2
Tysk politik mod
jøderne efter krigens udbrud
Krigsudbruddet ændrede situationen i forhold til jøderne
drastisk. Det er ikke særlig kendt, at verdensjødedommen
erklærede sig værende en krigsførende part i Den Anden
Verdenskrig, og at der derfor var retmæssigt grundlag i
henhold til internationale love at internere den jødiske
befolkning som en fjendtlig magt. Den 5. december 1939
erklærede Chaim Weizmann, den øverste zionistleder, på
vegne af verdens jøder krig mod Tysklando og slog fast,
at "jøderne står på Storbritanniens side og vil kæmpe på
demokratiernes side - - - The Jewish Agency er rede til
umiddelbart at gå ind i arrangementer for at udnytte
jødisk mandskab, teknisk kunnen, resurser etc. - - - " (
Jewish Chronicle, 8. september 1939)
[Jødisk krig mod Tyskland (ikke specielt nazismen) blev
allerede lovet 1932 og proklameret i verdenspressen,
f-eks Daily Express 24/3 1833 efterfulgt af
handelsmæssig og finnanciel boycott. Læs også Benjamin
Freedman. O. a.]
Internering af
fjendtlige fremmede
Alle jøder var således erklæret som agenter, villige til
at føre krig med det tyske rige, og følgelig måtte
Himmler og Heydrich efterhånden begynde
interneringspolitikken. Det er værd at bemærke, at USA
og Canada allerede havde interneret alle japanske
udlændinge og borgere af japansk afstamning førend
tyskerne foretog tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger
mod jøderne i Europa. Dertil skal yderligere bemærkes,
at der ikke havde været noget bevis for
illoyalitetserklæring fra japansk side som den, der var
udstedt af Weizmann. Også briterne internerede under
Boerkrigen befolkningens kvinder og børn, og tusinder
døde. Dog kunne ingen på nogen måde anklage briterne for
at ville udrydde boerne.
Interneringen af jøder i de okkuperede områder af Europa
tjente fra tysk synspunkt to hovedformål. Det første var
at forhindre uro og oprør. Himmler havde 11. oktober
1942 underretttet Mussolini om, at den tyske politik mod
jøderne var blevet ændret under krigssituationen, helt
igennem af hensyn til militær sikkerhed. Han beklagede,
at tusinder jøder i okkuperede områder drev
partisankrig, sabotage og spionage, hvilket bekræftes af
officiel sovjetisk information givet til Raymond Arthur
Davis, som gik ud på, at ikke mindre end 35.000
europæiske jøder førte partisankrig under Tito i
Jugoslavien. Som følge af dette ville jøder blive
transporteret til afgrænsede områder og
interneringslejre både i Tyskland og særligt efter marts
1942 i generalguvernementet Polen.
Som krigen fortsatte, udvikledes den politik at
anvende internerede jøder til arbejde for
krigsanstrengelserne. Dette aspekt : hensynet til
arbejdskraften er fundamentalt, når man betragter den
påståede plan om folkemod på jøderne, for alene af
logiske grunde måtte denne indebære det mest vanvittige
spild af arbejdskraft, tid og energi, samtidigt med at
en overlevelseskrig udkæmpedes på to fronter. Det er
givet, at efter at angrebet på Rusland var begyndt, fik
idéen om tvungen arbejde foretræde fremfor tyske planer
om jødisk emigration.
En protokol over samtaler mellem Hitler og den ungarske
regent Horthy 17. april 1943 afslører, at den tyske
leder bad Horthy om at frigive 100.000 ungarske jøder
til arbejde i Luftwaffes "jager-fly-program", på et
tidspunkt, hvor ´luftbombardementerne af Tyskland var
tiltagende' (Reitlinger, Die Endlösung,
Berlin, 1956, p. 478). Dette hændte på et tidspunkt,
hvor det menes, at tyskerne allerede søgte at udrydde
jøderne, men Hitlers anmodning demonstrerer tydeligt, at
det primære formål var at udvide arbejdsstyrken.
I overensstemmelse med dette program blev
koncentrationslejrene i virkeligheden
industrikomplekser. I alle lejre, hvor jøder og andre
nationaliteter blev holdt indespærret blev store
industrianlæg og fabrikker opført, som ydede materiale
til de tyske krigsanstrengelser - f.eks Buna
gummifabrikkerne i Bergen-Belsen, Buna og I.G.
Farbenindustrierne i Auschwitz og det elektriske firma
Siemens i Ravensbruck. i mange tilfælde blev der til
betaling for arbejde udstedt specielle lejrpengesedler,
der gjorde det muligt at købe ekstrarationer i
lejrbutikker. Tyskerne var fast besluttet på at opnå
størst mulig økonomisk udbytte af
konncentrationslejrsystemet, et formål fjernt fra enhver
plan om at udrydde millioner af mennesker i dem. Det var
opgaven for S.S.'s økonomi og administrationskontor,
hvis leder var Oswald Pohl, at se til, at
koncentrationslejrene blev stærke industriproducenter.
Emigration var
stadigvæk
foretrukket
Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at tyskerne langt
ind i krigen fortsatte med at føre jødisk
emigrationspolitik. Frankrigs fald i 1940 satte den
tyske regering i stand til at åbne seriøse forhandlinger
med franskmændene om at overføre europæiske jøder til
Madagaskar - et memorandum fra august 1942 af Luther,
statssekretær i det tyske udenrigsministerium, afslører,
at han ledede disse forhandlinger mellem juli og
december, hvor de blev afsluttet fra fransk side. Et
cirkulære 15. august 1940 fra Luthers departement viser,
at detaillerne i den tyske plan var udarbejdet af
Eichmann, for den er underskrevet af hans assistent
Dannecker. Det var faktisk overdraget Eichmann at
udarbejde en detailleret Madagaskar-plan, og Danecker
var beskæftiget med undersøgelser om Madagaskar ved det
franske kolonialministerium (Reitlinger : The Final
Solution p. 77) Forslaget 15. august gik ud på, at
en inter-europæisk bank skulle finansiere emigrationen
af 4 mio. jøder i en række faser. Luthers
1942-memorandum viser, at Heydrich havde opnået Himmlers
godkendelse af denne plan inden udgangen af august, og
at han også havde fremsendt den til Göring. Den fik helt
sikkert Hitlers godkendelse så tidligt som 17. juni.
Hans tolk husker, at Hitler bemærkede til Mussolini, at
"man kan grundlægge en israelsk stat på Madagaskar"
(Schmidt,
Hitler's interpreter, London, 1951, p. 178)
Selv om franskmændene afsluttede forhandlingerne om
Madagaskar i december 1940, indrømmer direktøren for det
jødiske dokumentationscenter i Paris at tyskerne
alligevel forfulgte planen, og at Eichmann stadig havde
travlt med den hele 1941; men efterhånden blev den, i
takt med krigens udvikling, upraktisk, særligt efter
invasionen i Rusland, og 10. februar 1942 blev
udenrigsministeriet underrettet om at planen var lagt på
hylden indtil videre.
Denne afgørelse, sendt til udenrigsministeriet af
Luthers assistent Rademacher, er af stor betydning,
fordi den endegyldigt demonstrerer at udtrykket "Endelig
Løsning" blot betød emigration af jøderne; men også, at
transport til de østlige gettoer og koncentrationslejre
som Auschwitz ikke betød andet end en alternativ form
for evakuering. Direktivet lyder : "Krigen mod
Sovjetunionen har i mellemtiden skabt muligheden for at
anvende andre territorier til den endelige løsning. Som
følge af dette har der Führer besluttet, at jøderne ikke
længere skal evakueres til Madagsaskar, men til Østen,
så at Madagaskar ikke længere behøver at tages i
betragtning i forbindelse med den endelige løsning"
(Reitlinger, ibid. p. 79) Detaillerne ved denne
evakuering var blevet diskuteret en måned tidligere ved
"Wannseee.konferencen i Berlin. Herom mere senere.
Reitlinger og Poliakov drager begge den helt ubegrundede
slutning, at fordi Madagaskarplanen var lagt på hylden,
må tyskerne nødvendigvis have tænkt på "udryddelse"; men
kun en måned senere, 7. marts 1942 skrev Goebbels et
memorandum til fordel for Madagaskarplanen, som "endelig
løsning" af det jødiske spørgsmål (Manvell & Frankl, Dr.
Goebbels, London, 1960, p. 165). Indtil videre
godkendte han, at jøderne blev koncentreret i Øst, (
D.v.s. generalguvernementet Polen) og lagde vægt på
kompenserende arbejde der. Så snart evakuering til Øst
var begyndt, blev anvendelsen af jødisk arbejdskraft en
fundamental del af operationen. Det er fuldkommen klart
af det foregående, at begrebet "endelig løsning" blev
anvendt både om Madagaskar og Østterritorierne, og at
det derfor alene betød deportation af jøderne.
Endnu så sent som maj 1944 var tyskerne parat til at
tillade emigration af en mio. europæiske jøder fra
Europa. En redegørelse for dette forslag er givet af
Alexander Weissberg, en prominent sovjetisk, jødisk
videnskabsmand, der blev deporteret under Stalins
udrensninger, i bogen
Die Geschichte von Joel Brand (Köln 1956).
Weissberg, der tilbragte krigen i Krakov, selv om han
ventede, at tyskerne ville internere ham i en
koncentrationslejr, forklarer, at med personlig
godkendelse af Himmler havde Eichmann sendt den jødiske
leder Joel Brand fra Budapest til Istanbul med et tilbud
til de allierede om at overføre en mio. europæiske jøder
midt under krigen. ( Hvis de 'exterminatiolistiske'
skribenter var til at tro på, måtte der næppe være en
mio. jøder tilbage i maj 1944). Gestapo indrømmede, at
den nødvendige transport var til stor ulempe for den
tyske krigsindsats; men var parat til at tillade det i
udbytte mod 10.000 lastbiler, som udelukkende skulle
anvendes på Østfronten. Desværre kom der ikke noget ud
af planen. Briterne besluttede, at Brand måtte være en
farlig Nazist-agent og fængslede ham umidelbart i Kairo,
medens pressen afviste tilbudet som et nazistisk trick.
Men Winston Churchill, der oratorisk fremstillede
behandlingen af de ungarske jøder som den største og
mest horrible forbrydelse i hele verdenshistorien,
forklarede Chaim Weizmann, at det var umuligt at
acceptere Brands tilbud, eftersom det ville være at
forråde hans russiske allierede.
Selv om planen faldt til jorden, illustrerer den, at
tyskernes hovedformål var krigsindsatsen. Ingen, der var
besluttet på at udrydde alle jøder, ville gå med til en
plan for emigration af en mio. af slagsen.
|