Det skrift, som du nu holder i dine hænder, er så overbevisende, at det er blevet oversat til et dusin forskellige sprog og forbudt eller på anden måde undertrykt næsten lige så mange steder

"DID SIX MILLION REALLY DIE" blev oprindelig udgivet i 1974 af Historical Review Press i England.

Det blev en umiddelbar succes, og selv om ingen boghandler ville føre den, spredtes kendskabet hurtigt . En tysk udgave blev udgivet i samarbejde med tidligere skolelærer og forfatter Udo Walendy. En fransk udgave var udsendt af skolelæreren Francois Duprat, som tragisk blev myrdet af en bilbombe. Hans hustru blev alvorligt såret, og Duprats politiske parti, Front National blev overtaget af opportunister.

Skriftet havde trods nogle fejl katalytisk effekt. D. Robert Butz fra Northwestern University i Chicago aftalte med HRP at udsende en bog om emnet. The Hoax of the Twentieth Century. Dr. Robert Faurisson på Universitetet Lyons-2 i Frankrig begyndte også at udgive sine egne opdagelser vedrørende "Holocaust". Over hele verden, i Canada, Australien, Sydafrika, Sverige sprang holocaust-revisionister ud af skabene, mange af dem oprindeligt inspireret af dette lille skrift.

Snart begyndte magthaverne at lægge mærke til det. i Sydafrika begyndte South African Jewish Board of Deputies sig 1976 til Publication Board for at få D6MRD forbudt i sydafrika. Den lokale udgiver S.E.D. Brown kæmpede bravt; men mangel på kapital og hans fremskredne alder forhindrede ham i at forfølge sagen til effektiv appel.

For at fejre sin succesrige frække "censurvirksomhed" udsendte Deputies deres sag mod D6MRD i bogform : Six Million Did Die, som nu udkommer i anden udgave. Kun et par af Deputies kritikpunkter var legitime. Resten af bogen består af indlæg fra retshistorikere og politikere af alle arter, der udtaler sig nedsættende om D6MRD? uden at fremkomme med faktuel kritik Af særlig interesse er "ekspert"-vidnesbyrdet af professor Hugh Trevor-Roper, der senere bragte sin ekspertise stærkt i vanry ved at attestere den falske "Hitler-dagbog". Også underdanigheden hos den reformerede nazist Albert Speer, hvis brev faktisk vidner mere til fordel for revisionisterne end for eksterminationisterne (Hans brev gengives bagerst i denne udgave af D6MRD?)

I et forsøg på at komme uden om det sydafrikanske forbud forandrede HRP midlertidigt titlen til Six Million Lost and Found. Men på grund af den oprindelige titels enorme popularitet er vi nu vendt tilbagetil denne.

Surrogat- eller"bootleg" kopier af D6MRD? begyndte at dukke op, særligt i USA og Canada. Nogle af disse udgaver var godkendt af HRP, mange var ikke. I Toronto udgav den tyske forlægger Ernst Zündel sin egen udgave med fire ny sider med hans eget introduktionsmateriale og konsekvent sidenummerering. Modigt sendte han gratis kopier til canadiske medlemmer af parlamentet, præster, journalister og mediefolk. Ivrig efter at lave en historie viste en ansat ved Canadian Broadcasting Association en kopi til en professionel "overlever" Mrs Sabina Citron, der leder sin egen Holocaust Remembrance Association . Rasende over at der eksisterer sådanne afvigende meninger og presset af CBA reporteren rejste Mrs Citron privat søgsmål mod Zündel under henvisning til en meget ubemærket og forældet lov, der forbyder udgivelser af 'fslske nyheder'. Hun forlangte så, at den offentlige anklager for skattebetalernes penge skulle overtage sagen. Selv om Mrs Citrons gruppe var ekskluderet af Toronto Jewish Federation, og skønt hun selv havde haft problemer med loven, gik de offentlige anklagere ydmygt med på hendes krav. Og blot for at give godt mål medtog de et andet akrift, som Zündel nylig havde udgivet (men igen ikke havde skrevet). Zündel blev fremstillet for retten, og forundersøgelser blev afholdt i juni 1984.

Anklagemyndigheden fremstillede 11 vidner. Der var to Holocaust-'eksperter' : John Fried og Raul Hilberg. Men Frieds vidnesbyrd var så svagt og hans politiske perspektiver så gennemsigtigt venstreorienterede, at han ikke blev genfremstillet ved hovedretssagen.

To overlevere blev afhørt : Mrs Sabina Citron og Arnold Friedman. Mrs Citron's beretning om hendes krigstidsoplevelser var så dagligdags, at hun til sin store sorg heller ikke ville blive bedt om at vidne ved hovedretssagen. Skønt Zündel havde forberedt sig grundigt til forundersøgelsen ved at indkalde revisionistiske forskere fra alle kanter af jorden, forstod hans sagfører på dette tidspunkt slet ikke sagens perspektiver. Derfor regnede Hilberg og Co. selvsikre med en let sejr. Det skulle gå helt anderledes.

Da selve sagen begyndte i januar 1985 (for et nævningeting) havde Zündel fået en ny sagfører, en dynamisk, agressiv, politisk begavet vestcanadier :Doug Christie. Selv om denne ikke tidligere havde interesseret sig for revisionisme, forstod han straks argumenterne. Zündel medbragte igen sin egen stab af eksperter; dels for at hjælpe Christie med forundersøgelserne, dels for at de kunne optræde som vidner for forsvaret.

Ironisk nok var både forsvarer og anklager enige om, at D6MRD? i hovedsagen var korrekt, og at kun små punkter var forkerte. Men anklagemyndigheden havde sat sig for at bevise, at hele revisionismen var forkert, og sådan blev det til, at det blev selve "holocaust", der kom for domstolen. Christie udnyttede denne situation fuldt ud ved nådeløst at grille hele rækken af anklagevidner. En lamslået Hilberg tog sine udtalelser stadig mere tilbage, så langt, at han senere blev angrebet af amerikanske jøder på grund af sin svage fremtræden.

Dommeren, der havde stået for forundersøgelsen, havde været en uinteresseret "god gammel dreng"; men den dommer, Hugh Locke, der ledede selve sagen, viste sig at være ekstremt fjendtlig og partisk. Det blev senere opdaget, at han som advokat i sit eget firma havde udført juridisk arbejde for fru Citrons Holocaust Remembrance Association ! Locke tillod anklagemyndigheden at fremføre alle slags andenhånds vidner og ganske særligt en følelsesladet film.

Efter syv en halv uge fandt juryen Zündel skyldig med hensyn til D6MRD? (men ikke -skyldig med hensyn til det andet skrift) og han blev følgelig idømt 15 måneders fængsel

og automatisk udvisning bagefter. Trods den strenge dom var de canadiske jøder nedslåede, og mange klagede bittert over, at sagen blot havde givet revisionisterne en platform for deres anstødelige opfattelser. Zündel betragtede sagen som en sejr. Han havde luftet revisionistiske synspunkter for offentligheden. Der havde været stor og temmelig saglig pressedækning af hele sagen. Og han havde vundet et stort antal ny tilhængere, der aldrig før havde hørt hans budskab.

I Storbritannien, hvor det ikke er forbudt at fornægte Holocaust, sagde en talsmand for Jewish Board og Deputies, at retsforfølgelse blot ville give uønsket publicitet. Men andre medlemmer af det jødiske samfund havde andre idéer.

I 1980 bealuttede en journalist ved en kommunistisk udgivelse med det falske navn 'Søgelys' sig til sammen med konsorter at fremme hukommelseshullerne i Georg Orwells sandhedsministerium ved at sætte ild i det firma, som formodedes at fremstille D6MRD? Skader for 60.000 £.

Denne mand, der havde to tidligere domme bag sig, blev hurtigt arresteret og af en forstående dommer idømt to et halvt års fængsel.

I 1987 fik en mand en ganske passende dom på fire år for brandstiftelse mod en synagoge : skader 500 £. Han havde ingen tidligere domme. Hans forsvar var, at hans fader var blevet myrdet af jøderne i Palæstina.

Da vi her på Historical Review Press værdsætter nøjagtighed har vi svaret på canadiske jøders kritik af D6MRD? ved at rette de få fejl, der fandtes. De fleste af disse fejl blev overført til førsteudgaven fra tidligere arbejder. Det må huskes, at f.eks. Rassinier var helt alene og uden resurser. Det er derfor ikke forbavsende, at hans pionerstudier indeholdt nogle fejl, som senere gik igen i l. udgaven af D6MRD?. I denne helt ny udgave håber vi at have fjernet alle sammen.

Endelig er vi meget taknemmelige mod den canadiske regering for at have gjort opmærksom på disse mindre fejl, så at vi kunne rette dem; men det undrer os lidt, om det var værd at anvende millioner af skatteydernes penge på en proces, når et 50 c. frimærke på et brev havde været tilstrækkeligt.