8
Forholdene i
krigstidens koncentrationslejre
I sin nyligt udgivne bog Adolf Hitler
(London, 1973) bemærker Colin Cross, der bringer flere
oplysninger, end det er almindeligt, om de mange
problemer i perioden, at "den påståede skovlen rundt
over hele Europa med millioner af jøder for til sidst at
myrde dem, især i en desperat krigssituation, var
nytteløst fra ethvert rationelt synspunkt. (p. 307) Ja,
netop, og så må man jo spørge, hvor sandsynlig denne
irrationalisme var, og om den overhovedet var mulig.
Alene at have sendt tre eller fire mio. jøder til
Auschwitz (forudsat yderligere, at dette opskruede tal
fandtes i Europa, hvad det ikke gjorde) ville have lagt
en uoverkommelig byrde på det tyske transportsystem, der
var anstrengt til de yderste grænser med transporter til
den udstrakte russiske front. At have transporteret de
mytiske Seks Millioner jøder plus de talløse af andre
nationaliteter, til interneringslejre, og at huse, klæde
og føde dem dér, ville simpelt hen have lamslået deres
militære operationer. Der er ingen grund til at tro, at
de rationelle tyskere ville have sat deres militære
chancer på spil for en sådan disposition.
Men på den anden side kan transporten af det mere
sandsynlige tal på 363.000 fanger til Auschwitz under
hele krigen (et tal, vi ved, er registreret der) se
fornuftigt ud på grund af det arbejde, der til gengæld
blev udført.
Det er sikkert, at af de 3 mio. jøder, der levede i
Europa, blev aldrig mere end 2 mio. interneret på samme
tid, og det kan bevises, at tallet var nærmere
1.500.000. Vi skal senere se, i henhold til
Report of The Red Cross, at hele jødiske
befolkninger, som dem i Slovakiet helt undslap detension
i lejre, medens andre blev placeret i ghettosamfund som
Theresienstadt. Deportationerne fra Vesteuropa var meget
færre. Reitlinger skønner, som vi allerede har noteret,
at kun omkring 50.000 franske jøder blev deporteret og
interneret ud af en befolkning på 320.000.
Man må altså spørge, om det var fysisk muligt at
ødelægge de millioner af jøder, som det påstås ? Havde
tyskerne tid til det ? Er det sandsynligt, at de kunne
kremere millioner, når de manglede mandskab og behøvede
krigsfanger til krigsproduktionen ? Ville det have været
muligt at ødelægge og fjerne alle spor af en million
mennesker på seks måneder ? Kunne så enorme samlinger af
jøder og henrettelser være holdt hemmeligt ? Det er den
slags spørgsmål, som den kritisk tænkende person burde
stille. Og han vil snart opdage, at ikke blot de
statistiske og dokumentariske beviser, som er
fremlagt, men almindelige logistiske beregninger
modbeviser legenden om de seks millioner.
Selv om det er umuligt, at millioner er blevet myrdet i
lejrene, er karakteren og forholdene i de tyske koncen-
trationslejre blevet overdrevet for at gøre påstanden
plausibel. William Shirer fastslår i en typisk
hensynsløs passage, at "Alle de godt tredve nazistiske
hovedlejre var dødslejre " ( Ibid,
p. 1150). Det er fuldstændigt usandt og accepteres ikke
engang længere af hovedpropagandisterne for udryddelses-
legenden. Shirer citerer også Eugen Kogon's The
Theory and Practice of Hell (N. Y, 1050, p. 227) der
sætter det totale antal af døde i alle lejre til det
latterlige tal 7.125.000, skøntShirer i en fodnote
indrømmer, at tallet "uden tvivl er for højt."
Dødslejre bag
jerntæppet
Det er sandt, at den allierede propaganda i 1945 påstod,
at alle koncentrationslejre, særligt dem i Tyskland, var
"dødslejre", men de gjorde det ikke længe. Om dette
spørgsmål skrev den fremstående amerikanske historiker
Harry Elmer Barnes : "Disse lejre blev først præsenteret
som dem i Tyskland, såsom Dachau, Belsen, Buchenwald.
Sachsenhausen og Dora; men det blev snart vist, at der
ikke havde været nogen systematisk udryddelse i disse
lejre. Opmærksomheden blev så flyttet til Auschwitz,
Treblinka, Belzec, Chelmno, Jonowska. Tarnow,
Ravensbrück, Mauthausen, Brezeznia og Birkenau, hvilket
ikke udtømmer listen, som synes at være blevet forlænget
efter behov," ( Rumpert Journal, Summer 1967).
Det, der var sket, var at særligt ærlige iagttagere
blandt de britiske og amerikanske okkupationsstyrker i
Tyskland, efter at de havde indset, at mange fanger døde
af sygdom og sult under de sidste måneder af krigen,
konstaterede, at der overhovedet ikke var fundet noget
bevis for "gaskamre" Som følge af dette kom Auschwitz og
Treblinka efterhånden forrest som horrible centre for
udryddelse (selv om ingen fik tilladelse til at se dem)
og denne tendens er fortsat lige til denne dag. Her i
disse lejre, går man ud fra, at det hele skete; men med
jerntæppet trukket fast ned over dem, var det svært at
få adgang til at undersøge anklagen. Kommunisterne
påstod, at 4 mio. mennesker døde i Auschwitz i
gigantiske gaskamre, der kunne tage 2000 personer ad
gangen - og ingen kunne argumentere for det modsatte.
Hvad er sandheden om de såkaldte gaskamre ? Stephen F.
Pinter, der seks år tjente som jurist for De Forenede
Staters War Department i okkupationsstyrkerne i Tyskland
og Østrig efter krigen afgav følgende erklæring i det
meget læste katolske magasin Our Sunday Visitor,
14. juni 1959) :
"Jeg var i Dachau i 17 måneder efter krigen som
advokat i U.S. War Department og kan forsikre, at der
var ikke noget gaskammer i Dachau. Det, man viste
besøgende og turister, og som man fejlagtigt beskrev som
et gaskammer, var et krematorium. Der var heller ikke
noget gaskammer i nogen anden koncentrationslejr i
Tyskland. Vi blev fortalt, at der var et
gaskammer i Auschwitz; men eftersom det lå i den
russiske okkupationszone fik vi ikke lov at undersøge
det. Russerne ville ikke give tilladelse til det. Ud
fra, hvad jeg var i stand til at afgøre, blev et antal
jøder dræbt, men tallet en million blev helt sikkert
aldrig nået. Jeg interviewede tusinder jøder, tidligere
lejrfanger i Tyskland og Østrig, og jeg betragter mig
selv som så velkvalificeret som nogen på dette område."
Dette fortæller en historie meget forskellig fra den
sædvanlige propaganda. Pinter er meget snu i spørgsmålet
om krematoriet, der præsenteres som gaskammer. Det er
nemlig gjort til et meget almindeligt nummer. Da det
ikke kan bevises at have eksisteret sådan noget, som et
gaskammer i disse lejre, anvender man bevidst den
vildledende betegnelse "gasovn" for at sammenblande
begrebet gaskammer og krematorium. Hvad det sidste
angår, er det simpelt hen en lille ovn af samme slags
som dem, der anvendes i dag. Den blev brugt til
kremering af personer, der i lejren var døde af
forskellige naturlige årsager, især smitsomme sygdomme.
Dette blev endegyldigt bevist af den tyske ærkebiskop,
kardinal Faulhaber fra München. Han oplyste amerikanerne
om, at under det allierede angreb på München i september
1944 blev 30.000 mennesker dræbt. Ærkebispen bad de
daværende myndigheder om at kremere ofrene i krematoriet
i Dachau. Han fik at vide, at planen desværre ikke kunne
gennemføres, for krematoriet havde kun en ovn, og den
kunne ikke klare ligene efter luftangrebet. Det er da
klart, at den ikke kunne klare de 238.000, som det blev
påstået var kremeret dér. Så skulle den have kørt uden
stop i 326 år og 530 ton aske ville være blevet tilbage.
Antallet ofre
reduceres
Tallene fra Dachau er typiske for den slags
overdrivelser, der siden er blevet drastisk revideret. I
1946 blev en mindeplakette afsløret i Dachau af Philip
Auerbach, den jødiske statssekretær i den bayerske
regering. Denne blev senere dømt for at have tilranet
sig penge som påstået kompensation for ikke eksisterende
jøder. Plaketten lød : "Dette område skal bevares som
helgengrav for 238.000 personer, der blev kremeret her."
Siden er det officielle antal ofre stadig gået nedad, og
nu står der kun 20.600, hvoraf flertallet døde af tyfus
og sult
Et andet eksempel på drastisk revision er den
nuværende
vurdering af Auschwitz ofrene. [Førsteudgaven af dette
skrift erer fra 1974, og introduktionen til denne
version fra 1987 eller kort efter. Se også
"Efterskrift". O. a.] Den absurde antagelse, at 3 eller
4 mio. døde i Auschwitz, er ikke længere troværdig -
ikke engang for Reitlinger. Han anslår nu antallet ofre
til kun 600.000, og selv om dette tal stadig er en
ekstrem overdrivelse, er det dog en afgørende reduktion
i forhold til 4 mio., og yderligere reduktioner kan
ventes. Shirer selv citerer Reitlingers sidste
vurdering; men glemmer, at tage den i betragtning ved
sin tidligere erklæring, at halvdelen af dette tal, ca.
300.000 ungarske jøder skulle være "dræbt på 46 dage" -
et typisk eksempel på de uansvarlige tåbeligheder, der
er skrevet om dette emne.
De Menneskelige
Forhold
Når vi nu ved, at adskillige tusind lejrfanger døde i de
kaotiske forhold nær krigens slutning, bringer det os
frem til spørgsmålet om deres forhold under selve
krigen. De er blevet bevidst forfalsket i utallige bøger
med en usædvanlig glødende og ubehagelig tendens.
Røde-Kors-rapporten, som vi vil se nærmere på, viser, at
lejrene under krigen var godt administrerede. De
arbejdende fanger fik en daglig ration på ikke mindre
end 2.750 kalorier under hele 1943 og 1944, hvilket var
mere end den dobbelte ration af den i det okkuperede
Tyskland i årene efter 1945. Fangerne var under
regelmæssig lægetilsyn, og de, der blev alvorligt syge,
blev overført til hospital. Til forskel fra
sovjetlejrene kunne fangerne modtage pakker med føde,
tøj og medicin fra Speciel Relief Division af Røde Kors.
Anklagemyndighedens kontor undersøgte alle kriminelle
sager, og de, der blev fundet uskyldige, blev frigivet.
De der blev fundet skyldige og de lejrfanger, der blev
dømt for alvorlige forbrydelser i lejren, blev dømt ved
en militærret og henrettet. I det føderale arkiv i
Koblenz findes et direktiv fra januar 1943 af Himmler
angående sådanne henrettelser, der understreger, "at
ingen brutalitet er tilladt." (Manvell &Frankl, ibid, p.
312) Det hændte, at brutalitet forekom; men sådanne
tilfælde blev straks undersøgt af S.S.-dommer, Dr.
Konrad Morgen fra rigskriminalkontoret, hvis opgave var
at undersøge uregelmæssigheder i forskellige lejre.
Morgen selv anklagede 1943 lejrchef Koch i Buchenwald
for udskejelser i hans lejr, en retssag, som den tyske
offentlighed var indbudt til at overvære. Det er
karakteristisk, at administratoren af koncentrations-
lejrsystemet, Oswald Pohl, der blev behandlet så brutalt
i Nürnberg, gik ind for dødsstraf for Koch. Faktisk
dømte S.S.-retten ham til døden; men han fik lov at
vælge tjeneste ved østfronten. Før han kunne nå dette,
gennemførte prins Waldeck, der var leder af distriktet,
hans henrettelse. Denne sag viser den alvor med hvilken
S.S betragtede unødig brutalitet. Adskillige S.S
retsaktioner blev gennemført i lejrene under krigen for
at forhindre udskejelser, og mere end 800 sager blev
undersøgt før 1945. Morgen bevidnede i Nürnberg, at han
fortroligt havde talt med hundredvis af fanger om
forholdene i lejrene. Han fandt, at få var
underernærede, undtagen nogle på hospitalerne, og
konstaterede, at tempoet og resultaterne af
lejrfangernes tvungne arbejde var langt lavere end
blandt tyske civile arbejdere.
Vi har bragt vidnesbyrd af Pinter og kardinal Faulhaber
for at modbevise påstandene om udryddelse i Dachau, og
vi har set, hvordan tallene for lejren fortsat er ændret
nedad. Dachau-lejren kan faktisk betragtes som meget
typisk for sådanne interneringssteder.
Kompensationsarbejdet i fabrikker og andre foretagender
var dagens orden under krigen; men kommunistlederen
Ernst Ruff erklærede i sit affidavitt, 18. april 1947,
at behandlingen af fangerne i Dachau-lejren forblev
human. Den polske undergrundsleder Jan Piechowak. der
var i Dachau fra 22. maj 1940 til 29. april 1945
bevidnede 21. marts 1946, at fangerne fik god
behandling, og at S.S-.personalet i lejren var
"veldisciplineret". Berta Schirotschin, der arbejdede i
køkkentjenesten i Dachau bevidnede, at de arbejdende
fanger frem til begyndelsen af 1945, trods den
tiltagende mangel i Tyskland, modtog deres sædvanlige
anden frokost kl. 10 hver formiddag.
Generelt vidner hundreder af affidavits i Nürnberg; om
de humane forhold i lejrene; men retten lagde uvægerlig
vægten på de erklæringer, der spejlede den tyske
administration negativt, og som kunne bruges til
propagandaformål. Et studium
af dokumenterne afslører også, at jødiske vidner, der
var bitre over deres deportation og internering,
voldsomt overdrev strengheden i deres forhold, medens
andre nationer, der som ovenfor citeret var interneret
af politiske grunde, gav et mere balanceret billede. I
mange tilfælde, fik fanger, hvis oplevelser, som
Charlotte Bormans, ikke stemte med det billede, der blev
præsenteret i Nürnberg, ikke lov til at vidne.
Uundgåeligt kaos
De velordnede forhold i de tyske koncentrationslejre
blev langsomt brudt ned under de sidste frygtelige
måneder i 1945. Røde Kors rapporten forklarer, at de
allieredes tæppebombning havde lammet landets
kommunikations- og transportsystem, så at føde ikke
nåede frem til lejrene, og sult krævede et stigende
antal ofre, både i lejrene og den tyske civilbefolkning.
Den forfærdelige situation i lejrene forstærkedes af
stærk overbelægning og deraf følgende udbrud af tyfus-
epidemier. Overfyldningen skyldtes, at de østlige lejre
som Auschwitz evakueredes vestpå for Russernes
fremrykning. Kolonner af sådanne udmattede mennesker
ankom til forskellige tyske lejre som Belsen og
Buchenwald, der allerede var i en meget vanskelig
situation. Belsen, nær Bremen var særlig kaotisk i disse
måneder, og Himmler's læge, Felix Kersten, antinazist,
forklarer, at dens ulykkelige ry som dødslejr alene
skyldtes voldsomheden i den tyfusepidemi, der brød ud i
marts 1945 ( Memoirs 1940-1945, London 1956)
Utvivlsomt har disse frygtelige forhold kostet
adskillige tusind liv, og det er disse forhold, som
fremstilles i fotografierne af udmarvede menneskelige
væsener og dynger af lig, som propagandisterne henrykt
påstod var ofre for "udryddelsen".
En forbavsende hæderlig bedømmelse af situationen i
Belsen fremkom i Purnell's History of the Second
World War (Vol. 7. No. 15) af Dr. Russell Barton, nu
psykiatriker ved et hospital i staten New York. Han
tilbragte som britisk lægestuderende en måned i lejren
efter krigen. Hans beretning illustrerer levende den
virkelige grund til den dødelighed, der opstod i
sådanne lejre hen imod krigens slutning, og hvordan
sådanne ekstreme forhold tog overhånd. Dr. Barton
forklarer at Brigadier Glynn Hughes, den britiske
Medical Officer, der overtog kommandoen i Belsen i 1945
"ikke troede, der havde været nogen grusomheder i
lejren, trods disciplin og hårdt arbejde" Men de fleste,
skriver Dr. Barton, "tilskriver fangernes situation
bevidst overlæg fra tyskernes side - - - Fangerne var
ivrige efter at fremføre eksempler på brutalitet og
forsømmelser, og besøgende journalister fra forskellige
lande tolkede situationen i overensstemmelse med deres
hjemlandes propagandabehov"
Imidlertid gør Dr. Barton det helt klart, at
situationen med sult og sygdom var uundgåelig under de
rådende forhold, og at de først indtraf i 1945 "Ud fra
samtaler med fanger synes det at fremgå, at forholdendei
lejren ikke var alt for slemme for slemme før i
slutningen af 1944. Barakkerne var placeret mellem
fyrretræer, og hver af dem var forsynet med toiletter,
håndvaske, brusebad
og
kakkelovne til opvarmning". Årsagen til
fødemanglen forklares også. "Tyske militærlæger fortalte
mig, at det gennem en række måneder var blevet mere og
mere vanskeligt at transportere mad til lejren. Alt,
hvad der rørte sig på autobanen var udsat for bombning -
- - Jeg blev forbavset over at finde papirer, to - tre
år tilbage, som dokumenterede store mængder af af
fødevarer, som daglig blev tilberedt til uddeling. Jeg
blev da - modsat den almindelige opfattelse - overbevist
om, at der aldrig havde været nogen politik gående ud på
bevidst udsultning. Dette bekræftedes af det store antal
velnærede lejrfanger. Hvorfor led da så mange af
underernæring? - - - Den vigtigste årsag var sygdom,
centralt dirigeret overbelægning, mangel på lov og orden
i barakkerne og utilstrækkelig tilførsel af mad, vand og
medicin."
Den mangel på orden, der førte til opstand ved
fødevareuddelingen blev undertrykt med ild fra britiske
maskinpistoler og magtdemonstration af britiske tanks og
pansrede køretøjer rundt i lejren.
Bortset fra uundgåelige dødsofre ved sådanne lejligheder
skønnede Glyn Hughes, at yderligere 1000 omkom på grund
af engelsk venlighed ved at engelske soldater gav dem
deres egen rationer og chokolade. Som en der har været i
Belsen, er Dr. Barton meget på vagt overfor falsk
koncentrationslejr-mytologi, og han konkluderer: "Når
man prøver at nå frem til årsagen til de forhold, man
fandt i Belsen, må man være stærkt på vagt overfor det
mægtige visuelle indtryk, som store mængder af udmarvede
lig tilbyder propagandaen." At diskutere sådanne forhold
"naivt i termer af "godhed" og "ondskab" er at ignorere
de faktorer, der bestemmer dem - - -"
Falske fotografier
Det var ikke bare situationer som dem i Belsen, der
skruppelløst blev udnyttet af propagandaen, men denne
udnyttede også gennemforfalskede rædselsfotografier og
film.
De ekstreme forhold i Belsen passede ganske vist kun på
forholdsvis få lejre. Det store flertal undgik de værste
vanskeligheder, og alle deres fanger overlevede med god
helse. Derfor blev rene falsknerier taget i anvendelse
for at overdrive rædselsforholdene. Et afskrækkende
eksempel på et sådant falskneri blev afsløret 29.
oktober 1948 i det britiske Catholic Herald .
Den fortalte fra Kassel, hvor alle voksne blev tvunget
til at se en film om rædslerne i Buchenwald, at en læge
fra Göttingen pludselig så sig selv i færd med at tilse
et af ofrene. Men han havde aldrig været i Buchenwald.
Efter nogen forvirring blev lægen klar over, at det han
så, var et udsnit af en film, der var optaget efter de
allieredes forfærdelige bombning af Dresden d. 13.
februar 1945, hvor lægen netop da arbejdede. Denne film
blev vist i Kassel 19. oktober 1948. Efter luftangrebet
på Dresden, der dræbte rekordmæssigt 135.000 mennesker,
mest flygtninge, kvinder og børn blev ligene af ofrene
stavlet op og over adskillige uger brændt i bunker på
400 til 500. Det var disse scener, som man foregav
stammede fra Buchenwald, som doktoren havde genkendt.
Forfalskning af krigstids rædselsfotografier er ikke
noget nyt. For yderligere information henvises læseren
til Arthur Ponsonby's bog Falsehood in Wartime
(London, 1928). Den fremviser forfalskede fotografier af
tyske grusomheder under første verdenskrig. Ponsonby
nævner sådanne fabrikater som "ligfabrikken og "Den
belgiske baby uden hænder", der slående minder om
propagandaen, der fremstiller nazistiske
rædselshandlinger. F. J. P. Veale forklarer i sin
bog, at bedrageriet "krukke med menneskefedt", som i
ramme alvor blev introduceret af den sovjetiske anklager
i Nürnberg, var en velovervejet spot mod den berømte
britiske myte om "ligfabrikken" i hvilken de dæmoniske
tyskere hævdedes at fremstille forskellige varer ved at
oparbejde lig (Veale, ibid, p. 192) Denne
sensation var én, for hvilken den britiske regering
efter 1918 bad om undskyldning. Den fik nyt liv efter
1945 med historien om lampeskærmene af menneskehud. Det
var med sikkerhed et bedrageri ligesom den sovjetiske
menneskesæbe.
Faktisk fik vi en modvillig indrømmelse af Manvell og
Frankl, at lampeskærmhistorien i Buchenwaldretssagen
"senere viste sig at være tvivlsom".
(The Incomparable Crime, p. 84) Historien stammer
fra en vis Andreas Pfaffenberger i et "skrevet
affidavitt" af den slags, vi før har omtalt, men general
Lucius Clay indrømmede, at de affidavits, der blev brugt
under retssagen efter grundigere undersøgelse havde vist
sig mest at være "rygter".
Et fremragende arbejde om de falske rædselsfotografier,
som skal støtte myten om de Seks Millioner, er Dr. Udo
Walendy's
Bild 'Dokumente' für die Geschichtsschreibung ?
(Vlotho/Weser. 1973) . Valgt blandt de mange
illustrationer gengiver vi eet på næste side.
Oprindelsen til det første fotografi er ukendt; men det
andet er en fotomontage. En nærmere undersøgelse
afslører straks, at de stående skikkelser er taget fra
det øverste fotografi, og en dynge lig er monteret ind
foran dem. Plankeværket er fjernet og et fuldstændig nyt
rædselsbillede er skabt. Dette skrigende falskneri
findes på s. 341 i R. Schnabel's bog om S.S., Macht
ohne Moral (Magt uden moral (!) O. a.) :
EineDokumentation über die S.S. (Frankfurt, 1957)
med underteksten "Mauthausen". (Walendy nævner 18 andre
eksempler på falsknerier i Schnabel's bog).
Det samme "fotografi" dukkede op i
Proceedings of the International Military Tribunal,
Vol. XXX, p. 4211, ligeledes foregivende at illustrere
Mauthausen lejren. Det bringes også uden tekst i Eugene
Aroneau's
Konzentrationslager. Dokument F. 321 for the
International Court i Nürnberg; Heinz Kühnrick's Der
KZ-Staat (Berlin, 1960, p. 81); Vaclav Berdych's
Mauthausen
(Prag, 1958), og Robert Neumann's Hitler
- Aufstieg und Untergang des Dritten Reiches -
(München, 1961)
|