9
Jøderne og
koncentrationslejrene :
Kendsgerningerne i henhold til Røde Kors
Der er een gennemgang af det
jødiske spørgsmål i Europa under den anden verdenskrig
og om forholdene i Tysklands koncentrationslejre, som er
næsten unik ved sin ærlighed og objektivitet. Det er
trebindsværket : Report of the International Commitee
of the Red Cross on its Activities during the Second
World War, Geneve, 1948. Denne omfattende beretning
fra en helt neutral kilde indfatter og udvider
udtalelserne i to tidligere arbejder :
Documents sur l'activité du CICR en faveur des civils
detenus dans les camps de concentration en Allemagne
1939-1948
/Geneva, 1946) og Inter Arma Caritas - The Work of the
ICRC during the Second World War
(Geneva, 1947 ).
Gruppen af forfattere ledet af Fréderic Siordet erklærer
i indledningen af rapporten, at deres arbejde i
overensstemmelse med Røde Kors's traditioner er holdt
strengt neutralt. Heri ligger dens store værdi.
ICRC benyttede sig med held af Geneves militærkonvention
af 1929 til at skaffe sig adgang til civile, som af de
tyske myndigheder var interneret i Central- og
Vesteuropa. Derimod var ICRC ikke i stand til at få
adgang til Sovjet- unionen, der havde undladt at
ratificere konventionen.
De millioner civile og militære internerede i USSR, hvis
forhold, man vidste var langt de værste, var
fuldstændigt afskåret fra international kontakt og
overvågning.
Rapporten fra Røde Kors er værdifuld ved at være den
første, der klarlægger de retslige omstændigheder under
hvilke jøderne var interneret, d.v.s. som fjendtlige
fremmede. I sin beskrivelse af de to kategorier fanger,
betegner rapporten den anden form som "Civile,
deporteret af administrative grunde (på tysk,
"Schutzhäftlinge"), som er arresteret af politiske eller
racistiske motiver, fordi deres nærvær blev betragtet
som en fare for staten eller okkupationsmagterne" (Vol.
III, p.73). Disse personer, fortsætter rapporten, er
placeret på samme fod som personer, der er arresteret
eller
fængslet under den almindelige lov for sikkerhed."
(p. 74).
Rapporten medgiver, at tyskerne i begyndelsen var
tilbageholdende med at tillade overvågning ved Røde Kors
af personer, der var interneret af sikkerhedsmæssige
grunde; men i den sidste del af 1942 opnåede ICRC
vigtige indrømmelser fra Tyskland. De fik tilladelse til
at uddele pakker med fødevarer i større tyske
koncentrationslejre fra august 1942, og fra februar 1943
og fremover blev tilladelsen udvidet til alle andre
lejre og fængsler (Vol. III, p. 78)
ICRC fik snart etableret kontakt med lejrkomman- danter
og startede et hjælpeprogram med fødevarer, der
fungerede lige til de sidste måneder af 1945. Takkebreve
for dette strømmede ind fra jødiske fanger.
Modtagere af Røde
Kors hjælp var jøder
Rapporten fastslår, at "så mange som 9.000 pakker blev
klargjort hver dag. Fra efteråret 1943 til maj 1945 blev
1.112.000 pakker med en samlet vægt på 4.500 tons sendt
af sted til koncentrationslejrene" (Vol. III, p. 80).
Foruden føde indeholdt forsendelserne tøj og medicin.
"Pakker blev sendt til Dachau, Buchenwald, Sangerhausen,
Sachsenhausen, Oranienburg, Flossenburg,
Landsberg-am-Lech, Flöha, Ravensburg,
Hamburg-Neuengamme, Mauthausen, Theresi- enstadt,
Auschwitz, Bergen-Belsen, til lejre nær Wien og i
Central- og Sydtyskland. Hovedmodtagerne var belgiere,
hollændere, franskmænd, grækere, italienere, nordmænd,
polakker og statsløse jøder" (Vol. III, p. 83). Under
forløbet af krigen "var komitéen i stand til i form af
nødhjælpforsyninger at fordele 20 mio. schweizerfranc
indsamlet af jødiske hjælpeorganisationer over hele
verden, men især af American Joint Distribution Commitee
i New York" (Vol. I, p.644). Denne sidstnævnte
organisation fik tilladelse af den tyske regering til at
opretholde et kontor i Berlin lige indtil amerikanerne
trådte ind i krigen. ICRC beklagede, at de største
forhindringer mod deres store hjælpeoperation for de
jødiske fanger ikke kom fra Tyskland. men fra den
stramme allierede blokade af Europa. Den største del af
deres indkøb af fødevarer til hjælpen blev gjort i
Rumænien , Ungarn og Slovakiet.
ICRC roste især de frie forhold, der rådede i Theresien-
stadt helt frem til deres sidste besøg der i april 1945.
Denne lejr, "hvortil 40.000 jøder var deporteret fra
forskellige lande, var en relativt privilegeret ghetto"
Vol. III, p.75). Ifølge rapporten "var komitéens
delegater i stand til at besøge lejren i Theresienstadt
(Terezin), der blev anvendt udelukkende til jøder, og
som blev styret under særlige vilkår. Ifølge information
indsamlet af komitéen var denne lejr startet som et
eksperiment af visse tyske ledere - - - de ønskede at
give jøderne mulighed for at ordne deres eget kommunale
liv i en by under deres egen administration og opnå
næsten total autonomi. De bekræftede de fordelagtige
indtryk, de havde fået under deres første besøg " (Vol.
I, p. 642)
ICRC havde også ros til Ion Antonescus styre i det
fascistiske Rumænien, hvor komitéen var i stand til at
udvide sin hjælp til 183.000 rumænske jøder lige frem
til tiden for den sovjetiske besættelse. Hjælpen hørte
da op, og ICRC beklagede bittert, "at det aldrig var
lykkedes at sende noget som helst - lige gyldigt hvad -
til Rusland" (Vol. II, p. 62). Det samme kom til at
gælde mange tyske lejre efter deres "befrielse" af
russerne. ICRC modtog en omfattende post fra Auschwitz
lige frem til den sovjetiske okkupation, hvor mange af
de internerede var blevet evakueret mod vest. Røde
Kors's anstrengelser for at sende hjælp til de fanger,
der forblev i Auschwitz under sovjetisk kontrol, var
forgæves. Derimod kunne fødepakker fortsat sendes til
tidligere Auschwitzfanger, som var forflyttet vestpå til
lejre som Buchenwald og Oranienburg.
Gaskamre nævnes ikke
Et af de vigtigste aspekter ved Røde Kors rapporten
er at den klargør den virkelige årsag til de dødsfald,
som utvivlsomt fandt sted i lejrene hen imod krigens
slutning. Rapporten siger : "I Tysklands kaotiske
situation efter invasionen, og under de sidste måneder
af krigen modtog lejrene overhovedet ingen
fødevareforsyninger, og hungersnøden krævede et øgende
antal ofre. Den tysske regering var selv bekymret over
situationen og informerede til sidt d. 1. februar 1945
ICRC - - - Marts 1945 gav diskussioner mellem
præsidenten for ICRC og general for S.S. Kaltenbrunner
endnu mere konkrete resultater. Hjælp kunne herefter
uddeles af ICRC, og en delegeret fik ret til at opholde
sig fast i hver lejr - - - (Vol. III, p.83) Helt klart
anstrengte de tyske myndigheder sig for at lette den
skrækkelige situation så langt, det var dem muligt.
Røde Kors gør sig meget tydelig, når det erklærer, at
fødevaretilførslerne standsede på det tidspunkt på grund
af de allieredes bombninger af det tyske transportvæsen,
og det havde allerede 15. marts 1944 i de internerede
jøders interesse protesteret mod "de allieredes
barbariske luftkrigs- førelse" ( Inter Arma Caritas,
p. 78). 2. oktober 1944 advarede ICRC det tyske
udenrigsministerium om det overhængende
sammenbrud af det tyske transportsystem, og erklærede,
at hungersnød for menneskene over hele Tyskland ville
blive uundgåelig.
Ved betragtningen af dette omfattende trebindsværk er
det vigtigt at understrege, at delegaterne fra det
internationale Røde Kors overhovedet ikke fandt nogen
bevis for "gaskamre". Den oprindelige, 1946-udgave,
talte ikke en gang om 'uryddelse' eller 'dødslejre', men
efter det følelsesmæssige tryk af Nürnbergprocesserne
følte Røde Kors sig tvunget til i den udvidede
1948-udgave at indføre meget løse hentydninger til
'dødslejre' (Vol. I, p. 641) og 'udryddelseslejre' (Vol.
I, p. 645). Men ingen udryddelse antydes på nogen måde.
På alle dens 1600 sider nævner rapportens tre bind ikke
sådan noget som et 'gaskammer'. Den anerkender, at jøder
ligesom mange andre af krigstidens nationaliteter døjede
hårdhed og savn; men den komplette tavshed om emnet
'gasninger' er en kraftig benægtelse af
'Holocaust'legenden.
Alle blev ikke
interneret
Bind III af Røde Kors rapporten, kapitel 3 (om den
jødiske civilbefolkning) behandler den "hjælp, som blev
givet til den jødiske andel af den fri befolkning", og
dette kapitel gør det ganske klart, at på ingen måde
alle europæiske jøder var placeret i interneringslejre,
selvom de var genstand for visse restriktioner som del
af det fri civiliserede samfund. Dette strider direkte
mod "grundigheden" i det formodede "udryddelsesprogram"
og mod påstanden i de forfalskede Höss-memoirer, at
Eichmann var besat af ønsket om at gribe "hver evig
eneste jøde, han kunne lægge hånd på." F.eks. fastslår
rapporten, at i Slovakiet, hvor Eichmann's assistent
Dieter Wisliceny var chef," havde en stor del af den
jødiske minoritet tilladelse til at blive i landet, og
at Slovakiet på et vist tidspunkt blev betragtet som en
forholdsvis sikker tilflugtshavn for jøder, særligt for
dem, der kom fra Polen. De, der forblev i Slovakiet,
synes at have været forholdsvis sikre indtil slutningen
af august 1944, da en opstand mod de tyske styrker fandt
sted. Medens det er sandt, at loven af 15. maj 1942
førte til internering af nogle tusinde jøder, så blev
disse dog holdt i lejre, hvor forholdene for kost og
logi var tålelige, og hvor de internerede blev tilladt
betalt arbejde på vilkår næsten som dem på det fri
arbejdsmarked. (Vol. I, p. 646).
Ikke blot undgik et stort antal af de tre millioner,
eller så, europæiske jøder helt at blive interneret, men
emigrationen af jøder fortsatte under krigen, i
almindelighed ved hjælp af Ungarn, Rumænien og Tyrkiet.
Ironisk nok blev efterkrigs jødisk emigration fra
tyskokkuperede områder også lettet af das Reich, som det
var tilfældet med de polske jøder, der var undsluppet
til Frankrig før okkupationen. "Jøder fra Polen, der,
medens de var i Frankrig, havde opnået
indrejsetilladelse til USA, blev regnet som amerikanske
statsborgere af de tyske okkupationsmyndigherder, der
yderligere gik med til at anerkende værdien af omkring
tretusinde pas udstedt til jøder af sydamerikanske
myndigheder" (Vol. I, p. 645). Som fremtidige
U.S.-borgere blev de holdt i Sydfrankrig i Vittel-
lejren for amerikanske fremmede.
Især emigrationen af europæiske jøder fra Ungarn
fortsatte under krigen uhindret af de tyske myndigheder.
" Indtil marts 1944," siger Røde Kors rapporten, "var
jøder, der havde privilegiet at besidde visa til
Palæstina, fri til at forlade Ungarn" (Vol I, p. 648).
Selv efter at Horthy- regeringen i 1944 (efter dens
forsøg på at opnå våben- stilstand med
Sovjetunionen) var erstattet med en regering mere
afhængig af tyskerne, fortsatte emigrationen af jøder.
Kommissionen sikrede sig tilsagn fra både Storbritanien
og De Forenede Stater "om på enhver måde at give støtte
til emigrationen af jøder fra Ungarn," og ICRC modtog et
budskab fra U.S.-regeringen, at "Regeringen for De
Forenede Stater - - - gentager nu særskilt sin
forsikring om, at den vil tage sig af alle jøder, som
under de nuværende forhold får tilladelse til at
udrejse" (Vol. I, p. 649).
|