Da jeg blev klar over eksistensen af jødisk racisme samt dens stærke
indflydelse i den amerikanske regering og de amerikanske medier, talte
jeg åbent om det. Jeg bemærkede, i en samfundslære-klasse i gymnasiet*,
at jødiske bureaukrater, der forfattede amerikansk mellemøstpolitik,
havde en potentiel interessekonflikt. I et forsøg på hurtigt at
affærdige mig, påpegede min lærer hurtigt, at USA's præsident ikke var
jøde. Jeg imødegik hende med, hvad jeg mente var en imponerende liste af
vigtige offentlige stillinger, der var besat med zionistiske jøder, som
sandsynligvis ville sætte Israels interesser over amerikanske
strategiske interesser.
Min
lærer, som nu var blevet forhindret i sit forsøg på at tilbagevise min
pointe, lod herefter en intellektuel atombombe falde. "Det er den slags
følelser, som førte til seks millioner jøders død," sagde hun. "Du
ønsker vel ikke at give os det indtryk, at du er en antisemit, gør du?"
Den normalt urolige og larmende klasse blev stille, og jeg tav. Jeg
frygtede at blive anklaget for antisemitisme. Hvad var antisemitisme?
Var jeg blevet en antisemit for blot at gå imod nogle elementer af
jødisk racisme?
Den
eftermiddag gik jeg på skolebiblioteket og fandt nogle bøger om
antisemitisme. De var alle skrevet af jøder og ud fra, hvad jeg kunne
læse, var de fleste af forfatterne zionister. Jeg slog ordet
"antisemitisme" op i de fire leksika på bibliotekets hylder, og fandt ud
af, at alle artiklerne om antisemitisme havde jødiske
forfattere.
Som
det fremgår af den populære Microsoft Encarta Encyclopedia, der
udgives af Funk og Wagnall's, skriver jøder stadig næsten alle
artiklerne om antisemitisme. Encartas
artikel om antisemitisme har en jødisk forfatter, nemlig Nahum Norbert
Glatzer, som er en hæderkronet forsker inden for det jødiske samfund og
forfatter til det meget racistiske, og etnocentriske værk, Jewish
History. Encarta har også en anbefalet liste for videre læsning om
antisemitisme. Jeg gengiver den her.
Bein, Alex. The Jewish Question. Biography
of a World Problem. Fairleigh Dickinson, 1990. Antisemitismens
historie i hele verden.
Belth, Nathan C. A Promise to Keep: A Narrative of the American
Encounter with Anti-Semitism. Forskellige forlag. Historisk
redegørelse for antisemitisme i Amerika og Anti-Defamation Leagues
indsats for at bekæmpe den. For læsere uden særlige forkundskaber.
* 'high school', overs. anm.
156
Furet, François, red. Unanswered Questions:
Nazi Germany and the Genocide of the Jews. ("Ubesvarede spørgsmål:
Nazi-Tyskland og folkedrabet på jøderne"). Schocken, 1989. Afbalanceret
essaysamling, der dækker en række spørgsmål om nazister og jøder i
Europa. ("Afbalanceret"? Det er alt andet end afbalanceret, men
tværtimod et godt eksempel på de jødiske racisters nysprog.)
Gerber, David A., red. Anti-Semitism in American History
("Antisemitisme i amerikansk historie"). Illinois, 1986. Essaysamling
med fokus på fjendtlighed mod jøder i Amerika.
Katz, Jacob. From Prejudice to Destruction. Anti-Semitism,
1700-1933. ("Fra fordom til udslettelse. Antisemitisme 1700-1933").
Harvard, 1980, 1982. Anbefalet historisk gennemgang af antisemitisme i
Frankrig, Østrig, Tyskland og Ungarn.
Lewis, Bernard. Semites and Anti-Semites: An Inquiry into
Conflict and Prejudice ("Semitter og anti-semitter: en undersøgelse
af konflikter og fordomme"). Norton, 1987. Analyse af antisemitisme i
den islamiske verden.
Poliakov, Leon. The History of Anti-Semitism .
("Antisemitismens historie".) 3v. Vanguard, 1964-75. V.1, Christ to
Court Jews; V.2, Mohammed to Marranos; V.3, Voltaire to Wagner, V.4,
Suicidal Europe, 1870-1933, oversat (til engelsk) fra fransk.
Reinharz, Jehuda, red. Living with Anti-Semitism: Modern Jewish
Responses ("At leve med antisemitisme: Moderne jødiske reaktioner").
Brandeis Books/ University Press of New England, 1987. Essays om
forskellige reaktioner over 200 år, arrangeret geografisk.
Temaet, der går igen i artiklen, og i alle de jødisk-forfattede bøger,
som anbefales af leksikonet, er forholdsvis enkelt: Gennem historien har
jøderne været uskyldige ofre for onde ikke-jøder. I de hundredvis af
borgerlige, nationale og religiøse reaktioner mod jøderne, som er
skitseret i disse bøger, er der aldrig en antydning af, at jøder kunne
have gjort noget som helst af en ussel karakter. De var altid uskyldige
små lam, der førtes til slagtning. Kristne, muslimer, zoroastriere,
hedningene og andre modstandere, siges alle at være motiveret af
religiøs, eller etnisk, intolerance og had mod jøder. Bøgerne hævder
også, at uskyldige jøder universelt er gjort til syndebukke for sociale
og økonomiske problemer. Bare så læseren forstår, at Encarta
ikke er en undtagelse, gengiver jeg også her den foreslåede læseliste i
slutningen af Grolier's Encyclopedia's artikel om antisemitisme.
Erich Rosenthal skrev artiklen og er formodentlig den, der har valgt
læselisten.
Almog, Shmuel, Anti-Semitism through the
Ages ("Antisemitisme gennem tiderne") (1988)
Arendt, Hannah, The Origins of Totalitarianism
("Totalitarismens rødder") (1951; Repr. 1983)
Curtis, Michael, red., Anti-Semitism ("Antisemitisme"). (1986)
Katz, Jacob, From Prejudice to Destruction ("Fra fordom til
udslettelse") (1980) i den moderne verden (1985);
Dinnerstein, Leonard, Anti-Semitism in America
("Antisemitisme i Amerika") (1994, genoptr. 1995)
Gager, J. G., The Origins of Anti-semitism ("Antisemitismens
rødder") (1983)
Gerber, D.A., red., Anti-Semitism in American History
("Antisemitisme i amerikansk historie").
Poliakov, Leon. The History of Anti-semitisme
("Antisemitismens historie") , 4 bd.
Svarer disse foreslåede læselister ikke til at anbefale artikler om den
arabisk-israelske konflikt, som kun er skrevet af palæstinenserne, eller
artikler om anti-kommunismen, kun skrevet af kommunister?
Det
hævdes af nogle af forfatterne, at en medfødt jødisk overlegenhed i
evner og moral får ikke-jøderne til at være jaloux og ondskabsfulde.
Mange bøger om antisemitisme hævder endog, at antisemitisme er en
manifestation af psykisk sygdom, og at det er en iboende defekt blandt
ikke-jøder.
157
I
deres behandling af de næsten universelle og ofte gentagne anti-jødiske
holdninger, gennem de sidste 2000 år, undlader Glatzer, Rosenthal, og de
andre forfattere at observere et par ting. De kommer aldrig med den
mindste antydning af, at det jødiske folk kan have været ansvarligt for
de gentagne negative reaktioner mod dem, i det mindste delvist. Man
ville heller aldrig få mistanke om, at jøderne selv nærede nogen form
for intolerante holdninger over for kristne og andre ikke-jøder,
overhovedet. Uden undtagelse er ikke-jøder og kristne skildret som onde,
i enhver konflikt mellem jøder og ikke-jøder, mens jøderne er skildret
som godheden selv.
Glatzner, Rosenthal og de andre jødiske forkæmpere, har et énsidigt
synspunkt. Ingen af deres bøger nævner, at den negative kristne reaktion
på jødedommen opstod som reaktion på Talmuds jødiske anti-kristne
retorik og efter jøders forfølgelse af tidlige kristne, såsom Paulus
(Saulus), inden hans omvendelse. Ondskabsfuld jødisk lære, der er rettet
mod ikke-jøder, er langt ældre end de anti-jødiske kristne forfattere.
Ingen af disse jødiske forfattere nævner dette vigtige faktum.
Jo
mere jeg læste, des mere indså jeg, at de artikler og bøger, der
brændemærkede europæere som antisemitter, var racistiske, i den mest
nedsættende forstand. At skildre en race af mennesker, som medfødt
psykotiske og morderiske, er næsten det værste, nogen kan sige om en
race. Ikke desto mindre skildrer de jødiske hovedmedier europæiske
kristne netop på denne måde. Og det skal nævnes, at medierne også
kategoriserer palæstinensere og arabere på de mindst muligt flatterende
måder.
Så dette er, hvordan jeg skulle komme til sandheden om antisemitisme,
jeg tænkte. Jødiske chauvinister skal forklare det for mig. Hvis
det er god logik, så kan vi lige så godt lære om Anden Verdenskrig,
alene fra nazisternes perspektiv, eller historien om det palæstinensiske
folk, kun fra tilhængere af Menachem Begin. Hvordan skulle man kunne
finde sandheden om årsagerne til konflikten mellem jøder og ikke-jøder
ved kun at læse den jødiske side af sagen, eller kun noget, der er
skrevet af de, der støtter den jødiske synsvinkel? Ikke-jødiske
forfattere kan ikke undgå hurtigt at finde ud af, at der er store
fordele ved at godtage den jødiske synsvinkel for at få deres bøger
accepteret af store forlag eller anmeldt grundigt i den jødiske New
York Times Book Review. Det samme gælder, hvis de ønsker at blive
interviewet på programmer som det jødisk-producerede Today Show.
Og naturligvis skal de fremme filo-semitisme for at deres værker kan
blive "anbefalet læsning" i opslagsværker.
Hvorfor får folk, i alle de gængse medier, ikke lov til at høre det
rimelige synspunkt, at antisemitisme ofte har været en reaktion på
jødisk racisme og menneskefjendskab? Ganske vist har der været
intolerante udbrud af antisemitisme, hvor uskyldige jøder har lidt eller
døde. Når det er sagt, må vi også erkende, at jøderne har bedrevet mere
end deres rimelige andel af anti-kristen intolerance og, tør jeg nævne
det, massemord. Men vi hører aldrig om de
158
jødiske udskejelser. For at gøre en ende på den tilbagevendende cyklus
af antisemitisme, må vi forsøge at lære dens virkelige årsager at kende.
Er
antisemitisme en irrationel reaktion, der skal finde sin tilblivelse i
psykisk patologi hos dens tilhængere, eller finder den sin oprindelse
som en forståelig reaktion på jødisk adfærd? Det er rimeligt at antage,
at jødiske racisme og antisemitisme fodrede hinanden gennem
generationerne, og i sidste ende producerede de moderne rædsler i Anden
Verdenskrig, Holocaust og zionistisk imperialisme. Konflikten kan
udmærket nå frem til et umenneskeliggørende crescendo i Det 21.
Århundrede, medmindre vi lærer de sande rødder til konflikten mellem
jøder og ikke-jøder at kende.
For
at forstå, hvad der har motiveret ikke-jødisk modstand mod jøder som
gruppe, er det vigtigt at være opmærksom på de jødiske adfærdsmønstre,
som Glatzner og andre autoriteter på "antisemitisme" undlader at
anerkende.
Det
var blevet tid til, at jeg skulle se nærmere på årsagerne til
antisemitismen.
Religiøs intolerance eller økonomisk modvilje?
Når
jeg dykkede ned i den store mængde af populære jødiske forfattere, der
skrev om antisemitisme, trådte to temaer frem. Det første og mest
populære tema er, at antisemitisme skyldes det faktum, at kristne
beskylder jøder for korsfæstelsen af Jesus. For at citere Encarta
Encyclopedia, "Jøder blev fra det fjerde århundrede, og måske endda
tidligere, betragtet som Jesus Kristus' mordere." Et andet tema hosi
jødiske, og filosemitiske, forfattere er, at antisemitisme er opstået ud
fra ikke-jøders jalousi over jødisk økonomisk, og social, succes. Den
jødiske forfatter, Arthur Hertzberg viser, hvordan det, at give kristen
intolerance skylden for antisemitisme, giver en strategisk fordel:
At give kristendommen, og kun kristendommen, skylden for den største del
af antisemitismen, har visse fordele for jøder. Deres lidelser gennem
århundrederne, kan opfattes som et ædelt martyrium; angrebene på jøder
må ikke være forbundet med deres egen, særlige, tro, kultur, og
adfærdsmønstre og i nogle tilfælde deres fejl, men må kun forbindes med
deres tro. - Arthur Hertzberg
En
grundig undersøgelse af den historiske forbindelse mellem jøder og
kristne afslører, at det, at skyde skylden for korsfæstelsen af Kristus
på jøderne, kun indtog en mindre rolle i den gamle og den moderne
antisemitisme. For eksempel forhindrede bibelske tekster, der påstår, at
jøderne korsfæstede Jesus Kristus, ikke kristne i at forsøge at
konvertere jøder og bringe dem ind i kristne samfund. Naturligvis har
den kristne kirke ikke set jøder som uforbederlige på grund af deres
farisæiske forfædres gerninger. Tidlige multietniske kristne havde ikke
noget imod jøder på grundlag af race eller etnicitet, men primært på
grund af jødisk tro og adfærd. Med hensyn til religion, var man imod
jøderne som gruppe, hovedsagelig som følge af Talmuds umedgørlige væsen,
som var anti-kristent og anti alle ikke-jøder, og de tilhørende
anti-kristne handlinger - illustreret ved kejser Neros jødiske
elskerinde, Poppea Sabinas, masseforfølgelse og mord på kristne
159
I
skarp kontrast til de etnisk mere tolerante kristne, har jøderne baseret
deres modstand mod ikke-jøderne på race. Imens kristne gentagne gange
har forsøgt at omvende jøder, har jøder ikke gjort nogen réelle forsøg
på at omvende kristne. Tværtimod har de lagt hindringer i vejen for
konvertering, og det lille antal ikke-jøder, som konverterede blev,
ifølge jødisk lov, betegnet som bastarder. Det blev forbudt jødiske
præster at gifte sig med jøder, der var konverterede, eller efterkommere
af konverterede, en politik, der stadig er i kraft i dag.
I hele den jødiske historie i den vestlige civilisation findes der ikke
én kristen konvertit, som blev en betydelig jødisk leder.
Kristendommen udviklede sig fra en usikker, spirende, tro til
statsreligion i Rom, og senere blev selve Europa synonymt med
kristendommen. Da kristendommen først mente sig sikker på sin egen magt,
blev den mere tolerant over for andre trosretninger - også selv om den
misbilligede dem. Fjendtlighed mod jøder fandt sin årsag i økonomiske,
sociale, etniske og politiske spørgsmål, og der er mange beviser på, at
disse faktorer dominerede anti-jødiske holdninger, selv i perioder med
kun lidt religiøse uro. For eksempel var antisemitisme ikke historisk
begrænset til kristne, men fandt voldsomme udtryk før den kristne æra,
og i mange ikke-kristne lande. Religiøse modsætningsforhold syntes ofte
at være en rationalisering af den økonomiske og sociale fjendtlighed.
Jeg
opsøgte værker af de store inden for europæisk litteratur, filosofi og
videnskab, med henblik på deres omtale af det jødiske spørgsmål.
Sommetider kunne jeg bruge timer i biblioteket på at slå "jøder" og
"jødedom" op i indholdsfortegnelsen på nogle af de største vestlige
forfatteres bøger. Jeg fandt, at mange havde ting at sige, som i dag
ville blive betragtet som antisemitiske. Det ville være umuligt at nævne
dem alle, men blandt dem var Milton, desuden de fleste af de katolske
paver, såvel som store protestantiske ledere, Shakespeare, Kant, Goethe,
Tolstoj, Dostojevskij, Voltaire, Shaw, Emerson, Melville og Dickens.
Selv min egen foretrukne, amerikanske, forfatter, Mark Twain, fremsatte
nogle interessante bemærkninger om jøderne. De fleste af Twains
bemærkninger om jøderne, i Harper's Magazine artiklen fra 1899,
er meget smigrende for det jødiske folk. Men nogle dele af essayet er
utilladelige i dag.
Efter krigen dyrkede de primitive og uvidende negere, i bomuldsstaterne,
afgrøder til hvide plantageejer på andele. Jøderne kom derned i stort
antal, nedsatte sig som handlende på plantagen, sørgede for alle
negerens ønsker på kredit, og i slutningen af sæsonen var de indehavere
af negerens andel af den aktuelle afgrøde, og af en del af hans andel af
den næste. Inden længe afskyede de hvide jøden, og det er tvivlsomt, om
negeren elskede ham ...
Jøden bliver lovgivet ud af Rusland. Årsagen er ikke skjult .... Han var
altid klar til at låne penge ud på en afgrøde og sælge vodka, og andre
livsfornødenheder, på kredit, mens afgrøden voksede. Når betalingens dag
kom, ejede han høsten og næste år, eller året efter, ejede han gården
ligesom Josef ...
I det kedelige og uvidende England kom alle på Johns tid i gæld til en
jøde. Han samlede alle lukrative virksomheder i sine hænder,
160
han var handelens konge, han var klar til at være til nytte på alle
rentable måder...
Religiøse fordomme kan tegne sig for én tiendedel af det [antisemitiske
fordomme], men ikke for de øvrige ni.
Til min forbløffelse beskrev jødisk historieskrivning, der overvejende
er bestemt for jødiske øjne, helt ærligt tilfælde af jødiske økonomisk
udnyttelse, fra oldtiden til nutiden. Jeg fandt de jødiske historikere
langt mere oplysende om spørgsmålet end de kristne forfattere. De havde
ingen fordomme mod jøder; de havde, om noget, et klart racistisk bias
for deres eget folk. Mange af dem pralede praktisk talt af deres
finansielle sejre over de kristne.
Åger
Jøder er en nation af ågerkarle. . . overlister de folk blandt hvem de
finder ly. . . . De gør sloganet "lad køberen passe på " til deres
højeste princip i forbindelse med omgang med os - Imanuel Kant.
Filosoffen Immanuel Kant var ikke den første vesterlænding til at komme
med anklagen om, at jøderne er en nation af ågerkarle, og at deres
økonomiske praksis ofte var udnyttende. Siden israelitternes ophold i
Egypten, har ikke-jødiske politikere, teologer og historikere talt om
jødisk griskhed og udnyttende praksis. Selv Shakespeare udødeliggjorde
den jødiske ågerkarl i The Merchant of Venice (da.: 'Købmanden i
Venedig') gennem rollen 'Shylock', der på grund af manglende betaling af
en gæld til ham gjorde krav på den kristnes "pund kød."* Der er talrige
eksempler på middelalderlige regeringer, der modtager store procentdele
af deres indtægter gennem beskatning af overskuddet af jødisk åger. I
diasporaen**, genfinder man et mønster af jøder, som er ansat af
ikke-jødiske konger og regeringer, som skatteinddrivere og inkassatorer
og jøder, der blev benyttet som administratorer af udenlandske
besættelsesregeringer.
I
sagens natur kræver landbrug og kvæghold periodiske indsprøjtninger af
kapital. Sygdomme, skadedyrsangreb og naturkatastrofer kan prisgive dem,
der dyrker afgrøder eller dyr, til dem, der er parat til at udlåne
penge. Dette gælder især blandt dem, der kun får en anelse mere ud af
deres anstrengelser, end hvad der behøves for deres nødtørftige
overlevelse, hvilket var tilfældet for de fleste mennesker, helt fra
oldtiden og frem til den moderne tidsalder. Historisk set er sådanne
behov for kapital ofte blevet leveret af kooperativer og indgriben fra
de civile myndigheder, men endnu oftere blev sådan et behov slet ikke
imødekommet, hvilket resulterede i tider med alvorlig lidelse og sult. I
alle virksomheder er kapital afgørende for at mildne de nådesløse
svingninger med velstand og recession. Midt i denne økonomiske
usikkerhed træder så den jødiske pengeudlåner ind, langt mere
kvalificeret, og kyndig i manipulation af valuta og guld, end hans
kunder.
Der
var kun sparsomt med finansiel regulering af udlånspraksis, indtil
forholdsvis nyere tid, hvilket tilbød mange muligheder for de
skruppelløse. Det bør her gøres klart, at begrebet åger ikke simpelthen
betyder en retfærdig
* en luns
kød skåret ud af hans krop, overs. anm.
** den del af
det jødiske folk, der bor uden for Palæstina, overs. anm.
161
og
moderat rente, men en ekstrem rente. Åger ville være det, man i
dag ville kalde lånehajsvirksomhed - med ublu renter, og renters rente.
åger n.
• udlån af, eller praksis med udlån af penge til en ublu rente.
• 2. et ublu rentebeløb eller rentesats, især ud over den lovlige
sats.
• 3. Obs . rente, der betales for brug af penge.
lånehajsvirksomhed n.
praksis med at låne penge ud til for høj rente Random House Webster's
Unabridged Electronic Dictionary 1996
Jøderne forstod selv den udnyttende karakter af deres ågerpraksis over
for de kristne. Maimonides, der anses som den største europæiske jødiske
lærer, skrev følgende i sin vigtige Book of Civil Laws:
Det er tilladt at låne fra en hedning eller fra en bosiddende udlænding,
og at låne ud til ham med renter. For der står skrevet: Du må ikke
udlåne med renter til din broder (5. Mosebog 23:20)
(Overalt i den danske oversættelse er anvendt: Bibelen, Gyldendal 1986.
Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941. overs. anm.) - til
din broder er det forbudt, men til resten af verden er det tilladt. Ja,
det er en positiv befaling at udlåne penge med renter til en hedning.
For det står skrevet Til hedningen skal du udlåne med rente (5.
Mos. 23:21)
(The Code of Maimonides, bog 13, The Book of Civil Laws, kap. V:
1, 93)
Nesek ("bidende" åger) og marbit
("stigning," rente) er én og samme ting. . . . Hvorfor hedder det nesek?
fordi han, som tager det, bider sit medmenneske, forårsager ham smerte,
og spiser hans kød. (The Code of Maimonides, bog 13, The Book of
Civil Laws, kap.. IV: 1, 88-89)
Den
åger, der praktiseredes af jøderne i den middelalderlige verden, er
oprørende efter moderne standarder.
• I A History of the Jews in England , finder Cecil Roth jøder,
der opkræver renter på mellem 22 og 43 procent.
I det nordlige Frankrig var renten begrænset til 43 procent i 1206, idet
myndighederne forsøgte at reducere den gældende sats på 65 procent plus
rentes rente.
• I The Jews of Poland: A Social and Economic History of the Jewish
Community in Poland from 1100 to 1800, viser forfatteren, Bernard
Weinryb lignende fantastiske satser i Polen og i det 14. og 15.
århundrede.
• I bogen The Jews in Spain: Their Political and Cultural Life During
the Middle Ages
fra 1942, skriver den jødiske forfatter A.A. Neuman, at myndighederne i
Castillien tillod jøder at opkræve en rente på 33 1/3 pct. Da landmænd
desperat behøvede at købe frø under den store hungersnød i Cuenca i
1326, nægtede jøderne at låne penge ud, medmindre det blev tilladt dem
at tage 40 percent.
Det
vigtigste politiske dokument fra middelalderens England og måske i hele
den vestlige civilisations historie, Magna Carta, afslører
jødiske ågerkarles magt ved at erklære, at enker og forældreløse børn
har førstekrav på ejendomme, forud for jødiske pengeudlånere.
162
I
The Social Life of the Jews in Northern France in the XII-XIV Centuries
as Reflected in the Rabbinical Literature of the Period, bemærker
Louis Rabinowitz, hvordan de jødiske ågerkarle selv oplevede deres
erhverv som langt mere rentabelt end landbrug eller håndværk.
Mange jødiske historikere har dokumenteret den enorme rigdom, der blev
akkumuleret af jøder gennem åger. Rabinowitz påpeger, for eksempel, at
skatter på jødisk åger, alene, udgjorde mere end resten af de ordinære
kongelige indtægter i Frankrig i 1221. Kong Louis IX, som kraftigt
fordømte Talmud, var mere bekymret over jøders rovgriske adfærd i det
økonomiske liv. I 1254 udelukkede han jøder fra pengeudlånsvirksomhed og
sagde, at de skulle leve af handel og manuelt arbejde.
Som
en illustration af de vidtrækkende konsekvenser af jødisk åger, viser
Achille Luchaire, at endog mange kirker og klostre blev lukket på grund
af gæld til de jødiske pengeudlånere, i Middelalderens Europa.
Jacob R. Marcus, en af verdens førende jødiske historikere, skriver i
sin Encyclopaedia Britannica-artikel: "Jøder", at "landets
likvide værdier blev suget op af jøder, der med jævne mellemrum måtte
tømme dem ud i statskassen igen."
Kristen modstand mod jødisk aggressiv økonomisk aktivitet var, så langt
fra altid at være patologisk og hadefuld mod jøder, oftere rationel og
medfølende. I dag ses "loansharking" som en skadelig aktivitet, der
fortjener en strafferetlig forfølgelse. Det er tillige blevet vist, at
antisemitisme i de samfund, der begrænser en sådan aktivitet, mindskes.
Davidson citerer to patriciere i Det 16. Århundredes Venedig, der siger,
at pengeudlåning er den måde, hvorpå jøderne "forbruger og fortærer
befolkningen i denne, vores by."
De venetianske myndigheder kodificerede efterhånden præcise bestemmelser
vedrørende jødisk økonomisk aktivitet, herunder en maksimal rente på 5
procent på lån.
Brian Pullen citerer en rabbiner på den tid, som efter at have afdækket
årsager til antisemitisme andetsteds, bemærkede:
Åger gør dem upopulære blandt alle lag i byen; når de indgår i håndværk
med mindre folk; når de besidder ejendom med adelige og store mænd.
Disse er grundene til, at jøder ikke bor mange steder. Men disse
omstændigheder opstår ikke i Venedig, hvor renten er kun 5 procent, og
bankerne er etableret til gavn for de fattige og ikke for bankfolkenes
profit.
Arthur Kornberg citerer i Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism
bredt fra grundlæggeren af den moderne zionisme, Theodore Herzl -
herunder fascinerende dele af hans dagbog. Herzl skriver at
antisemitisme, som følge af jødisk økonomisk dominans, var helt
forståelig, og insisterede på, at "man kan ikke forvente, at et flertal
vil 'lade sig underkue' af ringeagtede outsidere, som de lige havde
frigivet fra ghettoen."
I en anden del af bogen citerer han Herzl for at sige, at jøder var blevet
opdraget til at være "igler", der havde en "frygtelig finansiel styrke"
og at det var et "pengetilbedende folk, der er ude af stand til at
forstå, at en mand kan handle
163
ud
fra andre motiver end penge."
Herzl kommenterede således: "Jeg finder, at antisemitter er fuldt ud i
deres gode ret."
Moderne jødiske forfattere, der skriver om antisemitisme, vil aldrig kunne
anerkende muligheden af, at ikke-jøderne har en grundlæggende ret til at
forsvare sig mod en "frygtelig" jødisk finansiel magt og at antisemitter
kunne være "fuldt ud i deres gode ret." Hvis en ikke-jøde beskrev
jødiske finansielle rovdyr som "igler" - selv når dette er anerkendt af
en af zionismens største lys - ville han helt sikkert blive kaldt en
antisemit.
Kan
det undre, at en tænksom kristen, som Sankt Thomas Aquinas, der blev
betragtet som en stor eksponent for kærlighed og barmhjertighed, også
ville tale imod den jødiske ågerpraksis?
"Jøderne bør ikke have lov til at beholde, hvad de har opnået fra andre
ved åger, det var bedst, at de var tvunget til at arbejde, så de kunne
tjene til livets ophold, i stedet for ikke at gøre andet end at blive
grådige." - Thomas Aquinas, Sankt. Skolastisk filosof fra 13.
århundrede.
Efterhånden, som
jeg fik læst mere jødisk historie, lærte jeg, at åger blot var én blandt
mange aggressive typer finanspraksis i den kommercielle sektor, som
fremkaldte modstand i det kristne samfund.
Jødiske kommercielle aktiviteter
Åger var den største kilde til jødisk magt, og helt sikkert drivkraften
bag de jødiske bankfamilier, der dominerede i Europa i hundreder af år,
men jøderne fandt også profit i mange andre aktiviteter, både nogle
hæderlige, og nogle foragtelige.
Selv om jødisk religiøs undervisning forbød åger over for andre jøder,
som værende en skadelig praksis, opfordredes de til at deltage i åger
mod ikke-jøder. Det samme princip udvides til at omfatte al økonomisk
konkurrence mellem jøde og ikke-jøde. Finansiel indsigt, kombineret med
en stærk gruppesamhørighed og økonomisk strategi, var kraftige våben i
kampen for kommerciel dominans i Europa og senere i USA. Den
kendsgerning, at jøder praktiserede et dobbelt sæt etiske regler - en
uegennyttig version for sig selv og en aggressiv version over for
ikke-jøderne - har bidraget til deres økonomiske dominans, selv i de
mere ordinære forretningsbestræbelser.
Mange af de groveste former for praksis blev fordømt af en (jødisk)
Frankfurt-synode i 1603, med henblik på at forhindre hillul hashem
(skændsel af den jødiske religion). "De, der bedrager kristne,
vanhelliger Herrens navn blandt de kristne."
Denne udtalelse har været meget citeret af de, der affærdiger
anti-kristne, finansielle, foranstaltninger, som hørende en svunden tid
til. Men et senere rabbinsk responsum afklarede spørgsmålet, som
resultat af en tvist mellem to jøder, der skændtes om byttet efter
bedrag af en kristen. Det fastslog, at udnyttelse og bedrag af de
kristne er tilladt, så længe hillul hashem ikke forekommer, dvs.
hvis handlingen ikke skader jøderne, som en gruppe. Jacob Katz siger,
"Etiske normer,
164
der
kun gælder ens egen slags."
Lige som det var moralsk forkert praksis at drive åger mod andre jøder, og
moralsk prisværdigt at være ågeragtig mod ikke-jøderne, er det bestemt,
at det er moralsk etisk for jøder at engagere sig i rentable, uetiske,
handlinger mod ikke-jøderne, så længe de kan gøre det, uden at skade det
jødiske samfund. Følgende passage fra det særdeles vigtige
Maimonides-kodeks (Code of Maimonides),
viser klart den økonomiske dobbeltmoral i forretningsforhold. Det bør
ikke glemmes, at jøder regner Maimonides for deres største filosof fra
Oplysningstiden.
En hedning kan ikke benytte anklager om at have skullet betale overpris,
for det er sagt "fra én, der er hans bror" (3. Mosebog 25:14)
Men hvis en hedning derimod har bedraget en israelit, skal han returnere
overprisen i henhold til vores love (med henblik på, at rettighederne
for) en hedning ikke bør overstige (dem for) en israelit. (The
Code of Maimonides, bog 12, The Book of Acquisition)
Jødisk undervisning befalede jøder at støtte deres brødre, og ikke
konkurrere med hinanden, i forsøgene på at udnytte kristne. Jacob Katz
fremdrager en stor mængde jødisk litteratur, som forbyder konkurrence
mellem jøder. De blev forbudt at blande sig i monopoler, der
kontrolleredes af andre jøder, og at underbyde andre jøder. De blev
befalet altid at samarbejde med andre jøder, når de var oppe mod kristen
konkurrence, så de "ikke mistede Israels penge."
Den jødiske holdstrategi
Det
er vanskeligt at overdrive, i hvor høj grad jødisk økonomisk solidaritet
og - når de finder det nødvendigt - økonomisk boykot eller fjendtlighed,
kan skade kommerciel virksomhed. I mit kapitel om kontrol med medierne,
drøftede jeg en velkoordineret jødisk overtagelse af de ikke-jødisk
ejede Times-Herald i Washington, DC, som blev udført ved at få
jødiske annoncører og bureauer til, i al stilhed, at forlade Herald
og derved drive den ud i en konkurs, for derefter at returnere deres
annoncering efter, at avisen var sikkert på jødiske hænder. Noget sådant
er vejledende for de mange måder, hvorpå gruppestrategi kan have enorme,
økonomiske, konsekvenser for næsten enhver forretningsvirksomhed.
Tag
for eksempel den virkning, som regeringen har på næsten alle større
virksomheder i Amerika. Strategisk placerede bureaukrater kan påvirke
regeringens kontrakter, overholdelse af miljølovgivningen,
borgerrettigheder, skattepligt, og forordninger om emner såsom mad og
medicin. Hvis en jødisk regeringsembedsmand nærer fjendtlighed mod et
bestemt selskab - eller har en personlig interesse i det - kan han
naturligvis have en enorm indvirkning på selskabets finansielle sundhed.
Hvis en jøde har en vigtig indkøbsfunktion for en offentlig myndighed,
kan han vælge at købe et produkt fra enten et ikke-jødisk firma eller
et, som er ejet af andre jøder. Hans beslutning vil, på godt og ondt,
have en dybtgående effekt, for de to virksomheder. Ikke-jøden er blevet
psykologisk bearbejdet til, i dette eksempel, at tro, at alle skal
dømmes på hans eller hendes personlige præstationer, og at det ville
være umoralsk at være forudindtaget til fordel for ens
165
egen race. Desuden lærer han, at hans primære mission er at udføre, hvad
der er godt for hans firma eller den offentlige institution, han tjener.
Jøden, derimod, er blevet psykologisk bearbejdet, lige fra fødslen, til
at tænke i helt andre baner, nemlig i, hvad der er godt for hans egen
gruppe, og i sikker overbevisning om ikke-jøders modbydelighed, lige fra
Farao til Hitler. Er det noget under, at den jødiske leder vil vælge den
jødiske virksomhed til at opfylde kontrakten, eller den jødiske ansøger
til den vigtige lederstilling, der er blevet ledig? Sådanne handlinger
kan synes uselviske, men de er også selviske, for lige som han véd, at
han vil hjælpe en anden jøde, når han kan, véd han også, at han selv vil
blive bistået på samme måde, på ét eller andet tidspunkt.
Et
klassisk eksempel på hensynsløs jødisk holdstrategi i
forretningsanliggender blev vist i en undersøgelse, som blev lavet i
2001, af Avner Halperin fra MIT's Faculty of Business Administration.
Det israelske dagblad Ha'aretz bragte en historie om Halperins
undersøgelse, kaldet "Hvorfor amerikanske chefer i israelske
virksomheder mislykkes."
Det fremgik af artiklen, at "masser af nystartede virksomheder hyrede
amerikanere som topledere for at lette adgangen til det amerikanske
marked." Hovedindholdet i artiklen er, at snesevis af israelske
virksomheder lokkede amerikanske ledere til deres virksomheder som
topledere, således at de kunne få en hurtig start på det amerikanske
marked. Det er i kke overraskende for alle, der har forstået den jødiske
team-etik og strategi, at alle de ikke-jødiske ansatte blev fyret efter
at have tjent deres formål. Den jødiske Mr. Halperin beskylder
fyringerne for at være kulturelle sammenstød mellem jøder og ikke-jøder,
men det faktum står tilbage, at i hans undersøgelse af over 90
virksomheder, hvor 25 % af dem havde ansat en ikke-jødisk
administrerende direktør, blev resultatet: hvert eneste af selskaberne
fyrede deres amerikanske direktør."
Mens et stadigt stigende antal, amerikanske, virksomheder, som f.eks.
Disney, er blevet overtaget af team-tilpassede jøder (mens ikke-jøderne
får at vide, at det ville være forkert at diskriminere mod jøder eller
andre mindretal), arbejder jødiske virksomheder ubønhørligt på at
udrense enhver potentiel indtrængende kristen. Der er mange eksempler i
historien på denne "holdindsats" til opnåelse af økonomiske, og
politiske, fordele. Roth omtaler udnævnelsen af en marraner-jøde, Diego
Arias Davilia, som statslig kasserer, i Det 15. Århundredes Spanien.
Udtrykkene "marraner" og "nye kristne" bruges til at betegne jøder, der
"konverterede" til kristendommen på skrømt, samtidig med at de udøvede
jødedom i det skjulte.
Roth påpeger, at mange andre "nye kristne" avancerede til høje stillinger,
gennem Davilias indflydelse. Han viser også, at marranere kontrollerede
al import og eksport fra Den nye Verden, samt den videre distribution i
Spanien. Hvis Roth har ret og jøderne, som et lukket syndikat,
kontrollerede al handel, i denne periode, ville det så ikke medføre
fjendtlighed fra kristne købmænd?
Over hele Europa brugte de deres fælles sprog og organisationer til at
opnå en konkurrencemæssig fordel i forhold til kristne og muslimer i
middelhavsområdet. Stanford Shaw viser i sin bog The Jews of the
Ottoman Empire and the Turkish Republic ("Jøderne i det osmanniske
Imperium og Den Tyrkiske Republik"), hvordan jøderne benyttede et
166
system af veksler, der kun blev accepteret af andre jødiske handlende og
bankfolk, hvilket gav dem en konkurrencemæssig fordel.
Et case studie i Opatow, Polen, fra Det 17. og 18. Århundrede, udført af
Gershon Hundert, og kaldet The Jews in a Polish Private Town: The
Case of Opatow in the Eighteenth Century
illustrerer, hvordan jøderne kom til at dominere det kommercielle liv.
Der var konstant klager over, at jøderne nægtede at tilslutte sig
håndværkerlavene, at de kontrollerede handelen og priserne på råvarer,
at de importerede færdigvarer ind til byen, at de underbød de lokale
kristne håndværkere, at de ikke købte fra kristne, at der var klager
over … at jøder havde skubbet kristne helt ud af handelen, med det
resultat, at kristne købmænd blev tvunget til at flytte andre steder
hen.
Hundert skriver, at "jødisk dominans af byens handel ... var næsten
fuldstændig."
Han skriver også, at jøderne kom til at dominere alle faser af handelen
med alkohol, fra dens fremstilling til distribution og detailhandel.
Nogle jødiske forfattere antyder endda, at jødiske fagforeningsledere i
Amerika var mere tilbøjelige til at være medgørlige overfor til
ledelsen, hvis deres medlemskab i fagforeningen var kristent, snarere
end jødisk.
Hvis det er rigtigt, så kunne man formode, at jødiske virksomheder ville
være tilbøjelige til at få gunstigere arbejdskraftaftaler end kristne
virksomheder. Man kan nemt se den stærke fordel, sådanne virksomheder
ville have, over deres kristne konkurrenter. Der er mange måder, hvorpå
gruppesammenhængskraft og gruppeloyalitet kan korrumpere, og i sidste
ende pervertere, såkaldt frie markeder.
Banker og børser
Den
mægtigste bankierfamilie, gennem de sidste to århundreder, har været
Rothschildfamilien. Fra den udsprang de mest magtfulde bankvirksomheder
i Europa. Grundlæggeren af House of Rothschild, Mayer Amschel
Rothschild, blev født i 1743 i Frankfurt am Main, Tyskland. Amschel
studerede først til at blive rabbiner, og besluttede derefter, i stedet,
at gå ind i pengeudlån og finansiering. Han søsatte de største
bankfirmaer i Europa, og hans sønner placerede sig i kontinentets store
hovedstæder, hvor de oprettede banker.
Jeg
læste en meget smigrende bog om Rothschild, der fortalte historien om
Mayer Amschels søn, Nathans mest berømte finansielle kup. Under det
store slag mellem Napoleon og Wellington, ved Waterloo, påvirkedes
aktiemarkedet i London, da de handlende bekymrede sig over muligheden
for Napoleons sejr. Amschel så det vigtige slag som en enestående
forretningsmulighed. Vel vidende, at hvis Napoleon vandt, ville markedet
gå helt i bund, og at hvis Frankrig tabte, ville markedet stige
kraftigt, oprettede Amschel et system, hvorved han ville høre resultatet
af krigen, før alle andre fik nyheden. Ved brug af brevduer, over land,
og en række af både med signallygter, med intervaller på et par
kilometer, over Den Engelske Kanal, erfarede han før alle andre,
167
at
Napoleon havde tabt ved Waterloo. Han fik herefter sine forbundsfæller
til at udbrede den urigtige oplysning, at Napoleon havde vundet. Dette
førte til et ødelæggende styrtdyk for aktiekurserne på London Stock
Exchange. Værdifulde aktier blev solgt for brøkdele af værdien. Amschel
og hans jødiske sammensvorne købte herefter disse aktier for
småskillinger, vel vidende, at Storbritannien rent faktisk havde vundet.
I løbet af natten blev disse aktier til en enorm formue, efterhånden som
markedet i London hørte om den britiske sejr.
Bogen præsenterede Rothschilds svig som klog og beundringsværdig. Man må
dog lige gøre en pause og tænke på de formuer, der blev tabt - formuer,
der var blevet skabt ved mange års slid og genialitet – tænke på de
virksomheder, der bogstaveligt talt blev stjålet fra deres skabere,
tænke på de ødelagte eksistenser. Mente forfatteren virkelig, at disse
enorme formuer blot materialiseredes ud af den blå luft? Bekymrede
forfatteren sig om, at pengene ikke kun kommer fra dem, der skaber og
leder virksomheder, men også fra tusindvis af arbejderes hårde arbejde?
Et sådant tyveri påvirker løn, arbejdsvilkår, beskæftigelse og mange
andre faktorer. Mange hundrede tusinde måtte i sidste ende betale de
høje omkostninger efter Rothschilds bedrageri.
Nathan Rothschild brugte den enorme rigdom, han havde erhvervet, gennem
sit Waterloo trick, til yderligere at øge sin egen og sine brødres
bankhuses magt, i hele Europa. Som omtalt, i mit kapitel om Den russiske
Revolution, har Rothschilderne, som en selvfølge, brugt deres enorme
rigdom til påvirkning af nationer, på vegne af jødiske interesser, som
da de modnede Rusland til revolution, ved aflysning af lån, i protest
over zarens Maj-love.
Rothschildernes skurkagtigt erhvervede rigdom skaffede også effektivt hans
familie det første jødiske sæde i det britiske parlament, og endda
medlemskab i det britiske aristokrati. Ved at kombinere magten fra deres
egen families store banker og andre jødisk-ejede banker, kunne de
bogstaveligt bringe et lands økonomi i knæ. Ved at dominere den
internationale bankverden kunne de sætte deres egne finansielle vilkår
for pengesultne nationer og samle endnu større rigdom.
På
grund af de konkurrencemæssige fordele, der fulgte gennem
Rothschildernes internationale kontakter, dominerede jøder hele Europas
bankvæsen. For eksempel var der i Preussen, i slutningen af Det 19.
Århundrede, et næsten fuldstændigt fravær af ikke-jødiske banker. I
Berlin, i 1923, var der 150 jødiske banker og kun 11 ikke-jødiske
banker.
På
aktiemarkedet har metoder, som det Rothschildske Waterloo-trick, været
brugt gennem generationer, og til sidst gjort, at centeret for verdens
handel, Wall Street, er blevet domineret af jødisk børs- og
investeringsbankvirksomhed.
I
bogen Our Crowd, og i en forholdsvis ny bog, The New Crowd:
The Changing Jewish Guard on Wall Street, fortæller de jødiske
forfattere, Judith Ehrlich og Barry Rehfeld betaget om den overvældende
jødiske overtagelse af selve hjertet i den amerikanske økonomi.
Ivan Boesky og Michael Milken, der tilsammen stjal nær ved to milliarder
dollars, bliver her glødende rost for deres genialitet og
markedsfornemmelse.
168
Da
jeg gik i gymnasiet, havde min far foretaget en beskeden
aktieinvestering. Hans mægler var en politisk konservativ jøde, R.
Newmann, fra firmaet Kohlmeyer & Company. Jeg fik et job hos Newmann,
hvor jeg skulle "aftegne kurver" – hvad der var betegnelsen for
kortlægning af bevægelser i værdier for aktier og råvarer. På det
tidspunkt havde jeg kun lille forståelse af det jødiske spørgsmål. Jeg
kunne godt lide Newmann, og han syntes altid at have en relevant
udtalelse parat, som reaktion på socialismens seneste udskejelser.
Newmann havde skabt sig en formue i markedet, og mens jeg arbejdede for
ham, opdagede jeg den virkelige hemmelighed bag det, at tjene penge i
markedet, og grunden til, at jøder er kommet til at dominere
mæglervirksomhedsindustrien.
Newmann talte konstant i telefon med sine jødiske kolleger i New York,
Chicago og Washington, DC. Hvert medlem af hans kreds kendte andre
jøder, såvel som et par ikke-jøder i erhvervslivet, inden for staten, i
medierne og - på markedets kritiske tidspunkter. I sine samtaler brugte
Newmann ofte ord, jeg ikke kunne forstå: det var jiddisch.
Lejlighedsvis nedskrev han, efter en telefonsamtale, hurtigt en ordre på
en større portion aktier, eller råvarer, og fik mig til at løbe hen til
sekretæren for at få afgivet ordren. Jeg husker hyppige transaktioner,
som han tjente titusindvis af dollars på. Jeg spurgte ham, hvad hans
hemmelighed var, og han fortalte mig, at han ikke havde nogen
hemmelighed. "Information," sagde han, "det er, hvordan du laver rigtige
penge i markedet. Du er nødt til at få de oplysninger, før de store
masser får det. Når det er i aviserne er det for sent."
Han
følte sig sikker, når han pralede over for en stille gymnasieelev, og
jeg lyttede og lærte en masse. "Lad os tage det offentlige," sagde han.
"Forestil dig, at du kendte nogen i Federal Reserve*, der havde dén
interne viden, at Arthur Burns** planlagde at hæve renten. Trods alt må
jo nogen vide disse ting før resten af verden. Hvordan kunne du klare
dig på obligationsmarkedet eller for den sags skyld en halv snes andre
markeder, der var ekstremt rentefølsomme? Eller hvad, om du havde en ven
i Forsvarsministeriet, og han vidste, at Lockheed eller
McDonnell-Douglas ville få den nye kontrakt på Fighter-fly, tror du så,
du kunne tjene en formue?"
"Se
det i øjnene, der skal være nogen, der kender til tingene i forvejen.
Eller hvad, hvis dine venner vidste, hvor den næste militærbase ville
blive åbnet? Mon du kunne lave lidt gode penge i fast ejendom? Eller lad
os sige, at du kendte nogen i Justitsministeriet, som lod dig vide, at
de ville opgive deres kartel-sag mod IBM. Når den nyhed kom ud, hvad
sker der så med aktien? Ville du købe IBM-aktier? Og det er ikke bare
regeringsoplysninger, der kan give dig penge som svarer til løsesummen
for en konge. Hvis du for eksempel havde venner på IBM og vidste før
alle andre, at IBM ville give en kontrakt på ét hundrede tusinde
computer-kasser til en lille virksomhed, hvad tror du, der kunne ske med
* Federal Reserve System, USA's centralbanksystem, landets
"nationalbank", som dog er privat ejet, overs. anm.
** Tidligere, magtfuld, bestyrelsesformand for Federal Reserve Systems
(1970-78).
169
dens aktier? Der er en million af måder", fortalte han mig, "hvorpå
oplysninger bliver til penge."
Jeg
spurgte Newmann om insiderhandel var ulovlig, og han fortalte mig, at
"de kunne lige så godt gøre vejrtrækning ulovlig." Han sagde, at det
teknisk set var ulovligt, men at det var næsten umuligt at bevise - og
det blev egentlig ikke engang undersøgt, undtagen i de mest åbenlyse
tilfælde - normalt, hvor der var enorme beløb involveret.
Mange år senere førte den type manipulation af enorme pengesummer til
den største børsskandale i historien. I 1986 blev Dennis Levine, Ivan
Boesky, Martin Siegel, og Michael Milken anklaget for insiderhandel med
aktier og obligationer for milliarder af dollars. Boesky indrømmede sin
skyld og fik en bøde på $ 100 millioner og millioner mere blev i sidste
ende betalt af Milken, der efter alle bøderne og retssagerne og nogle
års fængsel fortsat var en meget rig mand. I 1987 tjente Milken 550
millioner dollars på sine aktiviteter fra året før - mere end alle,
undtagen de øverste 41 af Fortune 500-firmaerne havde tjent det
pågældende år. Levine, Boesky, Siegel, og Milken var skyldige i det
største finansielle bedrageri, der var begået siden Rothschilds tyveri
af den engelske børs. Det bør også bemærkes, at de, med deres jødiske
advokater, og foran jødiske dommere, fik milde domme, og afsonede i
føderale fængsler med minimum-sikkerhed, trods deres enorme
forbrydelser.
Det
er lærerigt at bemærke, hvordan den jødiske magtstruktur reagerede på
Boesky-sagen. Nogle af de øverste jødiske ledere, herunder Laurence
Tisch (som senere blev topchef på CBS*), Felix Rohatyn (nu amerikansk
ambassadør i Frankrig), og David Gordis, Executive Vice President for
American Jewish Committee, virkede sammen for at minimere
skadevirkningen. The Palm Beach Jewish World citerede
overrabbiner Gordis, der sagde, at jøderne, på grund af arrestationerne,
ville blive set som "udbyttere af økonomien og profitmagere."
Hvis min ven, Mr. Newmann, havde ret, og intern viden var lig med
"penge" i en moderne markedsøkonomi, hvad betyder det så for verdens
mest sammenhængende og gennemorganiserede gruppe? Mange jødiske unge er
lige så kyndige i finansielle spørgsmål, fra en tidlig alder, som mange,
ikke-jødiske, (amerikanske, overs. anm.) børn er fortrolige med
sportsstjerner fra Super Bowl eller World Series. Ivan Boesky er kun
usædvanlig på grund af størrelsesordenen af hans tyveri.
Insideroplysninger, af den ene eller anden art, giver utrolig magt i
hænderne på folk der ved, hvordan man kan gøre brug af dem. Hvad enten
det er lige rundt om hjørnet, eller rundt om i verden, er de det bedste
våben i en økonomisk krig. Byttet i den krig er ikke kun den luksus,
penge kan købe, men også den enorme, politiske og mediebaserede, magt,
det køber.
Den
omstændighed, at bittesmå jødiske mindretal ofte steg til vejrs til
økonomisk dominans i ikke-jødiske nationer, både i Mellemøsten og
Europa, spillede helt sikkert en vigtig rolle i den gentagne fremvækst
af antisemitisme. Selv når forretningsfolk handler helt lovligt, vil et
sammenhængende, og effektivt,
* Columbia Broadcasting System, det ene af USA's tre førende
TV-selskaber, overs. anm.
170
teamwork altid sikre en kollektiv magt over en spredt og
individualistisk masse af mennesker. Det er en elementær lov i
forretningsvirksomhed. Når holdstrategien bliver kombineret med intern
viden, som er skaffet gennem jødisk indtrængen i de øverste
regeringsniveauer og virksomhedsledelser, er en ophobning af ufattelig
magt uundgåelig.
Jeg
lærte imidlertid snart, at hemmelighederne bag jødisk finansiel succes
var langt mere end blot efterretninger og teamwork. Jeg kom til at lære
om en uventet jødisk dominans i nogle af de mest usmagelige kriminelle
aktiviteter, der nogensinde har ramt menneskeheden. Det var blevet tid
for mig til at undersøge, hvordan de mørkeste sider af den jødiske
karakter påvirkede væksten i antisemitisme.
Jeg
læste, at jøder har spillet en overraskende stor rolle i organiseret
kriminalitet fra ældgammel tid og til nutiden. Efter at have set en
endeløs strøm af Hollywood-film, der portrætterede gangsterbander som en
helt igennem italiensk specialitet, havde jeg ikke forventet, at den
verdensomspændende jødiske deltagelse i organiseret kriminalitet fik
sicilianerne til at se ud som de rene amatører.
Noter:
Kornberg, R (1993). Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism.
Bloomington: Indiana University Press. Citat fra Herzls dagbog, 161
Microsoft Encarta 96
Encyclopedia. (1993-1995). "Anti-Semitism". Microsoft Corporation.
Funk & Wagnalls Corporation.
Groliers
Encyclopedia. Antisemitisme.
Heschel, Susannah.
(1933). Anti-Semites against Anti-Semitism. Tikkun,
november/december. s.52
Todd Endelman, (1979).
The Jews of Georgian England, 1714-1830. Philadelphia. s.95.
Wisse, Ruth. (1991). The
Twentieth Century's Most Successful Ideology. Commentary. Vol.
91,#2, februar. s.33.
Jerusalem Post. (
(1990). Lederartikel). 15. september, s.24.
Hertzberg, A. (1993)
Is Anti-Semitism Dying Out? New York Review of Books, XL (12).
s.51-57
Lewis, N. og Reinhold,
M. (1955). Roman Civilization: Sourcebook II: The Empire. Harper
Torchbooks: New York.
Bishop, John. (1964).
Nero: The Man and the Legend. Robert Hale Limited: London.
The Times-Picayune.
(1996). Study Affirms Genetic Link in Jewish Prietly Class . 9. juli. s.
A11.
Twain, M. (1899).
Concerning the Jews. Harper's Monthly Magazine. September.
Rose, P.L. (1990).
Revolutionay Antisemitism in Germany, from Kant to Wagner.
Princeton, New Jersey: Princeton University Press. s.7.
5. Mosebog, 23:20. Overalt i den danske oversættelse er anvendt:
Bibelen, Gyldendal 1986. Gamle Testamente 1938, Ny Testamente 1941.
5. Mosebog, 23:21
The Code of
Maimonides, red. L. Nemoy. (1965). Yale Judaica Series. New Haven,
Connecticut: Yale University Press.
Roth, C. (1978). A
History of the Jews in England, 3. udgave, Oxford: The Clarendon
Press.
Chazan, R. (1973).
Medieval Jewry in Northern France: A Political and Social History.
Baltimore: The Johns Hopkins University Press.
Weinryb, B.D. (1972).
The Jews of Poland: A Social and Economic History of the Jewish
Community in Poland from 1100 to 1800. Philadelphia: The Jewish
Publication Society of America.
Neuman, A.A. (1969).
The Jews in Spain: Their Political and Cultural Life During the Middle
Ages; Bd. I & II. New York: Octagon Books. (Oprindelig udgivet i
1942.)
Baldwin, J.W. (1986).
The Government of Philip Augustus: Foundations of French Royal Power in
the Middle Ages. Berkeley: University of California Press.
Rabinowitz, L. (1938).
The Social Life of the Jews in Northern France in the XII-XIVCenturies
as Reflected in the Rabbinical Literatureof the Period. Edward
Goldston Ltd.
Luchaire, A. (1912).
Social France at the Time of Philip Augustus. New York: Frederick
Ungar.
Encyclopedia
Britannica (1952). Bdl.13. Jews. s.57
Davidson, N. (1987). The
Inquisition and the Italian Jews. Inquisition and Society in Early
Modern Europe. Totowa, New Jersey: Barnes & Noble.
Haliczer, S. (1987).
Inquisition and Society in Early Modern Europe. Overs. S.
Haliczer.Totowa, New Jersey: Barnes & Noble.
Pullan, B. (1983).
The Jews of Europe and the Inquisition of Venice. 1550-1670.
London: Basil Blackwell. s.159.
Kornberg, R. (1933).
Theodore Herzl: From Assimilation to Zionism. Citat fra Herzl's
dagbog. Bloomington, Indiana: Indiana University Press. s.183.
Kornberg, R. (1933).
Theodore Herzl: From Assimilation to Zionism. s.161-162.
Ibid, s.183.
Aquinas, Thomas. On
the Governance of the Jews.
Finkelstein, L. (1924).
Jewish Self-Government in the Middle Ages. Westport, Connecticut:
Greenwood Press. s.280.
Katz, J. (1961)
Tradition and Crisis: Jewish Society at the End of the Middle Ages.
New York: The Free Press of Glencoe. s.24.
3. Mosebog, 25:14
The Code of
Maimonides, ed. L. Nemoy. (1965). Yale Judaica Series. New Haven,
Connecticut: Yale University Press. Kap. XII:1. s.47.
Katz, J. (1961)
Tradition and Crisis: Jewish Society at the End of the Middle Ages.
New York: The Free Press of Glencoe. s.61.
Kaufman, Debbie. (2001).
Why American CEO's of Israeli Firms Fail. Haaretz. 6. dec.
Ibid.
Roth, C. (1974). A
History of the Marranos, 4. udgave. New York: Schocken Books.
Random House
Unabridged Webster's Electronic Dictionary, Marrano.
Shaw, S.J.. (1991).
The Jews of the Ottoman Empire and the Turkish Republic. New York:
New York University Press.
Hundert, G.D. (1992).
The Jews in a Polish Private Town: The Case of Opatow in the Eighteenth
Century. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
Hundert, G.D. (1992).
s.54
Hundert, G.D. (1992).
s.57
Liebman, A. (1979).
Jews and the Left. New York. John Wiley & Sons. s.267-268.
Encyclopedia
Britannica . (1947). Bd. 2. s.76
Mosse, W.E. (1987).
Jews in the German Economy: The German-Jewish Economic Élite 1820-1835.
Oxford, U.K.: The Claendon Press.
Gordon, S. (1984).
Hitler, Germans and the "Jewish Question". Princeton, New Jersey:
Princeton University Press.
Birmingham, Stephen.
(1967). Our Crowd. The Great Jewish Families of New York. New
York: Harper & Row.
Ehrlich, J. og Rehfeld,
B. (1989). New Crowd. Changing of the Jewish Guard on Wall Street.
Boston: Little, Brown & Company.
Schwartz, M. (1987).
Irangate and Boesky Affair Worrisome to Jews. Palm Beach Jewish
World. 30. januar.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke -
Indhold
- A must see! 
