for deres jødiske med-ekstremister i Israel. Det er min
overbevisning, at der stadig er millioner af amerikanere, som, hvis de
har mulighed for at læser disse linjer, vil blive lige så vrede som
Howard Beale var, i filmen Network.
De vil blive "rasende som ind i helvede" og de vil gøre, hvad der måtte
kræves for at ændre tingenes tilstand, så den næste generation af
amerikanerne ikke vil være tvunget til at "finde sig i det længere."
Det
menneskelige instinkt, der kræver at beskytte ens familie, race og
nation, kaldes patriotisme. Det bønfalder os om at modsætte os enhver
udlændingegruppe, der søger at kontrollere vores nations regering,
uanset om det drejer sig om zionister, irakere, tyskerne, eller endda, i
teorien, det noget fantasifulde begreb: angribere fra det ydre rum.
Sådanne impulser er ikke antisemitisme, men blot god patriotisme. Vi har
al mulig ret til at gå i brechen for os selv, ligesom jøder gør
det for dem selv. Stephen Steinlight, AJC-direktøren, som jeg har
citeret udførligt, sagde det meget enkelt. Han skrev, "vi spørger med
rette: 'Hvis jeg ikke er der for mig selv, hvem vil da være der for
mig?"
I
Amerika, og i den vestlige verden, har kun jøder lov til at vise ægte
patriotisme – De af os, hvis patriotisme vover at gå ud over blot at
nyde fyrværkeriet den fjerde juli*, bliver angrebet ubønhørligt. Jøder,
der søger at udøve kontrol over andre nationer, bliver aldrig
fordømt, men vi ikke-jøder, som blot giver udtryk for det naturlige
ønske om, at vore egne
nationer afspejler vore egne traditioner, værdier og interesser,
brændemærkes som antisemitiske, racistiske, herrefolksdyrkende og
hadefulde. Et sådant hykleri har altid været selve essensen i deres
strategi, og et våben, der anvendtes i deres magtudøvelse. Et andet
våben har været deres evne til at kontrollere sproget. Det er på tide at
dykke ned og undersøge de virkelige årsager bag den moderne verdens mest
misbrugte ord: Antisemitisme.
*
USA's nationaldag, - eller herhjemme: Sct. Hans, evt.
nytårsfyrværkeriet, overs. anm.
Noter:
Bar-Yosef, Avinoam.
(1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv. 2. september.
Curtiss, Richard.
((1986). Citeret i A Changing Image: American's Perceptions of the
Arab-Israeli Dispute. American Educational Trust. s.267.
Fulbright, Se. William.
(1973). Face the Nation. CBS: New York. 15. april.
Buckley, William F.
(1970). McCarthy and His Enemies; The Record and Its Meaning. New
Rochelle, New York: Arlington House.
Wall Street Journal.
(1978). American Jews snd Jimmy Carter. 2. marts, s.18.
Washington Post
(2003). GOP uses Remarks to court Jews. Af Thomas B.Edsall og Alan
Cooperman. 13. marts, s.A01
Getler, Michael. (1974).
Pentagon Chief Suggests Israel Lobby Has Too Much Influence. Los
Angeles Times.
San Francisco
Chronicle. (1968). 23. nov. s.9.
Bar-Yosef, Avinoam.
(1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv.
Ibid.
Ibid.
Ibid.
The New York Times News
Service. (1997) Albright Upbraids Stubborn Balkan Leaders: Refugees…
1. juni.
The Spotlight.
Det førende anti-zionistiske blad i De forenede Stater. Udgivet af
Liberty Lobby. Blev drevet i konkurs. Medarbejderstaben udgiver nu
American Free Press, et lignende blad.
Jewish Week.
(1997). 3. marts.
Jewish Week.
(1997). 24. januar.
New York Times.
(1997). 4. oktober.
Steinlight, Stephen.
(2001). Backgrounder. Center for Immigration Studies. The Jewish
Stake in America's Changing Demographics. Oktober.
Ibid.
Ibid.
Ibid.
Ibid.
The Times—icayune.
(1998). Swiss Banks, Holocaust survivors settle war claims. 13. august,
s. A-13.
Findley, Paul. (1989).
They Dare to Speak Out. People and Institutions Confront Israel's Lobby.
Chicago, Illinois: Lawrence Hill Books.
Carter, Præsident Jimmy.
(2006). How I See Palestine. Los Angeles Times. 8. dec.
Bar-Yosef, Avinoam.
(1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv.
Network (1976).
Instruktør: Sidney Lumet. Producent: Howard Gottfried. Fimforfatter:
Pady Chayevsky. Redaktør: Alan Heim. United Artists-MGM.
Steinlight, Stephen.
(2001). Backgrounder. Center for Immigration Studies. The Jewish
Stake in America's Changing Demographics. Oktober.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
